Magtfuld madamme

Ny historisk roman giver liv og stemme til en af middelalderens magtfulde danske kvinder.

Hvis man tror, at stærke, indflydelsesrige kvinder i Danmark er et nyere fænomen, kan man godt tro om igen.

I sin historiske roman “Hofmesterinden” tegner forfatter og historiker Birgitte Jørkov et fiktivt portræt af en af disse stærke danske kvinder, der helt kort præsenteres sådan:

Fru Anne Meinstrup, godsejer, kongelig lensmand, hofmesterinde, enlig mor, landsforvist, myrdet på torvet i Ringsted januar 1535.” (Bogens bagsidetekst)

Ud af glemslen

Virkelighedens Anne Meinstrup, der levede fra cirka 1475 til 1535, var enebarn og datter af godsejer, rigsrådsmedlem og landsdommer Henrik Meinstrup og godsejer Margrethe Christiansdatter Daa.

Anne Meinstrup blev selv godsejer, kongelig lensmand og hofmesterinde for flere danske dronninger. Hofmesterinden var administrativ leder af dronningens hof. Det var den højeste formelle stilling, en kvinde kunne få på den tid, hvor der i øvrigt var stor politisk og kirkelig uro.

Som nævnt led Anne Meinstrup et meget brutalt endeligt. Hvorfor hun blev myrdet, vides ikke med sikkerhed. Men i romanens efterord skriver Birgitte Jørkov, at hun finder Anne Meinstrups liv mere interessant end hendes død og fortsætter:

Derfor besluttede jeg at hjælpe hende ud af glemslen og gøre et usædvanligt kvindeliv kendt for andre end en snæver kreds af historikere.” (“Hofmesterinden”, side 337)

Natten før mordet

Rammen i Birgitte Jørkovs roman “Hofmesterinden” er en kold januarnat i 1535. Anne Meinstrup befinder sig på en af sine gårde ved Ringsted og skal til et vigtigt møde indkaldt af grev Christoffer næste dag (ja, det er ham med Grevens Fejde, borgerkrigen i Danmark 1534-1536). Det er dette møde, der ender med at koste Anne Meinstrup livet.

Gammel, gigtplaget og søvnløs foretager Anne Meinstrup i sine tanker en rejse gennem sit begivenhedsrige liv. Fra barndommen som enebarn og fars pige, der bliver uddannet af sin dygtige far, over hendes to ægteskaber og forholdet til hendes tre børn, videre til stillingen som hofmesterinde, siden landsforvist af Christian 2., og frem til hun er vendt hjem til Danmark igen.

Danmarkshistorie

Det er et spændende stykke Danmarkshistorie, Birgitte Jørkov tager læserne med på, og det mærkes, at forfatteren er historiker.

Vi hører både om kongens og adelens krig mod bondehæren i Ditmarsken og krige med svenskerne samt Det Stockholmske Blodbad i 1520.

Der fortælles om Kong Hans, som efterlader dronning Christine i Sverige med 1000 mand, hvoraf kun ganske få overlever. Man forstår, at dronningen ville separeres efter den omgang! En stor del af romanen omhandler Christian 2., hans elskerinde Dyveke og hendes kapable mor, Sigbrit. Ja, der var flere magtfulde kvinder med gode forbindelser i middelalderen.

Jørkov beskriver de politiske og økonomiske hensyn, kongelige ægteskaber måtte tage, som brylluppet mellem Christian 2. og hans barnebrud, Fru Elisabeth af den rige fyrsteslægt Habsburgerne. Udover de historiske personer og begivenheder får vi viden om kønsroller, levevis, mad, mode, musik, selskabsliv, bolig- og toiletforhold i middelalderen.

Martin Luther nævnes kun kort, og der fortælles ikke meget om tidens konflikter mellem katolikker og protestanter. Men tidsbilledet fremstår troværdigt, og skildringen af datidens langsomme transport og kommunikation gør indtryk på en moderne læser. Her var ingen e-mails eller sms’er. Breve blev bragt med bud til hest, og beskeder om selv nære pårørendes død nåede ofte først frem efter begravelsen.

Styr på eget liv

Anne Meinstrup er hovedperson og jeg-fortæller i “Hofmesterinden”. Læserne får hurtigt et indtryk af en intelligent, veluddannet, modig og handlekraftig kvinde med midler både fra sine forældre og afdøde ægtemænd.

Da Anne Meinstrup som 25-årig og mor til tre børn bliver enke for anden gang, tager hun styringen over sit eget liv. Hun viser, at hun kan styre sin jord, godser og regnskaber klogt og kompetent, og at hun takket være sin far har nok juridisk indsigt til at kæmpe de arvesager, der skal kæmpes. Egenskaber der også skaffer hende stillingen som hofmesterinde.

Anne Meinstrups virke for de danske dronninger står centralt i fortællingen. Men det er de menneskelige tildragelser, der rører læseren, især sorgen og savnet, da hun med sit andet ægteskab bliver skilt fra sine tre små børn. Noget hun aldrig kommer sig over.

Enkelte steder i historien er der spring mellem tid og sted, der udfordrede mig som læser. Men da historien bliver fortalt af en ældre, urolig kvinde, ramt af tankemylder den sidste nat, hun lever, bidrager dette til at gøre hendes refleksioner så meget desto mere overbevisende.

Svær genre

Når en forfatter dramatiserer virkelige menneskers liv, kræver det i sagens natur særdeles grundig research, respekt for de mennesker, man skriver om, og en stor indlevelsesevne.

Af læseren kræves – med den engelske digter og filosof Samuel Taylor Coleridges ord – “willing suspension of disbelief”.

Ingen kan vide, hvad virkelighedens Anne Meinstrup tænkte og følte. Var hun for eksempel så lidenskabelig, som romanen beskriver hende? Var hun villig til at risikere sin ære og høje sociale status for en affære med en omrejsende musiker? Det er nogle af de spørgsmål, man kan stille som læser.

Derfor vælger jeg at holde det virkelige menneske adskilt fra fiktionens karakter og forholder mig udelukkende til, om romanens hovedkarakter og jeg-fortæller virker troværdig i sin egen ret. Og det gør romanens Anne Meinstrup efter min mening.

Det er lykkedes Birgitte Jørkov at lave et nuanceret portræt af en modig kvinde med mange talenter og næse for jura og forretning, men også med fejl og mangler og en stadig voksende selvindsigt, der gør romanens Anne Meinstrup både menneskelig og nærværende.

Og samtidig får vi altså et spændende kig ind i Danmark op til reformationen.

Dette er et anmeldereksemplar. Bogen er udkommet.

“Hofmesterinden” er forsynet med prolog, ordliste, personfortegnelse og efterord, der er nyttige at have under den spændende og underholdende læsning.

God weekend og læselyst!


Bonusinfo

Birgitte Jørkov (f. 1946) er cand.mag. i dansk, historie og filosofi. Hendes debut som romanforfatter, “Den skønne Helene” (1997), vandt Kriminalakademiets debutantdiplom.

Herudover har Birgitte Jørkov skrevet en række historiske krimier, der udspilles i Helsingør i senmiddelalderen, og flere historiske biografiske romaner.


Kilder:

Birgitte Jørkov: “Hofmesterinden”

Birgitte Jørkov: https://litteratursiden.dk/forfattere/birgitte-jorkov

Danmarks Nationalleksikon: Anne Meinstrup

Danmarks Nationalleksikon: Grevens Fejde

Danmarks Nationalleksikon: Det Stockholmske Blodbad


Skriv en kommentar