Med isen som fjende

Ny film skildrer to danske polarforskeres tre år lange kamp for at overleve i den nordøstgrønlandske ødemark.

Filmen “Against The Ice” bygger på ekspeditions-klassikeren “Farlig Tomandsfærd”, der udkom første gang i 1955.

I bogen beretter Ejnar Mikkelsen (1880-1971) om sin og Iver P. Iversens (1884-1968) lange vandring langs Grønlands øde og barske østkyst i årene 1909-12.

Alabama-ekspeditionen

Formålet med Alabama-ekspeditionen, som den hed, var at lede efter Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, der omkom under Danmark-ekspeditionen 1906–08.

Ejnar Mikkelsen håbede at finde de forsvundne mænd, deres dagbøger og journaler. Ved hjælp af forgængernes fund ville Mikkelsen bevise, at Grønland var én ø, og at amerikanerne dermed ikke kunne gøre krav på det nordøstlige Grønland.

Alabama-ekspeditionen forløb dog ikke som planlagt. Mens Mikkelsen og Iversen drog ud for at finde spor fra Danmark-ekspeditionen, blev deres skib knust i isen, og mandskabet reddet af en norsk sælfangerbåd.

Da Mikkelsen og Iversen kom tilbage fra slæderejsen, fandt de kun en lille hytte, som deres kammerater havde bygget af skibstømmer – og forsyninger til et år. Nu var det op til de to mænd alene at forsøge at overleve i den iskolde og barske ødemark.

Mikkelsen-forside

Her ses en udgave af Ejnar Mikkelsens bog fra 1965.

Ypperligt skuespil

Danske Nikolaj Coster-Waldaus begejstring for Grønland lader sig ikke nægte, og da den populære skuespiller læste Ejnar Mikkelsens bog, blev han så grebet af historien, at han besluttede sig for at filmatisere den.

Det er der kommet en intens og særdeles velspillet film ud af, instrueret af Peter Flinth og skrevet af Nikolaj Coster-Waldau og Joe Derrick.

Nikolaj Coster-Waldau spiller selv Ejnar Mikkelsen, engelske Joe Cole spiller Iver Iversen, og i rollen som den daværende danske finansminister Neergaard ses engelske Charles Dance.

Virkelighedens Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen var forholdsvis unge og jævnaldrende, mens der i filmen er næsten 20 års aldersforskel på dem. Men det fungerer godt og bidrager til den magtbalance og det spændingsforhold, der er mellem Coster-Waldaus erfarne, modne og indadvendte Mikkelsen og Coles unge, uerfarne og udadvendte Iversen.

Is-helvede

På afdæmpet, men stærk og troværdig vis skildrer filmen, hvordan Mikkelsen og Iversen forsøger at løse deres opgave og overleve imod alle odds.

Undervejs på deres lange slæderejse viser depoterne sig at være ødelagte, jagten mislykkes, og slædehundene dør af sult og udmattelse. I dette nådesløse is-helvede må de to mænd slås mod forgiftninger, forfrysninger, modløshed og glubske isbjørne, alt imens sultedøden truer.

Gradvist skrælles civilisationens lag af, og i kampen mod den rå og ubarmhjertige natur og den isnende ensomhed, bliver Mikkelsen og Iversen presset til det yderste.

Et klassefoto fra en husholdningsskole bliver på et tidspunkt genstand for et dramatisk jalousiopgør mellem de to mænd.

Nikolaj Coster-Waldau demonstrerer nye sider af sit skuespiltalent i de urovækkende scener, hvor hans Mikkelsen udfordres mentalt, ligesom Joe Cole overbeviser som hans unge, sunde modvægt, Iversen.

“Against The Ice” er kort sagt en spændende og seværdig film.

Against The Ice-official poster

Filmen har netop haft premiere på Netflix.

Ny udgave

Afslutningsvis skal det nævnes, at Gyldendal i år har udgivet en ny udvidet og illustreret udgave af “Farlig Tomandsfærd”.

Den nye udgave har forord af barnebarnet Naja Mikkelsen, der også er polarforsker, og originale breve fra Ejnar Mikkelsen til familien i Danmark.

Farlig tomandsfærd-forside

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Gyldendal

https://www.gyldendal.dk/produkter/farlig-tomandsfard-9788702332995

https://www.gyldendal.dk/artikler/polarforskning


En ven for livet

Ny bog er et vigtigt vidnesbyrd om det mørkeste kapitel i menneskehedens historie.

Den 12. oktober i år døde Eddie Jaku i en alder af 101 år.

Da han var ung, var der ikke mange, som ville have troet, at han skulle få så langt et liv, og at han ville ende med at kalde sig jordens lykkeligste mand.

Eddie Jaku blev født 14. april 1920 i Leipzig i Tyskland som barn af jødiske forældre.

Familien anså sig selv som tyskere først, dernæst jøder. Men da Hitler kom til magten, mærkede Eddie og hans familie for alvor det voksende jødehad i Tyskland, og i 1944 blev de deporteret til Auschwitz. Forældrene blev myrdet ved ankomsten, men Eddie og hans søster overlevede.

I mange år var Eddie tavs om de rædsler og den ufattelige ondskab, han havde oplevet under Anden Verdenskrig. Men som tiden gik, tænkte han, at han havde et ansvar for at tale om det og en pligt til at lære verden om, hvor farligt det er at hade. “Verden er nødt til at vide besked,” konkluderede han.

jordens-lykkeligste-mand-3642409

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget memoris.

Vanvittigt had

Eddie Jakus selvbiografi “Jordens lykkeligste mand” er dedikeret til fremtidige generationer. I bogen fortæller han sin historie og beskriver, hvordan civiliserede tyskere blev grebet af et vanvittigt had.

Vi hører, hvordan Eddie som 13-årig blev smidt ud af sin skole, fordi han var jøde og under falsk identitet kom ind på en anden skole langt fra sin familie og sit hjem.

På den nye skole lærte han maskinteknik og fik en uddannelse, der siden skulle redde hans liv. Han levede en beskyttet tilværelse på skolen og fandt først ud af, hvor galt det stod til i Tyskland, da han ville besøge sin familie i november 1938.

Eddie blev tævet halvt ihjel af nazister på krystalnatten og kørt til Buchenwald-koncentrationslejren.

Helvede på jord

Forholdene i Buchenwald var så uhumske, at sygdom og sult var uundgåeligt. Eddie beskriver brutaliteten og sadismen, de daglige tæsk og mord begået af tyskerne i kz-lejren.

Det var Tyskland i 1938. Fuldstændig forvandlet, ingen moral, ingen respekt, ingen menneskelig værdighed.” (Citat fra bogen)

Efter seks måneder slap Eddie ud takket være sin uddannelse som værktøjsmager. Han søgte tilflugt i Belgien, men blev anholdt der og sendt i flygtningelejr.

Første gang Eddie blev deporteret til Auschwitz, lykkedes det ham at flygte fra toget på vejen dertil. Men i februar 1944 endte han i dødslejren sammen med sin familie. Hans forældre blev sendt direkte i gaskammeret af den berygtede Josef Mengele, og Eddie og hans søster tilbragte et år i helvede på jord.

Venskabets styrke

Beskrivelserne af mareridtet i Auschwitz er uhyre barsk læsning, og igen og igen spørger Eddie (og læseren) sig selv, hvordan Hitler i den grad var i stand til at gøre venner til fjender og almindelige mennesker til mordere og monstre.

Det forekommer nærmest umuligt, at nogen kunne overleve Auschwitz.

Men overlevede gjorde Eddie heldigvis! Og det tilskriver han ikke mindst sin gode ven Kurt. De to hjalp hinanden og var – forstår man – et lys i mørket for hinanden:

Disse øjeblikke af venskab og taknemmelighed var nødvendige for at overleve det umenneskelige sted, Hitler havde skabt. … Uden venskab er et menneskes sjæl fortabt. En ven er én, der minder dig om at føle dig i live.” (Citater fra bogen)

Tilbage til livet

Overlevelsen skete ikke uden ar på krop og sjæl. Eddie fortæller eksempelvis om de svovlbade, han måtte tage efter krigen for at hele sin hud. Endnu sværere var det at hele arrene på sjælen.

Selv for mig tog det mange år at indse, at så længe jeg stadig bar frygt og smerte i mit hjerte, så ville jeg aldrig for alvor blive sat fri.

Jeg beder ikke mine medoverlevere om at tilgive det tyske folk. Det kunne jeg ikke selv gøre. Men jeg har været heldig nok og har oplevet kærlighed og venskab nok i mit liv til, at jeg har kunnet give slip på den vrede, jeg følte mod dem. Det fører intet godt med sig at holde fast i vreden. Vrede fører til frygt, der fører til had, der fører til død.” (Citat fra bogen)

Håb fremfor had

Eddie Jakus skildring af sine oplevelser i 1930ernes Tyskland og under Anden Verdenskrig er gruopvækkende læsning.

Men nok så vigtigt er det, at han fortæller, hvordan han på trods af den umenneskelige ondskab, som han, hans familie og folk blev ofre for, var i stand til at vælge livet og lykken.

I bogen reflekterer Eddie Jaku over ondskaben og omsætter sine egne erfaringer til livskloge råd til læseren. Råd om, hvad der er det væsentlige i livet, og hvor vigtigt det er ikke at hade sin næste.

Et bedre menneske

Med sine refleksioner og sin venlige, direkte tone over for læseren inspirerer Eddie Jaku os til at tænke over vores eget liv og det had, der findes i verden i dag.

På den måde bliver “Jordens lykkeligste mand” en bog, der handler om andet og mere end Holocaust. Den handler om selve det at være menneske, om livet og meningen med det.

Og selv om Eddie Jaku skriver, at han er bedre til maskiner end ord, er bogen smukt skrevet.

Derfor er det også lidt ærgerligt, at der har sneget sig et par trykfejl og små sproglige svipsere ind i den ellers udmærkede danske oversættelse.

Men det ændrer ikke ved, at “Jordens lykkeligste mand” er en gribende beretning, som bør læses af alle i en verden, der er nødt til at vide besked.

Bogen er på én gang et vigtigt vidnesbyrd om en ubegribelig ondskab, der aldrig må glemmes, og som aldrig kan tilgives, samtidig med at Eddie Jaku viser os, hvordan vi kan forhindre, at det gentager sig, og hvordan vi kan blive bedre mennesker.

Med “Jordens lykkeligste mand” får du kort sagt en ven for livet!


Efter krigen emigrerede Eddie Jaku med sin kone til Australien. I en sen alder begyndte han at holde foredrag om Holocaust og var med til at danne en australsk forening for jødiske holocaustoverlevere og etablere det jødiske museum i Sydney.

“Jordens lykkeligste mand” udkom på engelsk i 2020, da Eddie Jaku fyldte 100 år.


Novembersyner

Denne uges udgivelse er en fin, lille fotobog fra Assistens Kirkegård i København.

I 1760 blev Assistens Kirkegård anlagt som en assisterende kirkegård til de næsten overfyldte kirkegårde inden for de københavnske volde.

Til at begynde med var det en fattigkirkegård, men det varede ikke længe, før Assistens Kirkegård blev populær blandt københavnerne og endda blev mondæn.

Det er her, store kendte danskere som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og H. C. Ørsted ligger begravet.

I en ny fotobog “Novembersyner – Billeder fra Assistens Kirkegård” tager fotograf Peter Vedel os med rundt på den kulturhistoriske kirkegård.

novembersyner_presse_forside_2000px

Bogen udkommer i dag.

Ukendte skæbner

Som titlen indikerer, er alle fotos i “Novembersyner” taget i november. De farvestrålende fotografier står side om side med udvalgte citater og alfabetiske lister med gamle jobtitler fra kirkegårdens cirka 2.000 gravsten.

Peter Vedel har valgt at fokusere på de mange ukendte skæbner, der normalt ikke får opmærksomhed fra kirkegårdens besøgende.

I bogen kan man således se, hvordan elektropletfabrikant Julius T. S. Petersen (1842-1898) ligger begravet side om side med digter Hans Christian Andersen (1805-1875).

Blandt de gamle og til tider kuriøse jobtitler finder man: beregner, fouragehandler, gørtler, klasselotterie inspecteur, medalliør og stukkatørmester.

I bogens efterskrift forklarer Peter Vedel, hvorfor han nævner de gamle erhverv:

Jobtitlerne har jeg valgt at bringe af flere grunde. Hver især henleder de opmærksomheden på det levede liv. Hvordan mon smørhandleren for eksempel har indrettet sig og levet sit liv? Eller sporvognskonduktøren? Det kræver blot dette ene ord, jobtitlen, at flytte fokuset fra livets afslutning til et hverdagsliv, som det udfoldede sig engang.” (Citat fra bogen)

Farverigt forfald

Peter Vedel har boet et stenkast fra Assistens Kirkegård de sidste 20 år, og som mange andre københavnere nyder han sin daglige gåtur her. For, som han siger:

… selvom døden er et tabu i vores kultur, er Assistens Kirkegård blevet et opholdssted for de levende blandt de døde, et sted hvor nutidens københavnere har deres daglige gang blandt fortidens levede liv.” (Citat fra pressemeddelelsen til bogen)

Når han har valgt at fotografere i november, skyldes det, at den gamle kirkegård her

… nærmest eksploderer i farver og sanselighed. Naturen flammer op og brænder ud, og efterårsfarverne og de mange nedfaldne blade understreger et tema om forfald og død, som i høj grad er til stede på kirkegården og dermed også i bogen.” (Citat fra pressemeddelelsen)

Livets cyklus

“Novembersyner” er en smuk, rørende og tankevækkende udgivelse, der tager os på en kulturhistorisk vandring gennem kirkegården iklædt flammende flotte farver og dens gravsten, der vidner om fortidens liv og levned.

Med sine billeder, udvalgte inskriptioner og digte illustrerer “Novembersyner” på mange måder livets cyklus. På omslaget ser vi for eksempel en kvinde med barnevogn gå tur i kirkegårdens røde og gule farvepragt.

Inde i bogen finder man blandt andet gravsten for faldne under forsvaret af Dybbøl i 1864. Også franske og belgiske soldater, der døde i København i 1919, ligger begravet på Assistens Kirkegård.

Mysteriet om de franske og belgiske faldne må man dog selv opklare. Det er ikke bogens mål at give svar, men derimod at give os et blik ind i de mange skæbner, der er stedt til hvile på den gamle kirkegård, og hvordan liv og død går hånd i hånd her.

“Novembersyner” inspirerer kort sagt til, at man går på opdagelse på Assistens Kirkegård, samtidig med at bogen aftabuiserer døden og minder os om, at vi alle er forgængelige.

novembersyner_presse_side_7_2000px

Foto fra bogen.


Peter Vedel er uddannet skolelærer i dansk og historie. Han arbejder sideløbende med musik og fotografi og har tidligere lavet radiomontager for Danmarks Radios P1.


Kilder:

Københavns Stadsarkiv

https://kbharkiv.dk/brug-samlingerne/kilder-paa-nettet/begravelser-i-koebenhavn/om-assistens-kirkegaard-og-begravelsesprotokollerne/

Dansk Arkitektur Center

https://dac.dk/viden/arkitektur/assistens-kirkegaard/


Drømmejunglen

En ny bog kan hjælpe børn med at slippe hverdagens bekymringer før sengetid og få en rolig nattesøvn.

“Drømmejunglen” er en højtlæsningsbog med godnathistorier, der giver børn mulighed for at bearbejde dagens indtryk og falde hurtigere i søvn ved hjælp af afslappende meditations- og hypnoseteknikker.

Bogen henvender sig til børn i alderen 4-10 år og deres forældre.

I seks historier skal børnene hjælpe dyrene i Drømmejunglen med at slappe af, så de selv og dyrebørnene kan falde i søvn.

En hjælpende hånd

Det er læge Anna Knakkergaard, som har skrevet de seks historier, så børnene kan få hjælp til at finde ro og falde i søvn, mens arkitekt og illustrator Julie Dam står for illustrationerne og bogens visuelle univers.

Udover at være læge er Anna Knakkergaard klinisk hypnoterapeut og arbejder til dagligt med børn og unge, der har brug for hjælp til problemstillinger som angst, søvnproblemer eller mavesmerter. I forbindelse med udgivelsen siger hun:

Mit store ønske med denne bog er at række helt almindelige børnefamilier en hjælpende hånd, så puttesituationen bliver en hyggelig og meget nærværende afslutning på dagen.”

Bobler mod tankemylder

I “Drømmejunglen” får forældrene først en kort vejledning i, hvordan bogen læses, herunder råd om tempo og pauser, ligesom en lille sommerfugl løbende giver tips til højtlæsningen.

Vi møder blandt andet dovendyret Doris, der spekulerer og bekymrer sig, tapiren Torben, som har ondt i maven, og brøleaben Bjarne, der har tankemylder.

Børnene får for eksempel at vide, at de kan hjælpe Bjarne sådan her:

Prøv at forestille dig, at du blæser bobler med næsen, hver gang du puster ud. … Fiiine, runde bobler, … måske som sæbebobler, … hver gang du puster ud. …

Og brug så din fantasi … til at putte alt det, du ikke har brug for, … ind i boblerne. … Det kan være bekymringer … eller tanker … eller måske en følelse inden i kroppen. … Alt det, du ikke har brug for lige nu, kan blæse væk som sæbebobler. … Små og store sæbebobler, der svæver op og væk … for til sidst at forsvinde eller springe med med et lille blop. …” (“Drømmejunglen”, side 49).

Brøleaben Bjarne blæser tankerne væk med sæbebobler (foto fra bogen).

Suverænt samspil

“Drømmejunglen” er en dejlig bog, og samspillet mellem de korte, velskrevne tekster og skønne illustrationer er eventyrlig godt. Også formatet og det kraftige papir er med til at gøre bogen til en kvalitetsoplevelse.

Mange vil måske genkende nogle af afslapnings- og meditationsøvelserne fra yoga. Men her er de tilpasset børn og fungerer rigtig fint sammen med de små historier, enkle sætninger med gentagelser, der virker beroligende, det konkrete billedsprog og de søde dyretegninger.

Man kan snildt forestille sig de små mennesker finde en eller flere yndlingsfigurer blandt Drømmejunglens dyr, og med bogens stærke appel til børnenes egen fantasi vil de og deres forældre måske endda digte videre på dyrene og deres liv i junglen.

Herhjemme havde vi i sin tid stor glæde af det britiske børneprogram “In the Night Garden”, der lullede familiens yngste (og voksne) i søvn med sit trygge univers, rolige gentagelser og magiske musik.

På mange måder føles “Drømmejunglen” som en litterær pendant hertil. Og så er der tilmed en række praktiske søvnråd og forklaring på, hvad hypnose er, sidst i bogen.

Endelig oplyser forlaget, at man også kan finde historierne i App Store, hvor der spilles beroligende junglemusik til de indtalte historier.

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Jungledrømme. Bogen udkommer i dag.

Tilbage er der kun at sige god weekend – og sov godt 🙂


Du kan læse mere om “Drømmejunglen” her: https://droemmejunglen.dk/


Fortiden lever

Ny film baseret på anmelderrost roman dykker ned i fortidens skatte og begravede liv.

I 2007 udkom John Prestons roman “The Dig”, der fortæller om et uvurderligt arkæologisk fund gjort i sommeren 1939 få måneder før Anden Verdenskrigs udbrud.

Handlingen spænder over tre hektiske måneder, hvor lokale amatørarkæologer og udgravere i konkurrence med erfarne museumsfolk graver et oldgammelt skib fri af den engelske muld.

Efterhånden som krigen rykker tættere på, og guld og uerstattelige skatte titter frem af jorden, væves personernes kærlighedsliv, tab og drømme sammen i en fælles bevidsthed om, at fortiden aldrig helt forlader os.

Unikt fund

John Prestons bog bygger på virkelige begivenheder.

I 1939 gjorde amatørarkæolog Basil Brown et af de største fund i britisk arkæologisk historie, da han i Suffolk, Østengland, fandt et 27 meter langt angelsaksisk skib med et gravkammer fuld af skatte fra den tidlige middealder.

Skatten rummede blandt andet guld, smykker, sølvtøj fra det fjerne Byzantium, dyrebare tekstiler og en nu ikonisk hjelm.

Arkæologerne og jordejer Edith Pretty var målløse. Der var tydeligvis tale om en betydningsfuld persons grav. Men hvem var det? Og hvad kunne fundet fortælle os om det angelsaksiske samfund? (Kilde: British Museum)

Mesterlig film

Jeg har stadig John Prestons roman om den arkæologiske sensation i Sutton Hoo til gode, men har netop set Simon Stones fremragende film baseret på romanen.

I filmen afdækker Stone på mesterlig vis karakterernes liv og følelser i takt med udgravningen af det opsigtsvækkende skib.

Amatørarkæolog og udgraver Basil Brown (i skikkelse af Ralph Fiennes) inviteres af Edith Pretty (spillet af Carey Mulligan) til Sutton Hoo for at se på nogle gravhøje på hendes jord.

Krigsenken og den enlige mor deler Browns glødende interesse for arkæologi, og inden længe er han da også i gang med at grave i den af højene, som hendes mavefornemmelse siger, rummer noget særligt.

Snart myldrer museumsfolk fra nær og fjern til Sutton Hoo for at få del i det exceptionelle fund, samtidig med at filmen graver stadig dybere spadestik i karakterernes fortid og følelsesliv.

Det flygtige nu

“The Dig” er et smukt, eksistentielt drama om liv og død, kærligheden og tiden og om vores desperate forsøg på at fastholde nu’et i en evig kamp mod altings – ikke mindst vores egen – forgængelighed.

En kamp, der bliver meget konkret, da arkæologer og udgravere må udvise ekstra stor forsigtighed under udgravningen af de skrøbelige skibsrester, for at fortiden ikke skal smuldre mellem hænderne på dem. Ligesom Ediths fætter Rory med sin fotografering af det arkæologiske arbejde prøver at fryse det flygtige nu.

Sideløbende mærker vi optakten til Anden Verdenskrig. Vi ser de unge mænd, der indkaldes til militærtjeneste, deres farlige flyveøvelser over marker og enge og træningslejrene, der opføres på den jord fortidens krigere hviler i.

Billedsiden er i top med betagende smuk fotografering af det engelske landskab, og hvor også karakterernes ansigter udgør landskaber med begravede følelser, håb og drømme.

Skuespil i særklasse

Ralph Fiennes er en af vor tids helt store karakterskuespillere, og som underspillet, vejrbidt træmand med følelserne i behold overbeviser han i rollen som Basil Brown.

Carey Mulligans Edith Pretty er sart, men stærk, og en både kærlig moder og retfærdig arbejdsgiver.

Men også Lily James’ unge arkæolog og Johnny Flynns fotograf og flyveraspirant til Royal Air Force er ømt troværdige. Og endelig viser Archie Barnes i rollen som Ediths søn, Robert, stor styrke og sårbarhed.

Simon Stones “The Dig” er kort sagt en på alle måder berigende oplevelse.

Filmen kan streames på Netflix.

God weekend 🙂


Bonusinfo

Du kan læse New York Times’ anmeldelse af John Prestons bog “The Dig” her:

https://www.nytimes.com/2016/04/03/books/review/the-dig-by-john-preston.html

Læs mere om de enestående Sutton Hoo-udgravninger her:

https://www.britishmuseum.org/collection/death-and-memory/anglo-saxon-ship-burial-sutton-hoo

På samme hjemmeside kan man læse om den ikoniske Sutton Hoo-hjelm:

https://www.britishmuseum.org/collection/object/H_1939-1010-93

Som et lille kuriosum kan det oplyses, at hjelmen blev brugt som forsideillustration til Keld Zeruneiths gendigtning af “Beowulf” (se bogomtale her).


 

I form med Tapiren

Jakob Martin Strids nye bog “I form med Tapiren!” er lige så charmerende, sjov og finurlig som hans andre værker.

Strids bøger om den lille blå elefant Mimbo Jimbo og hans venner har for længst vundet både små og store danskeres hjerter. Flere af bøgerne er blevet bestsellere, og serien er indtil videre trykt i 150.000 eksemplarer.

“I form med Tapiren!” er den niende bog i rækken. Lille Tiger holder fødselsdag på Hjertevej nr. 7, og Tapiren, Mimbo Jimbo og alle vennerne er inviteret.

Tapiren drikker fem kopper kakao med flødeskum og spiser intet mindre end seks stykker lagkage, syv boller med marmelade, en halv kagemand og 100 M & Ms!

Det er nok til at tage pusten og formen fra selv en sulten Tapir, og nu må vennerne hjælpe ham med at komme i form igen.

Og det går ikke stille for sig. Snart er Tapiren firkantet som en papkasse, rund som en cylinder og flad som en pandekage.

Dette er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Bogen er udkommet.

Humor og filosofi

“I form med Tapiren!” rummer både humor og filosofi. Der er meget at le ad og tale om, og så er det også en historie om venskab.

Tapirens venner opgiver aldrig at hjælpe ham, selv om deres råd og tips ikke er lige vellykkede, og Tapiren er mere vranten end velvillig.

Og for at det ikke skal være løgn, får vi tilmed et lille studie i geometri. Der er nemlig ingen ende på de former, Tapiren får, inden han kommer i form igen.

Bogen er fuld af herlige karakterer, nogle med lidt mere bid i replikken end andre, som krokodillen.

Men hold op hvor Strid rammer tone og temperament i såvel streg som tekst, og jeg morede mig dejligt!

Rusk op i sjælen

Desværre har nogle anmeldere vendt tommelfingeren nedad, fordi de mener, “I form med Tapiren!” er udtryk for tykfobi (ja, sådan noget findes åbenbart).

Nu kan man jo ikke forhindre folk i at læse bøger, som en vis herre læser biblen, og det er heller ikke første gang, at litteraturkritikere vil bestemme, hvad børn må læse – og særligt hvad de ikke må læse.

Heldigvis har Strid aldrig været politisk korrekt, og det er vel en af grundene til, at så mange børn (og voksne) elsker ham og hans kunst.

Politisk korrekthed lå i øvrigt heller ikke til Astrid Lindgren. Også hun forargede det litterære parnas, men var som altid på børnenes side og sagde, at børn har

… akkurat som voksne brug for at blive oprørte af kunst. Man må ruske op i en sjæl, som ellers sover …” (Dagens Nyheter, 8. september 1959)

Disse kloge ord kunne tidens krænkelsesparate måske tygge lidt på, mens børn og vi andre barnlige sjæle glædes og ruskes lidt i af Strids tykke Tapir og hans venner.

Rigtig god læselyst 🙂


Bonusinfo

Jakob Martin Strid (født i 1972) er en anerkendt, afholdt og prisbelønnet forfatter og illustrator. Han slog igennem som tegner til voksne med sine geniale striber om figuren Strid i Politiken og har lavet en lang række børnebøger, heriblandt bestsellerne “Den utrolige historie om den kæmpestore pære”, “Min mormors gebis” og “Mustafas kiosk”.

Flere af Strids bøger er allerede blevet nyklassikere i dansk børnelitteratur.

Jakob Martin Strid. Fotograf: Morten Holtum, 2010.


 

Det kristne Vesten

Ny bog viser, hvordan kristendommen har været og stadig er afgørende for den vestlige bevidsthed, fra afskaffelsen af slaveriet til #MeToo-bevægelsen.

Danmark er et kristent land. Det står i Grundlovens §§ 4 og 6. I lighed med flere andre vestlige lande, tror mange danskere imidlertid, at kristendommen ikke spiller så stor en rolle i vores liv og dagligdag mere.

Men det gør den, og den britiske historiker Tom Holland giver sit bud på hvordan.

I “Herredømmet” fortæller Holland, hvordan kristendommen i dialog og stadig kamp med filosofiske bevægelser og andre trosretninger blev det fundament, vores vestlige samfund, værdier og hele tænkemåde bygger på.

Dette er et anmeldereksemplar fra Kristeligt Dagblads Forlag.

Imponerende tur

Tom Holland demonstrerer et kalejdoskopisk overblik over sit stof, og det er en imponerende tur, han tager os med på, fra antikken og op til vore dage.

Man mærker, at han kender den klassiske oldtid godt, og afsnittet om apostlen Paulus er levende og velskrevet.

Som bekendt startede Paulus med at forfølge kristne, men fik en åbenbaring og blev herefter den mest kendte forkynder af den kristne tro. Holland beskriver ham som en yderst foretagsom herre med et stort retorisk talent og flair for salg.

Paulus talte som en mand, der altid er på farten, en mand, der havde været udsat for prygl, fængslinger, skibsforlis og afpresninger. Men trods de talrige farer på farten havde han ikke i sinde at lade mosset gro.” (“Herredømmet“, side 97)

Paulus’ breve er en af grundstenene i kristendommen, og mange betydningsfulde teologer har igennem 2000 år, herunder Martin Luther, arbejdet med Paulus og hans breve og derigennem fået en ny forståelse af Kristi lære.

Tro og filosofi

Holland beretter også, hvordan kristne fra tidlig færd har brugt blandt andet græske filosoffer til at belyse det kristne budskab, og Aristoteles har på godt og ondt været en gennemgående figur i manges forsøg på at forstå Kristi lære.

Bogen fremhæver endvidere Origenes, som regnes for en af de vigtigste teologer i kristendommens historie. I sin grundige omtale citerer Holland ham for følgende:

“Man kan i sandhed ikke tjene Gud,” erklærede han [Origenes], “hvis man ikke tænker som en filosof.” (Citat fra “Herredømmet”, side 129-130)

Den kraftige platoniske indflydelse på Origenes’ teologi og hans lære om alles frelse gav ham siden mange teologiske fjender og førte ultimativt til, at dele af hans lære blev erklæret for kættersk.

Med det in mente kunne jeg godt ønske, at Holland havde gjort mere ud af, at Martin Luther var modstander af tanken om alles frelse, fordi det stred mod troen på, at fårene skilles fra bukkene på dommens dag.

Det er ikke uvæsentligt, at Luther i stedet tilsluttede sig læren om den dobbelte udgang, hvor mennesket enten frelses eller dømmes til evig fortabelse.

Og i forhold til hvor stor en omvæltning reformationen var, fremstår Hollands behandling af Martin Luther desværre lidt svag.

Når han i billedteksten til et portræt af Luther blot skriver: “Martin Luther, der som munk havde været radmager, endte med at tage så meget på i vægt, at han af en modstander blev hånet som en lækkerbisken for Djævelen.” virker det sært desavouerende.

Revolutionerende rolle

Når det er sagt, beskriver Holland flere nøglepersoner i kristendommens udvikling, så de fremstår lyslevende for læseren, som for eksempel Paulus og Karl den Store.

Vi hører også om, hvor stor en rolle kristendommen har spillet i adskillelsen af kirke og stat og i udarbejdelsen af love, der skal sikre lighed og retfærdighed til alle uanset køn, race og status.

Holland fortæller om kristnes fokus på at hjælpe fattige og børn, om Sankt Martin (som vi hylder Mortens aften), om Katarina, der hyldede den frie vilje og afviste den ægtemand, forældrene havde udset hende, fordi hun allerede var viet til Jesus. En handling der var med til at ændre kirkens syn på ægteskab, så det blev samtykke og ikke tvang, der var det eneste rette grundlag for ægteskab. Holland beretter også om kristnes syn på slaveri og holdning til prostituerede og homoseksuelle gennem tiden.

Naturligvis kommer bogen ind på de mørke kapitler i kristendommens historie, fra religiøs fanatisme, jagt på kættere og Inkvisitionen til kristnes krig mod kristne og jødeforfølgelser.

Kamp for kristendommen

Tankevækkende er skildringen af, hvordan kristne, når tiderne krævede det, har måttet forsvare sig mod invaderende horder, fra saracenere og tyrkere til ungarere.

I 711 havde saracenerne erobret Spanien, men da de i 732 gik efter Sankt Martins helligdom i Tours, blev de slået tilbage og fordrevet af Karl “Martel” (Hammeren) i slaget ved Poitiers.

Selv paven måtte kæmpe og var i starten af 900-tallet med til at fordrive saracenske sørøvere fra Garigliano, 150 kilometer syd for Rom. Der skulle dog gå over 500 år mere, før dronning Isabella og hendes mand, Ferdinand af Aragonien, generobrede muslimernes sidste højborg, Granada, i Spanien i 1492.

Også ungarerne, der invaderede bayrernes rige i 955, erfarede, at de kristne ikke var blege for at gribe sværdet, når det gjaldt. Beskrivelsen af, hvordan Augsburgs aldrende og meget lærde biskop, Ulrich, tog kommandoen over byens forsvar og red ud for at blokere ungarernes bane, mens pilene fløj ham om ørerne, minder om en scene fra “Ringenes Herre”.

Holland undlader da heller ikke at nævne, at J. R. R. Tolkien var katolik og skriver senere i bogen:

Ringenes herre var i højeste grad præget af den kultur, som han [Tolkien] havde viet hele sit livslange studium til: den tidlige middelalders kristendom.” (“Herredømmet”, side 475)

Man skal ganske vist holde tungen lige i munden med Hollands bog i hånden. Der er et utal af navne og årstal at holde styr på, men det ændrer ikke ved, at “Herredømmet” er oplysende og underholdende læsning, et højaktuelt indspark i debatten og et nyttigt værk til alle, der har brug for at blive mindet om, hvem og hvad vi er rundet af.

For, som Holland skriver, “… selvom kirkebænkene i stigende grad står tomme i Vesten, er vi dybt forankret i vores kristne fortid.” (“Herredømmet”, side 24)

Den danske udgave udkom på Kristeligt Dagblads Forlag 12. oktober i Peter Dürrfelds glimrende oversættelse.


Tom Holland (født 1968) er uddannet historiker ved Cambridge University og har skrevet en række skønlitterære og faghistoriske værker.


 

Oliver i Oldtiden

Ny børnebog fortæller i tekst og billeder om livet i Danmark for 6000 år siden. Forfatteren er arkæolog og har tidligere udgravet ruinbyer i Perus jungle.

Oliver på fem år elsker dinosauer. Og da han en dag skal på tur med sin børnehave til Naturparken Åmosen, håber han at få et glimt af et Loch Ness-lignende uhyre i søen.

Men pludselig falder han i vandet. Heldigvis bliver han reddet op igen. Dog ikke af sine pædagoger Lisbeth og Susanne, men derimod af en stor skægget mand i skindtøj, der hedder Bjørn.

På mystisk vis er Oliver havnet i Jægerstenalderen, og med ét skal han tilpasse sig livet, som det artede sig for mennesker for 6000 år siden.

Viden og humor

I bogen fortæller arkæolog Andreas Valentin Wadskjær med Olivers øjne, hvordan Jægerstenalderens mennesker boede, gik klædt, lavede mad, tøj, værktøj og våben. Oliver lærer også både at hugge flint, lave øksehoveder og at undvære et toilet (!).

Sproget er moderne og mundret, og foruden nyttig viden om Jægerstenalderen får læseren et fint og lunt portræt af en nutidig drengs møde med vores forfædre. Som da skovfolkene undersøger Olivers bukser, trøje og gummisko med velcro, og da han diskuterer med lejrens snedker, hvordan man laver den bedste økse.

Og så kan Oliver endda fortælle jægerne noget om butikker og gravskrifter, så kulturmødet bliver lærerigt for begge parter.

I øjenhøjde

Forfatteren er i sync med sin fem-årige hovedperson, og der bliver ikke talt ned til de yngste læsere. Andreas Valentin Wadskjær går for eksempel ikke af vejen for at introducere udtryk som “udsvajet æg” og bruger gerne ord som “demonstrerer” og “observerer”, så børnene også kan få udvidet deres ordforråd.

Historien om fem-årige Olivers tidsrejse suppleres på bedste vis af Sofie Tornemarks sympatiske streg. Side om side med teksten giver de fine illustrationer børn, deres forældre, bedsteforældre og pædagoger en masse at tale om.

“Oliver i Oldtiden – Jægerstenalderen” er Andreas Valentin Wadskjærs debut som børnebogsforfatter og første bind i serien om Oliver i Oldtiden.

Målet er på en sjov måde at gøre de store børnehavebørn og mindste skoleelever klogere på ældre tidsaldre og kulturer, og det må siges at lykkes fint i dette det første bind.

Anmeldereksemplar fra forlaget Brændpunkt. Bogen udkommer i dag.

Bonusinfo

Andreas Valentin Wadskjær (f. 1991) er cand. mag. i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet og arbejder som arkæolog ved Københavns Museum.

Han har siden 2014 været tilknyttet flere internationale arkæologiske projekter i Peru, hvor han i samarbejde med det danske Nationalmuseum, har udgravet pyramider med mumier og ruinbyer i junglen.

Herudover har han de seneste år været arkæologisk projektleder på “The Forgotten Amazon – an archaeological research project”.

Bøgerne om Oliver er arkæologisk og historisk korrekte i såvel indhold som illustrationer.


Gratis børnebøger

Til slut vil jeg slå på tromme for et initiativ søsat nu, hvor skoler landet over holder lukket på grund af coronavirus.

Fra 12. marts og så længe skolerne holder lukket, stiller læsekampagnen Gratis Børnebøger omkring 20 børnebøger gratis til rådighed.

Normalt sker det kun i skoleferier, men nu har de syv børnebogsforfattere bag kampagnen udvidet tilbuddet til at gælde i al den tid, danske skoleelever ikke får undervisning.

Forfatterne, der tilsammen har skrevet omkring 400 titler, er Benni Bødker, Jan Kjær, Henrik Einspor, Morten Dürr, Bo Skjoldborg, Emil Blichfeldt og Ellen Holmboe.

Læs mere om det fine initiativ her:

https://gratisborneboger.wordpress.com/

God weekend 🙂


 

Number the Stars

I denne uge anmelder bloggens unge gæsteanmelder en amerikansk roman om besættelsestidens Danmark set i børnehøjde.

Nogle vil måske spørge sig selv: Kan en amerikansk forfatter skrive en bog om en 10-årig pige i Danmark under Anden Verdenskrig?

For Lois Lowry lykkes det faktisk rigtig godt. Hun har nemlig skrevet en bog på engelsk med titlen “Number The Stars”, der handler om en dansk pige, hendes familie og jødiske veninde, som hver dag må kæmpe mod de tyske soldater i Danmark.

Farlig hverdag

Året er 1943, og den 10-årige Annemarie Johansen bor med sine forældre og sin lillesøster, Kirsti, på 5 år i en lille lejlighed på Østerbrogade i København. Hendes bedste veninde er jøde og hedder Ellen Rosen og bor med sine forældre i den samme opgang som Annemarie.

De fleste prøver at fortsætte deres hverdag, som de altid har gjort. Med skole, arbejde, kirke, Sabbath, leg på gaderne og en masse andre normale ting.

Men trods det, at folk prøver at holde humøret oppe, bliver tingene sværere og sværere både med rationeringsmærker og spærretid.

Og da nazisternes jødeforfølgelser når til Danmark, bliver hverdagen for alvor farlig for pigerne og deres familier, og Annemarie må pludselig samle alt sit mod for at redde sin veninde og hendes forældres liv.

Indblik og spænding

Jeg synes, at det er en rigtig god bog, fordi Annemarie, hendes familie og venner er gode og sympatiske karakterer. Man kan virkelig relatere til de tanker, de har, og til deres handlinger. Man får også et rigtig godt indblik i, hvordan det må have været at være barn under Anden Verdenskrig.

Bogen viser også, hvordan krigen gør, at en lille pige på 10 år på kort tid skal træde ind i de voksnes rækker for at redde sin jødiske venindes liv.

Jeg synes, at man skal læse den, hvis man interesserer sig for det her emne, eller hvis man kan lide spænding og cliffhangers, for der sker spændende og nervepirrende ting næsten hele tiden.

Den kan også sætte mange tanker i gang, for nogle gange sidder man og tænker på, hvad man måske selv ville have gjort i de situationer, karaktererne står i.

Men hvis man i det hele taget bare gerne vil læse en god bog, kan jeg virkelig anbefale “Number the Stars”!

Gode citater fra bogen

One evening, Papa had told her that earlier he was on an errand near his office, standing on the corner waiting to cross the street, when King Christian came by on his morning ride. One of the German soldiers had turned, suddenly, and asked a question of a teenage boy nearby.

“Who is that man who rides past here every morning on his horse?” the German soldier had asked.

Papa said he had smiled to himself, amused that the German soldier did not know. He listened while the boy answered.

“He is our king,” the boy told the soldier. “He is the King of Denmark.”

“Where is his bodyguard?” the soldier had asked.

“And do you know what the boy said?” Papa had asked Annemarie. She was sitting on his lap. She was little, then, only seven years old. She shook her head, waiting to hear the answer.

“The boy looked right at the soldier, and he said, ‘All of Denmark is his bodyguard.’”

(“Number the Stars”, side 24-25)

Et andet citat, jeg rigtig godt kan lide, er, da Onkel Henrik pludselig spørger Annemarie, hvor modig hun er, og der sker det her:

She was startled. And dismayed. It was a question she did not want to be asked. When she asked it of herself, she didn’t like her own answer.

“Not very,” she confessed, looking at the floor of the barn.

Tall Uncle Henrik knelt before her so that his face was level with hers. (…)

“I think that is not true,” Uncle Henrik said. “I think you are like your mama, and like your papa, and like me. Frightened, but determined, and if the time came to be brave, I am quite sure you would be very, very brave.

(“Number the Stars”, side 99-100)

Min vurdering: ★★★★☆☆

Anmelder: Kahoha


Fakta

Lois Lowry (født 1937) er forfatter til over 30 romaner og har to gange vundet Newbury Medal, blandt andet for “Number the Stars”. Hun er kendt for at skrive om vanskelige emner rettet mod børn, herunder bøger om racisme og sygdom.

Lois Lowry lavede grundig research forud for bogen, og “Number the Stars” er dedikeret til hendes danske veninde Annelise Platt.

Bogen blev udgivet i 1989.

Året efter udkom den på dansk med titlen “Tæl stjernerne”.


 

Katte i krig og kærlighed

I denne uge anmelder Kig ind i bogens verdens unge gæsteanmelder den første bog i succes-serien “Krigerkattene”:

Erin Hunters fantasyserie, “Krigerkattene”, er til alle, som holder af hvæsende spænding og kattehårrejsende eventyr!

Der er i alt seks bind i serien. Første bind, “Ud i vildnisset”, blev udgivet i 2003 på det engelske forlag HarperCollins.

“Krigerkattene” bind 1. Foto: Kahoha.

Ud i vildnisset

Seriens hovedperson er katten Røde, der bor i et hus ved siden af en skov sammen med sine mennesker. En dag, hvor han er ude i haven, bølger hans eventyrlyst op i ham, da han får øje på en mus på den anden side af hegnet. Han springer op på rækværket og ud i skoven. Da hans poter rammer jorden, ved han ikke, at han aldrig kommer til at ligge i sin lille varme kurv igen. Røde bliver nemlig til Ildpote, da han bliver optaget i en af de fire krigerkatte-klaner: Tordenklanen.

Der er mange kattenavne at holde styr på i historien, men i starten af bogen er der en liste med navnene på alle de katte, man hører mest om.

Der er også to landkort, det ene set fra menneskers kedelige synsvinkel, og det andet fra kattes sjove og spændende sind.

Katteliv i skoven

Bøgerne er skrevet meget detaljeret, og derfor kan man let leve sig ind i teksten.

Der sker noget hele tiden, og man hører ikke kun om kampene mellem klanerne, men også om små hverdagsting som jagt, morgen- og aftenpatruljer, hvor en lille gruppe katte fra klanen patruljerer langs deres territories grænser for at sikre sig, at der ikke er nogle fremmede katte eller katte fra andre klaner.

Man hører også om møder med gamle bekendte, og så er der selvfølgelig klanforsamlingen ved hver fuldmåne, hvor alle klanerne mødes med våbenhvile ved de fire træer og snakker om, hvad der er sket i den forgangne måned. De fire træer er nogle meget gamle egetræer, hvor alle kattenes territorier mødes.

Hele serien er virkelig god, fuld af eventyr og spænding, glæde og sorg, kærlighed og venskab. Bøgerne er både til drenge og piger. Børn og forældre, der elsker naturen, vil også nyde den fantastiske fortælling.

Her er alle bindene i “Krigerkatte”-serien. Foto: Kahoha.

3 gode citater

1.“Ildpote, vågn op!” Gråpotes mjav rev Ildpote ud af hans drømme. Han havde været i færd med at jage et egern, længere og længere op, helt op i toppen af et egetræ. “Undervisningen starter ved solopgang. Støvpote og Sandpote er allerede oppe,” tilføjede Gråpote indtrængende. Ildpote strakte søvnigt sine lemmer og huskede pludselig, at det var første dag i hans træning. Han sprang på poterne. (Bog 1, kapitel 5, side 59).

2. Ildpote nåede gispende og med dugvåde poter frem til slugtens kant og så ned på lejren. Han indsnusede luften og fornemmede, at der ikke var andre end ham selv. Der var tid nok til at tale med Gultand, før de andre kom hjem fra Klanforsamlingen. Lydløst sprang han ned ad den klippefulde skråning og smuttede ubemærket gennem tornbladstunnelen. (Bog 1, kapitel 13, side 139).

3. Blåstjerne stod og så på Ildpote i lang tid, inden hun talte. “Ildpote fra nu af vil du hedde Ildhjerte. Stjerneklanen påskønner dit mod og din styrke, og vi hilser dig velkommen som fuldgyldig kriger i Tordenklanen.” (Bog 1, kapitel 25, side 236).

Min vurdering: ★★★★★☆

Anmelder: Kahoha

Slut!

Fakta

Erin Hunter er et pseudonym for forfatterne Victoria Holmes, Kate Cary, Cherith Baldry og Tui T. Sutherland.

I 2003 opfordrede forlaget HarperCollins britiske Victoria Holmes til at skrive en fantasy-serie om vilde katte. Selv om Victoria Holmes var en stor dyreven, var hun ikke så hjemmevant i fantasy-genren. Så da hun havde skrevet en storyline, kom katteelskerne Kate Cary og Cherith Baldry ombord i forfatterteamet, der siden er blevet udvidet med bl.a. Tui T. Sutherland.

Du kan læse mere om “Krigerkattene” og historien bag bøgerne her:

https://warriorcats.com/