Antik helt anno 2026

Næsten tretusind år gammelt værk er atter aktuelt som bog og snart også som film.

Det græske epos “Odysseen” tilskrives ligesom “Iliaden” Homer og menes at være nedskrevet omkring 700 år før Kristi fødsel.

I første del af Homers fortællende digt udspiller handlingen sig i to sideløbende spor. Det ene fortæller om Odysseus’ ti år lange og farefulde færd fra Troja hjem til Ithaka. Undervejs møder han blandt andet en menneskeædende kyklop og fortryllende sirener. I digtets andet spor hører vi om hans trofaste hustru Penelope og deres unge søn Telemachos.

Anden del af heltedigtet beskriver Odysseus’ hjemkomst til sin familie på Ithaka, hvor han er konge.

Homers “Odysseen” er på cirka 12.000 daktyliske heksametre (klassisk versemål), inddelt i 24 sange.

Men hvis man ikke lige har mod på at gå ombord i det, er der råd at hente.

Nu har børne- og ungdomsforfatter Erik Barfoed nemlig genfortalt Homers “Odysseen”.

Moderne Odysseus

I Erik Barfoeds “Historien om Ingen” bliver begivenhederne i “Odysseen” fortalt af Odysseus’ 11-årige søn.

Ifølge forlaget Høst & Søn har Barfoed lavet en moderne genfortælling, “fuld af drama, konflikter, monstre og fascinerende farveillustrationer.” (Kilde: Gyldendal)

Forlaget skriver endvidere om Barfoeds genfortælling:

Historien er samtidig en coming of age-historie om en dreng, der drager ud som en underdanig nobody og vender hjem som Telemakos af Ithaka – afklaret og så styrket, at han finder sin egen vej.” (Kilde: Gyldendal)

“Historien om Ingen” er illustreret af Lea Dickert.

Bogen udkommer i dag.

Ny storfilm på vej

Også udlandet har på ny fået øjnene op for Homers beretning om Odysseus.

Til sommer kan man opleve den kendte filminstruktør Christopher Nolans filmatisering af Homers heltedigt.

Allerede før jul kunne man se trailere til filmen “The Odyssey”, der har et imponerende cast.

I rollen som krigerkongen Odysseus ses Matt Damon. Tom Holland spiller hans søn Telemachos, mens Anne Hathaway spiller Odysseus’ kone Penelope.

Charlize Theron spiller heksen Kirke, som forvandler Odysseus’ mænd til svin, og i andre roller ses blandt andre Lupita Nyong’o og Robert Pattinson.

Christopher Nolan er især kendt for sine Batman-film, krigsfilmen “Dunkirk”, science fiction-filmen “Interstellar” og Oscar-vinderen “Oppenheimer”.

“The Odyssey” har premiere 17. juli.

Og har man svært ved at vente indtil da, kan man jo læse Erik Barfoeds “Historien om Ingen” eller kaste sig over Homers “Odysseen”.

God weekend 🙂


Læs mere om Erik Barfoed og “Historien om Ingen” her: https://erikbarfoed.dk/


Kilder:

Danmarks Nationalleksikon Odysseen: https://lex.dk/Odysseen

Danmarks Nationalleksikon Homer: https://lex.dk/Homer

Gyldendal: https://www.gyldendal.dk/produkter/historien-om-ingen-9788702364378

Imdb: https://www.imdb.com/title/tt33764258/

“The Odyssey”: https://www.odysseymovie.com/

Kino.dk: https://kino.dk/film/odyssey