Læsetips til træet

Bøger om en stor dansk modstandshelt, sjælespark fra en tidligere minister og en elskelig bjørn, der runder 100 år, er blandt dette års julegavetips på bloggen.

Med under en uge til juleaften er vi nogle, der stadig ikke har kastet os ud i juleræset.

Men der er ingen grund til at fortvivle.

For der er heldigvis mange gode bøger – både nye og gamle – som man kan glæde familie og venner med i år.

I samvittighedens tjeneste

“Den ønsker jeg mig!” udbrød min bedre halvdel, da han havde læst Berlingskes begejstrede anmeldelse af Trine Engholm Michelsens bog “Krigens mørkeste time”.

Min bedre halvdel læser gerne bøger om Anden Verdenskrig, og så har han personligt mødt manden, som “Krigens mørkeste time” handler om.

Så der er ikke noget at sige til, at Trine Engholm Michelsens historiske biografi om modstandshelten Svend Truelsen kom på hans ønskeliste.

Her er lidt om bogen:

I august 1943 bryder den danske regerings samarbejdspolitik med Nazityskland sammen. Embedsmanden Svend Truelsen er i virkeligheden toptrænet agent i efterretningstjenesten og bliver af sine overordnede beordret til at skaffe dem viden om kommunistiske modstandsfolk. Men i stedet vælger Truelsen at kæmpe med modstandsbevægelsen mod nazisterne.

Forlaget People’s Press skriver om udgivelsen:

Fra farlige operationer i Danmark til de allieredes generalstabe i London følger Truelsen sin egen samvittighed. Efter krigen hædres han af de allierede, men i Danmark skal han resten af livet kæmpe mod sine egne dæmoner og de stemmer, der har i sinde at mistænkeliggøre den danske nazi-modstand. KRIGENS MØRKESTE TIME er historien om et enkelt menneskes indsats for at bringe Danmark ud på den rette side af historien.” (Kilde: People’s Press)

Forhåbentlig vil biografien om Svend Truelsen ligge under mange juletræer i år!

Ånd og dannelse

Endnu en anmelderrost bog er Bertel Haarders “Sjælespark – om ånd og magt, sorg og sejr, politik og pjank”.

Ånd og dannelse har spillet en central rolle i Bertel Haarders liv og virke.

Forlaget Gyldendal skriver om Haarders eftertænksomme og filosofiske bog:

I omkring 50 korte tekster om kunst, kærlighed, fædrelandet, magt, demokrati, tro og evigheden sparker han til sjælen hos sine læsere.

Han trækker på de store fortællinger, personligheder og kunstværker, der rører mennesker og giver livet mening.” (Kilde: Gyldendal)

Så ønsker man at give stof til eftertanke, er “Sjælespark” en oplagt gavemulighed.

Kvinden bag succesen

Kogebøger er i høj kurs, og det vrimler med dem på hylderne ude i handlen.

Herhjemme er ingen dog mere kendt og flittigt brugt gennem tiden end “Frøken Jensens Kogebog” fra 1901.

Nu har fødevarekonsulent og forfatter Pernille Juhl skrevet en roman om Danmarks kendteste kogekone.

For nok er Frøken Jensens kogekundskaber kendte i mange køkkener, men hvem var kvinden bag dem?

På Dansk Kvindebiografisk Leksikon kan man læse, at Kristine Marie Jensen kun var syv år gammel, da hun blev forældreløs og derfor voksede op hos sin bedstemor. Hun blev husbestyrerinde hos Jørgen Conradt Melchior i 1890. Han var lige blevet enkemand, da hans kone var død i barselssengen. Kristine Marie blev en del af familien og en form for plejemor for den yngste søn. Hun betalte delvis hans sangundervisning med indtægterne fra sin kogebog. Lauritz Melchior blev siden verdensberømt Wagnertenor. Der står mange andre spændende ting om Frøken Jensen på Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Og nu giver Pernille Juhl altså sit bud på, hvem kvinden bag alletiders største danske kogebogssucces var, i romanen “Med en knivspids kærlighed”.

Elskelig bjørn

Første gang offentligheden hørte om A. A. Milnes gule, godmodige og honningglade bjørn, var juleaften 1925. Da bragte The London Evening News en historie om Winnie-the-Pooh med titlen “The Wrong Sort of Bees”.

Som bekendt bygger den elskede figur på en bamse, forfatteren forærede sin søn på dennes 1-års fødselsdag.

Bogen om Winnie-the-Pooh, eller Peter Plys, som han hedder herhjemme, udkom på engelsk i 1926. Den første danske oversættelse kom i 1930.

I anledning af 100-året for den første historie om Peter Plys udgiver Gyldendal “Peter Plys – Den komplette samling af fortællinger og digte”, som er en jubilæumsudgave med kassette.

Værket er illustreret af E. H. Shepard. Else Heise har oversat historierne til dansk, Tom Kristensen har oversat versene, mens digtene er gendigtet af Johannes Wulff og Ejgil Søholm.

Det må siges at være en oplagt julegave til børn (og voksne) i år!

Tværs over tundraen

Vi bliver lidt ved bjørnene.

I 2023 tippede bloggen to af den britiske forfatter Hannah Golds børnebøger som julegaver til små og store: den prisbelønnede bestseller “The Last Bear” (på dansk “Den sidste bjørn”) og “Finding Bear” (på dansk “Den brølende bjørn”) (læs indlæg)

Begge bøger handler om den lille pige April Woods og hendes kamp for at redde og beskytte sin isbjørneven.

Nu er Hannah Gold på banen med en ny bog om April Woods.

I “The Lone Husky” begiver April sig ud på et nyt arktisk eventyr. Denne gang som deltager i et langdistance hundeslædeløb tværs over den frosne tundra med slædehunden, Blaze, der bærer på en barsk fortid.

Meget er på spil, og konkurrencen er hård. Nu er spørgsmålet, om April kan vinde Blazes tillid – og vinde løbet?

Waterstones skriver om Hannah Golds nye bog:

With illustrations by the award-winning Levi Pinfold, The Lone Husky is a breathtaking adventure that will take readers on an unforgettable journey through the Arctic and reunite them with some beloved characters.” (Kilde: Waterstones)

God weekend – og julebogindkøb!


Kilder:

People’s Press: “Krigens mørkeste time”

Berlingske: “Krigens mørkeste time”

Gyldendal: “Sjælespark”

Berlingske: “Sjælespark”

Gutkind: “Med en knivspids kærlighed”

Dansk Kvindebiografisk Leksikon: Frøken Jensen

Gyldendal: “Peter Plys – Den komplette samling af fortællinger og digte”

Gyldendal: A. A. Milne

New York Public Library: Winnie-the-Pooh

Waterstones: Hannah Golds “The Lone Husky”

Hannah Gold: “The Lone Husky”


Helte på vinger

Ny bog om amerikanske piloters heltemod under Anden Verdenskrig og en vennebog til voksne er denne uges titler på bloggen.

“Masters of the Air” er en ny tv-serie om amerikanske piloter, hvis heroiske indsats under Anden Verdenskrig spillede en afgørende rolle i besejringen af Nazityskland.

Krigsserien er produceret af blandt andre Steven Spielberg og Tom Hanks, der også tidligere har lavet den fremragende tv-serie “Band of Brothers” sammen.

Duoens nye krigsserie “Masters of the Air” kan streames på Apple TV+.

Men hvis man ikke lige har adgang til Apple TV+, kan man nu læse bogen bag tv-serien, Donald L. Millers “Masters of the Air: How The Bomber Boys Broke Down the Nazi War Machine”.

The Bloody 100th

Donald L. Miller er en anerkendt amerikansk historiker med ekspertise i Anden Verdenskrig.

I “Masters of the Air: How The Bomber Boys Broke Down the Nazi War Machine” trækker Miller på interviews og øjenvidneudsagn og såvel amerikanske og britiske som tyske arkiver.

Læserne følger de unge amerikanske piloter fra “the Eighth Air Force’s 100th Bomb Group” – også kaldet “the Bloody 100th” – på deres farefulde færd i bombefly over Europa.

Dødsensfarlige missioner

Man er med, når de legendariske piloter udkæmper nervepirrende slag i luften med kun ringe odds for at overleve, og når de heldige overlevende vender tilbage til luftbaserne i England.

Miller tager også læserne med til de tyske fangelejre, som nedskudte piloter blev anbragt i, og til de omfattende ødelæggelser på jorden, som civile var vidner til.

De piloter, der slap uskadte tilbage fra bombetogterne, kunne til gengæld sove i rene senge, drikke øl i lokale pubber og danse til swingmusik imellem missionerne. Disse goder var ikke alle soldater forundt, men skulle være med til at opveje de ekstremt livsfarlige krigshandlinger, piloterne udførte.

Waterstones skriver om Donald L. Millers bog:

Drawn from interviews, oral histories, and American, British and German archives, Masters of the Air is the authoritative, deeply moving and important account of the world’s first and only bomber war.” (Kilde: Waterstones)

masters-of-the-air-how-the-bomber-boys-broke-down-the-nazi-war-machine

Bogen er udkommet.

Vennebøger

Og så til noget ganske andet.

Tilbage i 1970erne var vennebøger et hit. I hvert fald var vi en del i min klasse, som fik en ABBA ven og venindebog.

For nylig dukkede min gamle vennebog op fra gemmerne, og det var en fornøjelse at læse om mine klassekammeraters fritidsinteresser, livretter, yndlingsblomster og yndlingsdyr, yndlingsmelodier og yndlingsskuespillere.

Lige så sjovt var det også at se, at flere i min familie, og at nogle af mine forældres venner havde skrevet i bogen. For eksempel kunne jeg læse, at min far samlede på lyse minder, og at hans gode ven og kollega samlede på livets glæder!

IMG_3349

Populær vennebog fra 1970erne.

Min fine ven

Måske får vennebøger nu en renæssance?

I dag udkommer “Min fine ven – en vennebog for voksne”.

Ifølge forlaget Gutkind er bogen “En hyldest til venskaber – de korte, de livslange, de dybe, de sjove og de mere komplicerede.” (Kilde: Gutkind).

Det er forfatter, tegner og grafisk designer Line Jensen, der har lavet bogen, som også rummer korte tekster, citater og Line Jensens egne illustrationer.

I forbindelse med udgivelsen skriver forlaget Gutkind:

Nogle venner er den familie, man selv vælger, andre sejler man bare kajak eller udveksler strikkeopskrifter med. Nogle betyder det hele i en bestemt fase, andre bor for altid i hjertet.

Min fine ven er en brugsbog, en gavebog og en refleksionsbog. Første del udfyldes af dine venner, i anden del kan du selv reflektere over dine venskaber. De venner, du griner med, dem du danser grimt med, dem du skændes med så det brager, og dem du ringer til, når det hele brænder på.” (Kilde: Gutkind)

Min fine ven-forside

Bogen udkommer i dag.

Så hvis man er lidt træt af de sociale medier, kunne man overveje at anskaffe sig “Min fine ven” – eller måske forære den til en god ven 🙂

God weekend – og læselyst!


Kilder:

Gutkind

https://gutkind.dk/bog/min-fine-ven/?utm_source=rule&utm_medium=email&utm_campaign=m%C3%A5nedens%20b%C3%B8ger%20%E2%80%93%20februar%202024

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/masters-of-the-air/donald-l-miller/9781529918571?utm_source=wsweeklyA290124&utm_medium=email&utm_campaign=weekly&utm_content=SecA7

The National WWII Museum New Orleans

https://www.nationalww2museum.org/war/articles/bloody-100th-bomb-group

Læs Berlingskes anmeldelse af tv-serien “Masters of the Air” her:

https://www.berlingske.dk/kultur/de-blev-sendt-paa-vingerne-for-at-knaekke-tyskerne-nu-faar-himlens-legender


Bogtips til julen

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til otte bøger, man kan glæde familie og venner med i julen.

Vi starter med en roman af dagens fødselar, den anerkendte og prisbelønnede forfatter Helle Helle (født 14. december 1965).

Siden debuten med “Eksempel på liv” (1993) har Helle Helle skrevet en række kritikerroste romaner, heriblandt “Rødby-Puttgarden”, “Ned til hundene”, “Dette burde skrives i nutid” og “de”.

I år er Helle Helle aktuel med endnu en anmelderrost roman “Hafni fortæller”. Romanen handler kort fortalt om Hafni på 48 år, der skal skilles, og som i den forbindelse begiver sig ud på en smørrebrødsrejse fra Roskilde til Gråsten.

Politiken kvitterede med 6 hjerter for bogen, og avisens litteraturkritiker var så begejstret, at anmeldelsens hovedrubrik lød:

Jeg misunder alle der har denne roman til gode” (Kilde: Politiken)

Hafni-forside copy

Farligt affald

Kim Blæsbjergs ligeledes anmelderroste “De bedste familier” er endnu en dansk roman, der med stor sandsynlighed vil ligge under mange juletræer i år.

Romanen omhandler den høje pris i form af forgiftninger og farligt affald, som mennesker og miljø i Lemvig betaler, da kemifabrikken Cheminova i 1953 flytter fra Sjælland til Vestjylland.

I forlaget Gutkinds omtale af bogen kan man blandt andet læse:

De bedste familier er en roman om overgangen fra efterkrigstid til moderne velfærdssamfund, om mænds store planer og kvinder, der ikke bare vil følge med. Og om, hvordan mennesker kan tabe stort midt i det fremskridt, de ellers er en del af.” (Kilde: Gutkind)

Romanen, der udkom først på året, er allerede blevet belønnet med Jyllands-Postens skønlitterære pris og er nu også nomineret til DR Romanprisen 2024.

Blæsbjerg-forside copy

Europas historie

Hvis man kender nogen, der gerne vil blive klogere på, hvad vi europæere er rundet af, kan man give dem Jakob Danneskiold-Samsøes “Rejsen mod Europa – De første 10.000 år”.

Bogen udkom sidste år og er første bind af to, der fortæller om, hvordan det moderne Europa blev til, fra neandertalerne og frem til i dag. Det første bind omhandler tiden op til begyndelsen af 1800-tallet.

“Rejsen mod Europa – De første 10.000 år” blev godt modtaget af pressen. Blandt andet skrev Kristeligt Dagblad:

Europa er en uensartet verdensdel, men hvad er det, der historisk alligevel har bundet den sammen? I Jakob Danneskiold-Samsøes bog “Rejsen mod Europa” peger pilen på kristendom, klostervæsen og latin.” (Kilde: Kristeligt Dagblad)

Jakob Danneskiold-Samsøe er uddannet historiker fra Københavns Universitet og er fil.dr. ved Lunds Universitet.

Danneskjold--forside copy

Blodig bolsjevisme

Vi bliver ved fagbøgerne.

Den højt respekterede britiske militærhistoriker Antony Beevor er især kendt for sine roste værker om Anden Verdenskrig, herunder “Stalingrad”, “Berlin – Faldet 1945” og “D-Dag – Kampen om Normandiet”.

I “Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921” stiller Beevor skarpt på Den Russiske Revolution og den barbariske og blodige borgerkrig, der fulgte.

Bogen er ifølge dagspressens anmeldelser uhyre barsk, men også særdeles informativ og velskrevet læsning. Foruden den historiske baggrund for det kommunistiske Rusland kaster værket, ifølge Berlingskes anmelder, også lys over Ruslands nuværende krig mod Ukraine:

Hans (Antony Beevors, red.) mesterligt fortalte »Rusland – Revolution og borgerkrig« sætter Ukraine-krigen i perspektiv og fordømmer kommunisternes umenneskelighed.” (Kilde: Berlingske)

Rusland-AB-forside copy

Ny bog om ABBA

Og så til noget helt andet:

I de sidste ti år har den svenske popkulturjournalist Jan Gradvall fulgt ABBAs fire medlemmer, Agnetha, Frida, Björn og Benny, på tæt hold. Det er nu blevet til “Vemod undercover – bogen om ABBA”.

På forlaget Gutkinds hjemmeside kan man blandt andet læse:

I en mosaik af historier møder vi gruppen uden kostumer og hinsides myterne og følger med i, hvordan musikken opstod, og sangene blev til. Fra bandets første skridt sammen over det internationale gennembrud og til den sidste indspilning. Det er en kærlighedserklæring, som får os til at se både bandet og tiden med nye øjne.” (Kilde: Gutkind)

Bogen udkommer ganske vist først tredje juledag. Men da julen jo varer lige til påske (og med tanke på de mange gaver, der byttes), er der god mulighed for, at bogen om ABBA kan lande i mange hjem hen over julen.

ABBA-bogforside copy

Bogen udkommer 27. december.

Strids mesterværk

En bog, som vi med sikkerhed vil forære os selv herhjemme, er Jakob Martin Strids “Den fantastiske bus” (læs omtale her).

“Den fantastiske bus” er siden udgivelsen 1. november allerede blevet så stor en succes, at den p.t. meldes udsolgt fra forlaget.

Men det skal ikke forhindre os i at sætte den på ønskelisten hjemme hos os.

Desuden kan man hos Bog & idé købe et specifikt gavekort til “Den fantastiske bus”.

Og mon ikke alle vi, der ønsker os bogen, kan nå at få Strids populære børnebog inden påske 😉

Den fantastiske bus

Pigen og isbjørnen

Vi runder af med to børnebøger på engelsk, der vil varme hjerterne på både små og store.

Sidste år udkom Hannah Golds nu prisbelønnede bestseller “The Last Bear”. Bogen handler om den lille pige April Woods ihærdige kamp for at redde sin isbjørneven.

The Last Bear-forside

I år er efterfølgeren “Finding Bear” udkommet.

Kort fortalt er April vendt hjem fra Bear Island. Men hun kan ikke glemme sin ven, isbjørnen. Og da hun hører, at en isbjørn er blevet skudt og såret på Svalbard, er hun sikker på, at det er hendes ven. Snart haster April sammen med sin far afsted til den arktiske ødemark for at finde ham.

Britiske Waterstones skriver om “Finding Bear”:

Beautifully illustrated by Levi Pinfold, Finding Bear is a stunning story of survival and hope that reminds us how change is made from the smallest beginnings, and asks how far we are prepared to go to protect what we love.” (Kilde: Waterstones)

Finding-Bear-forside

God læselyst – og julebogindkøb!


Bonusinfo

Læs mere om Helle Helles forfatterskab her: https://litteratursiden.dk/forfattere/helle-helle

Læs mere om Cheminova og fabrikkens forurening her: https://denstoredanske.lex.dk/Cheminova

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af “Rejsen mod Europa – De første 10.000 år” her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/hvad-er-det-der-binder-europa-sammen-historiker-peger-paa-kristendommen

Læs Berlingskes anmeldelse af “Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921” her: https://www.berlingske.dk/litteratur/vi-soerger-for-at-din-moegunge-ikke-laengere-faar-brug-for-maelk-nyt

Læs mere om “Vemod undercover – bogen om ABBA” her: https://gutkind.dk/bog/vemod-undercover/)


Forladte børn

Ny samtidsroman skildrer tre generationer af kvinder, deres livsvalg og omsorgssvigt.

Kig ind i bogens verden har før skrevet om det kvalitetsbevidste danske forlag Gutkind (Læs indlæg her)

En af Gutkinds toneangivende danske forfattere er Kristina Stoltz, som i de senere år har høstet store anmelderroser for sine romaner.

Mesterværk og pletskud

Kristina Stoltz (født 1975) har udgivet både digte, noveller og børnebøger og debuterede som romanforfatter i 2006 med “Turisthotellet”.

I 2011 udkom hendes anden roman “Æsel”, efterfulgt af skilsmisseromanen “Som om” (2016), der blev nomineret til DR Romanprisen.

Hendes romanportræt af den franske kunstner Claude Cahun udkom i 2019. “Cahun” blev nomineret til Montanas litteraturpris. Berlingske, der kvitterede med seks stjerner, skrev blandt andet:

Kristina Stoltz’ formfuldendte biografiske roman om en af de første »offentlige« gender queers, franske Claude Cahun, er et mesterværk, der i et pletskud skriver sig ind i vores kontrolfreakede samtid. Den er meget andet og mere end et feltstudie i flydende køn og seksualitet.” (Kilde: Berlingske)

I 2020 udkom forfatterens femte og ligeledes anmelderroste roman “Paradis først”.

Bedstemor Baby

Nu er Kristina Stoltz atter på banen – denne gang med romanen “For evigt”.

På forlagets hjemmeside præsenterer Gutkind romanen således:

Ingen har hørt fra Cajsas mormor, Baby, i over to år, da hun en aften dukker op i Cajsas københavnerlejlighed. Tidligt næste morgen sidder tre generationer samlet i kollektivets køkken. For Babys datter, Anna, er de to års fravær utilgiveligt og lægger sig oven i barndommens svigt.

Cajsa, derimod, er fascineret af sin karismatiske mormor, der har levet et rastløst og afsøgende bohemeliv, hvor hun har lavet gadeteater i Paris, arbejdet som langturschauffør, eller som nu: boet i en autocamper på Møn uden at give lyd fra sig.

Baby ved godt, at hendes valg gennem livet har haft konsekvenser, og alt imens hun flytter ind i kollektivet og hvirvles ind i barnebarnet Cajsas klimaaktivisme, forsøger hun at nærme sig datteren Anna, inden det er for sent.” (Kilde: Gutkind)

Sælfolk

Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst noget af Kristina Stoltz før.

Men at dømme efter det uddrag af hendes nye roman, som forlaget Gutkind stiller til rådighed, venter der os en stor læseoplevelse med “For evigt”.

Uddraget, der også rummer en historie om de mytologiske væsener, selkies (sælfolk), som vi kender fra skotske folkeeventyr, er spændende, gribende og blændende skrevet.

Man får i den grad lyst til at læse, hvad der videre sker.

Derfor er “For evigt” også øverst på min liste over de bøger, jeg vil læse, nu hvor efteråret står for døren.

For evigt-forside

Bogen udkommer 21. september.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Læs uddraget af “For evigt” her:

Du kan læse mere om forlaget Gutkind, dets forfattere og udgivelser her:

https://gutkind.dk/


Bibelen i bøger

En nylæsning af de islandske sagaer viser, at forfatternes kristne værdier skinner igennem i fortællingerne om det hedenske islandske samfund.

I efteråret udkom den britiske historiker Tom Hollands bog “Herredømmet” på dansk. På en imponerende tour de force redegør Holland for, hvordan Vesten, vestlige værdier og kultur er dybt forankret i kristendommen.

Det gælder også i vid udstrækning litteraturen, hvor en lang række forfattere gennem tiden har været kristne, og hvis kristne tro afspejler sig i deres værker.

Tag blot engelske C. S. Lewis’ elskede eventyr “Løven, heksen og garderobeskabet”, hvor Aslan som en Kristus-figur lader sig ofre på alteret.

Også den svenske Nobelpristager i litteratur Selma Lagerlöf beskæftigede sig i sit forfatterskab med kristne temaer som skyld, selvopofrelse og soning. Eksempelvis tager hendes “Kristuslegender” udgangspunkt i Det Nye Testamente og Jesu liv. I bogens 11 fortællinger anvender Lagerlöf eventyrformen til at give en alternativ version af de begivenheder, vi kan læse om i Bibelen.

Og den danske digter Søren Ulrik Thomsen lægger ikke skjul på, at han er kristen. Hans seneste udgivelse “Tro mod ritualet”, der udkom sidste år, er både et forsvar for kristendommen og for ritualet, som det udøves i folkekirken søndag morgen.

Kristne sagaer

Det er imidlertid ikke altid, at kristendommens præg på litterære tekster er eksplicit.

I en ny bog viser dr. phil., docent emeritus Keld Zeruneith, at selv om de islandske sagaer handler om tiden og samfundet før kristendommen, har de forfattere, der gengav legenderne, sat deres kristne aftryk på fortællingerne.

Forlaget Gyldendal skriver om den kommende udgivelse “Da de tog land”:

De verdensberømte islandske sagaer om bl.a. Egil Skallegrimssøn, Gunløg Ormstunge og Njal nylæses af Keld Zeruneith, og for første gang nogensinde beskrives sagaernes vilde drømmeliv indgående.

Målet er at påvise det bevidsthedsskred, der kan aflæses i sagaerne: De skildrer en hedensk tid præget af idealer om ære, ry og heltemod, men sagaforfatterne er kristne, og deres kristne værdier stikker trods forsøg på objektivitet igennem i deres fremstillinger.” (Kilde: https://www.gyldendal.dk/produkter/da-de-tog-land-9788702303858)

Bogen har forventet udgivelse 17. februar.

Gå i kødet på Bibelen

Der er naturligvis mange flere eksempler på forfattere, for hvem kristendommen har spillet en stor rolle, hvad enten de selv har været troende, har skrevet om kirken og kristne karakterer, eller har taget et opgør med religionen i deres litteratur.

Og hvis man som forfatter i dag ønsker at arbejde med Bibelen som kulturel kilde, er der råd at hente.

Til foråret udbydes et kursus, der dykker ned i Bibelen, og som giver indblik i, hvordan Bibelens tekstsamling er blevet til, hvilke kulturer teksterne er opstået i, og hvilke kilder der anvendes.

Det er Grundtvig-Akademiet og Bibelselskabet, som i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere arrangerer kurset, “Gå i kødet på Bibelen”.

God læselyst og weekend 🙂


Du kan læse min anmeldelse af Tom Hollands “Herredømmet” her: https://kigindibogensverden.com/2020/10/30/det-kristne-vesten/

Læs mere om Selma Lagerlöfs “Kristuslegender” på: https://litteratursiden.dk/artikler/selma-lagerlofs-kristuslegender

Berlingskes anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens “Tro mod ritualet” kan læses på: https://www.berlingske.dk/boeger/6-stjerner-soeren-ulrik-thomsen-er-tro-mod-ritualet

Læs om kurset “Gå i kødet på Bibelen” på Bibelselskabets hjemmeside: https://www.bibelselskabet.dk/tekstkursus-gaa-i-koedet-paa-bibelen

Læs også mit indlæg Dickens og Pontoppidan, der ligeledes handler om kristendommen i litteraturen.


 

Forbilledlig Fødselar

I dag fylder Dronning Margrethe 80 år – og i den anledning tager bloggen et lille kig på et berømt værk, vores regent har bidraget kunstnerisk til.

“Der er intet, der som kunst og kultur kan få vores dronning til at smile og le” skrev journalist og forfatter Jens Andersen om Dronning Margrethe II lige før hendes 70 års fødselsdag. (Kilde: https://www.berlingske.dk/kultur/kunsten-er-more-sig-kongeligt).

Jens Andersens artikel kunne lige så godt være skrevet nu, for den kreative åre løber som en brændende rød tråd gennem dronningens 80 år lange liv frem til i dag.

Særligt billeder og evnen til at danne billeder spiller en betydelig rolle i dronningens liv og kunstneriske virke. Eksempelvis skriver Jens Andersen:

Som Hendes Majestæt sagde til Anne Wolden-Ræthinge – alias Ninka – i 1989: »Det siges, at mange musikere oplever alt som musik. Jeg opdager snarere billeder i alt, hvad jeg hører eller læser. Derfor holder jeg særlig meget af musik i forbindelse med teater: ballet, opera. Det er hverken al musik eller alle bøger, der giver »billeder på skærmen«, som jeg plejer at kalde det. Men enhver bog, der giver mig billeder, kommer jeg til at holde af. Det er ikke et spørgsmål om detaljerede beskrivelser, det er selve stemningen, og så behøver det ikke være et litterært mesterværk.«”(Kilde: https://www.berlingske.dk/kultur/kunsten-er-more-sig-kongeligt)

Ingahild Grathmer

Et værk, der i høj grad har appelleret til Dronning Margrethes fantasi og forestillingsevne, er J. R. R. Tolkiens “Ringenes Herre”.

Under pseudonymet Ingahild Grathmer har dronningen illustreret den berømte trilogi, der første gang blev udgivet med Hendes Majestæts tegninger i 1977.

“Ringenes Herre – Eventyret om Ringen”. Illustration: Dronning Margrethe II.

Da Gyldendal i 2001 genudgav Tolkiens mesterværk, kunne man i Information læse, at der i forlagets pressemeddelelse knyttede sig en lille historie til dronningens illustrationer:

Tolkien selv ville ikke give tegnere lov til at illustrere hans værker – læserne skulle have mulighed for at danne deres egne billeder inde i hovedet. Da forfatteren døde i 1973 fandt man flere sort-hvide tegninger baseret på Ringenes herre og begået af en vis Ingahild Grathmer. På tegningerne havde Tolkien skriblet anbefalinger og kommentarer – åbenbart, forklarer Gyldendal, var han »fascineret af tegningernes mystik og atmosfære plus det faktum, at hun ikke gengav personerne.« I ’77 udgav så Gyldendal 1.500 håndnummererede eksemplarer af Ringenes herre med Ingahild Grathmers illustrationer, og de blev revet væk. Og tegningerne, ja, dem havde dronningen under pseudonym sendt til Tolkien, da hun endnu som prinsesse gik på universitetet i England.” (Kilde: https://www.information.dk/2001/11/tolkien-feber)

Her er det en af Dronning Margrethes illustrationer fra “Ringenes Herre – De to Tårne”:Inspirerende landskaber

To år efter genudgivelsen af “Ringenes Herre” kunne man i Fyens Stiftstidende læse, hvad Dronning Margrethe selv havde at sige om inspirationen fra J. R. R. Tolkien:

– Tolkien har om nogen landskabet med i sine historier. Og lige fra jeg første gang læste Tolkiens bøger, har jeg dannet mig billeder af disse landskaber (…)

– Disse landskaber har jeg åbenbart skulle have ud. I hvert fald er de blevet ved med at vælte op i mig i en grad, så jeg slet ikke kunne lade være med at male dem.” (Kilde: https://fyens.dk/artikel/tolkien-forl%C3%A6g-for-dronningen)

I “Ringenes Herre – Kongen vender tilbage” finder man denne illustration af dronningen:Fantasiens nødvendighed

Vi er mange, der er utroligt glade for at have en regent, som ikke alene forvalter sin livsopgave på ypperligste vis, men som elsker kunsten og tilmed udfolder sit eget kunstneriske talent til gavn og glæde for os alle sammen.

I den forbindelse – og navnlig i denne tid – er det værd at huske på noget, som dronningen sagde til Thorkild Hansen inden sin 40 års fødselsdag i 1980:

Uden myte, uden fantasi, da dør mennesket mere sikkert end af nogen anden ting, vi kan finde på. Da dør det for os.” (Kilde: Thorkild Hansen “Samtale med Dronning Margrethe” (1979))

Tilbage er der kun at ønske et kæmpe tillykke til vores forbilledlige og billedskabende Dronning Margrethe II.


Kilder:

Jens Andersen “Kunsten er at more sig kongeligt”, Berlingske, 13. april 2010.

Marianne Koch “Tolkien forlæg for Dronningen”, Fyens Stiftstidende, 30. september 2003.

Christian Monggaard “Tolkien-feber”, Information, 23. november 2001.

Anne Wolden-Ræthinge “Dronning i Danmark. Margrethe den Anden
fortæller om sit liv” (1989).

Thorkild Hansen “Samtale med Dronning Margrethe” (1979).


 

Litterære julegodter

I denne uge bringer bloggen tips til julegodter fra bogmarkedet i ind- og udland. Blandt andet er der guf til Star Wars-fans med bogen “I Am 3-CPO”.

I fysikkens tjeneste 

Findes verden, eller gør den ikke? Findes tiden, eller gør den ikke? Findes der en ‘gud’, eller gør der ikke?

I “Teorien om alt” fortæller den pris-vindende fysiker Holger Bech Nielsen om sit liv og utrættelige forsøg på at forklare, hvordan universet hænger sammen, og hvordan vi mennesker passer ind i ligningen. Den internationalt anerkendte højenergifysiker mener selv, at han nok er “længere, end mange vil tro” med præcis det arbejde.

Berlingske Tidende gav bogen, der har Jonas Kuld Rathje som medforfatter, fem stjerner.

Den danske løvinde

Igennem flere år nu har Tom Buk-Swienty kulegravet Karen Blixen og hendes families liv og skrevet anmelderroste bøger herom.

“Løvinden” er seneste skud på stammen, og her skildrer Tom Buk-Swienty Blixens liv i Kenya, til hun ankom i 1914 og forlod kontinentet igen i 1931. I de 17 år Karen Blixen levede i Afrika oplevede hun pengeproblemer, storslåede safarier, fejlslagen høst, verdenskrig, faldende konjunkturer, sygdom, skilsmisse, forelskelse, en stor kærlighed til landet og dets sorte befolkning – og at miste det altsammen.

“Løvinden” har høstet mange anmelderroser og fået fem stjerner i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, og seks stjerner i Berlingske.

Sjov og skarp streg

Gennem flere årtier har Roald Als spiddet politikere og andet godtfolk med sin skarpe streg, og nu tager han læserne med ind i sit skrive- og tegneværksted. I “Håndtegner” fortæller han, hvorfor han blev tegner og og underholder om avistegnerens arbejde, dræbermåger over Skotland og den barske whiskytur med The Potterton Team.

Bogen er rigt illustreret og fik fem stjerner i fagbladet Journalisten, der skrev: “Denne læser har i hvert fald aldrig haft en morsommere bog i hånden”. (Journalisten, 20.11.19)

Videnskab i hverdagen

I “Hvad er et æg?” stiller musiker, biolog og forsker ved Københavns Universitet, Johan Olsen, skarpt på nogle af de almindelige ting, vi kender fra vores hverdag. Han forklarer, hvorfor man ikke kan blande olie og vand, hvordan man laver glas af sand, hvorfor fugle kun lægger ét æg om dagen, hvordan man får luften til at blive inde i en bold og mange andre ting.

Børnebogen er forsynet med oplysende fotos og illustreret af Thomas Hjorthaab.

Klamme dyr

Sebastian Klein har skrevet en bogserie om dyr, herunder om de 100 vildeste, 100 mærkeligste og 100 farligste dyr. Og nu er turen kommet til de klamme af slagsen.

I “Verdens 100 klammeste dyr” har den kendte tv-vært og forfatter fundet frem til 100 virkelig klamme dyr: gribben, der kaster råddent kød op, kaninen, som spiser sin egen afføring og maraboustorken, der besørger ned ad sine egne ben. Men der er en forklaring, og den giver Sebastian her.

Manden bag C-3PO

Retter vi blikket mod det engelske bogmarked, er julegaven til Star Wars-fans sikret.

I “I Am C-3PO” fortæller Anthony Daniels, skuespilleren bag den høflige, gyldne robot i det elskede univers, om sit 40 år lange arbejde med rollen, fra det første møde med George Lucas til den nu niende og sidste film i serien.

Bogen har forord af J. J. Abrams, der blandt andet har instrueret “Star Wars: The Rise of Skywalker”, som har premiere 18. december.

Manden bag, eller rettere indeni, C-3PO har som den eneste skuespiller været med i alle Star Wars-filmene.

Oste-odyssé

I “A Cheesemonger’s History of The British Isles” fortæller forfatter og oste-elsker Ned Palmer om de britiske ostes historie.

Ifølge Ned Palmer gemmer enhver ost på en historie. Hvadenten det er en ung gedeost eller en 18 måneder gammel Cheddar fortæller ostene om de mennesker, der skabte dem, fra folkene der byggede Stonehenge til Middelalderens munke, og fra 1700-tallets Stilton-fremstillere til Anden Verdenskrigs ostefabrikanter.

Undervejs hører læserne også om håndværket og kulturen bag ostefremstillingen, og hvordan ostene nydes bedst – med et glas Riesling eller en Pale Ale til.

Magiske snefnug

Der er også masser af gode britiske bogidéer til småfolk og barnlige sjæle. En af dem er Abi Elphinstones billedbog “The Snow Dragon”, der handler om venskab og troen på sig selv.

På Griselda Bones dystre børnehjem er dagdrømmeri bandlyst, sjipperi forbudt og julen slet og ret aflyst. Men er det mon muligt, at der for Phoebe og hendes hund Herb, netop som tingene ser allersortest ud, venter magi i de hvirvlende, snefnug?

Fiona Woodcock står for de vidunderlige og magiske illustrationer.

Smuk og poetisk streg

Endelig vil Charlie Mackesys børnebog “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” varme rigtig mange hjerter i en kold tid.

Charlie Mackesy har været tegner på magasinet Spectator, og hans poetiske streg er allerede blevet et online fænomen. Nu er et udvalg af hans fineste arbejde samlet i denne lille livskloge bog, der minder os om behovet for empati og kærlighed i en verden martret af uvidenhed og had.

“The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” er et rørende studie i venskab og den perfekte gave til dem, man holder allermest af!

Rigtig god juleshopping 🙂