Længe “løve” bogen

I en tid, hvor mange erklærer bogen for død, var det herligt at se to børnebogsforlæggere som de eneste forlade Danmarks Radios iværksætterprogram denne uge med penge på lommen.

DR1’s nye udsendelse “I løvens hule” giver iværksættere chancen for at kaste deres idéer for “løverne”, som er fem af Danmarks mest succesrige erhvervsfolk: Christian Stadil (skaber af Hummel), Tommy Ahlers (jurist og entreprenør), Birgit Aaby (ejer af rengøringsvirksomheden Combi Service), Jesper Buch (kendt for takeaway-restauranterne Just-Eat) og Ilse Jacobsen (designer). Holder forretningsidéerne vand, skyder “løverne” egne penge i projektet.

Bliv hovedperson

Tirsdag aften deltog Helle og Henrik, som står bag børnebogsprojektet “Min bedste bog”. Projektet går ud på at lave personlige børnebøger, som gør ens barn til hovedpersonen i en af forlagets historier for børn i alderen 0-10 år. Forældrene taster informationer om barnet såsom navn, hårfarve eller livret på hjemmesiden, og så sætter systemet informationerne ind i bøgerne.

“Min bedste bog” trykker også fortællinger, der hjælper børnene til bedre at håndtere og forstå, hvis mor og far skal skilles, mor er blevet alvorligt syg eller almindelige ting som et besøg hos tandlægen. Bøgerne laves i samarbejde med fageksperter og organisationer, der kan bruge dem i deres oplysningsarbejde.

Ikke et øje tørt

Som en bonus fik hver af de fem “løver” en bog, hvor deres eget barn var hovedperson. Og “løverne” åd idéen og bøgerne råt!

Til de to iværksættere sagde Christian Stadil : “Jeres produkt og jeres produktidé er så stærk, at det faktisk for første gang her i udsendelsesrækken overskygger jeres relativt store mangel på talindsigt, og tror jeg også grundlæggende forretningsindsigt.”

“Løverne” var “emotionelt ramt” og enige om, at det var et “super fedt produkt”, og at idéen “skulle have gas i England og Tyskland”. Alle fem var med på en fælles investering, hvor de hver giver 200.000 kroner for 10 pct. af virksomheden, det vil sige én mio. kroner for 50 pct. af “Min bedste bog” i alt.

Tommy Ahlers udbrød: “Jeg synes, at det her er fuldstændig vanvittigt, at jeg skal til at investere i et børnebogsforlag. Jeg har altid ønsket at blive medejer af et børnebogsforlag.”

Ikke et øje var tørt, og iværksætterne bag “Min bedste bog” kunne gå fra “Løvens hule” med 600.000 kroner mere, end de havde bedt om.

Hvem sagde, bogen er død?


Læs mere om “Min bedste bog” på:

https://www.minbedstebog.dk/