Femårig superheltinde

Hvad kan der ske, når en lille pige bliver vred – rigtig, rigtig vred? Det giver den britiske forfatter Roald Dahl et fremragende bud på i “Matilda”.

Efter en længere pause er Månedens klassiker tilbage, og denne gang skal det handle om børnebogsklassikeren “Matilda”.

Matilda er et geni. Allerede da hun er halvandet år, har hun et ordforråd som en voksen. Som treårig har hun lært sig selv at læse, og da hun er fire og kan hjemmets eneste bog (en kogebog!) udenad, opsøger hun selv biblioteket for at finde mere og bedre litteratur der.

Sagen er nemlig den, at Matildas forældre ikke alene er snotdumme, men også vildt usympatiske og i det hele taget komplet uegnede til at rumme, forstå og tage sig af deres geniale datter.

Men heldigvis findes der andre bedre og klogere voksne. Som for eksempel den flinke, forstandige bibliotekar Mrs Phelps, der forsyner Matilda med værker som Charles Dickens’ “Store forventninger”, Jane Austens “Stolthed og fordom”, Ernest Hemingways “Den gamle mand og havet” og mange andre litterære sværvægtere.

Den gode vrede

Men hvorfor er det, at Matilda bliver vred, ja, hvidglødende af raseri?

Det sker, da hun starter i skolen. For nok får hun verdens sødeste og rareste lærer, Miss Honey, men skolelederen, Miss Trunchbull, er som sendt fra helvede.

Sjældent har verden set et mere rædselsfuldt kvindemenneske! Og det er de verbale og voldelige angreb, som tyrannen og børnehaderen Miss Trunchbull udsætter eleverne og Miss Honey for, der får den femårige pige op i det røde felt.

I “Matilda” gør Roald Dahl noget, der er lige så genialt som hans lille heltinde. Han viser, at forbudte følelser som vrede kan være gode og endda gøre underværker.

Børn kan og skal ikke altid være søde og glade – slet ikke i mødet med et monster som Miss Trunchbull. Og det er i opgøret med dette uhyre, at Matilda med sin helt igennem berettigede vrede udretter mirakler.

Klassikerstatus

Situationerne med Trunchbull og de sagesløse elever er barske og groteske. Det er sort humor af den slags, mange børn ofte bedre kan kapere end de voksne.

Roald Dahl skriver intelligent og med en underfundig tone, der gør “Mathilda” til en stor læseoplevelse, mens Quentin Blake står for de fine, finurlige illustrationer.

Da “Matilda” udkom i 1988, fik den mange anmelderroser. Blandt andet skrev The Times:

Mischievous though she may be, there could hardly be a better heroine for today’s children. Matilda is super-intelligent and, above all, a voracious reader!”

Og The Guardian gav bogen følgende ord med på vejen:

Roald Dahl and Quentin Blake have made an important and lasting contribution to children’s literature.”

Film og musical

Roald Dahls lille mesterværk blev filmatiseret med Danny DeVito som instruktør i 1996.

I 2010 opførte Royal Shakespeare Company for første gang historien som musical, og “Matilda The Musical” spiller stadig i London.

Der findes en dansk udgave af bogen, men så vidt jeg kan se, fås den ikke p.t. Til gengæld vil jeg på det varmeste anbefale at læse “Matilda” på engelsk 🙂


Roald Dahl (1916-1990) var en britisk forfatter med norske forældre. Han var pilot under Anden Verdenskrig og blev efter krigen spion for MI6, hvor han mødte Ian Fleming.

Han er berømt for både sine børne- og voksenbøger og især kendt for “Charlie og chokoladefabrikken”, “Matilda”, “Heksene” og “Den store venlige kæmpe”.

Du kan læse mere om den populære storyteller her: https://www.roalddahl.com/roald-dahl/about


 

Anne fra Grønnebakken

Canadiske Lucy Maud Montgomerys “Anne fra Grønnebakken” er denne Månedens Klassiker.

Da filmatiseringen fra 1985 af L. M. Montgomerys udødelige klassiker første gang rullede over tv-skærmene herhjemme, sad min mor og jeg klinet til fjernsynet.

Fra første færd holdt vi af den lille rødhårede heltinde i skikkelse af Megan Follows og det ældre søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert, fremragende spillet af Richard Farnsworth og Colleen Dewhurst, der adopterer den forældreløse Anne Shirley. Hele castet fungerer på fornemmeste vis, og filmserien emmer af overskud og nostalgi.

Ligesom Inger Nilsson inkarnerede Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, er Megan Follows blevet synonym med den livlige, fantasifulde, reflekterende, snakkesalige, temperamentsfulde og charmerende Anne.

Derfor var det med en vis spænding, at jeg gik i gang med læsningen af bogen bag serien. For selv om der er tale om en af alle tiders mest elskede børnebogsklassikere, er det ikke givet, man bliver ramt i samme grad af romanen som af filmatiseringen af den. Men alle forventninger blev indfriet, og historien og karaktererne er lige så gribende på skrift som på film.

Lykkelig fejltagelse

Romanens handling udspiller sig i Canada sidst i 1800-tallet. Det ældre ugifte søskendepar Matthew og Marilla Cuthbert ansøger om at adoptere en dreng fra et børnehjem, som kan hjælpe til på deres gård i det naturskønne Avonlea.

Men da Matthew ankommer til togstationen for at hente drengen, venter der ham i stedet en spinkel, rødhåret pige på 11 år. Den sky Matthew ser straks, at han og hans søster kan hjælpe den forældreløse Anne, og at han har mere brug for den livsglade pige end for hjælp på gården. Den strenge Marilla er lidt længere tid om at overgive sig, men også for hende bliver “fejltagelsen” det bedste, der er er sket i hendes liv.

Man kan ikke undgå at holde af Anne, Matthew og Marilla. Montgomery formår at gøre dem bemærkelsesværdigt menneskelige og overmåde elskelige. Alle tre har de fejl og mangler, men på hver sin måde arbejder de med det at være menneske og udvikler sig på subtil vis i løbet af historien.

Helt centralt står naturligvis Anne, lidenskabelig, viljestærk, poetisk, stolt og selvstændig samtidig med, at hun længes efter kærlighed og at føle, hun hører til. Og det er i det kærlige forhold til Matthew og Marilla, det varme venskab med Diana og den store kærlighed til Gilbert, at dette i starten uelskede forældreløse barn gror og bliver til en af litteraturens store heltinder.

Moderløs barndom

Forfatteren til de otte bind om Anne, Lucy Maud Montgomery, blev født i 1874 på Prince Edward Island, der ligger ud for Canadas østkyst. Da hun var lille, døde hendes mor af tuberkulose, hvorefter hun voksede op hos sine bedsteforældre på en gård i Cavendish. De smukke omgivelser nærede hendes fantasi på samme måde, som vi ser det hos Anne. Lucy Maud skrev tidligt dagbøger og digte og sendte sine historier til aviserne, og ligesom Anne arbejdede hun som lærer.

Efter at være blevet afvist af fire forlag blev “Anne fra Grønnebakken” endelig udgivet af L. C. Page & Company i 1908. Romanen blev omgående en bestseller og er oversat til mere end 30 sprog og solgt i millioner af eksemplarer. Flere steder,  blandt andet i Japan, bruges bøgerne som undervisningsmateriale.

Montgomery udgav 22 romaner og novellesamlinger, men er bedst kendt for serien om Anne. L. M. Montgomery døde i 1942 og ligger begravet i Cavendish på sin elskede ø.

Anne Erobreren

Jeg kan på det varmeste anbefale såvel L. M. Montgomerys bøger som Kevin Sullivans filmtrilogi om Anne fra Grønnebakken.

Ligesom de tre kritikerroste og Emmy-vindende film er bøgerne betagende smukke, rørende og fulde af vid og humor, og jeg glæder mig til at læse de næste bind om ukuelige Anne, der ikke alene vandt Gilbert, Matthew og Marillas hjerter, men lagde en vel verden for sine fødder.


Du kan læse mere om forfatteren Lucy Maud Montgomery her: http://www.thecanadianencyclopedia.ca/en/article/montgomery-lucy-maud/