Digte i maj

Tekster af tre store danske digtere er denne uges titler på bloggen.

Maj måned har på mange måder stået i lyrikkens tegn.

7. maj udgav Gyldendal Tove Ditlevsens “Forsvar for poesien”.

Det er første gang, at denne samling tekster af digteren udkommer i bogform, idet Tove Ditlevsen oprindelig skrev dem som 12 klummer i BT tilbage i 1972.

I “Forsvar for poesien” giver hun udtryk for sin store kærlighed til lyrikken, ligesom hun indvier læserne i den magiske styrke, digte kan have.

Med blandt andre Ovid, B. S. Ingemann og Hulda Lütken som eksempler pointerer Tove Ditlevsen endvidere, at gode digte sagtens kan være lette at forstå.

Gyldendal skriver blandt andet i anledning af udgivelsen:

FORSVAR FOR POESIEN er et drillende, drømmende og rapkæftet opgør med en indforstået, svært tilgængelig litteratur og et forsvar for en lyrik, som går lige til hjertet, uden om tanken.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen har forord af Jens Andersen, der også har redigeret “Forsvar for poesien”.

Bogen er udkommet.

Digte valgt af digteren

I anledning af Søren Ulrik Thomsens 70-års fødselsdag 8. maj udkom “Udvalgte digte” på forlaget Gyldendal, der i den forbindelse skriver:

Med denne vidtfavnende udgivelse lader han læseren bevæge sig igennem de af hans digte, som han selv vurderer vil kunne stå distancen. Heriblandt digtet med de otte ord, han ville tage med sig ud på en øde ø: regn, søvn, blå, kys, lys, seng, vand, hånd.” (Kilde: Gyldendal)

Siden debuten med “City Slang” i 1981 har digter og essayist Søren Ulrik Thomsen gjort sig bemærket med lyrik, der spænder fra storbydigte til digte om død og erindring.

Herudover har han udgivet prosadigte om tiden og essays om blandt andet sin ungdom og opvækst og om frygten for at blive gammel.

Søren Ulrik Thomsen blev for alvor kendt herhjemme med “Det værste og det bedste” – en suite af 21 digte, der omhandler såvel de vidunderlige som de rædselsfulde sider af livet. Bogen, der er illustreret af Ib Spang Olsen, er inspireret af et digt af amerikanske Charles Bukowski.

Søren Ulrik Thomsen har gennem årene fået mange priser for sit forfatterskab, blandt andet Det Svenske Akademis Nordiske Pris i 2025.

Bogen er udkommet.

Lyset og mørket

Så er vi nået til dagens udgivelse: “Tidlige digte” af Frank Jæger (1926-1977).

I anledning af, at den kendte forfatter ville være fyldt 100 år 19. juni i år, genudgiver DSL – Det Danske Sprog- og Litteraturselskab – sammen med Gyldendal nu Frank Jægers tidlige digte i ét bind.

Samlingen indeholder således “Dydige digte” fra 1948, “Morgenens trompet”, der udkom første gang i 1949, “De 5 aarstider” fra 1950 og “Tyren”, der udkom i 1953.

Litteraturforsker Lotte Thyrring Andersen er udgiver af bindet, der udkommer i serien Danske Klassikere.

Frank Jæger er især kendt for sin bemærkelsesværdige sproglige begavelse og sit musikalske talent. Herudover stod han model til sin gode ven Jørgen Mogensens tegneserie “Poeten og Lillemor”.

For digteren selv var livet dog langt fra altid så legende let og ligetil, og i forbindelse med udgivelsen af “Tidlige digte” skriver Gyldendal blandt andet:

Lyset og mørket går således hånd i hånd i Frank Jægers digtning. Med stor sproglig selvfølgelighed favner han det lille livs glæder og indfanger melankolien, angsten og sorgen.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen udkommer i dag.

God weekend – og læselyst!


Kilder:

Tove Ditlevsen: “Forsvar for poesien”

https://www.gyldendal.dk/produkter/forsvar-for-poesien-9788702444988

Frank Jæger: “Tidlige digte”

https://www.gyldendal.dk/produkter/tidlige-digte-9788775332533

https://www.gyldendal.dk/forfattere/lotte-thyrring-andersen-f28205

Søren Ulrik Thomsen

https://www.gyldendal.dk/produkter/udvalgte-digte-9788702453942

https://www.gyldendal.dk/forfattere/soren-ulrik-thomsen-F4261


 

Malere og digtere

Ny antologi stiller skarpt på en betydningsfuld del af dansk lyrik i 1930’erne.

Den nye antologi fra forlaget Gladiator har titlen “nittenhundredetrediverne” og omhandler den ekspressionistiske, surrealistiske strømning, der var i dansk lyrik i den periode.

Særligt kendetegnende for surrealismen er den tanke, at kunstneren skal udforske sin egen underbevidsthed og udtrykke det gennem sin kunst.

Gustaf Munch-Petersen og Ejler Bille var nogle af de kunstnere, der fra 1934 repræsenterede surrealismen i Danmark med blandt andet kunstnergruppen og tidsskriftet Linien.

Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) er kendt og læst af mange. I sit alt for korte liv nåede han udover at blive maler og digter at læse filosofi og psykologi, kunst- og religionshistorie, samt at arbejde i Grønlands kryolitminer, blive gift og få to døtre. Han meldte sig til Den Internationale Brigade og faldt i den spanske borgerkrig i 1938, kun 26 år gammel.

Også maler, grafiker, billedhugger og digter Ejler Bille (1910-2004) er i høj grad kendt, og både Bille og Munch-Petersen er sammen med Jens August Schade, Hulda Lütken, Bodil Bech og Tove Meyer de kunstnere, hvis digte den nye antologi især lægger vægt på.

Herudover har “nittenhundredetrediverne” bidrag af digtere som Bent G. Andersen, Sonja Hauberg, Bergliot Heinesen og Rau Levinsohn.

Billed- og ordkunst

I forbindelse med udgivelsen af “nittenhundredetrediverne” skriver forlaget Gladiator:

Fælles for digterne er en optagethed af det ubevidste og en udtalt trang til at eksperimentere, prøve nye veje til besyngelsen af livet og kærligheden. I flere tilfælde er der et sammenfald mellem billedkunst og ordkunst, idet malerne digter, og digterne maler.

I alle tilfælde er der en tilsvarende bestræbelse hos de samtidige malere som hos digterne. De er alle inspireret af internationale bevægelser i Frankrig og i Finland, men også i andre europæiske lande.” (Kilde: Gladiator)

Flere af antologiens digtere er som sagt kendte, men nyheden er ifølge forlaget, at denne udgivelse har fokus på den surrealistiske linje i 1930’ernes lyrik.

“nittenhundredetrediverne” er redigeret af forfatter og forlægger Asger Schnack, som har arbejdet indgående med netop denne periode inden for såvel billedkunsten som litteraturen.

Fremfor at præsentere digtene efter forfatterskab lader Asger Schnack dem optræde kronologisk efter årstal, så strømningen i årtiets digtekunst tydeliggøres for læseren.

“nittenhundredetrediverne” udkommer som en del af forlaget Gladiators Sandalserie.

Digtantologi-forside

Bogen udkommer i dag.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo

Om surrealismen skiver Den Store Danske blandt andet:

Surrealisme er en avantgardebevægelse inden for bl.a. litteratur og billedkunst, der med udgangspunkt i Paris fik international udbredelse i 1920’erne og 1930’erne. Surrealismen var en æstetisk bevægelse og for flere også en livsholdning, der senere politisk tilnærmede sig kommunismen. Surrealismens kunstnere, forfattere, filmmagere og scenekunstnere var især optagede af Sigmund Freuds psykoanalyse og teorier om det underbevidste, af det irrationelle og af barnets leg og spontanitet.” (Kilde: Den Store Danske)


Øvrige kilder:

Den Store Danske om Ejler Bille

Forfatterweb om Gustaf Munch-Petersen

Forlaget Gladiators pressemateriale.

Du kan læse mere om forlaget Gladiators Sandalserie her:

https://forlagetgladiator.dk/pages/sandalserien-klassikere-pa-kanten