Ny bog giver indblik i den del af dansk grundforskning, som Carlsbergfondet har støttet gennem 150 år.
I nogle mørke, fugtige kælderrum under Metropolitanskolen i København indrettede Alfred Lehmann i 1886 et af verdens første eksperimentelle psykologiske laboratorier.
Alfred Lehmann (1858-1921) var oprindelig uddannet ingeniør med en doktorgrad i farveæstetik. Men også filosofi og psykologi havde hans interesse.
Lehmann forskede blandt andet i træthed, opmærksomhed og følelsestilstande, hvor han kombinerede fysiologiske målinger med subjektive skildringer. Herigennem viste han, at psyken påvirker kroppen, ligesom kroppen påvirker vores mentale tilstand.
Hans forskning førte til, at Lehmann blev den første professor i psykologi på Københavns Universitet, og at psykologi fik status af et selvstændigt universitetsfag i Danmark.
Videnskab før og nu
Alfred Lehmanns arbejde er blandt de 150 eksempler på dansk grundforskning, som Carlsbergfondet har støttet gennem 150 år, og som man nu kan læse om i bogen “Fra gær til galakser”.
Udover bogens 150 forskningseksempler interviewer videnskabsjournalist Lone Frank en række anerkendte forskere om forskningens udvikling og de spørgsmål, som videnskaben tumler med i dag.
Blandt de forskere, Lone Frank taler med, er den verdenskendte geologiprofessor Minik Rosing, Frederik Stjernfelt, der er professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik, og historieprofessor Karen Vallgårda.
Verden og os selv
I forbindelse med udgivelsen skriver Gyldendal blandt andet:
Fra gær til galakser. Fra Grønland til gener. Fra runer til ruiner. Fra Øresundstold til ni danske Nobelpriser.
…
På tværs af naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab præsenteres 150 eksempler på forskning, der ofte tog form i det små, men som efterfølgende har rykket ved vores billede af verden og os selv. Fortællingerne ledsages af et rigt billedmateriale og illustrerer, hvordan viden bliver til, udvikler sig og får gennemslag langt uden for universiteter, laboratorier, feltarbejde og arkiver. ” (Kilde: Gyldendal)
Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er videnskabshistoriker, har været hovedredaktør på bogen, som udgives i anledning af Carlsbergfondets 150-årsjubilæum.
God Grundlovsdag – og god læselyst!
Bonusinfo
Læs et uddrag af “Fra gær til galakser” her: https://katalog.gyldendal.dk/fra-gaer-til-galakser-uddrag/?_gl=1%2Ad7irho%2A_gcl_au%2AMTg3MjI5NzMzMi4xNzgwNTY4MTc0%2A_ga%2AMTI0NTk3OTU3MC4xNzgwNTY4MTcy%2A_ga_YLE9M1CRPK%2AczE3ODA1NjgxNzEkbzEkZzAkdDE3ODA1NjgxNzQkajU3JGwwJGgyMDE5NjMzODE0&page=1
Kilder:
Gyldendal
Uddrag af “Fra gær til galakser”
