Havfruen Karin

I dag udkommer en bog om, hvordan man bliver professionel havfrue.

Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart, som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange kirketårne måtte stilles oven på hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.”

(Citat fra “Den lille Havfrue” af H. C. Andersen)

H. C. Andersen udødeliggjorde havets sagnomspundne skabninger i sit smukke og meget sørgelige eventyr “Den lille Havfrue” (1837), der lige nu kan opleves i Anastasia Holst Nørlunds dramatiserede udgave i Skuespilhuset i København.

Men de mytiske havvæsener har altid betaget, fascineret og endda indgydt frygt hos os mennesker.

Tænk bare på de vampyrlignende havfruer i succesfilmene “Pirates of the Caribbean”.

Men måske ikke alle ved, at man kan blive professionel havfrue.

Havfrue som job

I bogen “Sådan bliver du en havfrue” giver Karin Prehst Lund Madsen trin-for-trin-øvelser til, hvordan man kan lære at færdes sikkert i vandet med eller uden havfruehale.

Karin Prehst Lund Madsen, der har dykket hele sit liv, er selv professionel havfrue.

“Sådan bliver du en havfrue” henvender sig til læsere, der ligesom forfatteren selv altid har følt sig tæt forbundet med vandet, og som drømmer om at blive professionel havfrue.

Forlaget Gyldendal skriver om den nye bog:

Her kan du lære at holde vejret under vand og bevæge dig som havets dyr eller forbedre dine svømmeteknikker, få inspiration til hjemmelavede kostumer og lære at lave din egen havfruehale – og meget andet.” (Kilde: Gyldendal)

På sin hjemmeside understreger Karin Prehst Lund Madsen dog, at man skal være en øvet svømmer for at begive sig ud i havfruebranchen. (Kilde: https://www.havfruenkarin.com/biografi)

Blandt hajer og fisk

I et interview med B.T.’s Rebecca Plaetner i 2021 fortalte Karin Prehst Lund Madsen, hvordan hun blev inspireret til at blive professionel havfrue, da hun og hendes mand Anders Lund Madsen overværede et havfrueshow i USA.

Karin Prehst Lund Madsen fortalte også, at hun har en international teateruddannelse med i bagagen og arbejdede for Den Blå Planet som dyrepasser, da hun fik overtalt ledelsen til at ansætte hende som professionel havfrue. (Kilde: B.T.)

I dag optræder Karin og tre andre professionelle havfruer i shows på Den Blå Planet.

Og nu deler Danmarks første professionelle havfrue altså sine erfaringer om livet blandt hammerhajer, rokker og guitarfisk i bogen “Sådan bliver du en havfrue”.

Sådan bliver du en havfrue-forside

Bogen udkommer i dag.

Den lille Havfrue

Til sidst skal det nævnes, at Det Kongelige Teaters musikeventyr frit efter H. C. Andersens “Den lille Havfrue” er en på alle måder betagende oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.

Stephanie Nguyen er aldeles forrygende og rørende som den lille havfrue, hvis ulykkelige kærlighed til den smukke prins (spillet sorgløst og legende let af Lasse Steen) først koster hende hendes smukke sangstemme og fiskehale og siden livet.

Også Rosalinde Mynster giver en pragtpræstation som hårrejsende uhyggelig havheks.

Alle skuespilpræstationer er faktisk i top, ligesom musik, sangtekster, scenografi, koreografi og kostumer går op i en højere kunstnerisk enhed.

Så uanset om, man drømmer om at blive havfrue, eller ønsker at opleve en eventyrlig undervandsverden på de skrå brædder, er der nu råd for det i bogform og på teatret.

God weekend 🙂


Bonusinfo

Du kan læse mere Karin Prehst Lund Madsen her: https://www.havfruenkarin.com/

Du kan læse mere om forestillingen “Den lille havfrue” i Skuespilhuset her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/den-lille-havfrue?section=top

Læs mere om Havfrueshows på Den Blå Planet her: https://denblaaplanet.dk/events/event/havfrueshows/


Kilder:

B.T.: https://www.bt.dk/navne/er-det-danmarks-vildeste-job-karin-lund-madsen-er-professionel-havfrue

Den Blå Planet: https://denblaaplanet.dk/events/event/havfrueshows/

Det Kongelige Teater: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/skuespil/den-lille-havfrue?section=top

Gyldendal: https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702403534&mode=comende

Karin Prehst Lund Madsens hjemmeside: https://www.havfruenkarin.com/


Mus og træmænd

Som talrige andre forestillinger på teater og film bygger juleklassikeren “Nøddeknækkeren” på et litterært forlæg.

Midt i en coronatid fuld af aflysninger, ikke mindst i kulturlivet, kunne Ritzau i sidste uge berette, at Det Kongelige Teater eksklusivt og gratis viser “Nøddeknækkeren” på Kgl Xtra frem til 31. december. (Ritzau, 11. december 2021)

George Balanchines ballet og Pjotr Tjajkovskijs musik har udødeliggjort historien om den lille pige, der i julegave får en nøddeknækker af sin opfindsomme gudfar.

Som bekendt tager Nøddeknækkeren pigen med på en rejse julenat til et magisk eventyrland, hvor hun blandt andet oplever et dramatisk slag mellem den lille tapre træmand og en ond musekonge.

Skrækromantiker

Det var den tyske forfatter, komponist og jurist Ernst Theodor Amadeus Hoffmann (1776-1822), der skrev eventyret “Nøddeknækkeren og musekongen” tilbage i 1816.

E. T. A. Hoffmann, der selv valgte Amadeus til fornavn, fordi han beundrede Mozart, ernærede sig blandt andet som dirigent og scenograf og arbejdede herudover ved kammerretten i Berlin.

Hoffmanns digtning var præget af en stærkt dualistisk livsanskuelse, og side om side med en præference for det skrækromantiske, udfoldede han et komisk, satirisk talent.

Fascinationen af det dystre og sorte fornægter sig ikke i forfatterskabet. I eventyret “Der goldne Topf” (“Guldskålen”), bliver en student ved navn Anselmus draget ind i en eventyrlig åndelig verden, som til sidst opsluger ham, og det forbliver uvist, om han rent faktisk mister sin forstand.

Tilsvarende rummer historien i “Nøddeknækkeren og musekongen” mørke sider. Drosselmeier er således både dragende og dæmonisk, og det er ham, der med sin julegave skaber drømme, syner og følelser hos den lille pige.

Her ses en dansk udgave af E. T. A. Hoffmanns eventyr.

Fra bog til ballet

Der skulle gå 76 år, fra Hoffmann skrev sit eventyr, og til “Nøddeknækkeren” fik premiere på de skrå brædder i Sankt Petersborg 18. december 1892.

Forestillingen blev dengang sablet ned af kritikerne, men det forhindrede den ikke i at nå til udlandet.

Og i dag er balletten, der har droppet den uhygge, man finder i Hoffmanns novelle, en vaskeægte juleklassiker, der opsættes på scener verden over.

Nu har Det Kongelige Teater sørget for, at vi heller ikke i år skal snydes for den eventyrlige forestilling.

Så hvis man har brug for at flygte fra corona og restriktioner og drømme sig ind i en anden verden, er det bare om at klikke på: https://kglteater.dk/xtra

Rigtig god jul og de bedste ønsker for det nye år 🙂


Kilder:

Den Store Danske

https://denstoredanske.lex.dk/E.T.A._Hoffmann

https://denstoredanske.lex.dk/N%C3%B8ddekn%C3%A6kkeren

Litteratursiden

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/noddeknaekkeren-af-eta-hoffmann

Kig ind i bogens verden er tilbage 7. januar 2021.


 

I kongeligt selskab

Det Kongelige Teater har måttet aflyse alle forestillinger på grund af coronavirus. Men nu tager en ny bog os i teatret sammen med Dronning Margrethe.

Som bekendt lukkede Danmark ned efter statsminister Mette Frederiksens historiske pressemøde onsdag 12. marts.

Vi kender alle årsagen hertil, ligesom vi har hørt en masse om den økonomiske krise, der ventes at følge i kølvandet på COVID-19 og lockdown.

Også kulturlivet bløder. På Det Kongelige Teaters hjemmeside kan man for eksempel læse, at alle forestillinger er aflyst 12. – 29. marts.

Skulle teatrets nedlukning blive forlænget, som det gælder resten af samfundet, er det nu muligt at få en ganske særlig oplevelse af Nationalscenen i stedet.

I denne uge er “Med dronningen i Det Kongelige Teater” nemlig udkommet, og her kan man læse om Hendes Majestæt Dronning Margrethes forhold til kunsten på de skrå brædder.

Bogen er udkommet.

Input fra kunstnerne

Bogen rummer en række samtaler mellem Dronning Margrethe og operadramaturg Nila Parly om 12 udvalgte oplevelser af skuespil, opera og ballet på Det Kongelige Teater fra Johan Ludvig Heibergs “Elverhøj” over August Bournonvilles “Et folkesagn” til Richard Strauss’ “Kvinden uden skygge”.

Forud for hver samtale med dronningen har Nila Parly interviewet en række kunstnere, der har medvirket i eller bidraget til den udvalgte forestilling, heriblandt skuespiller Ghita Nørby, balletmester Nikolaj Hübbe og operasanger Johan Reuter.

Parly har ladet de vigtigste pointer fra sine interviews med kunstnerne indgå i sine samtaler med dronningen, der herved også forholder sig til kunstnernes erfaringer i forbindelse med de udvalgte forestillinger.

“Med dronningen i Det Kongelige Teater” er blevet til i et samarbejde med Det Kongelige Teater, og Politikens forlag oplyser, at der udover samtalerne indgår fotos og kostumetegninger samt fakta om handling, rolleindehavere og historisk baggrund.

Mød forfatterne

Hos Gyldendal kan man opleve forlagets Forfattermorgen-arrangementer live-stream i stedet.

Hver morgen i løbet af ugen (weekenden undtaget) sender Gyldendal direkte fra forlaget fra kl. 8.30 til 9.

Siden nedlukningen af Danmark har bogglade danskere blandt andet kunnet møde forfatterne Erling Jepsen og Kim Leine, journalist og tidligere chef for Public Affairs på den danske ambassade i Washington DC, Torsten Jansen, og overlæge på Statens Serum Institut, Anders Fomsgaard.

Man kan også læse interviewene med forfatterne. Læs eksempelvis interviewet med Anders Fomsgaard, der i en årrække har arbejdet med virus-forskning, her: Interview med Anders Fomsgaard

Læs mere om Gyldendals forfattermorgener her:

God weekend – og læselyst!