Et udfordret USA

Ny bog om skuddrab og et langdigt om New York stiller på hver sin måde og med afsæt i hver sin tid skarpt på nogle af USA’s udfordringer.

Den amerikanske forfatter Paul Auster (født 1947) har skrevet digte, essays, romaner og filmmanuskripter siden 1974.

Det omfattende forfatterskab har givet Paul Auster en stor læserskare også i Europa herunder i Danmark.

Nogle af Paul Austers mest læste værker er gennembrudsromanerne “City of Glass”, “The Locked Room” og “Ghost” (også kendt som “New York trilogien”), “Leviathan”, “Sunset Park” samt bestsellerne “Vinternoter” og “Illusionernes bog”.

Nu er Paul Auster atter aktuel, denne gang med “Nationens blod”, der er en historisk gennemgang af våbenvold i USA.

Nationens blod

Paul Auster var i en alder af blot ti år selv en habil skytte, og han ved af egen erfaring, hvor meget skuddrab kan ødelægge for familier. Da hans far var dreng, skød og dræbte Paul Austers farmor hans farfar.

I “Nationens blod” gennemgår Paul Auster USA’s våbenhistorie, fra den voldelige fordrivelse af Native Americans (indianere), over slaveriet og sidenhen striden mellem tilhængere og modstandere af våbenkontrol frem til nutidens masseskyderier.

Vestens voldeligste land

I det danske forlags præsentation af “Nationens blod” skriver forlaget Lindhardt og Ringhof:

USA oplever netop nu det ene forfærdelige skyderi efter det andet på skoler, tankstationer, indkøbscentre og i det offentlige rum. Våbenlovgivningen splitter amerikanerne som aldrig før, og i øjeblikket er der flere våben i USA end der er indbyggere. Hver dag bliver mere end 100 mennesker dræbt og 200 såret i hændelser, hvor der er våben involveret. Disse tal er helt ude af proportioner i forhold til resten af verden, og man må spørge sig selv, hvorfor USA adskiller sig så markant og indtager en førsteplads som det mest voldelige land i den vestlige verden?” ” (Kilde: Lindhardt og Ringhof)

“Nationens blod” er illustreret med sort-hvide fotos af fotograf Spencer Ostranders.

Auster-forside

Bogen er udkommet.

New York, New York

Ligesom storbyen New York ofte danner rammen om fortællinger i Paul Austers øvrige bøger er USA’s folkerigeste by omdrejningspunktet i Blaise Cendrars’ langdigt “Påske i New York” fra 1912.

Blaise Cendrars (hans rigtige navn var Frederic-Louis Sauser) levede fra 1887 til 1961 og er en af den tidlige modernismes hovedskikkelser i fransk og europæisk litteratur.

Nu har forlaget Gladiator netop udgivet “Påske i New York” i Troels Hughes Hansens danske oversættelse.

Dollars og bibelske myter

I forbindelse med udgivelsen skriver Gladiator blandt andet:

Påske i New York udkom første gang i 1912 og er en mærkelig blanding af den gamle verdens vers og den nye verdens brølende modernitet. I Cendrars’ langdigt kædes Jesu lidelseshistorie sammen med storbyen New York. Digteren forlader fortumlet sin skrivecelle og kaster sig ud i gadens larm og knejpernes fristelser. Digtet er drevet af splittelsen mellem det guddommelige og det jordiske, og underfulde tegn flytter fra myten over i den konkrete hverdag, som den moderne storby New York viser frem på alle hylder. Togene banker omkring, og den vilde folkemængde er i brunstig flok på jagt efter dollars. Digterens New York er et potpourri af bibelske myter og moderne erfaringer.“ (Kilde: Gladiator)

Cendrars-forside

Bogen er udkommet.

Groundhog Day

Til slut virker det oplagt med en lille påmindelse. For nok er USA udfordret, men nationen er så meget andet og mere end de udfordringer, stormagten unægtelig står overfor.

I dag er det nemlig Groundhog Day i USA! Den dag, hvor et lokalt murmeldyr forudsiger, om vinteren fortsætter yderligere seks uger, eller om foråret er på vej.

Begivenheden fejres med en række arrangementer, og tusindvis af amerikanere og andet godtfolk valfarter til Punxsutawney i Pennsylvania for at overvære Punxsutawney Phils forudsigelser.

Hvis man som jeg holder af USA og amerikanerne kan man jo fejre dagen herhjemme med at se den vidunderlige film “Groundhog Day” (på dansk “En ny dag truer”) fra 1993 med Bill Murray i hovedrollen.

Se, det er også USA!

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Gladiator

https://forlagetgladiator.dk/products/paske-i-new-york

Grove Atlantic:

https://groveatlantic.com/book/bloodbath-nation/

Lindhardt og Ringhof

https://www.lindhardtogringhof.dk/nationens-blod#

The Punxsutawney Groundhog Club

https://www.groundhog.org/Groundhog-Day-2023