Stil, sang og citater

En citat-parade, en guide til stilfuldt herretøj og en rundtur i den danske sangskat er blandt den næste uges bognyheder.

Det skorter ikke på bøger om Matadors mor, journalist og forfatter Lise Nørgaard.

Særligt kendte er hendes erindringsbøger, “Kun en pige” (1992) og “De sendte en dame” (1993), hvor hun fortæller om barndommen og ungdommen i Roskilde, tiden som journalistelev, familielivet med mand og børn og de mange års virke på Politiken, Hjemmet og Berlingske Tidende.

I de seneste år er der kommet flere biografier til, som “Fruen kommer i dag” (2014), hvor Lise Nørgaard, sammen med Cecilie Frøkjær, ser tilbage på sit liv.

Og da Lise Nørgaard fyldte 100 år i 2017, udkom Jacob Wendt Jensens store biografi, “ Lise Nørgaard – De første 100 år”.

Nu er de to på banen med endnu en udgivelse, der denne gang stiller skarpt på den populære forfatters meninger og rappe replikker.

I foromtalen til “Livet ifølge Lise Nørgaard” skriver forlaget Gyldendal, at Jacob Wendt Jensen i samarbejde med den kendte journalist og forfatter har samlet “de morsomste og mest rammende pletskud i en frejdig, fyndig og fritænkende bouillonterning af en citat-parade.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen udkommer 20. november.

Klæder skaber folk

Hvis man tror, at tøjkriser kun er for kvinder, kan man godt tro om igen.

Også mænd kan gruble over, hvad de skal tage på, hvilke skjorter, der passer til hvilke bukser og sko, og hvad de gør, når moden siger slimfit, men maven vil noget andet.

I “Stil består” guider tøjdesigner og herremodeekspert Torsten Grunwald om stil, farver og pasformer, hvad enten det handler om jakkesæt med slips eller shorts og T-shirt, ligesom han kommer med råd til, hvilke farver man må sætte sammen, mønstre der må blandes, og hvordan jakken skal sidde over skuldrene.

Så hvis man er mand og gerne vil have vejledning i, hvilket tøj der egner sig til arbejde, fritid og festlige lejligheder, skulle der være inspiration at hente i Torsten Grunwalds nye håndbog.

Bogen udkommer i dag.

Torsten Grunwald driver også hjemmesiden Den velklædte mand, hvor han skriver om herretøj og klassisk, stilfuld påklædning til mænd.

Fabelagtige Faber

En herre, der også forstår at klæde sig, er DR’s komponist og dirigent, Phillip Faber. Ham har vi været fans af herhjemme lige siden coronakrisens start i foråret.

Morgen efter morgen sad vi klar ved skærmen, når Faber ulasteligt klædt, med glimt i øjet og friske blomster på klaveret inviterede til hofterul og fællessang.

En fantastisk måde at starte dagen på! Og for dem, der – ligesom os – savner den daglige musikstund, er der heldigvis godt nyt.

På tirsdag udkommer “Den danske sang” af Phillip Faber og Rikke Hyldgaard.

Bogen udkommer 24. november.

I foromtalen skriver Politikens Forlag blandt andet:

I denne bog deler komponisten og dirigenten Phillip Faber sin glæde ved den danske sang og øser af sin viden om emnet. Han fortæller i bogen om de danske sange, hvad sang betyder for os, hvad der gør en sang god, melodiopbygning, tekster, sanghistorie og om alt det, som sang gør ved os.

Desuden afslører han 20 af sine yndlingssange og tager læseren med på spændende og nørdede ture rundt i de udvalgte melodier og tekster, der samtidig er nogle af de mest elskede sange herhjemme. I bogen bringes tekst og melodi på de udvalgte sange, så det er en bog, der både kan læses og synges.” (Kilde: Politikens Forlag)

Rigtig god læse- og sanglyst 🙂


 

Skabende humorist

“Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?” – en biografi om skuespiller og tidligere håndboldspiller Niels Olsen udkommer i dag.

Første gang jeg så “ham der den høje”, var da Niels Olsen optrådte sammen med sin kollega og makker Thomas Mørk i Cirkus Montebello. Og talentet var uomtvisteligt hos dem begge.

Siden har jeg haft fornøjelsen af at opleve Niels Olsen i Cirkusrevyen, hvor han har optrådt i adskillige år. Han medvirkede første gang i 1993 og blev takket være sit store komiske talent allerede da kåret som Årets Dirch ved Revyernes Revy.

Særligt kendt er han dog for sin rolle som Khamel Ull-Zuut i komikerkvartetten Ørkenens Sønner, hvor han spiller og synger sammen med de andre fezklædte, musikalske herrelogebrødre Søren Pilmark, Henrik Koefoed og Asger Reher.

En plads han i øvrigt overtog fra Flemming Enevold i 1994.

Ikke så ringe endda

Mange modne seere husker også Niels Olsen som Kirsten Lehfeldts gnavne og skeptiske ægtemand i fiskereklamerne i 1990’erne.

Her blev hans afslutningsreplik “Det er ikke så ringe endda” (leveret med et lunt glimt i øjet) en fast vending i befolkningen.

På skærmen har han endvidere gjort sig bemærket i tv-serier som “Den gode, den onde og den virk’li sjove”, den succesfulde julekalender “Alletiders jul” og “Krøniken”.

Succes på lærredet

Niels Olsen har ligeledes medvirket i en lang række film herunder “Den store badedag”, “Krummerne”, “Min søsters børn” og “Far til fire”.

Folkeeje blev han for alvor i rollen som den gode, kærlige køkkenmand Niller i Susanne Biers “Den eneste ene”, der også blev hans kunstneriske gennembrud og indbragte ham en Robert for bedste mandlige hovedrolle i 2000.

I 2005 optrådte han igen som Niller – denne gang i “Den eneste Ene – The Musical”, der modtog en Reumert for Årets Bedste Musical.

Og i år kalder Susanne Bier igen, idet Niels Olsen skal spille med i musicaludgaven af hendes succesfulde og prisbelønnede film “Den skaldede frisør”. Denne gang i den mandlige hovedrolle som Philip, der i filmen blev spillet af britiske Pierce Brosnan.

Bogen udkommer i dag.

Humoren i højsædet

Nu har journalist og forfatter Jacob Wendt Jensen skrevet en biografi om den talentfulde komiker og tekstforfatter.

“Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?”, der udkommer i anledning af Niels Olsens 60-års fødselsdag 8. marts, handler om hans liv og karriere, om familie og skuespil og om at vælge humoren og underholdningen som kunstnerisk levevej.

Flere end 30 familiemedlemmer, kolleger og venner er med til at tegne et portræt af den 1.93 meter høje skuespiller, hvis talent spænder så vidt.

Jeg glæder mig til at læse bogen og håber meget, at “ham der den høje” ikke sætter sig ned lige foreløbig!

God læselyst – og god weekend 🙂


Du kan læse mere om “Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned?” – og læse et gratis uddrag fra bogen her:

https://www.gyldendal.dk/produkter/jacob-wendt-jensen/kan-ham-der-den-hje-ikke-lige-stte-sig-ned-51235/indbundet-9788702285420