Lys og håb

Denne uges udgivelse er en gendigtning af 40 bibelhistorier fortalt til de allermindste.

Det er en mørk tid, vi lever i. Næppe var vi i vores del af verden så småt ved at komme ud på den anden side af COVID-19-pandemien, før Putins Rusland invaderede Ukraine og indledte en krig, der har påført millioner af mennesker ufattelige lidelser.

Hertil kommer klimaforandringer og mange andre store udfordringer, der kan tage modet fra enhver – ikke mindst børn og unge.

Men nu minder forfatterne Joan og Daniel Øhrstrøm os om, at der er lys og håb i mørket.

Den lille bibel

Sammen har ægteparret Øhrstrøm gendigtet 40 klassiske bibelhistorier i bogen “Den lille bibel”.

Titlen hentyder både til, at gendigtningen er for de mindste, og til de ord om Guds kærlighed til menneskene, man finder i Johannesevangeliet 3:16, der også kaldes den lille bibel.

“Den lille bibel” egner sig til højtlæsning for børn i alderen 2-5 år og har både illustrationer, som de små kan gå på opdagelse i, søg-og-find-element, spørgsmål og lege.

Marieke ten Berge står for illustrationerne.

den-lille-bibel_rendering_stor

Bogen er udkommet.

Levende fortælling

I et interview med Bibelselskabet fortæller forfatterne Joan og Daniel Øhrstrøm om deres arbejde med “Den lille bibel”.

Joan forklarer blandt andet, hvorfor hun og Daniel har gendigtet bibelhistorierne i nutid:

Vi tror, at det gør historierne mere nærværende. Distancen bliver mindre, så man måske forstår, at man selv er en del af Guds fortælling. Men Bibelen har i forvejen en fantastisk evne til at virke vedkommende. Bibelen er ikke bare en samling tekster, der er skrevet ned for tusindvis af år siden. Og den er mere end gode eventyr, nogen engang har fundet på. Det er en levende fortælling, der har med det liv, vi selv lever, at gøre, og dens budskab gælder lige så meget i dag som dengang.” (Kilde: Bibelselskabet)

Verdens lys

Daniel fortæller i interviewet med Bibelselskabet også, at Bibelen netop nu med krigen i Ukraine har noget særligt at fortælle de mindste:

Bibelen er en historie om håb. I begyndelsen skaber Gud verden og ser, at det er godt, og Bibelen slutter med, at han vil gøre alting godt igen. Det er den store rammefortælling i Bibelen, der også peger igen og igen på Jesus. Derfor er det ikke tilfældigt, at Den lille bibel begynder og slutter med ordet ”lys”. For Jesus er verdens lys. Og det giver håb. Men uanset, om man tror på Gud eller ej, er håb et vigtigt budskab, når vi kigger ud i en verden, hvor også børn bliver utrygge. Vi skal bringe noget lys og håb ind på børneværelset og minde børnene om, at der er lys; at det uoverstigelige kan overkommes, og at det ender godt.” (Kilde: Bibelselskabet)

Danmarks befrielse

Apropos lys: Husk, at det i disse dage er 77 år siden, at det meste af Danmark blev befriet fra Nazi-Tysklands besættelse. Bornholm var som bekendt besat af Sovjetunionen i næsten et helt år herefter, så hele Danmark først var frit 5. april 1946.

Selv om det er næsten 80 år siden, at Anden Verdenskrigs mørke blev fortrængt af lyset, er det værd at mindes – ikke mindst i en tid som denne.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo:

Joan og Daniel Øhrstrøm (f. 1980 og 1979) er gift og har tre børn. De bor i Rønne og arbejder som forfattere og journalister for henholdsvis Bornholms Tidende og Kristeligt Dagblad.

Du kan læse hele interviewet med Joan og Daniel Øhrstrøm her