Litterære julegodter

I denne uge bringer bloggen tips til julegodter fra bogmarkedet i ind- og udland. Blandt andet er der guf til Star Wars-fans med bogen “I Am 3-CPO”.

I fysikkens tjeneste 

Findes verden, eller gør den ikke? Findes tiden, eller gør den ikke? Findes der en ‘gud’, eller gør der ikke?

I “Teorien om alt” fortæller den pris-vindende fysiker Holger Bech Nielsen om sit liv og utrættelige forsøg på at forklare, hvordan universet hænger sammen, og hvordan vi mennesker passer ind i ligningen. Den internationalt anerkendte højenergifysiker mener selv, at han nok er “længere, end mange vil tro” med præcis det arbejde.

Berlingske Tidende gav bogen, der har Jonas Kuld Rathje som medforfatter, fem stjerner.

Den danske løvinde

Igennem flere år nu har Tom Buk-Swienty kulegravet Karen Blixen og hendes families liv og skrevet anmelderroste bøger herom.

“Løvinden” er seneste skud på stammen, og her skildrer Tom Buk-Swienty Blixens liv i Kenya, til hun ankom i 1914 og forlod kontinentet igen i 1931. I de 17 år Karen Blixen levede i Afrika oplevede hun pengeproblemer, storslåede safarier, fejlslagen høst, verdenskrig, faldende konjunkturer, sygdom, skilsmisse, forelskelse, en stor kærlighed til landet og dets sorte befolkning – og at miste det altsammen.

“Løvinden” har høstet mange anmelderroser og fået fem stjerner i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, og seks stjerner i Berlingske.

Sjov og skarp streg

Gennem flere årtier har Roald Als spiddet politikere og andet godtfolk med sin skarpe streg, og nu tager han læserne med ind i sit skrive- og tegneværksted. I “Håndtegner” fortæller han, hvorfor han blev tegner og og underholder om avistegnerens arbejde, dræbermåger over Skotland og den barske whiskytur med The Potterton Team.

Bogen er rigt illustreret og fik fem stjerner i fagbladet Journalisten, der skrev: “Denne læser har i hvert fald aldrig haft en morsommere bog i hånden”. (Journalisten, 20.11.19)

Videnskab i hverdagen

I “Hvad er et æg?” stiller musiker, biolog og forsker ved Københavns Universitet, Johan Olsen, skarpt på nogle af de almindelige ting, vi kender fra vores hverdag. Han forklarer, hvorfor man ikke kan blande olie og vand, hvordan man laver glas af sand, hvorfor fugle kun lægger ét æg om dagen, hvordan man får luften til at blive inde i en bold og mange andre ting.

Børnebogen er forsynet med oplysende fotos og illustreret af Thomas Hjorthaab.

Klamme dyr

Sebastian Klein har skrevet en bogserie om dyr, herunder om de 100 vildeste, 100 mærkeligste og 100 farligste dyr. Og nu er turen kommet til de klamme af slagsen.

I “Verdens 100 klammeste dyr” har den kendte tv-vært og forfatter fundet frem til 100 virkelig klamme dyr: gribben, der kaster råddent kød op, kaninen, som spiser sin egen afføring og maraboustorken, der besørger ned ad sine egne ben. Men der er en forklaring, og den giver Sebastian her.

Manden bag C-3PO

Retter vi blikket mod det engelske bogmarked, er julegaven til Star Wars-fans sikret.

I “I Am C-3PO” fortæller Anthony Daniels, skuespilleren bag den høflige, gyldne robot i det elskede univers, om sit 40 år lange arbejde med rollen, fra det første møde med George Lucas til den nu niende og sidste film i serien.

Bogen har forord af J. J. Abrams, der blandt andet har instrueret “Star Wars: The Rise of Skywalker”, som har premiere 18. december.

Manden bag, eller rettere indeni, C-3PO har som den eneste skuespiller været med i alle Star Wars-filmene.

Oste-odyssé

I “A Cheesemonger’s History of The British Isles” fortæller forfatter og oste-elsker Ned Palmer om de britiske ostes historie.

Ifølge Ned Palmer gemmer enhver ost på en historie. Hvadenten det er en ung gedeost eller en 18 måneder gammel Cheddar fortæller ostene om de mennesker, der skabte dem, fra folkene der byggede Stonehenge til Middelalderens munke, og fra 1700-tallets Stilton-fremstillere til Anden Verdenskrigs ostefabrikanter.

Undervejs hører læserne også om håndværket og kulturen bag ostefremstillingen, og hvordan ostene nydes bedst – med et glas Riesling eller en Pale Ale til.

Magiske snefnug

Der er også masser af gode britiske bogidéer til småfolk og barnlige sjæle. En af dem er Abi Elphinstones billedbog “The Snow Dragon”, der handler om venskab og troen på sig selv.

På Griselda Bones dystre børnehjem er dagdrømmeri bandlyst, sjipperi forbudt og julen slet og ret aflyst. Men er det mon muligt, at der for Phoebe og hendes hund Herb, netop som tingene ser allersortest ud, venter magi i de hvirvlende, snefnug?

Fiona Woodcock står for de vidunderlige og magiske illustrationer.

Smuk og poetisk streg

Endelig vil Charlie Mackesys børnebog “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” varme rigtig mange hjerter i en kold tid.

Charlie Mackesy har været tegner på magasinet Spectator, og hans poetiske streg er allerede blevet et online fænomen. Nu er et udvalg af hans fineste arbejde samlet i denne lille livskloge bog, der minder os om behovet for empati og kærlighed i en verden martret af uvidenhed og had.

“The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” er et rørende studie i venskab og den perfekte gave til dem, man holder allermest af!

Rigtig god juleshopping 🙂


 

Jul i bøgernes tegn

Kig ind i bogens verden giver her et par bud på gode julegaver og godt læsestof til julen fra ind- og udland.

Først et kig på, hvilke bøger briterne kunne tænkes at lægge i julestrømperne i år:

Brexit er på alles læber, og hvis man er forvirret og synes, at det hele virker lidt uoverskueligt, er der heldigvis hjælp at hente.

I “The Story of Brexit” fortæller forfatterne Jason Hazeley og Joel Morris enkelt og underholdende om briternes exit fra EU.

Bogen er den nyeste i en serie, der kaldes Ladybird Books for Grown Ups, og som hjælper voksne med at navigere i en moderne tidsalder.

Det er håndbøger til dem, der længes efter en tid, hvor man ikke havde selvbetjeningskasser i supermarkederne, trættende telefonomstillinger hos offentlige myndigheder, og tweet stavedes tweed og var uldtøj, gentlemen gik med.

Life of Eric Idle

Biografier er hot stuff, og i disse dystopiske tider vil mange sikkert ønske sig Monty Python-stjernen Eric Idles selvbiografi.

Som bekendt skrev Idle sangen “Always Look on the Bright Side of Life” til filmen “Life of Brian”. Nu reflekterer han over sit eget liv og meningen med det i “Always Look on the Bright Side of Life: A Sortabiography”.

Idle fortæller om sin barndom på en streng kostskole, sin succesfulde karriere på tv, teater og film og venskaberne med bl.a. George Harrison, David Bowie, Mick Jagger og Paul Simon.

Skønne digte og billeder

Mens vi er ved livet, og hvordan man kan leve det, så har Chris Riddell, politisk tegner på den britiske avis The Observer, udgivet “Poems to Live Your Life By”, der er et udvalg af hans yndlingsdigte om livet, døden og alt derimellem.

Bogen er illustreret af Riddell selv og rummer 46 digte af bl.a. William Shakespeare, Lewis Carroll, W. B. Yeats, Leonard Cohen og Neil Gaiman.

Dejlige digte – og ikke mindst dejlige illustrationer – er der også i Frann Preston-Gannon og Fiona Waters’ vidunderlige bog “I am the Seed That Grew the Tree”, som jeg tidligere har omtalt på bloggen (Læs her).

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen, der også er kåret til Waterstones Children’s Gift of the Year 2018!

Besættelsens børn

Herhjemme vil mange utvivlsomt lægge Michael Müllers “Barn af besættelsen” under juletræet. I bogen fortæller 28 kendte danskere om deres opvækst under den tyske besættelse af Danmark 1940-45.

Blandt fortællerne er: Dronning Margrethe, Jytte Abildstrøm, Ritt Bjerregaard, Uffe Ellemann-Jensen, Bent Fabricius-Bjerre, Morten Grunwald, Kjeld Hillingsø, Lars Knutzon, Bent Melchior, Ghita Nørby, Herbert Pundik, Malene Schwartz, Erik Norman Svendsen, Leif Sylvester og Asger Aamund.

I krigens skygge

En oplagt gaveidé er også Iben Mondrups historiske roman “Vi er brødre”. Bogens handling udspiller sig i årtierne efter 2. verdenskrigs afslutning og omhandler to vidt forskellige brødres opvækst i skyggen af de voldsomme oplevelser og traumer, krigen har påført deres familie.

Romanen har rod i Iben Mondrups egen familiehistorie, idet hendes farfar var leder af modstandsbevægelsen sektion Vendsyssel.

Svar fra en klog dame

En anden udgivelse, som vil blive ønsket og givet af mange, er “Små hverdagsproblemer”.

Det er en komplet samling af de spørgsmål og svar, der blev bragt i Familie Journal fra 1956-1976, hvor forfatter og digter Tove Ditlevsen var brevkasseskribent.

Bogen rummer mere end 4000 spørgsmål og svar om alt fra husholdningsbudgetter til generationsopgør, fra vold til ulykkelig forelskelse og giver et unikt indblik i danskernes liv og hverdag.

Danmark vs. Grønland

Endelig vil Kim Leines anmelderroste historiske roman “Rød mand/Sort mand” højst sandsynligt ligge under talrige træer.

Romanen er en selvstændig efterfølger til den prisbelønnede bestseller “Profeterne i Evighedsfjorden” og skildrer konfrontationerne mellem de danske missionærer og det grønlandske folk i 1700-tallet.

Der er selvfølgelig mange andre gode bøger, som også er blevet omtalt på bloggen i årets løb – og ellers er det bare at skynde sig ned til den lokale boghandler og selv tage et kig på de litterære godter.

Rigtig glædelig jul og godt nytår 🙂


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 10. januar 2019.