Lyt og læs i 2020

Hvis du hører til dem, der har dårlig samvittighed over, at bunken af bøger på natbordet samler støv, er du ikke alene – og du er langt fra den første.

Tidligere på ugen kunne Information berette om en doktordisputats, der handler om vores forhold til bøger. Og konklusionen er ifølge dagbladet klar:

Vi er langt fra første generation i historien, der føler dårlig samvittighed over vores useriøse læsevaner. Allerede i det 18. århundrede – længe før smartphones og sociale medier fik skyld for at ødelægge vores koncentrationsevne – syntes folk, at de læste for lidt og for overfladisk,” skriver Informations Rasmus Bo Sørensen ( Information, 7. januar 2020)

Doktordisputatsen, der er skrevet af Tina Lupton, og som hun forsvarede sidste forår, bygger på 20 casestudier af historiske personer fra den britiske middelklasse i 1700-tallet. Til Information oplyser hun blandt andet:

Folk havde dårlig samvittighed over at være draget mod sladderspalterne i aviserne og mod den nye svulstige romangenre, alt imens de filosofiske værker bare fik lov at samle støv i bogreolerne.” (Information, 7. januar 2020)

Lyt og bliv klogere

Heldigvis kan man også i dag lindre den dårlige litterære samvittighed – og det endda med forholdsvis enkle midler.

Kig ind i bogens verden har før skrevet om Gyldendals Kolibri-serie, der er små bøger med tekster af nogle af de største forfattere (Læs mere her).

I anledning af Gyldendals 250-års jubilæum udgiver forlaget nu Gyldendal Kolibri, en podcastserie i 12 afsnit, der udkommer hver måned i 2020.

Journalist Ida Herskind taler med forfattere og andre kulturpersoner om en række temaer, og indimellem læser skuespillerne Katrine Greis-Rosenthal og Martin Greis-Rosenthal højt fra bøgerne.

I det første afsnit kan man høre tv-vært Mikkel Beha fortælle om sin far Troels Kløvedal og drømme med afsæt i den kendte og afholdte sømands bog “Afrodites smil”.

Virkelighedens mareridt

Hvis man har som nytårsforsæt at ville læse flere nye bøger, er der også gode muligheder for det.

I dag udkommer således “Drengene fra Nickel”, en ny roman af amerikanske Colson Whitehead, forfatter til den roste og prisbelønnede “Den underjordiske jernbane”.

 

“Drengene fra Nickel” følger den unge begavede og håbefulde Elwood Curtis, der i 1960erne pludselig havner på Nickel Academy, en opdragelsesanstalt, der hævder at få drenge på afveje tilbage på “det rette spor”.

Men i virkeligheden er stedet et fængsel med sadistiske og morderiske autoriteter.

Midt i dette mareridt forsøger Elwood desperat at holde fast i Dr. Martin Luther Kings næstekærlige idealer, mens hans nye ven og medindsatte, Turner, ser mere dystert på tingene. Ifølge Turner kan man kun overleve undertrykkernes ondskab og kynisme ved at give igen med samme mønt.

Romanen, der er baseret på virkelige begivenheder i 1960ernes Florida, har fået mange anmelderroser i amerikansk og britisk presse. Du kan blandt andet læse Guardians anmeldelse her:

https://www.theguardian.com/books/2019/aug/05/the-nickel-boys-by-colson-whitehead-review

Rigtig god læse- og lyttelyst!


 

Lykke-Per

Bille Augusts ”Lykke-Per” er blændende og efter min mening en af hans hidtil bedste film.

Henrik Pontoppidans store psykologiske udviklingsroman ”Lykke-Per” udkom i årene 1898-1904 og var anden del af tre store værker, som forfatteren fik Nobelprisen i litteratur for i 1917.

Jeg må med skam melde, at jeg endnu ikke har læst Henrik Pontoppidans klassiker.

Så da jeg i søndags gik ind for at se Bille Augusts filmatisering af det litterære forlæg, kunne jeg kun bedømme filmen på dens egne præmisser og ikke som en oversættelse af den berømmede bog til det hvide lærred.

Til gengæld kan jeg sige, at filmen står glimrende som et værk i sin egen ret. Det er en overmåde flot visuel oplevelse, der byder på fornemme skuespilpræstationer, stærke personportrætter, medrivende landskabsbilleder og et særdeles troværdigt tidsbillede af et Danmark i overgangen fra bondeland til industrisamfund i slutningen af 1800-tallet.

Stærkt skuespil

Især Esben Smed imponerer som præstesønnen Per, der efter en fattig opvækst hos en knusende autoritet af en far, rejser til hovedstaden for at blive ingeniør og skabe et samfund efter egne idéer. En oprørsk, visionær og ambitiøs ung mand, som skruppelløst bruger andre for at realisere sine drømme. Men også en fantast med et uforsonligt sind, der mærker, at det strå, der ikke bøjer sig for vinden, knækker.

I titelrollen sitrer Esben Smed af ustyrlige idéer, nervøs energi og social sult efter at forvandle sig selv fra bondeknold til bedsteborger. Samtidig er han i evig konflikt med sig selv og sin strenge religiøse barndom.

For nok lykkes det Per at trodse sin far, men hans sorte skygge forfølger ham. Den fromme, men ukærlige far har gjort Pers forhold til kristendommen så neurotisk, at sønnen ikke tåler at se figurer af Kristus. Hertil kommer det lommeur, først faren og siden moren insisterer på at give Per. Uret – ikke som symbol på den fremtid, Per dyrker og drømmer om, men på den fortid, der hele tiden truer med at indhente ham.

Esben Smeds hudløse spil viser det hele, drømmene, håbet, trodsen, vreden, ubøjeligheden, angsten og fortvivlelsen.

Også Katrine Greis-Rosenthal som Pers jødiske forlovede, Jakobe, Ole Lemmeke som hendes onkel og Benjamin Kitter som hendes bror er med til at gøre den filmiske fortælling fremragende.

Landskaber som sindbilleder

Hertil kommer, at Bille August til fulde formår at bruge filmens visuelle virkemidler til at udtrykke følelser og sindsstemninger.

Billederne af det østjyske landskab med sin på en gang smukke og barske natur sat over for storbyens industrielle udvikling med social slagside bliver sindbilleder på Pers indre kamp mellem hans rødder i det upolerede, men autentiske bondeland og det moderne, men manierede København.

Andre billeder er ligefrem ”hammershøiske”, som når præstedatteren Inger i et forsøg på at afvise Pers tilnærmelser stiller sig med ryggen til ham foran et mørkt træskab i den spartanske præstegårds hvidtede rum.

Far-søn forhold

Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” er delvis selvbiografisk.

I et interview med Berlingske Tidende i 2012 fortalte Bille August om sit dårlige forhold til sin far, og hvordan han måtte trodse ham for at forfølge sin drøm om at lave film, hvilket fik faren – i lighed med Lykke-Pers far – til ikke at ville give ham de penge, han ellers havde sat til side til hans uddannelse. (Læs interviewet her)

Måske er det med til gøre filmens skildring af Pers dårlige forhold til sin far ægte. Fordi den ikke blot er en instruktørs fortolkning af en forfatters værk, men muligvis også afspejler Bille Augusts egne oplevelser med et anstrengt far-søn forhold.

Uanset hvad står Bille Augusts film ikke alene flot for sig selv. Den har også i den grad givet mig lyst til at læse Henrik Pontoppidans mesterværk.