Evig forandring

Ny tv-dramatisering af “Howards End” og endnu en fremtidsroman af forfatteren til “The Martian” er blandt denne uges litterære nyheder.

Måske husker du filmatiseringen af E. M. Forsters klassiker “Howards End” med Emma Thompson og Helena Bonham-Carter i rollerne som de kultiverede Schlegel-søstre og Anthony Hopkins og Vanessa Redgrave som ægteparret Henry og Ruth Wilcox?

Filmen fra 1992 blev en kæmpe succes og regnes af mange for kronen på værket af instruktør James Ivory og producent Ismail Merchants Forster-trilogi, der også omfatter “A Room with a View” (1986) og “Maurice” (1987).

Hvem skal arve England?

Søndag aften kunne britiske seere så se første afsnit af en ny tv-dramatisering af “Howards End”.

Med den fremragende filmatisering in mente kunne man spørge, om det er muligt at lave en lige så god tv-serie. Personligt har jeg svært ved at forestille mig andre end de fire ovennævnte skuespillere i hovedrollerne.

Men ifølge The Guardians anmelder, Lucy Mangan, kom serien godt fra start. Og nok så interessant er det, at hun fremhæver den klassiske romans aktualitet.

“Howards End” udkom i 1910. Alligevel har romanens centrale spørgsmål Hvem skal arve England? aldrig været mere relevant, påpeger Mangan og henviser til vor tids immigrationsbølge.

Mens filmatiseringen fra 1992 følger romanens tematik og belyser konflikten mellem rig og fattig, by og land, forretning og finkultur, realisme og idealisme, materialisme og åndelighed, nutid og fortid, tilføjer tv-serien, skriver Lucy Mangan, en raceproblematik, idet flere af skuespillerne er farvede.

Med sine tidløse temaer er Forsters roman en ægte klassiker. Uanset hvilken tid vi er rundet af, vil mange kunne genkende de modsætninger, bogen omhandler. Og 107 år efter udgivelsen rejses altså spørgsmålet Hvem skal arve England? nok engang – nu på baggrund af globalisering og masseindvandring.

Her er det en paperback-udgave fra 2000 af E. M. Forsters berømte roman.

Kriminel på månen

Mens masseimmigration optager især Europa og USA, taler andre om en fremtidig kolonisering af rummet. En af dem, der har vendt blikket mod fjerne planeter, er den amerikanske forfatter Andy Weir. Hans debutroman “The Martian” blev som bekendt filmatiseret med Matt Damon i hovedrollen, og ligesom den foregår hans nye bog i rummet. Nærmere betegnet Artemis, den første by på månen.

Artemis tæller 2000 beboere. De fleste er turister. Andre er kriminelle. Jazz Bashara er kriminel. Hun bor i en fattig bydel, og da hun dårligt kan leve af sit arbejde, er hun blevet smugler.

Men heller ikke det skæpper i kassen. Så da hun får chancen for at begå den perfekte forbrydelse og score en masse penge, slår hun til. Imidlertid viser opgaven sig at være en hel del farligere end ventet …

“Artemis” udkom på engelsk tirsdag 14. november.

To meget forskellige værker – ikke desto mindre er “Howards End” og “Artemis” begge historier til en tid og verden i hastig forandring.

God læselyst!


Edward Morgan Forster (1879-1970) er en britisk forfatter, som har skrevet “Where Angels Fear to Tread” (1905), “The Longest Journey” (1907), “A Room with a View” (1908), “Howards End” (1910), “Maurice” (skrevet i 1913; udkommet posthumt i 1971) og “A Passage to India” (1924).

Alle seks romaner rummer dramatiske elementer og konflikter, hvor modsætninger mellem klasser, køn eller racer spiller en afgørende rolle for plottet.

Du kan læse mere om E. M. Forster her: http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Engelsksproget_litteratur/Engelsk_litteratur_1914-45/Edward_Morgan_Forster

Du kan læse The Guardians anmeldelse af den nye tv-serie “Howards End” her: https://www.theguardian.com/books/2017/nov/12/howards-end-review-timely-careful-remake-class-race


 

Litterære guider

Forældre og lærere kan være vigtige formidlere af klassikere, der ikke altid kan stå alene.

Som nævnt i sidste uge bliver 400-året for William Shakespeares død markeret vidt og bredt og blev det i særdeleshed på årsdagen den 23. april. Min familie og jeg fulgte fejringen af dramatikeren i hans fødeby Stratford-upon-Avon transmitteret direkte på svensk tv lørdag aften (hvorfor DR ikke lod danske seere være med, forstår jeg ikke).

Her hyldede blandt andre Ian McKellen, Judi Dench, Helen Mirren og en lang række andre skuespillere dramatikeren med et potpourri af udpluk fra skuespillene, ballet-og operaforestillinger og musicals krydret med sketches, som kun briterne kan lave dem. Indimellem fulgte vi med Joseph Fiennes på en spadseretur rundt i Stratford. Det blev en meget smuk, morsom og tankevækkende aften.

Læring for livet

Mine forældre sørgede for, at jeg tidligt lærte Shakespeare at kende gennem Laurence Oliviers fremragende filmiske opsætninger af “Hamlet” og “Henry V”. Kyndigt kommenteret af min mor og far, så de sproglige perler ikke blev kastet for “svin”.

Siden introducerede min engelsklærer i gymnasiet mig for en læsning af værkerne. Hans suveræne gennemgang af “Macbeth” drog jeg senere fordel af på engelsk-studiet, hvor jeg skrev opgave om netop den tragedie.

Hvor jeg vil hen med det?

Jo, jeg mener, at forældre og lærere er vigtige guider til megen klassisk litteratur, og at de med værkerne i hånden kan gøde jorden for børn og unges livslange læring.

Her 30 år efter husker jeg for eksempel stadig den indsigt, min engelsklærer gav mig i såvel “Macbeth” som de eksistentielle temaer, Shakespeare behandler. En indsigt jeg siden har brugt både fagligt og personligt.

Øjenåbner

Mine forældre og min engelsklærer introducerede mig for andre litterære sværvægtere som Kurt Vonnegut, Graham Greene og Ernest Hemingway. Igen gjorde min lærers gennemgang af Hemingways novelle “Hills Like White Elephants”, at jeg ikke alene blev udstyret med et godt kendskab til den amerikanske forfatter, men også fik en livslang interesse for engelsksproget litteratur.

Nogen vil muligvis indvende, at store forfattere taler for sig selv og ikke behøver en guide til deres tekster. Det kan gælde flere moderne klassikere, og hvis man er en voksen læser. Men jeg ved, at jeg ikke ville have fattet meget af “Macbeth”, hvis jeg havde læst stykket på egen hånd i en alder af 17, og at min engelsklærer i gymnasiet var en øjenåbner for dybderne i Hemingways minimalistiske prosa.

Klassikere kan være ligesom en by, man ikke kender. Man kan sagtens gå på opdagelse på egen hånd, men det kan være meget lærerigt at have en klog guide med på turen 🙂


Læs med, når jeg anmelder Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” på udgivelsesdagen onsdag den 4. maj.