Livsvidner og livsvigtig is

Den kommende uge byder på en udgivelse med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard og en bog om isens betydning for Jorden.

Da Lisbet Dahl sidste år takkede af i Cirkusrevyen var det efter 33 sæsoner i teltet på Bakken.

Året før i 2021 sagde hendes mangeårige kollega Ulf Pilgaard farvel til samme revy efter 40 sæsoner.

Selv om de to folkekære skuespillere har arbejdet sammen på de skrå brædder i en menneskealder, har de aldrig opfattet sig selv eller hinanden som bedstevenner.

Til gengæld har de mange år, Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard har kendt hinanden, og hvor de har spillet sammen i talrige forestillinger betydet, at de er blevet hinandens livsvidner.

Ægteskab uden sex

Det fortæller Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard nu om i samtalebogen, “Livsvidner”.

Forud for udgivelsen skriver forlaget Lindhardt og Ringhof:

I bogen dykker de igennem samtaler ned i den samhørighed, som Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard selv kalder for “et ægteskab … bare uden sex”. Undervejs fortæller de to skuespillere både sjove og tankevækkende historier og anekdoter fra deres mangeårige karrierer, og om alle lige fra Dirch Passer til dronning Margrethe. Alt sammen med den lune, vid og sans for den skarpe bemærkning, der kendetegner dem begge.” (Kilde: Lindhardt og Ringhof)

Livsvidner-forside copy

Bogen udkommer 1. marts.

Mere end stjernestøv

For cirka 4,6 milliarder år siden blev Jorden og resten af Solsystemet dannet ud fra en interstellar sky bestående af støv og gas.

I starten var Jorden så varm, at den var ubeboelig, men en serie af iskometer bragte vand og materialer fra det ydre rum ned til kloden. Iskometerne afkølede Jorden og gjorde den hermed beboelig.

Nu fortæller en ny bog, “Isbogen – Hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt”, om isens mystik og videnskaben bag.

“Isbogen” er skrevet af professor i klimaforandringer, Sebastian H. Mernild, og journalist og digter, Victor Boy Lindholm.

Isen er livsvigtig

I præsentationen af “Isbogen” skriver forlaget Gyldendal:

Gennem Jordens lange historie har gigantiske områder været dækket med is. Den har formet den måde, vores landskab ser ud på og påvirket den måde, vi mennesker lever på. Is er afgørende for kloden og for de enorme systemer, der holder vores vejr i skak og gør planeten beboelig. Men hvad er is, hvorfor er den altafgørende for vores art, og hvad sker der den dag, isen er væk?

ISBOGEN er en livsbekræftende og underholdende bog, der beretter om isens enorme indvirkning på vores fælles historie og samtidig afslører de hemmeligheder, som ligger gemt dybt under den kilometerdybe sne i Grønland.” (Kilde: Gyldendal)

Isbogen-forside

Bogen udkommer 1. marts.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Berlingske

https://www.berlingske.dk/scene/efter-33-saesoner-i-cirkusrevyen-paa-bakken-skifter-lisbeth-dahl-til

Cirkusrevyen

https://cirkusrevyen.dk/information/aktuelt/cirkusrevyen-maa-undvaere-lisbet-dahl

https://cirkusrevyen.dk/information/aktuelt/dronningen-overraskede-ulf-pilgaard-i-hans-sidste-forestilling

Den store danske

https://denstoredanske.lex.dk/Jorden

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702381306&mode=comende

Lindhardt og Ringhof

https://www.lindhardtogringhof.dk/livsvidner


Til kamp for naturen

Naturen er hovedperson og omdrejningspunktet for en række bøger, der er udkommet i år.

I dag er officielt den sidste dag for COP27 (FN’s klimatopmøde 2022), som i år er blevet afholdt i Sharm El Sheikh, Egypten.

Hvad der reelt kommer ud af mødet, og hvorvidt COP27 bliver fulgt op af handling, må tiden vise. Uanset hvad står det dog klart, at der er brug for akut handling på alle planer, hvis vi skal bremse de menneskeskabte klimaforandringer og afbøde de alvorlige konsekvenser heraf.

Derfor er der heller ikke noget at sige til, at klimaet og naturen fylder i litteraturen netop nu.

For tre uger siden udkom Greta Thunbergs “Klimabogen”, hvor hun har samlet flere end hundrede af klodens førende eksperter inden for natur- og humanvidenskaberne og talt med dem om, hvordan vi kan redde vores hårdt prøvede klode.

Klimabogen-forside

Men også en række andre forfattere sætter fokus på naturen på hver deres måde. Her er et kig på nogle af de engelsksprogede titler:

En verden af træer

I “Tree-spotting: A Simple Guide to Britain’s Trees” får læserne en illustreret guide til 52 træsorter i Storbritannien.

Bogen er blevet til i et samarbejde mellem en mor, botaniker og økolog Ros Bennett, og hendes datter, Nell Bennett.

Da Nell var barn, tilbragte hun og hendes mor en stor del af tiden med at udforske de lokale skove sammen, og Nell opdagede her træernes visuelle og taktile skønhed. 

Nu har de kombineret Ros’ botaniske viden og Nells evner som illustrator og skabt en bog, der hjælper læserne med at artsbestemme over et halvt hundrede britiske trætyper.

Tree-Spotting-forside

Et liv på landet

Den britiske forfatter Ronald Blythe bor på en gammel gård i den østlige del af England på grænsen mellem Suffolk og Essex.

Fra sin gård, der tidligere har tilhørt kunstmaleren John Nash, har Blythe igennem et halvt århundrede nu observeret naturens gang og de skiftende årstider, kirkeåret og landsbylivet.

I sin bog “Next to Nature: A Lifetime in the English Countryside” inviterer Ronald Blythe læserne til at følge med i livet på landet.

Bogen starter med den nyfaldne sne nytårsdag og runder af med julesangene sunget i landsbykirken, samtidig med at Blythe reflekterer over emner som liv og tro, litteratur, kunst og historie og menneskets plads i landskabet.

Next to Nature-forside

Gå for livet

I “Landlines” fortæller den britiske forfatter Raynor Winn om sin og ægtemandens over 1500 kilometer lange vandring fra det nordvestlige hjørne af Skotland og ned til de velkendte kyster langs South West Coast Path, der er Englands længste markerede langdistance-sti.

Raynor Winn og hendes mand Moth har før tilbagelagt store afstande til fods sammen, men denne gang er Moths helbred ikke godt, og det ser kun ud til at blive værre.

At være ét med naturen har tidligere hjulpet parret igennem deres mørkeste stunder, og måske vil de også denne gang kunne mærke vandringens magi?

Landlines-forside

Red insekterne

Den britiske biologiprofessor og naturforkæmper Dave Goulson har tidligere været omtalt på bloggen (læs indlæg om “Den kriblende have – Sådan dyrker du din have og redder kloden” her)

Mange læsere vil også kende Dave Goulson for hans bestseller “Humlen ved det hele”, der er en uforbeholden kærlighedserklæring til humlebien og livet på jorden.

Nu er Dave Goulson atter på barrikaderne i forsvaret for vores seksbenede venner. I “Silent Earth: Averting the Insect Apocalypse” afslører han, hvor chokerende meget bestanden af insekter er gået tilbage, og hvilke katastrofale følger det kan få.

Bogen kalder til våben for forandring på alle niveauer – på regeringsplan, inden for landbrug og industri og i vores egne hjem og haver.

Vi kan meget vel føle os afmægtige, når vi står over for så alvorlige miljøproblemer, men selv om tiden er ved at løbe ud, kan vi stadig nå at redde insekterne.

I “Silent Earth: Averting the Insect Apocalypse” viser Dave Goulson os, hvordan vi hver især med enkle midler kan hjælpe insekterne og forhindre deres (og vores egen) undergang.

Goulson-forside-2

Bogen udkom i 2021 og fås nu også som paperback.

God weekend – og læselyst!


Kilder:

“Tree-spotting: A Simple Guide to Britain’s Trees”

https://www.waterstones.com/book/tree-spotting/ros-bennett/nell-bennett/9781787398702

“Next to Nature: A Lifetime in the English Countryside”

https://www.waterstones.com/book/next-to-nature/ronald-blythe/9781399807791

“Landlines”

https://www.waterstones.com/book/landlines/raynor-winn/9780241484562

“Silent Earth: Averting the Insect Apocalypse”

https://www.waterstones.com/book/silent-earth/dave-goulson/9781529114423


Gates og klimaet

Ny bog af Microsoft-grundlægger Bill Gates ser på, hvordan vi kan løse klimakrisen.

Vores brug-og-smid-væk-praksis af digitale værktøjer er ikke just gavnlige for kloden og klimaet, ligesom vores digitale liv i det hele taget ikke er det.

Hver gang vi sender mails, gemmer billeder og streamer en video, udleder det CO2. Hertil kommer, at flere og flere mennesker bruger internettet, og at de bruger det i stadig stigende grad. Og de ubegrænsede mængder data, vi selv, organisationer og virksomheder verden over gemmer på servere, udleder CO2.

I en artikel offentliggjort sidste år, omtaler mediet Verdens bedste nyheder en analyse foretaget af den amerikanske datavirksomhed Veritas Technologies, som anslår, at 52 procent af al data, organisationer og virksomheder gemmer, er mørk data. Det vil sige, data, der slet ikke bliver brugt til noget:

Lagringen bidrager til et stort energiforbrug, og Veritas Technologies vurderer, at ubrugt data på den måde bidrager til 6,4 millioner tons CO2-udledning på verdensplan i år.” (Kilde: https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/toem-indbakken-og-hjaelp-klimaet/)

Undgå katastrofen

Med det in mente kan det blive ekstra interessant at læse “Sådan undgår vi klimakatastrofen” – en ny bog af Bill Gates, medgrundlægger af og tidligere bestyrelsesformand og hovedsoftwarearkitekt for Microsoft.

I sin foromtale af “Sådan undgår vi klimakatastrofen” skriver Gates’ danske forlag:

Bill Gates har brugt et årti på at undersøge klimaforandringernes årsager og virkninger. Med hjælp fra eksperter inden for fysik, kemi, biologi, ingeniørvidenskab, statskundskab og økonomi har han fokuseret på, hvad der skal gøres for at standse planetens kurs mod en miljømæssig katastrofe.

I bogen giver han os en skarpsynet beskrivelse af de udfordringer, vi står over for. Som teknologiudvikler har Bill Gates erfaret, hvordan ny teknologi og innovation kan forandre verden. Med afsæt i denne erfaring beskriver han de områder, hvor teknologien allerede bidrager til at reducere CO2-udledningerne, hvor og hvordan den nuværende teknologi kan bringes til at fungere mere effektivt, hvor der er brug for teknologiske gennembrud, og hvem der arbejder på disse helt nødvendige innovationer. Endelig fremlægger han en konkret, praktisk plan for at nå målet om at få CO2-udledningerne ned på nul, idet han ikke alene foreslår politiske målsætninger, som regeringer bør arbejde ud fra, men også hvad vi som enkeltpersoner kan gøre for at holde vores regeringer, vores arbejdsgivere og os selv ansvarlige i denne livsvigtige kamp for klimaet.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen udkommer på dansk 16. februar 2021.

God læselyst!


Bonusinfo

Bill Gates (født 1955) grundlagde Microsoft sammen med sin barndomsven Paul Allen i 1975.

I 2000 grundlagde Bill Gates og hans kone den humanitære organisation Bill & Melinda Gates Foundation, som blandt andet har givet store bidrag til kampen mod hiv/aids, tuberkulose og malaria.

Herudover er han engageret i kampen for at fremme ren energi og anden miljøvenlig teknologi.

Du kan læse om Bill Gates’ bestræbelser på at klare klimakrisen med atomkraft på bl.a. Videnskab.dk: https://videnskab.dk/teknologi-innovation/bill-gates-vil-klare-klimakrisen-med-atomkraft-bliv-klogere-paa-projekt


 

Vilje og vaner

Hvor der er vilje, er der vej. Men hvor stor er viljen til at gøre noget for klimaet reelt?

Under corona-lockdown har vi kunnet læse og ligefrem mærke, at luften er blevet renere i storbyer verden over. Forskning viser også, at de mange passagerfly, der holder stille, gavner klimaet.

Alene i Kina førte coronakrisen til et fald i energiforbruget og luftforureningsudslippet på 25 procent over to uger primært pga. nedsat el-forbrug, industriproduktion og transport. (Kilde: Videnskab.dk, 21. marts 2020)

Men i kølvandet på genåbningen vejrer vækstglade danskere, der for enhver pris vil tilbage til “normalen”, nu morgenluft (hvor forurenet den end måtte blive).

I forgårs kunne tv-avisen berette, at dankortene igen gløder herhjemme, hvilket er “godt nyt for den samlede økonomi.” I samme tv-avis blev det meddelt, at SAS har genåbnet linjen mellem Aarhus og København. Også det blev serveret som en god nyhed, da vi jo skal “have gang i hjulene igen”.

Og det til trods for, at vi ved, at vores mindre forbrug af fossile brændstoffer under lockdown har lagt en dæmper på CO2-udledningen, og at man kan spørge, hvor nødvendigt det er med indenrigsflyvninger i så lille et land som Danmark?

Ord, ord, ord

Det er ellers ikke, fordi det skorter på klimaplaner.

“Man kan snart ikke se klimakrisen for bare klimaplaner” skrev Jørgen Steen Nielsen forleden i Informations leder. (Kilde: Information, 3. juni 2020)

Dansk Erhverv, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Ingeniørforeningen IDA, Klimarådet, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer er blandt dem, der har fremlagt løsninger.

Vel at mærke samtidig med, at flere af dem hurtigst muligt vil have gang i forbrugsfesten igen.

Lyt til Attenborough

Så hvad gør man, når man står i en samtid, hvor mange siger, at de ønsker at redde klimaet, men ikke vil bringe de nødvendige ofre?

Tja, ud over at feje for egen dør, holde igen med overforbrug (herunder flyrejser) og håbe, at væksten vil give flere penge til den grønne omstilling, kan man vente på den kendte naturforsker David Attenboroughs nye memoirer.

Bogen udkommer 15. oktober 2020.

Den britiske boghandel Waterstones skriver om “A Life on Our Planet”:

Attenborough’s new biography sends an empowering message about the crucial importance of will in tackling the climate crisis and preserving our precious ecosystem for generations to come.”

Selv siger David Attenborough:

I am 93. I’ve had an extraordinary life. It’s only now that I appreciate how extraordinary. As a young man, I felt I was out there in the wild, experiencing the untouched natural world – but it was an illusion. The tragedy of our time has been happening all around us, barely noticeable from day to day – the loss of our planet’s wild places, its biodiversity. I have been witness to this decline. A Life on Our Planet is my witness statement, and my vision for the future. It is the story of how we came to make this, our greatest mistake – and how, if we act now, we can yet put it right. We have one final chance to create the perfect home for ourselves and restore the wonderful world we inherited.” (Kilde: Waterstones)

Hvis vi altså sætter handling bag de gyldne ord og grønne løfter – også i Danmark.

God weekend!


Kilder

Information, 3. juni 2020: https://www.information.dk/indland/leder/2020/06/praesenterer-klimaplaner-bortset-regeringen?utm_source=Morgendagens%20digitale%20avis%20p%C3%A5%20mail&utm_campaign=578ed6831e-EMAIL_CAMPAIGN_2020_06_02_07_46&utm_medium=email&utm_term=0_5b6847ab1d-578ed6831e-413904605&mc_cid=578ed6831e&mc_eid=d76fbb832e

DR TV Avisen kl. 21, 2. juni 2020: https://www.dr.dk/drtv/episode/tv-avisen-21_00_-uroligheder-over-hele-usa_189297

Videnskab.dk, 21. marts 2020: https://videnskab.dk/kultur-samfund/topforsker-med-optimistisk-haab-i-moerket-hvis-vi-spiller-kortene-rigtigt-kan-corona

Waterstones: https://www.waterstones.com/book/a-life-on-our-planet/david-attenborough/2928377041670?utm_source=wsnonfictionA310520&utm_medium=email&utm_campaign=roundup

Læs mere om David Attenborough her: https://www.britannica.com/biography/David-Attenborough