Lydbogsføljeton

Har du lagt mærke til kæmpeplakaterne med den unge mand, der flækker i et grin, og den midaldrende kvinde, der spærrer øjnene op, mens de har høretelefoner på?

Det kan også være, du har set tv-klippet med en kvindelig kondiløber, der smelter sammen med et andet univers midt i en skov.

Hvad enten man er på gåben eller med bus, er reklamerne for lydbogstjenesten Storytel svære at komme udenom i gadebilledet.

Nu er forlaget Rosinante & Co. sprunget med på vognen!

I fredags var der premiere på et nyt føljetonformat til lydbogslyttere, som er blevet til i et samarbejde mellem Rosinante & Co. og Storytel, og de næste fire fredage kan man lytte med på føljetonen, som er den første af sin slags i Danmark.

HBO og Netflix

Formatet er inspireret af tv-streamingtjenesterne HBO og Netflix, der har verdensomspændende succes med egenproducerede tv-serier som “House of Cards”.

Historien, som lytterne kan følge over fem fredage, hedder “En ærlig mand” og er skrevet af forfatter Lars Kjædegaard og indlæst af skuespiller Carsten Bjørnlund.

De fem afsnit bygger på den første bog i Kjædegaards “Montebello-trilogi”, der udkom fra 2006-2008.

Hovedpersonen Poul passer sine forældre, Inger og Arne. Men en dag får Poul en større sum penge. Da han har talegaverne i orden og nu også penge på lommen, starter han sin biks “Ærligt nærvær”, hvor han giver gratis råd om alt mellem himmel og jord. Poul er ikke bange for at give sin ærlige mening, men hans råd er en torn i øjet på kommunens institutionaliserede sagsbehandlerkultur, og hans virksomhed får konsekvenser for hans egen familie.

Moderne sjælesørger

På Storytels hjemmeside fortæller forfatteren Lars Kjædegaard blandt andet:

“Hele dynamikken omkring Poul Helweg tager udgangspunkt i, at mange mennesker ikke har nogen at tale med. Men Poul Helweg stiller sig til rådighed. Han er en begavet og desuden meget tiltrækkende mand. Og ved at gøre ham til en slags moderne sjælesørger for almindelige borgere, kan de enkelte afsnit af ’En ærlig mand’ gennemspille og forholde sig til stort set alle det moderne livs problemer.”

Man kan følge lydbogsføljetonen hver fredag til og med den 5. februar, hvis man er abonnent på Storytel. Læs mere på: www.storytel.dk

Føljetonen udgives samtidig i Norge, Sverige og Finland. Læs forlagets omtale af projektet her:

http://www.rosinante-co.dk/indholdssider/en%20aerlig%20mand