Lysets tøven

Ny flot tegneserie fortæller levende og spændende om en af Danmarks største videnskabsmænd og hans liv som astronom, opfinder, ingeniør og embedsmand.

I år er det 350 år siden, at Ole Rømer (1644-1710) gennem observationer af Jupiters inderste måne Io påviste lysets endelige hastighed. Rømers banebrydende opdagelse blev en vigtig del af grundlaget for den verdensberømte fysiker Albert Einsteins relativitetsteori.

Ole Rømer var i det hele taget et multigeni. Udover at være astronom fik han blandt andet springvandene i Versailles til at virke, udviklede en temperaturskala, der inspirerede Fahrenheit, og opmålte Danmarks veje.

Han opnåede også at blive borgmester i København, hvor han fornyede byens kloakker, indførte lys i gaderne og reformerede fattigvæsenet.

Nu kan man lære om Ole Rømer og hans opsigtsvækkende liv i tegneserien “Ole Rømer – Han så lysets tøven”.

Lang og lærerig proces

Det er Flemming Hansen, Ph.d. i digital kommunikation og satellitkommunikation fra DTU, Jens Olaf Pepke Pedersen, Ph.d. i fysik og seniorforsker på DTU Space, og Bjørk Matias Friis, prisbelønnet tegneserieskaber, der fortæller om Ole Rømer i tekst og billeder.

I anledning af udgivelsen siger Flemming Hansen blandt andet:

Vores tegneserie giver en letforståelig introduktion til Ole Rømers arbejdsområder, hans videnskabelige metode og resultater, hans liv og gerning, med morsomme episoder ind imellem, helt i tegneseriemediets ånd.” (Kilde: Forlaget Eudors pressemateriale)

Sammesteds udtaler medforfatter Jens Olaf Pepke Pedersen:

I dag er en præcis forståelse og anvendelse af lysets hastighed afgørende for telekommunikation, internetforbindelser og GPS-satellitter.”

Af forlagets pressemateriale fremgår det endvidere, at de to forfattere og illustratoren i mere end et år har mødtes hver uge for at udveksle ideer til det fælles projekt, ligesom de har været i Paris for at besøge de steder, Ole Rømer færdedes.

Arbejdet med at visualisere Ludvig XIVs Paris og Christian Vs København, sætte sig ind i det sene 1600-tals samfund og sindelag og gøre Ole Rømer levende for læseren har været en lang og lærerig proces i samarbejde med Flemming og Jens Olaf,” fortæller illustrator Bjørk Matias Friis. (Kilder: Forlaget Eudors pressemateriale)

Scenen er sat

“Ole Rømer – Han så lysets tøven” starter i året 1662.

Den unge nyudklækkede student Ole Rømer begiver sig fra Aarhus mod hovedstaden draget af Københavns Universitet.

På de to første sider præsenteres læseren ikke alene for Ole Rømer og hans familiebaggrund, vi får også at vide, hvordan han fattede interesse for astronomi.

Informationerne falder let og naturligt i en dialog, Rømer har med en ukendt medpassager på rejsen, som giver den unge Ole gode råd med på vejen. Medpassageren fortæller ham blandt andet om Rasmus Bartholin, kong Christian V’s Mathematicus, der bliver Rømers vejleder.

På fornemmeste vis er scenen således sat i såvel tekst som billeder.

Humor og vid

Efterfølgende er vi med på lørdagsmødet i Académie Royale des Sciences Bibliotèque du Roi i Paris, hvor tidens førende astronomer drøfter Tycho Brahes observationer og bliver enige om at foretage en ekspedition til Danmark.

Samtidig er Rasmus Bartholin ved at forberede den samlede udgivelse af Tycho Brahes observationer, der ikke blev færdiggjort i Brahes levetid, og Ole Rømer hjælper med det udfordrende arbejde.

Vi følger med på de franske astronomers og Ole Rømers rejse til øen Hven, hvor videnskabsmændene må bakse med vind og vejr, der vanskeliggør deres målinger.

Uddrag fra bogen.

Siden går turen til Paris, hvor Rømer bliver optaget som medlem af det franske Kongelige Videnskabelige Akademi, arbejder sammen med mange af tidens førende videnskabsmænd, og hvor han i 1676 påviser “lysets tøven”, lysets endelige hastighed.

Bogen skildrer også med humor og vid Rømers mange andre bedrifter i udlandet og herhjemme, og hvordan han evnede at omsætte videnskab til praktiske løsninger.

Imponerende værk

“Ole Rømer – Han så lysets tøven” er på alle måder et imponerende værk, hvor den lærerige, men letlæste tekst, der bobler af engagement, og de fantastisk flotte tegninger og lige så stilsikre grafik understøtter hinanden på bedste vis.

Bagest i bogen er der tilmed et meget velskrevet og informativt baggrundsmateriale.

Her kan man for eksempel læse om tiden før Ole Rømer med Tycho Brahe og hans observationer foretaget fra det berømte forskningscenter på øen Hven.

Der er også spændende læsning i afsnittet “Arven efter Tycho Brahe”, ligesom afsnittene “Solkongens videnskab”, “Jupiter og dens fire “galileiske måner”” og “Rømer som menneske og videnskabsmand” for blot at nævne nogle er underholdende og lærerige.

Også bogens udstyr fortjener ros!

I bedste Tin Tin-stil er der på indersiden af bogens hardcover portrætter af persongalleriet, fra Ole Rømer, professor Rasmus Bartholin og hans familie samt kong Christian V til fysiker og instrumentmager Fahrenheit, astronomerne Picard og Cassini og Solkongen, Ludvig XIV.

Det er en kunst at kunne formidle både videnskab og historie så levende og spændende, som det er lykkedes Flemming Hansen, Jens Olaf Pepke Pedersen og Bjørk Matias Friis i “Ole Rømer – Han så lysets tøven”.

Udgivelsen er støttet af Novo Nordisk Fondens program for naturvidenskabelig uddannelse og uformelle læringsmiljøer.

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen er netop udkommet.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo

Bjørk Matias Friis (født i 1990) er historielærer og har illustreret en række lære-, letlæsnings- og børnebøger. Han står blandt andet bag den prisbelønnede vikingetegneserie “Midgårdsskrøner”.

Flemming Hansen (født i 1948) er ejer og stifter af firmaet RadioLab Consulting, hvor han blandt andet arbejder med kommunikationssatellitter, jordstationer og rumteknologi. Han har tidligere arbejdet for DTU Space og bidraget til mange rummissioner.

Jens Olaf Pepke Pedersen (født i 1958) forsker i klimaændringer og rumvejr. Han har arbejdet på blandt andet Niels Bohr Instituttet og CERN. Herudover er han redaktør af fysik- og astronomitidsskriftet Kvant, medforfatter til tegneserien “Ørsted – Han satte strøm til verden” og har udgivet bogen “Fra Lys til Liv” om forholdet mellem naturvidenskab og kristendom.


Kilder:

Forlaget Eudor

Pressemateriale

Hjemmeside:

https://www.eudor.dk/shop-2/boeger-for-unge/ole-roemer-han-saa-lysets-toeven/