Heltemod og held

Nu kommer andet bind i romanserie om en dansk Royal Air Force-pilot under Anden Verdenskrig.

I sidste måned kunne man her på bloggen læse om Donald L. Millers bog om amerikanske piloters tapre indsats under Anden Verdenskrig, “Masters of the Air: How The Bomber Boys Broke Down the Nazi War Machine” (læs indlæg her: Helte på vinger).

Og der er mere nyt fra bogfronten om helte på vinger – denne gang i romanform.

I dag udkommer “Stamina – Krig og Kærlighed”.

Romanen er skrevet af Max Ulrich Klinker og er en selvstændig fortsættelse til “Pastorale – Krig og Kærlighed” om den unge danske Royal Air Force-pilot Herman Andersen, der har rødder i Kenya. Handlingen i første bind bød på både farlige flytogter, luftdueller, kærlighed og forbudt erotik.

Fester og gravøl

I sin præsentation af Max Ulrich Klinkers nye bog, der atter har Herman Andersen som hovedperson, skriver forlaget Brændpunkt blandt andet:

Stamina følger livet blandt flyvere i 1940 til 1941 med dramatiske kamphandlinger i luften om dagen og vilde fester og gravøl i baren om aftenen. Det er en udviklingshistorie med masser af autenticitet, der ikke blot fortæller om krigen og Hermans længsel efter kærlighed, men også tegner et tids- billede fra forskellige miljøer, der vækker mindelser om Brideshead Revisited eller Downton Abbey.” (Kilde: Brændpunkt)

Foruden det livsfarlige arbejde som RAF-pilot, et arbejde der kræver såvel heltemod som held, byder andet bind på et møde i Washington mellem Herman, hans forlovede Anne og den danske ambassadør Henrik Kauffmann.

Som bekendt brød Henrik Kauffmann med den danske samarbejdsregering og førte sin egen udenrigspolitik. Kauffmann indgik blandt andet en aftale med USA om forsvaret af Grønland uden beføjelse fra regeringen i København.

Særlig autenticitet

Da første bind, “Pastorale – Krig og Kærlighed”, udkom i 2021, gav Kristeligt Dagblad romanen 5 stjerner og skrev blandt andet i anmeldelsen:

Det er – efter fire tidligere bøger – denne forfatters hidtil største og samtidig mest overbevisende satsning. Han folder sig ud som en medrivende fortæller i en historie, der er sikker både i sin tids- og miljøbeskrivelse og dertil har psykologisk dybde. Ud over at være jurist har Klinker tidligere virket som civilpilot, blandt andet i SAS, og hans fortrolighed med fly og flyvning er med til at give romanen en ganske særlig autenticitet. På dette punkt indtager han sammen med en anden stor fortæller og tidligere pilot, Peder Hove, en særstilling i dansk litteratur.” (Kilde: Kristeligt Dagblad)

Kristeligt Dagblad kårede også “Pastorale – Krig og Kærlighed” til at være blandt de 25 bedste bøger i 2021.

Og nu er der altså mulighed for at læse, hvad Herman Andersen videre oplever som Royal Air Force-pilot i England under Anden Verdenskrig.

230912 Forside Stamina (1,9 Mb) maleri af Dan Frøjlund

Bogen udkommer i dag.

God weekend – og læselyst!


Bonusinfo

Max Ulrich Klinker (født 1965) er jurist og tidligere pilot i SAS. Han har også arbejdet som pilot i andre luftfartsselskaber med operationer i blandt andet Afrika og som flyveinstruktør. Max Ulrich Klinker debuterede i 2011 med novellesamlingen SMAK.


Kilder:

Brændpunkt

https://brændpunkt.dk/index.php/product/pastorale-max-ulrich-klinker/

Den Store Danske

https://denstoredanske.lex.dk/Henrik_Kauffmann

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af “Pastorale – Krig og Kærlighed” her:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/roman-om-ung-pilotofficer-under-anden-verdenskrig-er-overbevisende-satsning


Helte på vinger

Ny bog om amerikanske piloters heltemod under Anden Verdenskrig og en vennebog til voksne er denne uges titler på bloggen.

“Masters of the Air” er en ny tv-serie om amerikanske piloter, hvis heroiske indsats under Anden Verdenskrig spillede en afgørende rolle i besejringen af Nazityskland.

Krigsserien er produceret af blandt andre Steven Spielberg og Tom Hanks, der også tidligere har lavet den fremragende tv-serie “Band of Brothers” sammen.

Duoens nye krigsserie “Masters of the Air” kan streames på Apple TV+.

Men hvis man ikke lige har adgang til Apple TV+, kan man nu læse bogen bag tv-serien, Donald L. Millers “Masters of the Air: How The Bomber Boys Broke Down the Nazi War Machine”.

The Bloody 100th

Donald L. Miller er en anerkendt amerikansk historiker med ekspertise i Anden Verdenskrig.

I “Masters of the Air: How The Bomber Boys Broke Down the Nazi War Machine” trækker Miller på interviews og øjenvidneudsagn og såvel amerikanske og britiske som tyske arkiver.

Læserne følger de unge amerikanske piloter fra “the Eighth Air Force’s 100th Bomb Group” – også kaldet “the Bloody 100th” – på deres farefulde færd i bombefly over Europa.

Dødsensfarlige missioner

Man er med, når de legendariske piloter udkæmper nervepirrende slag i luften med kun ringe odds for at overleve, og når de heldige overlevende vender tilbage til luftbaserne i England.

Miller tager også læserne med til de tyske fangelejre, som nedskudte piloter blev anbragt i, og til de omfattende ødelæggelser på jorden, som civile var vidner til.

De piloter, der slap uskadte tilbage fra bombetogterne, kunne til gengæld sove i rene senge, drikke øl i lokale pubber og danse til swingmusik imellem missionerne. Disse goder var ikke alle soldater forundt, men skulle være med til at opveje de ekstremt livsfarlige krigshandlinger, piloterne udførte.

Waterstones skriver om Donald L. Millers bog:

Drawn from interviews, oral histories, and American, British and German archives, Masters of the Air is the authoritative, deeply moving and important account of the world’s first and only bomber war.” (Kilde: Waterstones)

masters-of-the-air-how-the-bomber-boys-broke-down-the-nazi-war-machine

Bogen er udkommet.

Vennebøger

Og så til noget ganske andet.

Tilbage i 1970erne var vennebøger et hit. I hvert fald var vi en del i min klasse, som fik en ABBA ven og venindebog.

For nylig dukkede min gamle vennebog op fra gemmerne, og det var en fornøjelse at læse om mine klassekammeraters fritidsinteresser, livretter, yndlingsblomster og yndlingsdyr, yndlingsmelodier og yndlingsskuespillere.

Lige så sjovt var det også at se, at flere i min familie, og at nogle af mine forældres venner havde skrevet i bogen. For eksempel kunne jeg læse, at min far samlede på lyse minder, og at hans gode ven og kollega samlede på livets glæder!

IMG_3349

Populær vennebog fra 1970erne.

Min fine ven

Måske får vennebøger nu en renæssance?

I dag udkommer “Min fine ven – en vennebog for voksne”.

Ifølge forlaget Gutkind er bogen “En hyldest til venskaber – de korte, de livslange, de dybe, de sjove og de mere komplicerede.” (Kilde: Gutkind).

Det er forfatter, tegner og grafisk designer Line Jensen, der har lavet bogen, som også rummer korte tekster, citater og Line Jensens egne illustrationer.

I forbindelse med udgivelsen skriver forlaget Gutkind:

Nogle venner er den familie, man selv vælger, andre sejler man bare kajak eller udveksler strikkeopskrifter med. Nogle betyder det hele i en bestemt fase, andre bor for altid i hjertet.

Min fine ven er en brugsbog, en gavebog og en refleksionsbog. Første del udfyldes af dine venner, i anden del kan du selv reflektere over dine venskaber. De venner, du griner med, dem du danser grimt med, dem du skændes med så det brager, og dem du ringer til, når det hele brænder på.” (Kilde: Gutkind)

Min fine ven-forside

Bogen udkommer i dag.

Så hvis man er lidt træt af de sociale medier, kunne man overveje at anskaffe sig “Min fine ven” – eller måske forære den til en god ven 🙂

God weekend – og læselyst!


Kilder:

Gutkind

https://gutkind.dk/bog/min-fine-ven/?utm_source=rule&utm_medium=email&utm_campaign=m%C3%A5nedens%20b%C3%B8ger%20%E2%80%93%20februar%202024

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/masters-of-the-air/donald-l-miller/9781529918571?utm_source=wsweeklyA290124&utm_medium=email&utm_campaign=weekly&utm_content=SecA7

The National WWII Museum New Orleans

https://www.nationalww2museum.org/war/articles/bloody-100th-bomb-group

Læs Berlingskes anmeldelse af tv-serien “Masters of the Air” her:

https://www.berlingske.dk/kultur/de-blev-sendt-paa-vingerne-for-at-knaekke-tyskerne-nu-faar-himlens-legender