Liza med et Z

Liza Minellis selvbiografi udkommer samme uge, hvor superstjernen runder 80 år.

I efteråret tvang eftervirkningerne af en influenza mig til at blive hjemme fra en teatertur med familien.

Ærgrelsen var enorm, og eneste trøst var at finde kulturen andetsteds – i dette tilfælde på DR’s hjemmeside.

Her så jeg en blændende dokumentar fra 2024 om sang- og filmstjernen Liza Minnelli. “Liza: A Truly Terrific Absolutely True Story” giver på 1 time og 44 minutter et unikt indblik i Liza Minnellis liv, såvel det professionelle som det private.

Personligt fik jeg endnu større respekt for Liza med et Z, end jeg havde før, jeg så filmen. Det fremgår tydeligt, at Liza Minnelli ikke alene er en kæmpe kunstnerisk begavelse og en naturkraft på scenen og lærredet, men også er sine venners ven, kærlig, loyal og nærværende.

Mange vil tænke, at stjernen fik meget foræret ved at være datter af film- og sangstjernen Judy Garland og filminstruktøren Vincente Minnelli.

Men Liza Minnelli har, siden hun var helt ung, vist, at hun kan selv. At hun er en fighter. I ordets bedste forstand.

Hudløst ærlig

I dag fylder superstjernen så 80 år.

Og i tirsdags udkom hendes selvbiografi.

I “Kids, Wait Till You Hear This!: My Memoir” fortalt til Michael Feinstein, beretter Liza Minnelli med egne ord om sit begivenhedsrige liv.

Selvbiografien er hudløst ærlig, og Liza Minnelli fortæller uden omsvøb om sit forhold til sin berømte mor, Judy Garland.

Hendes elskede “Mama” med det enorme talent, men som også var et menneske, der måtte kæmpe ekstreme personlige kampe.

Kampe, der betød, at Judy Garland både var en kæmpe inspiration for sin datter, men til tider også en kilde til frygt.

Op- og nedture

Vi hører endvidere om Liza Minnellis kunstneriske karriere på Broadway og i Hollywood, om de berømte ægteskaber og forhold og om privatlivets ubærlige sorger med ufrivillige aborter og den livslange kamp mod afhængighed af piller og stoffer.

Liza Minnelli fortæller også om nætterne på den legendariske natklub Studio 54 og om den aktivisme og de venskaber og personer, der har været med til at forme hende, herunder Frank Sinatra, Elizabeth Taylor, Michael Jackson og Prinsesse Diana.

I en tid længe før woke turde Liza Minnelli udfordre konventionerne, favne seksuel fluiditet og bekæmpe fordomme. Om udgivelsen af stjernens memoirer skriver forlaget Hodder & Stoughton blandt andet:

…Liza is reclaiming her truth, dispelling tabloid myths and setting the record straight with stories she’s never shared before. Raw, strong, sexy, hilarious and unapologetically honest, this is a defiant celebration of self-belief, survival and humanity – proving once and for all why Liza remains one of the most captivating performers the world has ever known.” (Kilde: Hodder & Stoughton)

Bogen er netop udkommet.

God weekend – og læselyst!


Kilder:

Hodder & Stoughton: https://www.hodder.co.uk/titles/liza-minnelli/kids-wait-till-you-hear-this/9781399746762/

New York Times: https://www.nytimes.com/1984/03/04/arts/remembering-mama-with-liza-minnelli.html

Waterstones: https://www.waterstones.com/book/kids-wait-till-you-hear-this/liza-minnelli/michael-feinstein/9781399746762?utm_source=wsbyntrnonficA150126&utm_medium=email&utm_campaign=blog&utm_content=CTA