Det store bogsmugleri

Under den kolde krig blev millioner af bøger smuglet gennem Jerntæppet til frihedshungrende østeuropæere.

Det kan man læse i “The CIA Book Club”. I den anmelderroste bog fortæller den britiske historiker Charlie English, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste brugte litteratur som et våben til at vinde den kolde krig.

Bøger af blandt andre George Orwell og Agatha Christie skulle undergrave Sovjetunionens hårde censur og opbygge relationer til læsere i Østblokken.

Værker som “1984” og “Animal Farm” skulle vise Østblokkens borgere, at der fandtes andre kulturer og tankesæt end kommunismens strenge doktriner.

Hjerner og hjerter

Den hemmelige operation, der skulle udfordre Sovjetunionens undertrykkelse af den frie tanke, gik under navnet “CIA book programme” og blev ledet af George Minden.

Minden var født i Bukarest i Rumænien og forstod om nogen, at den kolde krig ikke kunne vindes med militære midler, men i lige så høj grad var en kamp om at vinde folks hjerner og hjerter.

Østeuropæerne havde med andre ord brug for frie tanker, kultur, kunst og underholdning udefra samt Vestens opbakning og solidaritet.

Fra hovedkvarteret på Manhattan i New York orkestrerede George Minden CIA’s bogklub, der smuglede ti millioner forbudte bøger ind i Østeuropa via lastbiler, ombord på både, smidt ned fra luften og skjult i rejsendes bagage.

Når først bøgerne var sluppet gennem Jerntæppet, cirkulerede de hemmeligt blandt ligesindede læsere og forvandlede stille og roligt læserne til systemkritikere.

De bandlyste bøger blev også kopieret af østeuropæere, så de fik større udbredelse. I Polen var den forbudte litteratur i slutningen af 1980erne så udbredt, at den kommunistiske censur brød sammen.

Naiv muldvarp

“The CIA Book Club” har som sagt høstet mange anmelderroser.

I sin anmeldelse i The Guardian skriver John Simpson blandt andet:

The CIA Book Club is a real pleasure to read – a finely written page-turner full of well-researched stories of smuggling, intrigue and survival. It would make an exceptionally good series for television, and it provides a powerful reminder of the extraordinary events of Poland’s struggle for freedom.” (Kilde: The Guardian)

John Simpson er world affairs editor på BBC og har i øvrigt sin egen anekdote at fortælle. I 1978 bad en kollega ham tage et eksemplar af Aleksandr Solzhenitsyns “The Gulag Archipelago” med til en russisk ven, hvilket Simpson gjorde.

Først med “The CIA Book Club” er det gået op for Simpson, at han dengang højst sandsynligt agerede naiv muldvarp i CIA’s hemmelige bogklub. (Kilde: The Guardian)

Bogen er udkommet.

Charlie English har tidligere arbejdet som journalist for The Guardian og er forfatter til to andre bøger ud over “The CIA Book Club”.

God weekend – og god læselyst!


Kilder:

HarperCollinsPublishers

Penguin Random House

Waterstones

The Guardian


Sonny Boy

En af vor tids største skuespillere, Al Pacino, fortæller i en ny selvbiografi om sit liv og sin livslange kærlighed til skuespilfaget.

That’s my family Kay, that’s not me.”

Citatet stammer fra filmen “The Godfather” (1972), og det er Michael Corleone, spillet af Al Pacino, der forsikrer Kay (Diane Keaton) om, at han ikke er ligesom sin mafia-familie. Men som bekendt gik det anderledes.

Da vi herhjemme for nylig genså Francis Ford Coppolas mesterværk, stod det endnu engang klart, at “The Godfather” vil funkle på filmhimlen til evig tid.

Historien, skuespilpræstationerne, scenografien og musikken, fotograferingen og klipningen er ganske enkelt uovertrufne.

Filmen blev da også Al Pacinos store gennembrud på det hvide lærred. Mario Puzo, forfatteren til bogen bag filmen, har sagt om Al Pacinos præstation:

As Michael in The Godfather, Pacino was everything I wanted that character to be on screen. I couldn’t believe it. It was, in my eyes, a perfect performance, a work of art” (Kilde: Penguin)

Barn af gaden

Nu fortæller filmikonet så om sit liv og kunstneriske virke i “Sonny Boy: A Memoir”.

Ifølge forlaget Cornerstone (et underforlag til Penguin Random House) er Al Pacinos selvbiografi “an astonishingly revelatory account of a creative life in full” (Kilde: Penguin).

I bogen fortæller Al Pacino om, hvordan han voksede op hos sin meget kærlige, men mentalt udfordrede mor og hendes forældre, efter at hans far havde forladt dem. Det blev dog i lige så høj grad gaderne i South Bronx, der formede Pacino, og de vilde unge venner, han hang ud med, som kom til at præge ham for livet.

Da en lærer spottede Pacinos uomtvistelige skuespiltalent og pressede på for, at han kom på New York’s berømte High School of Performing Arts, var, skriver forlaget, terningerne kastet. Og forlaget skriver videre:

In good times and bad, in poverty and in wealth and in poverty again, through pain and joy, acting was his [Pacinos] lifeline, its community his tribe.” (Kilde: Penguin)

Filmiske milepæle

Selv om det blev “The Godfather”, der for alvor skød Al Pacinos karriere i gang, havde han allerede imponeret med sin præstation i filmen “The Panic in Needle Park” fra 1971. Rollen som stofmisbrugeren Bobby var hans første filmhovedrolle.

Som forlaget skriver i deres foromtale af bogen, havde Al Pacino fire år senere i en alder af bare 35 år indspillet yderligere fire film, der ikke alene blev kæmpe succeser, men også regnes for milepæle i filmhistorien: “The Godfather” og “The Godfather Part II”, “Serpico” og “Dog Day Afternoon”. Pacinos præstationer i disse film er i dag legendariske.

Al Pacino er mange gange blevet nomineret til en Oscar, herunder for sin rolle som Michael Corleone i “The Godfather” (bedste mandlige birolle) og “The Godfather Part II” (bedste mandlige hovedrolle). Men det blev først med filmen “Scent of a Woman” (1992), at han langt om længe fik en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Pacino og Shakespeare

Også på de skrå brædder har Al Pacino vist sit kæmpe talent. To gange har skuespilleren vundet en Tony Award (teaterverdenens pendant til Oscar). Første gang i 1969 og igen i 1977 for sine præstationer i “Does a Tiger Wear a Necktie?” og “The Basic Training of Pavlo Hummel”.

Al Pacino er også begejstret for Shakespeare og har blandt andet spillet titelrollen i “Richard III” på teatret.

Jeg husker endnu skuespillerens blændende dokumentar “Looking for Richard” (1996), der handler om opsætningen af “Richard III”.

Især husker jeg, da Al Pacino siger de berømte linjer: “Now is the winter of our discontent”, så ingen er i tvivl om alvoren heraf.

Kærlighed og formål

I deres foromtale af Al Pacinos selvbiografi skriver forlaget til slut:

Sonny Boy is the memoir of a man who has nothing left to fear and nothing left to hide. All the great roles, the essential collaborations, and the important relationships are given their full due, as is the vexed marriage between creativity and commerce at the highest levels. The book’s golden thread, however, is the spirit of love and purpose. Love can fail you, and you can be defeated in your ambitions—the same lights that shine bright can also dim. But Al Pacino was lucky enough to fall deeply in love with a craft before he had the foggiest idea of any of its earthly rewards, and he never fell out of love. That has made all the difference.” (Kilde: Penguin)

Jeg glæder mig til at læse “Sonny Boy” – og til snart at gense “The Godfather Part II”!

Sonny Boy-forside

Bogen udkommer på engelsk 15. oktober.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Broadway World

https://www.broadwayworld.com/people/Al-Pacino/

IMDB

https://www.imdb.com/title/tt0068646/characters/nm0000199

Penguin

https://www.penguin.co.uk/authors/299102/al-pacino

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/sonny-boy/al-pacino/9781529912623


Kvindeliv og svigt

Dagens nye udgivelser omhandler to vidt forskellige kvindeskæbner.

Den engelske forfatter Mary Wollstonecraft Shelley (1797-1851) er først og fremmest kendt for sin mørke romanklassiker “Frankenstein”, der udkom anonymt i 1818.

Nu udkommer for første gang på dansk Mary Shelleys anden roman “Matilda” (engelsk: “Mathilda”), som hun skrev mellem 1819 og 1820.

Historien i “Matilda” har klare lighedspunkter med Mary Shelleys eget liv, for eksempel ligner karaktererne hende selv, hendes mand, digteren Percy Shelley, og hendes far William Godwin.

Romanens chokerende tema om incest mellem far og datter betød, at hendes forlægger, William Godwin, der altså også var hendes far, nægtede at udgive “Mathilda”, og bogen udkom først i 1959.

Dystre, dunkle værker

Forlaget Gyldendal skriver kort om romanens handling:

Matilda, en ung kvinde på tyve år, ligger for døden, og på sit dødsleje beslutter hun sig for at fortælle sandheden om sit korte liv. Hun skriver om sin barndom på et isoleret gods i Skotland uden sin mor, der døde i barselsseng, og uden sin far, der ødelagt af sorg rejste bort. I sin ensomhed fortabte Matilda sig i dagdrømme om sin far, hun forestillede sig hans rene, uskyldige kærlighed og drømte om det øjeblik, hvor de skulle se hinanden igen. Men da faren efter seksten år endelig vendte hjem, blev drømmen snart til et mareridt.” (Kilde: Gyldendal)

Den danske udgave “Matilda” udgives som en del af Gyldendal Lunar – en serie med mørke litterære klassikere. Om seriens bøger skriver forlaget:

Det er værker, der sprænger normer og former, fra alle tider og alle dele af verden. Gyldendal Lunar er serien for de skæve, de dystre, de vilde, de dunkle og grænsebrydende værker. Gyldendal Lunar er undergrundsværker, der lyser op i mørket.” (Kilde: Gyldendal)

Birgitte Steffen Nielsen står for den danske oversættelse af “Matilda”.

Shelley-Matilda

Bogen udkommer i dag.

Sofistikeret Thelma og Louise

Ovre i en helt anden boldgade finder vi amerikanske Hillary Yablons roman “Sylvias nye liv”.

Hovedpersonen er Sylvia, der tager hul på et nyt liv som 63-årig.

Bogen er oversat fra engelsk, og forfatterens amerikanske forlag kalder den en screwball comedy, hvis hovedpersoner er en sofistikeret udgave af Thelma og Louise med en martini i hånden. (Kilde: Penguin Random House)

Moden kvinde får nok

Handlingen er kort fortalt:

63-årige Sylvia bor i et pensionistparadis i Florida med sin mand, men da hun finder ham i seng med en anden kvinde, bliver hendes liv vendt på hovedet. Chokeret og rasende forlader hun sit gamle liv og tager sammen med sin bedste veninde, den glamourøse ældre enke Evie, til Manhattan for at genoptage sin tidligere karriere som wedding planner.

Der er dog mange bump på vejen, for Sylvias eksmand har formøblet hendes opsparing og spærret alle kreditkort. Men Sylvia og Evie er snu og beslutsomme, og de har ikke noget imod at pantsætte smykker, bo på et ungdomsherberg i New York og nette sig på et Starbucks-toilet undervejs.” (Kilde: Gyldendal)

Romanen er oversat til dansk af Lene Støvring.

Sylvias nye liv-forside

Bogen udkommer i dag.

Jeg har endnu ikke læst de to bøger. Men det er et tankevækkende sammenfald (måske tilfældigt?), at Gyldendal udgiver “Matilda” og “Sylvias nye liv” samtidig.

Tankevækkende er det under alle omstændigheder, at begge bøger – den ene en mørk klassiker, den anden en komedie – handler om kvinder, som på hvert sit stadie i livet, gør op med henholdsvis en fars og en ægtemands store svigt.

God weekend!


Kilder:

Barnes & Noble om “Mathilda”

Britannica om Mary Shelley

Forfatterweb om Mary Shelley

Gyldendal om “Matilda”

Gyldendal om “Sylvias nye liv”

Penguin Random House om “Mathilda”

Penguin Random House om “Sylvia’s Second Act”

Læs mere om Mary Shelley her:

https://www.penguinrandomhouse.com/authors/28028/mary-shelley/