Solgt til ægteskab

I dag udkommer et 140 år gammelt forsvarsskrift for menneskets ret til at bestemme selv også over sin egen krop.

Det er min natur, som gør oprør – det, at jeg ikke kan holde ud, at dine hænder rører ved min krop”. (“Penge” af Victoria Benedictsson)

Ordene er Selmas, og det er hendes mand, hun siger dem til.

Selma er hovedpersonen i romanen “Penge” af den svenske forfatter Victoria Benedictsson (1850-1888).

Romanen, der er fra 1885, udkommer nu i en ny oversættelse af litterær oversætter Louise Ardenfeldt Ravnild. Dansk-svenske Emma Holten, feministisk debattør, har skrevet forordet.

Afhængighed af penge

I en alder af bare 16 år bliver romanens Selma gift med en velhavende godsejer, der er 30 år ældre end hende.

Først søger Selma lykken. Men da hun opdager, at hun har solgt sig selv for penge, forsøger hun af al magt at gøre sig fri af ægtemanden, pengene og den undertrykkende opdragelse, hun har været underlagt.

Alt for sent går det op for Selma, at det er ungdomsvennen, som hun elsker, og at hun i mellemtiden er blevet afhængig af sin godsejermands formue.

Mord på kvindens identitet

Forfatteren til “Penge”, Victoria Benedictsson, blev selv i 1871 i en ung alder gift med en ældre mand. Hun befandt sig ikke godt i rollen som hustru, stedmor for fem børn og mor til to børn.

Først da hun fik en lammelse i benene, kunne hun koncentrere sig om at skrive og skrev derefter om kvindefrigørelse og kritisk om ægteskab og kønsroller med vægt på blandt andet psykologisk analyse.

Forlaget Gyldendal skriver i forbindelse med udgivelsen:

I PENGE fra 1885 blotlægger den svenske forfatter Victoria Benedictsson (1850-1888) sætning for sætning kønsmoralens råddenskab og udstiller et forældet og undertrykkende opdragelsessystem, hvor fortielser og løgne gør unge piger til viljeløse og behagesyge pyntedukker, mens ægteskabet afsløres som det rene mord på kvindens identitet.” (Kilde: Gyldendal)

Glemte klassikere

“Penge” udkommer i Gyldendal Nordisk-serien. Forlaget skriver blandt andet om serien:

Gyldendal Nordisk er kendte og glemte klassikere fra den tid, hvor det nordiske selvbillede bliver skabt på diskussioner om køn, klasse, tro og moral. Det er radikale værker, der forandrede verden og som stadig er spillevende.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen udkommer i dag.

God weekend – og læselyst!


Kilder:

Danmarks Nationalleksikon

https://lex.dk/Victoria_Benedictsson

Gyldendal

https://presse.gyldendal.dk/BookDetail.aspx?ISBN=9788702399455&mode=comende