Kunsten fejres

I dag og de næste tre dage flokkes internationale og danske forfattere og tusindvis af gæster til Louisiana for at fejre litteraturen.

Louisiana Literature løber i år af stablen 17.-20.august. Det er 12. gang, at det nordsjællandske kunstmuseum byder på litteratur i interview, samtale, oplæsning og performance.

Som de foregående år optræder forfatterne på scener rundt omkring i de skønne omgivelser, inde og ude, omgivet af smuk arkitektur og storslået billedkunst.

Berømtheder, bål og myter

Det er lykkedes Louisiana at få både anerkendte danske forfattere og store navne fra England, Frankrig, Irland, Island, Italien, Japan, Nigeria, Skotland, Sverige, Tanzania, USA og Østrig med på festivalen.

Blandt de udenlandske navne finder man f.eks. japanske Haruki Murakami, som læser op (ledsaget af Katrine Gislinge på klaver), Abdulrazak Gurnah fra Tanzania, som i 2021 fik Nobelprisen i litteratur, irske Claire Keegan, britiske Tessa Hadley (der interviewes af Merete Pryds Helle), og ligeledes britiske og prisbelønnede Ian McEwan.

Af danske forfattere kan nævnes Katrine Marie Guldager i samtale med Kirsten Hammann, Jens Christian Grøndahl, Morten Søndergaard, Peter Laugesen, Glenn Bech, Søren Ulrik Thomsen, Kim Blæsbjerg og Ib Michael. Sidstnævnte interviewes af skuespiller Iben Hjejle.

Om aftenen tændes der bål, og de sene gæster kan opleve fortællinger, ritualer og musik om myter og forvandlinger, ligesom man kan lytte til en godnatkoncert med forfatter Adda Djørup og komponist og guitarist Mark Solborg, der optræder på festivalen i et nyt tværkunstnerisk samarbejde.

Læs mere om Louisiana Literature her: https://louisiana.dk/det-sker/louisiana-literature/

Find hele programmet her: https://louisiana.dk/wp-content/uploads/2023/08/2023-Program_DK_UK-TRYKKLAR-rettet.pdf

Robert De Niro fylder 80

Vi bliver i kunstens verden, for i dag fylder min yndlingsskuespiller Robert De Niro 80 år!

Jeg har endnu ikke læst nogle af de biografier, der er skrevet om denne fabelagtige kunstner, som igennem snart 60 år har beriget os med fremragende og uforglemmelige filmoplevelser.

Det siges, at Robert De Niro er et meget privat menneske. Så måske man skulle lade det være ved det og bare nyde hans sublime skuespil i den filmskat, han har givet os.

En filmskat, der spænder fra “Mean Streets”, “The Godfather Part II”, “1900” og “Taxi Driver” over “The Deer Hunter”, “Raging Bull”, “Once Upon a Time in America”, “The Mission”, “The Untouchables”, “GoodFellas”, “Casino” og “Heat” til “Falling in Love”, “Midnight Run”, “Meet the Parents”, “Stardust”, “Everybody’s Fine”, “Silver Linings Playbook”, “The Intern”, “The Irishman” … og mange flere.

Under alle omstændigheder skal der lyde et hjerteligt Happy Birthday til Robert De Niro herfra – og en stor og varm tak for alle de fantastiske filmoplevelser 🙂

Screenshot 2023-08-17 at 11-52-05 Everybody's Fine (2009)

“Everybody’s Fine” (2009) blev ikke nogen kommerciel succes, men kan varmt anbefales. Robert De Niros portræt af enkemanden og faren, Frank Goode, der opsøger sine voksne børn, rammer lige i hjertekulen. Foto er fra filmen/IMDB.

God bog- og filmweekend 🙂


Læs mere om Robert De Niro her:

https://www.britannica.com/biography/Robert-De-Niro


Bibelen i bøger

En nylæsning af de islandske sagaer viser, at forfatternes kristne værdier skinner igennem i fortællingerne om det hedenske islandske samfund.

I efteråret udkom den britiske historiker Tom Hollands bog “Herredømmet” på dansk. På en imponerende tour de force redegør Holland for, hvordan Vesten, vestlige værdier og kultur er dybt forankret i kristendommen.

Det gælder også i vid udstrækning litteraturen, hvor en lang række forfattere gennem tiden har været kristne, og hvis kristne tro afspejler sig i deres værker.

Tag blot engelske C. S. Lewis’ elskede eventyr “Løven, heksen og garderobeskabet”, hvor Aslan som en Kristus-figur lader sig ofre på alteret.

Også den svenske Nobelpristager i litteratur Selma Lagerlöf beskæftigede sig i sit forfatterskab med kristne temaer som skyld, selvopofrelse og soning. Eksempelvis tager hendes “Kristuslegender” udgangspunkt i Det Nye Testamente og Jesu liv. I bogens 11 fortællinger anvender Lagerlöf eventyrformen til at give en alternativ version af de begivenheder, vi kan læse om i Bibelen.

Og den danske digter Søren Ulrik Thomsen lægger ikke skjul på, at han er kristen. Hans seneste udgivelse “Tro mod ritualet”, der udkom sidste år, er både et forsvar for kristendommen og for ritualet, som det udøves i folkekirken søndag morgen.

Kristne sagaer

Det er imidlertid ikke altid, at kristendommens præg på litterære tekster er eksplicit.

I en ny bog viser dr. phil., docent emeritus Keld Zeruneith, at selv om de islandske sagaer handler om tiden og samfundet før kristendommen, har de forfattere, der gengav legenderne, sat deres kristne aftryk på fortællingerne.

Forlaget Gyldendal skriver om den kommende udgivelse “Da de tog land”:

De verdensberømte islandske sagaer om bl.a. Egil Skallegrimssøn, Gunløg Ormstunge og Njal nylæses af Keld Zeruneith, og for første gang nogensinde beskrives sagaernes vilde drømmeliv indgående.

Målet er at påvise det bevidsthedsskred, der kan aflæses i sagaerne: De skildrer en hedensk tid præget af idealer om ære, ry og heltemod, men sagaforfatterne er kristne, og deres kristne værdier stikker trods forsøg på objektivitet igennem i deres fremstillinger.” (Kilde: https://www.gyldendal.dk/produkter/da-de-tog-land-9788702303858)

Bogen har forventet udgivelse 17. februar.

Gå i kødet på Bibelen

Der er naturligvis mange flere eksempler på forfattere, for hvem kristendommen har spillet en stor rolle, hvad enten de selv har været troende, har skrevet om kirken og kristne karakterer, eller har taget et opgør med religionen i deres litteratur.

Og hvis man som forfatter i dag ønsker at arbejde med Bibelen som kulturel kilde, er der råd at hente.

Til foråret udbydes et kursus, der dykker ned i Bibelen, og som giver indblik i, hvordan Bibelens tekstsamling er blevet til, hvilke kulturer teksterne er opstået i, og hvilke kilder der anvendes.

Det er Grundtvig-Akademiet og Bibelselskabet, som i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere arrangerer kurset, “Gå i kødet på Bibelen”.

God læselyst og weekend 🙂


Du kan læse min anmeldelse af Tom Hollands “Herredømmet” her: https://kigindibogensverden.com/2020/10/30/det-kristne-vesten/

Læs mere om Selma Lagerlöfs “Kristuslegender” på: https://litteratursiden.dk/artikler/selma-lagerlofs-kristuslegender

Berlingskes anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens “Tro mod ritualet” kan læses på: https://www.berlingske.dk/boeger/6-stjerner-soeren-ulrik-thomsen-er-tro-mod-ritualet

Læs om kurset “Gå i kødet på Bibelen” på Bibelselskabets hjemmeside: https://www.bibelselskabet.dk/tekstkursus-gaa-i-koedet-paa-bibelen

Læs også mit indlæg Dickens og Pontoppidan, der ligeledes handler om kristendommen i litteraturen.


 

Tranen og Kolibrien

Vi bliver ved klassikerne. Forlaget Gyldendal lancerer nemlig en ny miniserie med udvalgte fortællinger, uddrag og essays af nogle af de største forfattere.

På mandag udkommer hele fem små, komplette læseoplevelser i miniserien Kolibri.

H. C. Andersen ”Om jul”

I bogen hører vi blandt andet om, da H. C. Andersen fejrer jul med Thorvaldsen i Rom, og appelsintræer må erstatte et juletræ. Da den store forfatter skal holde jul i Berlin, sidder han ulykkelig og ensom juleaften. Men som i et vaskeægte eventyr ender alt godt, da lykken vender allerede næste dag.

“Om jul” indeholder blandt andet:
Juleaften i Rom; Grantræet; Den lille pige med svovlstikkerne; Det gamle egetræs sidste drøm og Juleaften i Berlin.

Tove Ditlevsen ”Om penge”

Forfatteren skitserer gennem sin fars bankbog et liv og en barndom i kroner og ører. I sine erindringer husker Tove Ditlevsen tilbage på sin egen kostbare konfirmation, der endte i vrede, mens en lille misforståelse om penge truer med at ødelægge forholdet mellem en mor og hendes datter i novellen Æggesnaps.

“Om penge” rummer udvalg fra: En Sibylles bekendelser, Det tidlige forår og Dommeren.

Karen Blixen ”Om ægteskab”

Bogen rummer to fortællinger om ægteskab og kærlighed. I den ene er Lovise lige blevet gift, da hun møder en farlig mand og mister sin vielsesring. I en anden taber Jensine en halskæde, hun har fået af sin mand, på deres bryllupsrejse. For begge kvinder er ægteskabet starten på et nyt liv, hvor de opdager nye sider af dem selv.

“Om ægteskab” rummer udvalg fra: Skæbne-Anekdoter og Vinter-Eventyr.

Søren Ulrik Thomsen ”Om storby”

Storbyen løber som en rød tråd gennem Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Ifølge digteren skal en rigtig storby være kolossal, kompleks og kompakt. Det er i storbyen man kan fare vild i mere end én forstand og drysse rundt på gader og stræder, mens man forestiller sig alle de andre retninger, ens liv kunne have taget.

“Om storby” rummer udvalg fra:
City Slang; Rystet spejl; En dans på gloser; København Con Amore; Repremiere i mit indre mørke og En hårnål klemt inde bag panelet

Troels Kløvedal “Om drømme”

Over flere årtier har Troels Kløvedal gjort sine drengedrømme til virkelighed, når han drevet af eventyrlyst og nysgerrighed er draget ud på de syv verdenshave sammen med familie og venner ombord på Nordkaperen. Eventyrene har han gavmildt delt med alle os andre i en række dejlige bøger og tv-udsendelser.

“Om drømme” har tekster fra: Den tynde hud, Bidevind og blåhvaler, Mit hjerte, min køjesæk og min græske logbog, Øerne under vinden, Hvad sang sirenerne og Alle mine morgener på jorden.

Alle fem bøger udkommer som sagt mandag 26. november.

Fugleforlaget

Jeg spurgte pressemedarbejder på Gyldendal, Vivi Vestergaard, hvorfor serien har fået navnet Kolibri og fik følgende bonusinfo:

Kolibrien hører til blandt verdens mindste fugle, og bøgerne i Kolibri-serien er da også mindre end de fleste bøger. Serienavnet er altså både et nik til formatet og samtidig til Gyldendals historie, hvor forlaget igennem tiden lejlighedsvis har benyttet fuglenavne til sine kendte bogserier – Uglen, Spætten og Bekkasinen. Og forlagets logo er en trane.”

Der er planlagt flere bøger i serien til foråret med tekster af blandt andre Naja Marie Aidt, Poul Henningsen og Emma Gad.

Rigtig god læselyst 🙂