Titler til træet

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til gode boggaver under juletræet.

Som noget nyt har jeg i år kastet mig ud i boghandelen som juleassistance. Og det er en fornøjelse her at møde læseglade kunder og medarbejdere og blive klogere på både bøger og litteraturens salgskanaler.

En af de titler, der kommer til at ligge under mange juletræer i år er Jens Andersens “Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik”. Biografien bygger på samtaler og rejser med kronprinsen igennem halvandet år og interviews med hans familie og venner. (Læs mere her).

Også Sissel-Jo Gazans “Blækhat” er populær i julehandelen. I sidste uge fortalte hun om romanen i “Vild med bøger” på DR K, og det blev til en interessant samtale med Flemming Møldrup. Bogen handler om Rosa, der vokser op i 1980’ernes Aarhus blandt hippier, graffitimalere, BZ’ere og venstreradikale. Jeg læste i sin tid hendes bestseller “Dinosaurens fjer”, og hvis Sissel-Jo Gazan holder stilen i sin nye bog, er der super godt læsestof til dem, der pakker “Blækhat” ud juleaften.

Krigens ansigter

Selv har jeg i efteråret foræret fødselarer titler, som også er oplagte julegaver. Heriblandt Morten Møllers “De glemtes hær”. Bogen om de danske frivillige under Den Spanske Borgerkrig vil med garanti lande hos mange historieinteresserede juleaften. (Læs omtale her)

Også Puk Damsgårds “Den sorte kat i Mosul” har jeg givet i fødselsdagsgave. I bogen har journalisten og forfatteren flyttet sit skriveværksted til fronten i Mosul i Irak for at skildre krigen og dens skæbner på tæt hold.

Til en fødselsdag sidste weekend fik jeg på det kraftigste anbefalet Nobelpris-modtager Svetlana Aleksijevitjs “De sidste vidner”, hvor hun interviewer kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig (Læs omtale her).

Men, advarede den begejstrede læser, bogen er så barsk, at man er nødt til at holde en del pauser og gå en masse ture ind imellem læsningen.

Himmel og hav

Pauser kan også fyldes ud af gode bøger, der løfter humøret. Og når den jordiske tristesse bliver for tung, kan man heldigvis hæve blikket og følge livet på himlen.

Her vil jeg gerne anbefale Klaus Bjerres skønne fotobog “Himlen over Israel” (Læs min anmeldelse her).

Ligesom jeg igen må slå et slag for Mats Ottosson, Bill Zetterström og Dan Zetterströms dejlige “Fuglekalender 2018” (Se anmeldelsen her).

Foruden himlen er der ikke noget som havet, der kan åbne øjnene og sindet. Og derfor vil Troels Kløvedals biografi “Alle mine morgener på jorden” også ligge under træet herhjemme i år! (Læs mere her).

Boggaver til børn

Vil man berige sine børn med god og lærerig læsning til jul, er Nils Hartmanns “Hvem bestemmer i Danmark – Historien om danskernes vej til demokrati” et oplagt valg. (Læs anmeldelsen her).

Og skal poderne begaves med skønlitteratur, vil jeg igen-igen anbefale Antoine de Saint-Exupérys fortryllende eventyr “Den lille Prins”. (Læs mere her).

God juleshopping 🙂


Du kan møde forfatter og litteraturforsker Jens Andersen

Søndag 10. december
kl. 12.30-13.30
Arnold Busck Boghandel
Lyngby Storcenter
Gratis, alle er velkomne


 

Litterær luksus

I dag åbner Louisiana Literature, der de næste fire dage byder på eksklusive oplæsninger, interviews, samtaler, performance og musikalsk fortolkning i de smukke nordsjællandske omgivelser.

Festivalen, der løber fra 24. til og med 27. august, er i lighed med tidligere år en førsteklasses international litteraturfestival. I år er der således forfattere fra Kina, Cameroun, Sverige, Ungarn, USA, Japan, Argentina, Mexico, England, Angola, Norge, Frankrig og Hviderusland på programmet.

Og som man har kunnet læse i dagspressen, er det store internationale navne, prisvindere og kultfigurer, der lægger vejen forbi museet, fra Pulitzer-prisvinder, Colson Whitehead (“Den underjordiske jernbane”) og det succesfulde amerikanske forfatterpar Paul Auster og Siri Hustvedt, til den hviderussiske Nobelprisvinder Svetlana Aleksijevitj.

Krig i børnehøjde

Sidstnævnte er højaktuel med bogen “De sidste vidner”, der udkom 21. august, oversat af Jan Hansen og med dansk forord af Flemming Rose.

I 1985 opsøgte Svetlana Aleksijevitj kvinder og mænd, der var børn i Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, og bad dem fortælle om krigens gru og vanvid, som de havde oplevet den. Det er disse hundrede rystende og barske fortællinger om børn i krig, man nu kan læse, og deres vidnesbyrd er alle meget personlige historier.

Selv siger Svetlana Aleksijevitj:

Jeg bad dem om en eneste ting: at mindes deres barnlige ord. Deres barnlige følelser. At vende tilbage til den tid, hvor de stadig var engle. For jeg vidste: Dette kan ikke fortælles med andre ord.” (Kilde: http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c)

På Louisiana Literature kan man opleve Carsten Jensen interviewe Svetlana Aleksijevitj (med tolk), ligesom der er oplæsninger af såvel hende selv som skuespillerne Jens Albinus og Karen-Lise Mynster på programmet.

Til slut skal det lige nævnes, at også danske forfattere er med på festivalen 🙂


Svetlana Aleksijevitj (født 1948) er journalist og forfatter. Hun fik Nobelprisen i litteratur i 2015 for fembindsværket “Utopiens stemmer”, som det tog 35 år at skrive. Du kan læse mere om “De sidste vidner” her:

http://us4.campaign-archive1.com/?u=77ab2fec3bb51615af1a110c6&id=67400aa24c

https://www.lindhardtogringhof.dk/de-sidste-vidner

Læs hele programmet for Louisiana Literature 2017 her:

http://issuu.com/louisianamuseumofmodernart/docs/dk_program_louisiana_literature_201?e=3074836/51766850

Du kan læse mine indlæg om Louisiana Literature 2015 og 2016 her:

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2016/08/18/nydelse-og-naervaer/

https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/08/20/louisiana-literature/