Drømme og visdom

“Downton Abbey”-stjerne debuterer med børnebog. Samtidig udkommer opfølgeren til prisbelønnet og livsklog bestseller.

Det er rollen som Robert Crawley, Earl of Grantham, i succes-serien “Downton Abbey”, der for alvor har gjort den britiske skuespiller Hugh Bonneville kendt herhjemme.

Hugh Richard Bonniwell Williams, som han egentlig hedder, har imidlertid også medvirket i en stribe film, herunder Paddington-filmene og “Notting Hill”, ligesom han har optrådt i en lang række teaterforestillinger blandt andet for Royal Shakespeare Company.

Nu er Hugh Bonneville på banen med en børnebog om en dagdrømmer af en dreng og et omrejsende cirkus.

Kaos truer

“Rory Sparkes and the Elephant in the Room” handler om skoledrengen og dagdrømmeren Rory.

Netop som Rory planlægger at hjælpe sin bedste ven, Guy, med at tjene penge nok til at købe den nyeste og bedste modelbåd, så de kan sætte kursen mod Sydamerika, triller der et cirkus ind i byen, og pludselig løber tingene løbsk.

For ikke blot har Guy brug for hjælp med at lave småjobs for den frygtindgydende Madame Lowe.

Rorys irriterende storesøster, Clare, planlægger også en fej og tarvelig prank.

Nu er spørgsmålet, om Rorys planer nogen sinde vil lykkes?

Bogen er illustreret af Lorretta Schauer.

Bogen udkommer i dag.

Budskab i en dyster tid

Måske nogle husker omtalen af den britiske illustrator og forfatter Charlie Mackesys dejlige bog “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” (læs indlæg her).

Både små og store læsere blev revet med af de fire venners budskab om vigtigheden af venlighed og kærlighed i en dyster tid.

Historien, der er fortalt enkelt og med udsøgte illustrationer i blæk og akvarel, blev en kæmpe bestseller med 10 millioner solgte eksemplarer.

Siden udgivelsen i 2019 er bogen blevet oversat til 50 sprog, og den er blevet til en prisbelønnet animationsfilm.

Kage er svaret

Nu kommer så opfølgeren “Always Remember: The Boy, the Mole, the Fox, the Horse and the Storm”.

I den nye bog må de fire venner atter navigere mellem mørke skyer i både bogstavelig forstand og overført betydning.

Ingen af dem ved helt, hvad det er, de leder efter. De ved dog, at livet kan være svært, men at de elsker hinanden, og at kage ofte er svaret.

Men når de mørke skyer samles, vil drengen så kunne huske, hvad han skal bruge for at komme gennem stormen?

På forlagets hjemmeside finder man blandt andet dette citat fra bogen:

One day you’ll look back and realise how hard it was, and just how well you did”.

(Kilde: https://www.penguin.co.uk/authors/243751/charlie-mackesy)

Bogen udkommer i dag.

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Ebury Publishing

https://www.penguin.co.uk/authors/243751/charlie-mackesy

Hugh Bonneville’s Official Website

https://www.hughbonneville.uk/

Waterstones “Rory Sparkes and the Elephant in the Room”

Waterstones “Always Remember: The Boy, the Mole, the Fox, the Horse and the Storm”


Tidløs magi

I dag udkommer en engelsk børnebog, som vil glæde og begejstre store som små.

At last, there before them, the great oak trees stood,
As the sun cast its beams through the boughs of the wood . . .

Sådan indleder det engelske forlag Bloomsbury deres beskrivelse af børnebogen “Tales from Muggleswick Wood”.

Bogen er skrevet af den britiske børnebogsforfatter Vicky Cowie og illustreret af den britiske kunstner, illustrator og forfatter Charlie Mackesy.

Trofaste læsere af bloggen vil måske huske Charlie Mackesys egen vidunderlige og livskloge bog “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse”, der også fås på dansk nu (læs indlæg her)

Fem i én

Den nye bog af Vicky Cowie og Charlie Mackesy, “Tales from Muggleswick Wood”, er en samlet udgave af fem indbyrdes forbundne fortællinger.

Historierne har tidligere været udgivet hver for sig og i en box set-udgave.

På Vicky Cowies hjemmeside kan man læse om hver af de fem historier:

“Muggleswick Wood” følger en lille pige på hendes magiske tur gennem skoven.

“Kevin the Kelpie” bygger på den skotske myte om helhesten, som i denne bog tager læserne med til den magiske skov, hvor alferne forbereder en stor fest.

“The Biggest Blooming Beetle” handler om det særlige bånd, der kan være mellem et barn og en bedsteforælder.

I “The Secret of Snittington Hall” må stakkels Lady Plumcake sælge sit smukke hjem. Men den nye ejer får meget mere med i købet end ventet …

“Melvin the Mole” handler om den kamp, der udspiller sig mellem Major Hugh og en ihærdig muldvarp på den gamle militærmands græsplæne.

Magisk skov

De fem historier, der nu fås samlet i “Tales from Muggleswick Wood”, er skrevet i rim og hylder det engelske landskabs skønhed.

Hos Cowie og Mackesy er skoven et sted fuldt af magi, humor og eventyr, og i “Tales from Muggleswick Wood” bliver læserne altså inviteret med til alfefester og hører om mystiske helheste, besværlige muldvarpe og ønskebiller.

I forbindelse med udgivelsen af den nye børnebogssamling, skriver Bloomsbury blandt andet:

If you love Winnie the Pooh’s Hundred Acre Wood, and the timeless world of Peter Rabbit, then get ready to stumble across your new favourite place. Muggleswick Wood is waiting for you.” (Kilde: Bloomsbury)

Muggleswick-forside

Bogen udkommer i dag.

God weekend og læselyst 🙂


Bonusinfo

Læs mere om Vicky Cowies forfatterskab her: https://vickycowie.com/

På forfatterens hjemmeside kan man også se flere illustrationer fra hendes bøger og læse børn og voksnes anmeldelser af de fem historier, der fra i dag fås i én samlet udgave.

Læs mere om Charlie Mackesy her: https://www.charliemackesy.com/

På Charlie Mackesys hjemmeside kan du læse om hans vidunderlige bog “The Boy, the Fox, the Mole and the Horse” og om animationsfilmen baseret på bogen samt om Mackesys øvrige værker.


Kilder:

Bloomsbury

“Tales from Muggleswick Wood”

Vicky Cowie om:

“Muggleswick Wood”

“Kevin the Kelpie”

“The Biggest Blooming Beetle”

“The Secret of Snittington Hall”

“Melvin the Mole”


Hjerne og hjerte

Ugens to bøger er vidt forskellige, men har ét til fælles: De handler om at bruge hovedet – og i den ene af bøgerne også hjertet.

Det er nok de færreste, som vil blive overraskede over at høre, at Bibelen er den mest trykte lærebog gennem alle tider.

Til gengæld vil det nok komme bag på de fleste, at man på en andenplads finder den græske matematiker Euklids lærebog “Elementer”.

Euklid skrev “Elementer” cirka 300 f. Kristus. Samlingen består af i alt 13 bøger, der omhandler den samlede viden om matematik og geometri i tiden.

Forlaget Gyldendal oplyser, at bøgerne 1-6, som omhandler plangeometrien, indtil videre er kommet i to oplag.

Det er således bøgerne 7-9, der nu udgives som bind 2 i det samlede værk, og de omhandler naturlige tal.

I forbindelse med udgivelsen skriver Gyldendal:

ELEMENTER er et helt uomgængeligt værk for den matematik- og filosofiinteresserede.” (Kilde: Gyldendal)

Så hvis man er glad for tal, er her en oplagt julegaveidé til ens nærmeste eller en selv.

Euklid-forside

Bogen har planlagt udgivelse 6. december.

Menneskets bedste ven

Vi er mange, der ved, at hunde kan være klogere end os mennesker.

Det har den irske dyrlæge Noel Fitzpatrick skrevet en bog om. “Keira & Me” er baseret på den virkelige Keira og Noel og deres liv sammen og handler om det stærke bånd, der kan være mellem et menneske og en hund.

Keira er en helt særlig hund. Fra første færd gik hun lige i hjertekulen på Noel Fitzpatrick. Det er, siger Noel, fordi Keira ikke dømmer. Hun kan se gennem alle de overfladiske ting, der normalt skiller os ad.

Når Noel kæmper med noget, minder Keira ham om, at han blot skal gøre sit bedste – med integritet, venlighed og viljen til at gøre det rigtige.

Og når mørket er ved at omslutte ham, rækker Keira ham poten og trækker ham tilbage i lyset.

Den britiske boghandlerkæde Waterstones skriver om udgivelsen af “Keira & Me”:

Inspiring, healing and a heartfelt celebration of love, this beautifully illustrated fable teaches us all how to embrace the ups with the downs, the joy and the sorrow, that make up a life.” (Kilde: Waterstones)

Bogens illustrationer er lavet af Laura McKendry.

Ifølge Waterstones er “Keira & Me” perfekt til alle fans af Charlie Mackesys “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” (læs mit indlæg Litterære julegodter).

Herhjemme elsker vi Charlie Mackesys lille livskloge bog, der også udkom på dansk i 2020.

Så Noel Fitzpatricks “Keira & Me” er hermed sat på vores ønskeseddel!

Keira-2-forside

Bogen er udkommet.

Rigtig god weekend – og læselyst 🙂


Bonusinfo

Læs mere om Euklid og hans lærebøger her: Den store danske

Noel Fitzpatrick er en af verdens førende inden for veterinærkirurgi. Han er den første, det er lykkedes at give en kat en amputationsprotese, og det har givet ham en plads i Guinness Book of Records. I Storbritannien er Noel Fitzpatrick især kendt for sin medvirken i tv-serien “The Supervet”.

Læs mere her: https://www.waterstones.com/author/noel-fitzpatrick/3439682

Læs mit indlæg om bogen “Together”, hvor Luke Adam Hawker fortæller om sit venskab med en hund, her: Hunde og hulemennesker.


Kvindekamp for naturen

I går var det kvindernes internationale kampdag. I den anledning ser Kig ind i bogens verden i denne uge på en kvindes kamp for naturen.

Bloggen har før nævnt bemærkelsesværdige børnebøger fra det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. (læs indlæg her).

Denne gang er Albert Whitman & Co. på banen med en serie børnebøger, der hylder bemærkelsesværdige kvinder i USA’s historie.

En af disse kvinder er Marjory Stoneman Douglas (1890–1998), der åbnede folks øjne for vådområdet Everglades’ skønhed og kæmpe betydning for miljøet.

Douglas’ årelange indsats var med til, at Everglades i 1947 fik status af nationalpark og siden prædikat af internationalt biosfærereservat.

Truet vådområde

I bogen “A Voice for the Everglades” kan børn og barnlige sjæle læse om Marjory Stoneman Douglas’ ihærdige forsvar for delstaten Floridas store vådområde.

Everglades består af ni forskellige økosystemer, der understøtter et rigt dyreliv, heriblandt pantere, alligatorer, krokodiller, søkøer, snegle, frøer og en bred palet af fuglearter.

I årevis var Everglades imidlertid truet. Området blev hovedsageligt opfattet som en ubrugelig sump, der skulle drænes og udvikles kommercielt.

Everglades havde kort sagt brug for en talsmand, en der kunne tale på vegne af vådområdets fascinerende dyr og planter. Marjory Stoneman Douglas blev den talsmand.

Forud for sin tid

Men hvem var hun, denne pioner for naturbevarelse, der talte dyrenes og planternes sag små 100 år før, Greta Thunberg blev forkæmper på klimafronten?

Marjory Stoneman Douglas var på mange måder forud for sin tid. I 1912 færdiggjorde hun som 22-årig sin universitetsuddannelse i engelsk, hvorefter hun blev journalist og redaktør på sin fars avis i Miami.

I 1920erne forlod Douglas avisbranchen og blev forfatter til en lang række bøger, såvel skøn- som faglitterære, for børn og voksne. Forfatterskabet fokuserede hovedsageligt på kvinder, det sydlige Floridas historie og miljøsager.

Douglas var også engageret i velgørenhedsarbejde. Under Første Verdenskrig arbejdede hun for amerikansk Røde Kors i Europa, og siden engagerede hun sig i kampen for bedre boliger, social lighed og ligestilling for kvinder.

Medalje af Clinton

Mest kendt er Marjory Stoneman Douglas dog for sit utrættelige arbejde for at beskytte og bevare Everglades.

Hendes bog “The Everglades: River of Grass” blev en bestseller og øjenåbner for hele nationen. Bogen udkom i 1947, samme år som Everglades blev nationalpark.

The Everglades-forside-2

I 1993 fik Marjory Stoneman Douglas the Presidential Medal of Freedom af præsident Clinton. Ved hendes død som 108-årig i 1998, udtalte præsident Clinton:

Long before there was an Earth Day, Mrs. Douglas was a passionate steward of our nation’s natural resources, and particularly her Florida Everglades. (Kilde: National Women’s Hall of Fame)

Det er den amerikanske forfatter og lærer Vicki Conrad, der fortæller om Marjory Stoneman Douglas’ hæderkronede arbejde for naturen i “A Voice for the Everglades”, mens Ibon Adarne og Rachel Yew står for bogens illustrationer.

A Voice for the Everglades-forside

Træpigen

Til slut er der godt nyt til alle os, der kan lide bøger i stil med Charlie Mackesys vidunderlige “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” (læs indlæg her).

I Luke Adam Hawkers “The Last Tree: A Seed of Hope” sætter den unge pige Olive sig for at redde en verden, hvor der ikke længere findes nogen træer.

Luke Adam Hawker er kunstner, designer og illustrator, bosiddende i London. Ifølge Waterstones er hans bog “a powerful evocation of the fragility of our natural world and a magnificent celebration of its beauty.” (Kilde: Waterstones)

The Last Tree-forside

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Albert Whitman & Co.

https://www.albertwhitman.com/book/a-voice-for-the-everglades/

National Women’s Hall of Fame

https://www.womenofthehall.org/inductee/marjory-stoneman-douglas/

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/the-last-tree/luke-adam-hawker/9781781579268?utm_source=wsweeklylondon060323&utm_medium=email&utm_campaign=weekly&utm_content=CTA

Læs mere om Luke Adam Hawker her:

https://www.lukeadamhawker.com/


Litterære julegodter

I denne uge bringer bloggen tips til julegodter fra bogmarkedet i ind- og udland. Blandt andet er der guf til Star Wars-fans med bogen “I Am 3-CPO”.

I fysikkens tjeneste 

Findes verden, eller gør den ikke? Findes tiden, eller gør den ikke? Findes der en ‘gud’, eller gør der ikke?

I “Teorien om alt” fortæller den pris-vindende fysiker Holger Bech Nielsen om sit liv og utrættelige forsøg på at forklare, hvordan universet hænger sammen, og hvordan vi mennesker passer ind i ligningen. Den internationalt anerkendte højenergifysiker mener selv, at han nok er “længere, end mange vil tro” med præcis det arbejde.

Berlingske Tidende gav bogen, der har Jonas Kuld Rathje som medforfatter, fem stjerner.

Den danske løvinde

Igennem flere år nu har Tom Buk-Swienty kulegravet Karen Blixen og hendes families liv og skrevet anmelderroste bøger herom.

“Løvinden” er seneste skud på stammen, og her skildrer Tom Buk-Swienty Blixens liv i Kenya, til hun ankom i 1914 og forlod kontinentet igen i 1931. I de 17 år Karen Blixen levede i Afrika oplevede hun pengeproblemer, storslåede safarier, fejlslagen høst, verdenskrig, faldende konjunkturer, sygdom, skilsmisse, forelskelse, en stor kærlighed til landet og dets sorte befolkning – og at miste det altsammen.

“Løvinden” har høstet mange anmelderroser og fået fem stjerner i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, og seks stjerner i Berlingske.

Sjov og skarp streg

Gennem flere årtier har Roald Als spiddet politikere og andet godtfolk med sin skarpe streg, og nu tager han læserne med ind i sit skrive- og tegneværksted. I “Håndtegner” fortæller han, hvorfor han blev tegner og og underholder om avistegnerens arbejde, dræbermåger over Skotland og den barske whiskytur med The Potterton Team.

Bogen er rigt illustreret og fik fem stjerner i fagbladet Journalisten, der skrev: “Denne læser har i hvert fald aldrig haft en morsommere bog i hånden”. (Journalisten, 20.11.19)

Videnskab i hverdagen

I “Hvad er et æg?” stiller musiker, biolog og forsker ved Københavns Universitet, Johan Olsen, skarpt på nogle af de almindelige ting, vi kender fra vores hverdag. Han forklarer, hvorfor man ikke kan blande olie og vand, hvordan man laver glas af sand, hvorfor fugle kun lægger ét æg om dagen, hvordan man får luften til at blive inde i en bold og mange andre ting.

Børnebogen er forsynet med oplysende fotos og illustreret af Thomas Hjorthaab.

Klamme dyr

Sebastian Klein har skrevet en bogserie om dyr, herunder om de 100 vildeste, 100 mærkeligste og 100 farligste dyr. Og nu er turen kommet til de klamme af slagsen.

I “Verdens 100 klammeste dyr” har den kendte tv-vært og forfatter fundet frem til 100 virkelig klamme dyr: gribben, der kaster råddent kød op, kaninen, som spiser sin egen afføring og maraboustorken, der besørger ned ad sine egne ben. Men der er en forklaring, og den giver Sebastian her.

Manden bag C-3PO

Retter vi blikket mod det engelske bogmarked, er julegaven til Star Wars-fans sikret.

I “I Am C-3PO” fortæller Anthony Daniels, skuespilleren bag den høflige, gyldne robot i det elskede univers, om sit 40 år lange arbejde med rollen, fra det første møde med George Lucas til den nu niende og sidste film i serien.

Bogen har forord af J. J. Abrams, der blandt andet har instrueret “Star Wars: The Rise of Skywalker”, som har premiere 18. december.

Manden bag, eller rettere indeni, C-3PO har som den eneste skuespiller været med i alle Star Wars-filmene.

Oste-odyssé

I “A Cheesemonger’s History of The British Isles” fortæller forfatter og oste-elsker Ned Palmer om de britiske ostes historie.

Ifølge Ned Palmer gemmer enhver ost på en historie. Hvadenten det er en ung gedeost eller en 18 måneder gammel Cheddar fortæller ostene om de mennesker, der skabte dem, fra folkene der byggede Stonehenge til Middelalderens munke, og fra 1700-tallets Stilton-fremstillere til Anden Verdenskrigs ostefabrikanter.

Undervejs hører læserne også om håndværket og kulturen bag ostefremstillingen, og hvordan ostene nydes bedst – med et glas Riesling eller en Pale Ale til.

Magiske snefnug

Der er også masser af gode britiske bogidéer til småfolk og barnlige sjæle. En af dem er Abi Elphinstones billedbog “The Snow Dragon”, der handler om venskab og troen på sig selv.

På Griselda Bones dystre børnehjem er dagdrømmeri bandlyst, sjipperi forbudt og julen slet og ret aflyst. Men er det mon muligt, at der for Phoebe og hendes hund Herb, netop som tingene ser allersortest ud, venter magi i de hvirvlende, snefnug?

Fiona Woodcock står for de vidunderlige og magiske illustrationer.

Smuk og poetisk streg

Endelig vil Charlie Mackesys børnebog “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” varme rigtig mange hjerter i en kold tid.

Charlie Mackesy har været tegner på magasinet Spectator, og hans poetiske streg er allerede blevet et online fænomen. Nu er et udvalg af hans fineste arbejde samlet i denne lille livskloge bog, der minder os om behovet for empati og kærlighed i en verden martret af uvidenhed og had.

“The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” er et rørende studie i venskab og den perfekte gave til dem, man holder allermest af!

Rigtig god juleshopping 🙂