Søren og Mette i benlås

Med udsigt til en ny landsdækkende storkonflikt er Anders-Peter Mathiasens anmelderroste bog “Søren og Mette i benlås” topaktuel.

Hvis overenskomstforhandlingerne mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne på det offentlige område ender i konflikt, står vi over for en strejke fra onsdag 4. april.

Michael Ziegler (K), chefforhandler for Kommunernes Landsforening (KL) har gjort det klart, at man vil svare igen med en landsdækkende lockout, hvilket kan ende med et regeringsindgreb.

Det lyder desværre velkendt. De fleste husker tydeligt, og mange mærker stadig konsekvenserne af lærerlockouten og Thorning-regeringens lovindgreb i 2013, hvor lærerne blev trynet af KL (med Michael Ziegler i spidsen) og daværende finansminister Bjarne Corydon.

Nyt Danmark

I efteråret udkom “Søren og Mette i benlås”, hvor journalist Anders-Peter Mathiasen går tæt på den dramatiske konflikt og skildrer den værdikamp, der fandt sted, og som har fået betydelige konsekvenser for det danske arbejdsmarked.

“Søren og Mette i benlås” udkom 2. oktober 2017 på JP/Politikens Forlag.

Ifølge Anders-Peter Mathiasen handlede folkeskolereformen om mere end lærernes arbejdstider. Det handlede om et nyt Danmark, om at effektivisere, styre og måle, og han rejser spørgsmålet, om hensigten med lockouten og folkeskolereformen var en skole i verdensklasse, eller om det var en spareøvelse og et dødstød til folkeskolen.

“Søren og Mette i benlås” er et partsindlæg bestilt af Danmarks Lærerforening, men ikke desto mindre har bogen høstet mange anmelderroser.

Jyllands-Postens Mikael Busch skrev: “Efter Anders-Peter Mathiasens velresearchede krønike kan ingen længere være i tvivl: Forløbet frem mod lockouten af landets lærere i 2013 blev orkestreret af en hemmelig arbejdsgruppe.” (Se Jyllands-Postens anmeldelse her)

Og Elisabet Svane, Jysk Fynske Medier, skrev: “- en god, interessant, oplysende og i særdeleshed velskrevet bog … et godt, omend subjektivt, vidnesbyrd om et Danmark, der blev til et andet Danmark.” (Læs anmeldelsen i Jysk Fynske Medier her.)

Aftalt spil

I denne uge deltog Kig ind i bogens verden i et debatmøde arrangeret af Dansk Journalistforbund om “Søren og Mette i benlås”.

Til stede var Anders-Peter Mathiasen og pressechef i Danmarks Lærerforening og tidligere DR-journalist, Søren Olufsen.

Om baggrunden for bogen, fortæller Søren Olufsen:

“Lærerne blev i 2013 udsat for ‘aftalt spil’: Folkeskolereformen skulle finansieres af lærernes arbejdstid. Det blev dokumenteret af virkeligheden, for lige efter lærerlockouten og lovindgrebet vedtog regeringen folkeskolereformen med 36 procent flere undervisningstimer, der som bekendt blev finansieret med ophævelsen af netop lærernes arbejdstidsregler.”

“Finansministeriets Moderniseringsstyrelse sidder som en regering for regeringen,” siger Anders-Peter Mathiasen. “Og selv om Helle Thorning og Bjarne Corydon siger, at der ikke var nogen plan, er konspirationsteorien blevet bekræftet. Thulesen Dahl og Annette Vilhelmsen har lagt navn til, at de ville støtte et lovindgreb mod lærerne, da Helle Thorning otte måneder før lockouten henvendte sig til dem.”

Retvisende billede

Søren Olufsen fastslår også, at Moderniseringsstyrelsen har fået stigende kontrol med overenskomstforhandlingerne. Om pressens dækning siger han:

“Journalisternes pressede arbejdsvilkår og den øgede lukkethed omkring fx aktindsigt giver magthaverne et langt større spillerum. Der er så mange eksempler i den her sag på, at pressen er gået magthavernes ærinde bevidst eller ubevidst. Jeg har set journalister omtale det aftalte spil i lærerkonflikten som ‘en mytologi’. Danmarks Lærerforening ønskede at tegne ‘et retvisende billede’ af konflikten. Derfor henvendte vi os til Anders-Peter Mathiasen, som vi vidste var en anerkendt graverjournalist, og vi havde læst hans bog om DONG-sagen.”

Truet model

En mødedeltager vil vide, om der har været nogen selvransagelse hos Danmarks Lærerforening.

“Det forløb, der var i 2013, var et rigtig skidt et for alle parter,” svarer Søren Olufsen. “Vi har tidligere troet på den danske model (arbejdsgivere og fagforeninger indgår frivillige aftaler, red.). Modellen har jo fungeret godt i rigtig mange år. Anders Bondo Christensen har landet otte ud af ni overenskomstforhandlinger, men det gik nok op for de fleste for sent, hvad der egentlig var gang i.”

Han uddyber:

“I virkeligheden vil Moderniseringsstyrelsen have alle andre offentlige ansatte ned gennem den samme tragt som lærerne. Værdierne i overenskomsterne skal udvandes, så det ene og alene bliver arbejdsgiverne, som styrer det.”

Søren Olufsen medgiver, at Moderniseringsstyrelsen bliver dæmoniseret i øjeblikket.

“Jeg ved godt, at embedsmændene i systemet bare gør deres arbejde, men det ville være sindssygt interessant, hvis nogle journalister gik ind og så nærmere på, hvad der foregår i Moderniseringsstyrelsen,” slutter han.

Gidslerne

På baggrund af såvel “Søren og Mette i benlås” som debatmødet kan man spørge, om de nuværende overenskomstforhandlinger bare er skinforhandlinger ligesom i 2013? Er politikerne i ly af overenskomstforhandlinger, lockout og lovindgreb i virkeligheden ved at slanke – eller slagte – den offentlige sektor?

I så fald tager politikerne landets børn og unge som gidsler, nu hvor hundredtusinder af skoleelever og studerende med truslen om lockout nok engang står til at miste dyrebar undervisning og få spoleret deres afgangsprøver og eksaminer.

Kan Danmark virkelig være det bekendt?


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 5. april.

God påske!


 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s