Category Archives: Reportager

Søren og Mette i benlås

Posted on by under Reportager

Med udsigt til en ny landsdækkende storkonflikt er Anders-Peter Mathiasens anmelderroste bog “Søren og Mette i benlås” topaktuel.

Hvis overenskomstforhandlingerne mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne på det offentlige område ender i konflikt, står vi over for en strejke fra onsdag 4. april.

Michael Ziegler (K), chefforhandler for Kommunernes Landsforening (KL) har gjort det klart, at man vil svare igen med en landsdækkende lockout, hvilket kan ende med et regeringsindgreb.

Det lyder desværre velkendt. De fleste husker tydeligt, og mange mærker stadig konsekvenserne af lærerlockouten og Thorning-regeringens lovindgreb i 2013, hvor lærerne blev trynet af KL (med Michael Ziegler i spidsen) og daværende finansminister Bjarne Corydon.

Nyt Danmark

I efteråret udkom “Søren og Mette i benlås”, hvor journalist Anders-Peter Mathiasen går tæt på den dramatiske konflikt og skildrer den værdikamp, der fandt sted, og som har fået betydelige konsekvenser for det danske arbejdsmarked.

“Søren og Mette i benlås” udkom 2. oktober 2017 på JP/Politikens Forlag.

Ifølge Anders-Peter Mathiasen handlede folkeskolereformen om mere end lærernes arbejdstider. Det handlede om et nyt Danmark, om at effektivisere, styre og måle, og han rejser spørgsmålet, om hensigten med lockouten og folkeskolereformen var en skole i verdensklasse, eller om det var en spareøvelse og et dødstød til folkeskolen.

“Søren og Mette i benlås” er et partsindlæg bestilt af Danmarks Lærerforening, men ikke desto mindre har bogen høstet mange anmelderroser.

Jyllands-Postens Mikael Busch skrev: “Efter Anders-Peter Mathiasens velresearchede krønike kan ingen længere være i tvivl: Forløbet frem mod lockouten af landets lærere i 2013 blev orkestreret af en hemmelig arbejdsgruppe.” (Se Jyllands-Postens anmeldelse her)

Og Elisabet Svane, Jysk Fynske Medier, skrev: “- en god, interessant, oplysende og i særdeleshed velskrevet bog … et godt, omend subjektivt, vidnesbyrd om et Danmark, der blev til et andet Danmark.” (Læs anmeldelsen i Jysk Fynske Medier her.)

Aftalt spil

I denne uge deltog Kig ind i bogens verden i et debatmøde arrangeret af Dansk Journalistforbund om “Søren og Mette i benlås”.

Til stede var Anders-Peter Mathiasen og pressechef i Danmarks Lærerforening og tidligere DR-journalist, Søren Olufsen.

Om baggrunden for bogen, fortæller Søren Olufsen:

“Lærerne blev i 2013 udsat for ‘aftalt spil’: Folkeskolereformen skulle finansieres af lærernes arbejdstid. Det blev dokumenteret af virkeligheden, for lige efter lærerlockouten og lovindgrebet vedtog regeringen folkeskolereformen med 36 procent flere undervisningstimer, der som bekendt blev finansieret med ophævelsen af netop lærernes arbejdstidsregler.”

“Finansministeriets Moderniseringsstyrelse sidder som en regering for regeringen,” siger Anders-Peter Mathiasen. “Og selv om Helle Thorning og Bjarne Corydon siger, at der ikke var nogen plan, er konspirationsteorien blevet bekræftet. Thulesen Dahl og Annette Vilhelmsen har lagt navn til, at de ville støtte et lovindgreb mod lærerne, da Helle Thorning otte måneder før lockouten henvendte sig til dem.”

Retvisende billede

Søren Olufsen fastslår også, at Moderniseringsstyrelsen har fået stigende kontrol med overenskomstforhandlingerne. Om pressens dækning siger han:

“Journalisternes pressede arbejdsvilkår og den øgede lukkethed omkring fx aktindsigt giver magthaverne et langt større spillerum. Der er så mange eksempler i den her sag på, at pressen er gået magthavernes ærinde bevidst eller ubevidst. Jeg har set journalister omtale det aftalte spil i lærerkonflikten som ‘en mytologi’. Danmarks Lærerforening ønskede at tegne ‘et retvisende billede’ af konflikten. Derfor henvendte vi os til Anders-Peter Mathiasen, som vi vidste var en anerkendt graverjournalist, og vi havde læst hans bog om DONG-sagen.”

Truet model

En mødedeltager vil vide, om der har været nogen selvransagelse hos Danmarks Lærerforening.

“Det forløb, der var i 2013, var et rigtig skidt et for alle parter,” svarer Søren Olufsen. “Vi har tidligere troet på den danske model (arbejdsgivere og fagforeninger indgår frivillige aftaler, red.). Modellen har jo fungeret godt i rigtig mange år. Anders Bondo Christensen har landet otte ud af ni overenskomstforhandlinger, men det gik nok op for de fleste for sent, hvad der egentlig var gang i.”

Han uddyber:

“I virkeligheden vil Moderniseringsstyrelsen have alle andre offentlige ansatte ned gennem den samme tragt som lærerne. Værdierne i overenskomsterne skal udvandes, så det ene og alene bliver arbejdsgiverne, som styrer det.”

Søren Olufsen medgiver, at Moderniseringsstyrelsen bliver dæmoniseret i øjeblikket.

“Jeg ved godt, at embedsmændene i systemet bare gør deres arbejde, men det ville være sindssygt interessant, hvis nogle journalister gik ind og så nærmere på, hvad der foregår i Moderniseringsstyrelsen,” slutter han.

Gidslerne

På baggrund af såvel “Søren og Mette i benlås” som debatmødet kan man spørge, om de nuværende overenskomstforhandlinger bare er skinforhandlinger ligesom i 2013? Er politikerne i ly af overenskomstforhandlinger, lockout og lovindgreb i virkeligheden ved at slanke – eller slagte – den offentlige sektor?

I så fald tager politikerne landets børn og unge som gidsler, nu hvor hundredtusinder af skoleelever og studerende med truslen om lockout nok engang står til at miste dyrebar undervisning og få spoleret deres afgangsprøver og eksaminer.

Kan Danmark virkelig være det bekendt?

Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 5. april.

God påske!

 

Omstridt succes

Posted on by under Reportager

Kig ind i bogens verden har mødt den svenske forfatter David Lagercrantz, der er aktuel med sin anden bog om Stieg Larssons umage krimipar Salander og Blomkvist.

Samme dag som John le Carrés “A Legacy of Spies” blev udgivet, udkom David Lagercrantz’ “Manden der søgte sin skygge” i 26 lande.

Bogen er femte bind i Stieg Larssons succesfulde Millennium-serie om hackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist. Som bekendt betød Larssons alt for tidlige død, at han kun nåede at færdiggøre tre af i alt ti planlagte bøger. Det er også alment kendt, at hans forlag Nordstedts for et par år siden hyrede David Lagercrantz til at videreføre historien om den populære detektiv-duo.

Beslutningen er blevet stærkt kritiseret. Ikke mindst fordi Larssons livsledsager Eva Gabrielsson var imod, at andre fortsatte hans livsværk. Men da hun og Larsson ikke var gift, arvede forfatterens far og bror alle pengene og rettighederne, og de gav grønt lys til fortsættelsen.

Anmeldernes dom

Da Lagercrantz’ opfølger “Det der ikke slår os ihjel” udkom i 2015, fik den lunkne anmeldelser i Danmark, mens modtagelsen i udlandet var mere positiv.

The Guardian fandt, at bogen (“The Girl in the Spider’s Web”) “… turns out to be a respectful and affectionate homage” (The Guardian 27/8-2015).

Og The New York Times konkluderede:

“Though there are plenty of lumps in the novel along the way, Salander and Blomkvist have survived the authorship transition intact and are just as compelling as ever.” (The New York Times 26/8-2015)

I torsdags udkom så “Manden der søgte sin skygge”, og igen var anmeldelserne herhjemme lunkne. Information skriver:

“Et rodet plot tynger femte bind af ‘Millennium’-serien, ‘Manden der søgte sin skygge‘, der kun lever takket være sin skarpe og smarte heltinde.” (Information 9/9-2017)

Ifølge Berlingske Tidende er bogen “en middelgod spændingsroman, der nok skal sælge som de forrige i serien, men som selvstændig bog mest ligner en skygge af sig selv eller af det, den gerne vil være.” (Berlingske Tidende 7/9-2017)

The Guardian er heller ikke så positiv som sidst. De skriver om “The Girl Who Takes an Eye for an Eye”, som er bogens engelske titel: “Lagercrantz has all the elements of the Millennium series at his disposal, but the adrenaline is missing …” (The Guardian, 13/9-2017)

Høje forventninger

Forventningerne til “Manden der søgte sin skygge” er dog fortsat skyhøje hos forlag og forhandlere.

Det mærkes den solrige september-søndag, hvor undertegnede og omkring 30 andre bloggere og læsere indfinder sig til VIP-møde med David Lagercrantz hos Danmarks største online boghandel, Saxo.

Der serveres boblevand og kager, stakkevis af “Manden der søgte sin skygge” fylder det lange bord i lokalet, og i vindueskarmene ligger sorte læderhandsker og nitte-halsbånd, der leder tankerne hen på Lisbeth Salander.

Dragen og krigeren

Det er en afslappet og veloplagt David Lagercrantz, der lægger ud med at fortælle om sit forhold til den rå heltinde:

“I øjeblikket er jeg på turné verden over, og folk spørger mig, om jeg ikke snart er træt af Lisbeth Salander. Men jeg er bestemt ikke træt af Lisbeth Salander. Kan man blive træt af hende?” spørger han forsamlingen og fortæller, hvordan en statue i Storkyrkan i Stockholm inspirerede ham til at skrive videre om “det feministiske ikon”. Statuen viser en ridder, som er ved at dræbe en drage. Ved siden af står en bedende jomfru.

“Det slog mig, at Lisbeth Salander – kvinden med drage-tatoveringen – ville se statuen helt anderledes. Hun ville se ridderen begå et overgreb, ligesom hendes far gjorde, og at en dag vil dragen rejse sig.”

Drivkraften

Det er blevet tid til at stille spørgsmål, og jeg stiller Lagercrantz følgende:

– Stieg Larsson var kendt for sin idealisme. Han var en ildsjæl, erklæret kommunist og redaktør for Expo, og hans Millennium-bøger udspringer af hans store sociale engagement. Hvad driver dig i arbejdet med bøgerne?

“Jeg er ganske vist ikke kommunist,” svarer Lagercrantz. “Men mit hjerte brænder for de udsatte, og ligesom Stieg Larsson vil jeg slås for de udsatte i samfundet. Med de anti-demokratiske kræfter og den intolerance, vi ser i dag, er der også masser at kæmpe for. Og så er jeg ligesom Stieg Larsson lidt af en nørd.”

Gode råd

En deltager ønsker at vide, om Lagercrantz har ét råd, han vil give forfattere, der overtager andres forfatterskab.

“Man skal føle oprigtig passion for materialet,” svarer han. “Man skal kun gøre det, fordi man ikke kan lade være. Og man må fremfor alt ikke kopiere, men derimod finde sin egen stil og stemme i arbejdet.”

Et andet spørgsmål fra salen handler om, hvad Lagercrantz’ næste bog er.

“Jeg har skrevet kontrakt på at lave tre bøger i Millennium-serien og forbereder en stor finale i mit tredje og sidste bind. Herefter vil jeg tage en pause og skrive mit eget. Jeg har allerede nu en idé,” oplyser forfatteren, der imidlertid ikke vil afvise at skrive yderligere bøger i Millennium-serien.

Seancen er forbi, og forfatteren stiller op til signering og selfies med de fremmødte.

Uanset hvad er David Lagercrantz blevet et internationalt navn i bogbranchen, og hans eget bogprojekt vil utvivlsomt blive ventet med spænding af mange.

Stieg Larsson. Foto: David Lagerlöf.

Stieg Larsson (1954-2004) var en svensk journalist, forfatter, kommunist og chefredaktør på avisen Expo. Hans tre anmelderroste og prisbelønnede bøger i Millennium-serien, “Mænd der hader kvinder” (2005), “Pigen der legede med ilden” (2006) og “Luftkastellet der blev sprængt” (2007) har solgt over 80 millioner eksemplarer verden over.

David Lagercrantz. Foto: Cato Lein.

David Lagercrantz (født 1962) er svensk journalist og forfatter og har skrevet den succesfulde selvbiografi “Jeg er Zlatan Ibrahimovic” og den anmelderroste roman “Syndefaldet i Wilmslow”. “Det der ikke slår os ihjel” har solgt seks millioner eksemplarer verden over.

Du kan læse The Guardians anmeldelse af “Manden der søgte sin skygge” her: https://www.theguardian.com/books/2017/sep/13/girl-who-takes-an-eye-for-an-eye-david-lagercrantz-review

Læs The Guardians og The New York Times’ anmeldelser af “Det der ikke slår os ihjel” (2015) her:

https://www.theguardian.com/books/2015/aug/27/the-girl-in-the-spiders-web-david-lagercrantz-review-millennium-series-late-stieg-larsson

https://www.nytimes.com/2015/08/27/books/review-the-girl-in-the-spiders-web-brings-back-stieg-larssons-detective-duo.html

Læs mit tidligere indlæg om Millennium-serien her: https://kigindibogensverden.com/2015/08/27/boeger-og-business/

 

Selma Lagerlöfs Mårbacka

Posted on by under Reportager

Nok har sommeren på de nordlige breddegrader været solfattig, men det betyder heldigvis ikke, at den har været fattig på oplevelser.

Ferien bød således på en fin oplevelse for min familie og mig, da vi besøgte den svenske forfatter Selma Lagerlöfs barndomshjem, Mårbacka, i Värmland.

Mårbacka, hvor Selma Lagerlöf blev født i 1858 og døde i 1940. Foto: JayJay.

Mårbacka, hvor Selma Lagerlöf blev født i 1858 og døde i 1940. Foto: JayJay.

Herhjemme er Selma Lagerlöf især kendt for debutromanen “Gösta Berlings saga”, “Jerusalem” og “Nils Holgerssons Underbara Resa Genom Sverige”.

Beretningen om lilleputten Nils Holgerssons færd på ryggen af en gås er en klassiker og overgås i ry blandt nordiske børnehistorier kun af H. C. Andersens eventyr.

I forfatterens fodspor

Det er også en model af den lille gut og gåsen, der hilser os velkommen denne julidag, hvor temperaturen er sprunget op på 27 grader, og solen skinner fra en sjældent klar blå himmel over huset, hvor Lagerlöf blev født og døde.

En vidunderlig have omgiver Selma Lagerlöfs barndomshjem. Foto: Kahoha.

En vidunderlig have omgiver Selma Lagerlöfs barndomshjem. Foto: Kahoha.

Mårbacka ligger i betagende smukke omgivelser. Der hører en dejlig frugthave, bugnende blomsterbede og et kæmpe bur med påfugle til, ligesom der ligger en hyggelig café og lille butik på grunden.

Vi starter med en rundtur i barndomshjemmet, hvor en tysk guide på flydende svensk beretter om den verdensberømte forfatter. Hun fortæller, at det oprindelige barndomshjem er bygget ind i det hus, Lagerlöf lod opføre i 1921-1923. Allerede i 1907 havde Lagerlöfs litterære succeser muliggjort, at hun købte Mårbacka tilbage. Faderen havde mistet gården, da han gik konkurs, og det var forfatterens store ønske at generhverve den.

Farmor fortalte

Mårbacka udgør en hjørnesten i, ja, måske selve fundamentet for Lagerlöfs forfatterskab. Det var her i børneværelset, at farmoren fortalte historier for hende og hendes søskende, myter og sagn, der nærede hendes fantasi og blev en væsentlig inspirationskilde for forfatteren. Lille Selma tog historierne til sig i en sådan grad, at hun kom for sent i skole med blæk på fingrene, fordi hun skrev om natten.

I dag er børneværelset en del af stuen, som er dekoreret med tegninger af Lagerlöfs morbror, Christofer Wallroth, og overalt står der gaver til forfatteren. Vildgåsen ude i entreen er en gave fra to drenge, der fandt den død og gav den til Lagerlöf, som lod gåsen udstoppe, og siden strøg den over fjerene, hver gang hun gik forbi den.

Nils Holgersson

Vi fortsætter ind i spisestuen, hvor skabe står proppet med porcelæn, som forfatteren elskede. Også her blev der fortalt historier, når gæster fra nær og fjern kom forbi og i mangel af tv, radio (og computer) lod de mundtlige fortællinger flyde frit og på den måde underholdt ung som gammel i det Lagerlöfske hjem.

Selma blev aldrig gift og fik børn (vi får senere at vide, at hendes livs store kærlighed hed Valborg Olander), men hun fik en “fosterson”, en forældreløs dreng, ved navn Nils Holgersson. Ifølge guiden bankede den seksårige dreng selv på hos Lagerlöf og spurgte, om ikke han måtte blive hendes “fosterson”. Hun sagde ja, og de blev tæt knyttet til hinanden og bevarede kontakten, da han emigrerede til USA. Guiden oplyser, at hans barnebarn gæstede Mårbacka to dage før vores besøg.

Kvindesagen

Da Selma Lagerlöf var 23 år, tog hun til Stockholm for at uddanne sig til lærer. Hendes far ville have, at hun skulle blive hjemme og tage sig af sine forældre, så hun måtte låne penge af sin bror, Johan. I hovedstaden blev hun optaget af kvindesagen og klippede sit hår kort, hvilket var usædvanligt for den tid.

Som forfatter var Lagerlöf også foregangskvinde. Et mandligt medlem af Det Svenske Akademi udtalte, at kvinder, der skriver, er som hunde, der prøver at gå på to ben! Flere kritikere fandt hendes skrivestil for let, barnlig og fantasifuld. Bogen om Nils Holgersson, der var bestilt som undervisningsmateriale til svenske skolebørn, blev sågar forbudt nogle steder, fordi den var for sjov (!) at læse.

Superstjernen Selma

Trods konventionerne blev Lagerlöf en stor forfatter, ja, en litterær superstjerne. Hun fik Nobelprisen i Litteratur i 1909 og blev medlem af Det Svenske Akademi i 1914. Nobelprismedaljen gav hun til finnerne under Den Finske Vinterkrig (1939-1940), så den kunne smeltes om og hjælpe dem økonomisk. Siden blev medaljen købt tilbage. I biblioteket på Mårbacka lader guiden en kopi af den gå rundt.

Talrige værker fylder hylderne i forfatterens bibliotek, og mens vi stjæler et glimt af titlerne, heriblandt et par stykker om den amerikanske borgerkrig, fortæller guiden, at Lagerlöfs status og berømmelse var så stor, at folk valfartede til Mårbacka for at få et glimt af hende. Forfatteren gik ud på balkonen og vinkede til dem i bedste dronningestil, men når ståhejen omkring hendes person blev for meget, klædte hun husholdersken ud som sig selv, så denne kunne agere stand-in. Vi får også at vide, at Lagerlöf var en flittig brevskriver, og at en stor del af hendes korrespondance på 42.000 (!) breve først måtte læses 50 år efter hendes død.

I butikken kan man købe bøger, tørklæder, postkort, honning og meget mere. Foto: Kahoha.

I butikken kan man købe bøger, tørklæder, postkort, honning og meget mere. Foto: Kahoha.

Efter rundturen i huset ser vi udstillingen om filmatiseringerne af bøgerne i en lade. En svale har bygget rede på en tværgående loftsbjælke, og i det tilstødende lokale fortæller dyredukker i naturlig størrelse om livet på landet i gamle dage.

Vi runder besøget på Mårbacka af i caféen og i butikken, hvor vi køber bøger, postkort og honning fra Mårbacka – herlige minder fra en herlig dag 🙂

Du kan læse mere om Selma Lagerlöfs barndomshjem her: http://www.marbacka.com/

Tidsrejser og krimigåder

Posted on by under Reportager

BogForum er verdens hyggeligste messe også efter, at den er flyttet til Bella Center.

Naturligvis faldt det i øjnene, at der i år holdt to salatfade og en patruljevogn ved indgangen, og at bevæbnede betjente holdt vagt (de var der af hensyn til enkeltpersoner, der er beskyttet under PET, og som skulle tale på messen).

Men ellers var alt, som det plejer: Røde løbere og farvestrålende udstillinger med bøger fra væg til væg, og uanset, hvor man så hen, mødtes man af forfattere på kæmpe plakater og hyggelige scener, hvor de sad og talte for et lydhørt publikum.

Som altid var BogForum et overflødighedshorn af litterære oplevelser, og man ville ønske, man kunne være to eller tre steder på én gang! Men frem for at stæse rundt mellem oplæsninger, interview og signeringer foretog jeg nogle punktnedslag, hvor jeg gav mig tid og ro til at lytte.

Leif, Bertel og den sorte skole

På messens første dag ville jeg en tur tilbage til barndommens land. Så jeg lyttede til forfatter Leif Davidsen og kulturminister Bertel Haarders samtale om deres bidrag til bogen “Min barndom i 50’erne”. Det blev til en halv time i selskab med de to veloplagte herrer om, dengang der ikke fandtes curlingbørn.

“Vi fik temmelig mange bank,” huskede Leif Davidsen om sin skoletid i Bogense, og fortsatte med et svagt smil: “Som hævn nævner jeg lærerne ved navn i bogen, selv om de for længst er lagt under mulde. Der var især en gymnastiklærer, som slog de arme tykke drenge, men jeg gik aldrig hjem og sladrede.”

“Jeg husker, når vikaren langede ud efter mig, og det havde jeg sådan fortjent!” sagde Bertel Haarder efterfulgt af tilhørernes venlige latter. “Børn og voksne var meget adskilt dengang. Hvorfor engagerede mødrene sig ikke mere? De var jo hjemmegående,” funderede ministeren. “Men det værste, jeg vidste, var nu, hvis mine forældre tog til forældremøde. Jeg har smidt sedler om møderne væk for at undgå det,” tilføjede han, og igen lød der velvillig latter fra det jævnaldrende publikum.

“Ja, det var en tid, hvor børnene fik lov at opdrage hinanden og passe sig selv. Det har været umanerlig hårdt for nogle børn, især dem der var lavest i hierarkiet,” sagde Leif Davidsen.

Alt for hurtigt var den muntre samtale om en ikke altid lige munter tid forbi, og vi manglede kun den buldrende pejs for at fuldende indtrykket af en kaminpassiar om dengang far var dreng.

Fullcast oplæsning af "Minutmysterier" med bl.a. Lars Mikkelsen var en publikumssucces på BogForum.

Fullcast oplæsning af “Minutmysterier” med bl.a. Lars Mikkelsen var en publikumssucces på BogForum.

Minutmysterier

Hyggelig dagligstue var der også over Lyttesalonen, og igen var det som at være hensat til 1950’erne, dengang Radioteatrets “Gregory-mysteriet” lagde gaderne øde. Skuespillere fra Momo – Skuespillernes Lydbogsværksted læste fullcast oplæsning på “Minutmysterier”, hvorefter publikum skulle opklare krimigåden. At Sherlock Holmes ikke har levet forgæves, var tydeligt, når bogelskerne gav deres bud på, hvem forbryderen var, og skuespillerne og publikum nød detektivlegen. Stemningen var tiptop, og jeg håber, det er et arrangement, der er kommet for at blive. Også i 2015 kan dygtige skuespilleres stemmer fængsle lytterne og give bøger nyt liv!

Tid blev der også til at høre Nicolas Bro fortælle om superhelte og Teri Terry berette om sine science fiction-romaner. Min bedre halvdel var begejstret for Jan Guillous samtale med Diana Bach om hans bogserie om 1900-tallet “Det Store Århundrede”. Guillou blev bedt om at skrive to årstal ned, han gerne ville rejse tilbage til (hvis tidsrejser var mulige). Han skrev ca. år 30 og 1927. Og hvorfor så det? Jo, det ville være et journalistisk scoop at interviewe Jesus, og i 1927 ville Guillou uden større risiko have kunnet skyde Hitler. Gid tidsrejser var mulige!

Men det er de desværre ikke, og med ét var BogForum ovre. Tiden var fløjet hurtigere end de fly, der letter og lander ikke langt fra Bella Center, og i lighed med tidligere år måtte jeg sande, at det var umuligt at nå alle de arrangementer, jeg gerne ville høre.

Godt, der er et BogForum igen til næste år!

Giv dine ører en god oplevelse og besøg Momo – Skuespillernes Lydbogsværksted her: http://www.momolydbog.dk/omos/

Gør det selv-bogfolk

Posted on by under Reportager

Forårssolen siver ned gennem glaskuplen i loftet. Vi er i Kulturstyrelsens foyer. Stolene er linet op, projektoren tændt, og bagest står to kameraer og borde med kaffe og te. Alt er gjort klar til Seminar om selvudgivere på bogmarkedet i dag.

Og her sidder de så – et udpluk af bogbranchens efterhånden talrige gør det selv-folk. Ugleset af diverse forlag og anmeldere, men ikke længere til at komme uden om i det litterære landskab. De stikker faktisk op i en sådan grad, at Kulturministeriets Bog og Litteraturpanel er ved at kortlægge deres betydning for bogmarkedet.

Værdiladet felt

Nanna Mogensen, kulturjournalist på DR, byder velkommen til de 100-150 bogfolk, der har fundet vej til de hellige haller. Både hun og Stig Hjarvard, formand for Bog- og Litteraturpanelet, ridser de stærke holdninger til selvudgiverne op.

“Uprofessionelt” og “vanity publishing” siger nogle om selvudgivelse, mens andre ser det som “entreprenørskab, hvor man ikke vil lade sig nøje med betjeningen fra de gamle elefanter på markedet.”

Nils Bjervig, leder af Bog- og Litteraturpanelets igangværende undersøgelse af alternative publikationsformer på Bogmarkedet, fremlægger de foreløbige resultater:

“En selvudgiver er en udgiver, der helt eller delvist selv finansierer udgivelsen,” forklarer han. “Ifølge tal fra DBC (Dansk BiblioteksCenter, red.) var der i 2013 2140 selvudgivelser fordelt på 535 udgivere. Kun en fjerdedel har selvudgivelse som hovederhverv, resten dyrker forfatterdrømmen som hobby eller bierhverv.”

Selvudgiverne benytter Amazon og Saxo Publish til at udgive bøger. Men hvorfor udgiver de selv bøgerne?

I undersøgelsen nævner hovedparten kreativ frihed som begrundelse, men også en bedre økonomi og afslag fra traditionelle forlag spiller en rolle. 54 procent af selvudgiverne er også udkommet på etablerede forlag, mens 46 procent aldrig har prøvet andet end at udgive selv.

Fra sol til glemsel

Karsten Pers, medstifter af selvudgivernetværket NewPub, som i dag har over 1600 medlemmer, og Steen Langstrup fortæller om deres erfaringer fra etablerede forlag.

“Jeg mødte ikke fagligt nogen som helst glæde og energi med de to forlag, der udgav mine bøger,” beretter Karsten Pers. “Hos det første forlag fik jeg fire uger i fokus med min forældreguide, derefter skete der ingenting.”

På det andet forlag fik han “seks uger i solen dernæst glemsel”. Og det til trods for, at hans bøger begge steder blev udsolgt og skulle trykkes i flere oplag.

“I dag lever jeg af at være forfatter. Jeg bruger både tekstredaktør, korrekturlæser og grafiker og har den fulde kontrol selv, ligesom jeg står for markedsføringen.”

Han har solgt 50.000 eksemplarer af den bog, hans første forlag ikke ville gøre mere for, og 10.000 af den bog, forlag nummer to afskrev.

Låst inde

Steen Langstrup debuterede for 20 år siden på et etableret forlag med en gyserhistorie. Om samarbejdet siger han:

“Jeg skulle ned i nogle fucking kasser, hvor jeg ikke ville være og følte, jeg blev låst mere eller mindre inde.”

Historien gentog sig på det næste forlag.

“De ideer, jeg havde, det, jeg drømte om, var ikke det, der kom ud.”

Siden 2002 har han udgivet sine bøger selv.

Selvudgivelse som springbræt

Eva Fredensborg fortæller, hvordan selvudgivelse blev et springbræt til at blive forfatter på et etableret forlag.

“Jeg ville rigtig gerne være forfatter, men gav op allerede efter tre afslag, som det tog halvandet år at få.”

Så blev hun selv forlægger og udgav oversatte bøger, før hun barslede med sin egen bog i 2013. Bog nummer to kom i 2014.

“Efter 15 måneder og 10.000 solgte eksemplarer af mine egne to bøger kunne jeg sidste år skrive kontrakt med Politikens Forlag.”

Bøger på engelsk

Dorte Hummelshøj udgiver sine bøger i USA og Australien:

“I 2015 er jeg selvudgiver. Jeg har helt frie hænder. Jeg bestemmer selv over mine forsider og kan gøre lige, hvad jeg vil. Jeg har den fordel, at jeg er cand.mag. i engelsk, så jeg kan skrive direkte på engelsk selv. Det siger sig selv, at der er bedre økonomi i engelske titler.”

Hun udgiver hovedsagelig e-bøger på blandt andet Amazon.

“Jeg sælger mindst 10 måske nogle gange 100 gange så mange e-bøger som trykte bøger,” fortæller Dorte Hummelshøj.

Kvalitet frem for alt

Men hvad synes de andre aktører på bogmarkedet om selvudgiverne?

Johannes Baun, litteraturredaktør på Weekendavisen, svarer:

“Jeg orienterer mig i alle bøger, der indkommer til redaktionen (…) Men det kan være vanskeligere at komme igennem som selvudgiver, fordi vi vil gerne have, nogle prioriterer for os. Det betyder noget, at nogle har brugt krudt på det og smidt penge efter det. Nogle forlag har jeg en naturlig høj tillid til, og det kommer ikke an på størrelsen, men hvad vi tidligere har set fra dem.”

Han nævner Batzer & Co. og Vandkunsten som forlag, der udgiver interessante titler af høj kvalitet.

Christina Andersen fra bogrummet.dk fortæller, at det ligeledes for hende er afgørende, at kvaliteten er i orden, også hvad angår omslag, grafik og den medfølgende pressetekst.

Nanna Mogensen: Selvudgiverne skal jo stå for alt selv, skrivningen af bogen, redaktion, korrektur, trykning, distribution. Burde I ikke sænke barren lidt for at lukke flere selvudgivere ind?

“Nej!” lyder det klokkeklart fra Christina Andersen. “Jeg vil lokkes, og en høj kvalitet gør vejen til min læsehylde kortere!”

Forlagsverden skal dø

Carsten Vengsgaard fra Forlaget Klim fortæller, hvordan de små forlag i dag kæmper med de store om de samme titler. Tidligere udgav Klim smalle titler og havde en lang række danske forfattere, men sådan er det ikke mere.

“I dag sætter vi som forlag ikke noget kulturpolitisk aftryk! Den traditionelle forlagsverden skal lægge sig til at dø! Vi trænger til fornyelse,” siger han og peger ud mod publikum.

Presse og blog

Hos Arnold Busck har man indledt et samarbejde med selvudgivernetværket NewPub om deres bøger. På spørgsmålet om, hvad der skal til for, at boghandlerne sælger selvudgiverbøger, svarer Andreas Norkild Poulsen fra Arnold Busck:

“Boghandlerne ser på salgspotentialet, og her er det en fordel, hvis man kan dokumentere medieomtale. Presseomtale sælger – i hvert fald til boghandlerne!”

På bibliotekerne bliver kvalitetskravet til bøger lige nu skærpet, fortæller bibliotekar og lektør Marianne Majgaard Jensen. En positiv lektørudtalelse (bedømmelse, red.) kan være afgørende for, om en bog lander på bibliotekshylden.

“Man ser på kvaliteten, ikke på udgiveren,” siger Marianne Majgaard Jensen.

Derudover nævner hun et generationsskifte, hvad angår platforme for synliggørelse af bøger.

“De unge finder deres inspirationslæsning andre steder end hos Weekendavisen og bruger ikke mindst nettet og blogs,” siger hun. “Derfor er blogs et godt sted for selvudgiverne at få anmeldt deres bøger.”

Det fire timer lange seminar er slut. Paneldeltagerne får klapsalver og vin, og publikum siver ud på H. C. Andersens Boulevard i forårssolen.

Jeg finder min tohjulede og sætter cykelhjelmen på hovedet, der er blevet lidt klogere på bogbranchens gør det selv-folk.

Det håber jeg også, du er blevet!

100.000 gratis bøger

Husk: I dag er det Verdens Bogdag! I Danmark falder den hvert år på Shakespeares fødselsdag den 23. april.

Herhjemme fejrer vi det med, at 100.000 bøger deles ud over hele landet. Det sørger 4000 bogelskere for, når de hver især giver 25 bøger til folk, som sjældent læser skønlitteratur.

Så hvem ved: Måske får du en gratis bog i dag – med mindre du er en læsehest 😉

Læs mere her (http://www.danmarklaeser.dk/)

En dag i Lindgrens ånd

Posted on by under Astrid Lindgren, Reportager

I juli sidste år tog min familie og jeg igen til “Astrid Lindgrens Värld”, men denne gang udvidede vi besøget til forfatterens barndomshjem Näs – og det fortrød vi ikke!

Astrid Lindgrens Näs og det tilhørende museum er virkelig et besøg værd, og ligesom oplevelsesparken ligger de i Vimmerby. Børn og voksne får her lov at opleve de omgivelser, som den verdensberømte forfatter voksede op i, og som inspirerede til så mange af hendes vidunderlige fortællinger.

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgrens barndomshjem Näs (Foto: JayJay)

Astrid Lindgren blev født den 14. november 1907 i det smukke røde hus, og hun sørgede for, at det i dag er indrettet og fremstår, som det tog sig ud i hendes barndom. Desværre nåede vi ikke rundvisningen indenfor, så den må vi have til gode. Til gengæld kunne vi nyde solen, mens vi gik rundt i den have, hvor hun og hendes søskende legede for hundrede år siden.

Men også museet er en dejlig oplevelse og helt i Lindgrens ånd. Der er en dansk audioguide til voksne og en til børn. Man ser de samme udstillinger om Astrid Lindgrens liv, men formidlingen af dem er forskellig. Min mand og jeg valgte den for voksne, men kunne også have snuppet børneudgaven i stedet. I hvert fald var familiens yngste vildt begejstret for sin version. Et berømt citat fra “Brødrene Løvehjerte” kombineret med en bestemt del af udstillingen blev skelsættende for vores barn, der før besøget ikke turde få hovedet under vand, men nu var fast besluttet på at følge den store forfatters ord om at turde trodse sin egen frygt – for ellers er man “bare en lille lort”. Det blev efterfølgende til mange udspring i den svenske skærgård, og vi har flere gange siden sendt Lindgren en kærlig tanke.

Besøg den hyggelige café på Näs. (Foto: JayJay)

Besøg den hyggelige café på Näs.
(Foto: JayJay)

Når man således modigere og bedre rustet til livet træder ud af museet, bør man unde sig selv en forfriskning i den hyggelige museumscafé. Vi fik ægte svenske “köttbullar”, som vi nød på den skønne terrasse under de hvide parasoller i sommervarmen.

Og så kunne man tro, at vi var blevet mætte af Lindgren – men nej! Det bliver vi vist aldrig i min familie, så vi satte kursen mod virkelighedens Katholt. Det var her filmene om Emil fra Lønneberg blev indspillet i 1971-73, og heller ikke i dag kan man forestille sig et mere idyllisk landbrug.

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe. (Foto: JayJay)

Gladere grise end dem på Katholt findes næppe.
(Foto: JayJay)

Grisene løber rundt med krølle på halen i en gammeldags svinesti, og man tænker straks på Emil og Grisepjokket. En hest, der ligner Emils gode gamle Lukas, græsser i folden, og hønsene render frit omkring – dog pinligt ædru og ikke hønefulde af gærede kirsebær som i Lindgrens historie.

Hovedbygningen ejes af den samme familie, som dengang optagelserne stod på, og her må man ikke gå ind, men til gengæld er resten af grunden åben for Emil-glade børn og voksne. Og hvis man vil se de naturskønne omgivelser lidt fra oven, er der stylter, man kan stavre omkring på.

Den skønne Katholt-grund anno 2014. (Foto: JayJay)

Den skønne Katholt-grund anno 2014.
(Foto: JayJay)

 

Skammekrog eller fristed - uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa et smukt resultat. (Foto: JayJay)

Skammekrog eller fristed – uanset hvad er resultatet af Emils tid i Snickerboa smukt.
(Foto: JayJay)

En publikumsmagnet er selvfølgelig Snickerboa –  værkstedet med alle figurerne, som Emil snittede de utallige gange, han blev jaget herud. Selv træstubben står her, som om den lille gæve gut just havde siddet her og snittet nok en trædukke.

Alfreds karlekammer og Nissehuset (lokummet, hvor Emils far sad fast) er her naturligvis også, og så er her en hyggelig butik med en lille udstilling om filmoptagelserne.

Vi var så opløftede af det dejlige sted og den rolige atmosfære, at vi slet ikke havde lyst til at tage derfra, og den dag, der begyndte med Näs og sluttede på Katholt, har vi levet længe på siden.

Læs med, når jeg omtaler “Pippis arvtager” på tirsdag!