En række politikere, kulturpersonligheder, akademikere og journalister herhjemme ser i en ny bog nærmere på Barack Obamas otte år som USA’s første sorte præsident.
På søndag er det to år siden, at Donald Trump blev taget i ed som USA’s 45. præsident.
Selv om mange både i og uden for USA savner hans forgænger, har Barack Obama også mødt stærk kritik for sin tid i Det Hvide Hus.
Det var da heller ikke nogen nem opgave, Obama påtog sig, da han i 2009 indtog det ovale værelse på 1600 Pennsylvania Avenue i Washington D.C.
Ikke alene skulle han lede Amerika gennem en af de værste økonomiske kriser i historien. Han stod også med et dybt splittet USA og de fatale følgevirkninger af George W. Bushs forfejlede krig i Irak og ukloge forvaltning af præsidentembedet.
Der var meget at rette op på og rydde op i. Med sit kampagnebudskab “Yes We Can!” fik Obama imidlertid hele verden til at håbe, at han evnede det.
Ord eller handling
I Anders Agner Pedersens “Obama – håbets præsident” ser en række danskere på, om det blev ved håbet og de tryllebindende taler, eller om Barack Obama rent faktisk leverede den politiske vare.
Blandt bidragyderne er Lars Løkke Rasmussen, Mogens Lykketoft, Kim Bildsøe Lassen, Marcus Rubin, Matilde Kimer, Huxi Bach, Connie Hedegaard, Martin Lidegaard og Lotte Mejlhede.
Anders Agner Pedersen er en af landets mest benyttede USA-analytikere i tv og radio, medvært på USA-magasinet Morgen i Amerika og forfatter til en række bøger om amerikansk politik.
Gør affald til guld
Klimaforandringerne er ikke til at komme udenom, og de fylder mere og mere i vores bevidsthed – ung som gammel.
Farlige forbrugsmønstre står for skud, og især mange unge viser vejen med ændrede kostvaner og krig mod de dræbende plastikøer i vores have.
Det er netop vores manglende evne til at håndtere det affald, vi selv har skabt, der er skyld i mikro-plast i havene, insektdød og rod i økosystemerne.
I “Affald og fantasi” ser etnolog og forfatter Tobias Lau på, hvordan vi med fantasiens hjælp kan forædle vores affald på intelligente og kreative måder, så det, der ligner ubrugeligt skrald, kan genopstå som ny værdi.
Bogen fortæller om danskere, der har gjort sig selv til moderne alkymister, og hvordan vi borgere kan komme til at spille en rolle i et grønt paradigmeskift.
Tobias Lau er medstifter af Beyond Coffee, som indsamler kaffegrums og forvandler det til svampe. Herudover har han grundlagt konsulentbureauet Social Action og er ved at skabe en tredje virksomhed, hvor man udvikler et fødevareprodukt af de proteiner, der dannes som affald af svampeproduktionen i Beyond Coffee.
Rigtig god læselyst!