Ny velskrevet og empatisk bog viser, hvordan vi kan rydde op efter os selv og vores nærmeste.

At vi lever i et overflodssamfund fremgår tydeligt, når man besøger en genbrugsstation eller ser de mange opbevaringsdepoter, der skyder op som paddehatte i byer og på landet.

Men hvad gør vi, når vi på et eller andet tidspunkt skal rydde op i den tsunami af ting og sager, vi selv – eller vores slægtninge – måske har anskaffet os gennem livet?

Det giver en ny bog en række brugbare tips og råd til.

Ting og deres betydning

I “Livsoprydning” fortæller tidligere IT-chef og nuværende coach Annie Stahel, hvordan man kan give slip på fortiden og skabe plads til nutiden.

Livsoprydning handler nemlig ikke kun om at rydde op i ting, men også om at sortere i minder, relationer og betydninger.

Bogen bygger blandt andet på forfatterens egne erfaringer. Da Annie Stahels mand blev alvorligt syg (han er heldigvis rask i dag) samtidig med, at hendes gamle far døde i en alder af næsten 98 år, stod hun ikke kun med en masse ting og sager fra sit eget liv, men også med arvestykkerne fra sin far og hans familie:

Jeg opdagede hurtigt, at denne oprydning ikke kun handlede om at sortere ting og fylde i sække til genbrugsstationen. Den handlede også om noget langt mere grundlæggende: om at forstå, hvad disse genstande repræsenterede i mit eget liv og i min families historie og de slægtled, der gik forud for mit eget,” fortæller hun i bogen og fortsætter:

Mange af tingene var dermed ikke bare ting. De var små beholdere for minder, relationer, ansvar og identitet. Og før jeg kunne give slip på dem, måtte jeg først forstå, hvad de egentlig betød for mig. Det var altså et stykke arbejde, der havde en mere eksistentiel natur.” (“Livsoprydning” side 11)

Kin-keeper

Gennem hele bogen pointerer Annie Stahel, at livsoprydning både rummer den praktiske proces, hvor man sorterer, flytter eller bortskaffer ting, og en psykologisk og eksistentiel proces, hvor man bearbejder følelser og minder.

Hendes bog trækker på forskning inden for især psykologi og præsenterer læseren for en række begreber, herunder narrativ identitet, ego-integritet og kognitive fælder.

Jeg fandt begrebet kin-keeper særligt interessant. En kin-keeper er en slags omsorgsbærer eller relationsbestyrer på tværs af generationer – familiens kollektive hukommelse.

Det kan være familiens ældste (ofte er det kvinder), der har rollen som kin-keeper.

Når familiens kin-keeper går bort, tilfalder rollen ofte den pårørende, der står med oprydningsarbejdet.

Annie Stahel fortæller, hvordan man kan håndtere ansvaret med at bære slægts-stafetten videre og tackle følelser fra loyalitet, skyld og dårlig samvittighed til vrede og ambivalens.

For eksempel kan man ved at bearbejde tingene psykologisk omplacere arvestykkernes betydning og lettere give slip på de efterladte ejendele.

Der er i det hele taget en række konkrete tips og råd til, hvordan man kan undgå at komme til at bo i andres efterliv i stedet for i sit eget liv, ligesom der er råd til oprydderens pårørende.

Som bogen siger: “Fortiden behøver ikke stå stablet i kasser for at eksistere.” (“Livsoprydning” side 53)

Udsættelse eller ej

Annie Stahel påpeger endvidere fordele og ulemper ved at udsætte oprydningsarbejdet.

Nogle gange skal der gå tid, før man kan rydde op for at få lagt en distance til sorg og minder.

Men udsættelse af oprydningsarbejdet kan i værste fald betyde, at man skubber byrden videre til ens egne efterladte, der så skal rydde op i flere slægtleds gamle møbler, ting og sager.

Endelig kommer bogen kort ind på den digitale arv med store digitale arkiver, hvor der kan ligge titusindvis af billeder, mails og dokumenter.

“Livsoprydning” henvender sig især til voksne, der pludselig står som familiens forvaltere af fortiden. Den er forsynet med en litteraturliste, liste over begreber og sider til egne noter.

---

Til slut en personlig kommentar til digital oprydning:

Den øgede digitalisering, herunder de titusindvis af privatbilleder og videoer, mange gemmer, optager lagerplads på servere, der skal nedkøles, og udgør dermed en proces, som bidrager til den globale opvarmning.

Så hvis vi vil passe på vores planet, er vi i mindst lige så høj grad nødt til at rydde op i vores digitale “bunker” som i de bunker, vi gemmer i kældre og på lofter.

Med tanke på de hastige menneskeskabte klimaforandringer er det en oprydning, vi ikke har råd til at udsætte!

---

Bonusinfo

Annie Stahel har tidligere været IT-direktør og digitaliseringschef og blandt andet arbejdet med IT og digitalisering i Danmarks Statistik. Herudover er hun uddannet coach og fitness-instruktør og driver et fitness- og malestudie i Energiværkstedet.

---

Kilder:

Annie Stahel

https://stahel.dk/om-annie-stahel

Energiværkstedet

https://xn--energivrkstedet-3lb.dk/om

Fitnessforlaget

https://fitnessforlaget.dk/

---