Solsorten

Denne uges udgivelse er en hyldest til solsorten, som nu trues af en dødelig virus.

Nattergalen prises igen og igen for sin smukke sang.

Men for mig er solsorten den skønneste sangfugl af alle.

Når solsorten sidder i toppen af et træ og slår sine sprøde triller, går det lige i hjertekulen og minder mig om, hvor dejligt livet kan være.

I år har der imidlertid været forstemmende stille i træerne i vores have.

Fugledræber

Forskere peger på den dødelige usutuvirus som den uhyggelige årsag til massedød blandt solsorter og andre drosselfugle i Nordeuropa, herunder nu også i Danmark.

I 2024 blev det første udbrud af usutuvirus registreret herhjemme (Kilde: Statens Serum Institut).

Og i 2026 blev usutuvirus for første gang påvist i myg i Danmark (Kilde: Statens Serum Institut).

Usutuvirus stammer fra Afrika og har navn efter Usutu-floden i det sydlige Afrika, hvor man første gang opdagede virusset tilbage i 1959.

Men med klimaændringerne er den dødelige sygdom i de senere årtier rykket nordpå via trækfugle og har altså nu etableret sig i Europa.

Virusset spredes til vores egne fugle, når den danske fuglemyg suger blod fra en virusramt trækfugl og herefter stikker vores helårsfugle.

Selv om forskerne heldigvis anslår, at solsorten ikke er i fare for at uddø, er der ingen tvivl om, at det haster NU! med handling, der mindsker de menneskeskabte klimaændringer.

Vi er rigtig mange, der elsker, og som ikke kan undvære solsorten!

Ven med en solsort

Hockley Clarke, engelsk forfatter og naturelsker, elskede også solsorten.

Clarke fattede for alvor interesse for fugle som ung soldat under Første Verdenskrig, især når den dræbende krydsild i skyttegravene blev afløst af nattergalens opløftende sang.

Efter krigen skrev han adskillige bøger om fugle og var i 40 år redaktør på fuglemagasinet “Birds and Country”.

I sin bog “Blackie & Co.”, der første gang udkom i 1978, fortæller Hockley Clarke om en solsortefamilie, der flyttede ind i hans have.

Det var i den usædvanligt kolde og hårde vinter i 1962, at en solsort pludselig rykkede ind i hyldebærtræet uden for Clarkes vindue.

Clarke kaldte solsorten “Blackie”, og han begyndte at fodre fuglen hver morgen og aften.

Det blev starten på et lille mirakel, et bemærkelsesværdigt venskab mellem en mand og en fugl, præget af gensidig tillid og ømhed.

De kloge fugle

I “Blackie & Co.” fortæller Clarke om de små daglige rutiner, der kan skabe en forbindelse på tværs af arter: en trille til hilsen, en flyvetur hen til hånden, en fælles rytme med vind og vejr og omsorg for hinanden.

Som Clarke skriver i bogen:

Blackie and I had an understanding on those cold mornings. I spoke to him; he knew my voice and I am sure that he answered in his own language, of which I thought I had some understanding. There was perfect trust between us, a source of joy to me, and it must have been a comfort to him. Perhaps birds understand more than we think.” (Kilde: The Marginalian)

Nyt liv

Egentlig var Hockley Clarkes “Blackie & Co.” gået ud af tryk.

Men da Maria Popova fik et slidt eksemplar fra et antikvariat i Texas i hånden, var hun solgt.

Maria Popova, født i Bulgarien og bosiddende i USA, er essayist, forfatter, digter og kritiker.

I en protest mod det markedsmæssige tyranni over det meningsfulde i moderne forlæggeri har Popova sammen med den uafhængige boghandel McNally Jackson Books lavet det frie og uafhængige Marginalian Editions.

Og i sommer genudgav Marginalian Editions “Blackie & Co.” – denne gang med et forord af Maria Popova. I forbindelse med genudgivelsen kan man på forlagets hjemmeside læse dette citat af den aktivistiske bogelsker:

Friendship is a lifeline twined of trust and tenderness. That we extend it to each other is benediction enough. To extend it across the barrier of biology and sentience, to another creature endowed with a wholly other consciousness, partakes of the miraculous.” (Kilde: The Marginalian)

Bogen er udkommet.

Således har Hockley Clarkes bog om et smukt venskab mellem en mand og en fugl fået nyt liv.

Må også solsorten herhjemme få nyt liv igen 🙏

Copyright © 2026 by Kig ind i bogens verden.


Bonusinfo

Marginalian Editions er et samarbejde mellem Sarah McNally fra den uafhængige boghandel McNally Jackson Books i New York City og forfatter Maria Popova, som udvælger og introducerer glemte mesterværker, der fortjener at få nyt liv.


Kilder:

Marginalian Editions:

https://www.themarginalian.org/editions/

https://www.themarginalian.org/2026/07/31/hockley-clarke-blackie/

McNally Editions:

https://www.mcnallyeditions.com/books/p/blackie-and-co?srsltid=AU7gw4V6CF-01QSL_Lk1IfVyuVyqqFkHv-B_RCVpwjkritrbQMoonKJE

McNally Jackson Books


Øvrige kilder:

Dansk Ornitologisk Forening:

https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=2309&gad_source=1&gad_campaignid=24127262773&gbraid=0AAAABCNv9va4U3HRAenjfbQ_0CpkiEigP&gclid=EAIaIQobChMI4Pz187WYlwMVaQWiAx1jYgiJEAAYASAAEgLOKvD_BwE

Statens Serum Institut:

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2026/usutuvirus-paavist-i-danske-myg

Videnskab.dk:

https://videnskab.dk/naturvidenskab/daarligt-nyt-for-solsorte-usutuvirus-har-etableret-sig-i-danmark/


 

Skriv en kommentar