Kvindekamp for naturen

I går var det kvindernes internationale kampdag. I den anledning ser Kig ind i bogens verden i denne uge på en kvindes kamp for naturen.

Bloggen har før nævnt bemærkelsesværdige børnebøger fra det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. (læs indlæg her).

Denne gang er Albert Whitman & Co. på banen med en serie børnebøger, der hylder bemærkelsesværdige kvinder i USA’s historie.

En af disse kvinder er Marjory Stoneman Douglas (1890–1998), der åbnede folks øjne for vådområdet Everglades’ skønhed og kæmpe betydning for miljøet.

Douglas’ årelange indsats var med til, at Everglades i 1947 fik status af nationalpark og siden prædikat af internationalt biosfærereservat.

Truet vådområde

I bogen “A Voice for the Everglades” kan børn og barnlige sjæle læse om Marjory Stoneman Douglas’ ihærdige forsvar for delstaten Floridas store vådområde.

Everglades består af ni forskellige økosystemer, der understøtter et rigt dyreliv, heriblandt pantere, alligatorer, krokodiller, søkøer, snegle, frøer og en bred palet af fuglearter.

I årevis var Everglades imidlertid truet. Området blev hovedsageligt opfattet som en ubrugelig sump, der skulle drænes og udvikles kommercielt.

Everglades havde kort sagt brug for en talsmand, en der kunne tale på vegne af vådområdets fascinerende dyr og planter. Marjory Stoneman Douglas blev den talsmand.

Forud for sin tid

Men hvem var hun, denne pioner for naturbevarelse, der talte dyrenes og planternes sag små 100 år før, Greta Thunberg blev forkæmper på klimafronten?

Marjory Stoneman Douglas var på mange måder forud for sin tid. I 1912 færdiggjorde hun som 22-årig sin universitetsuddannelse i engelsk, hvorefter hun blev journalist og redaktør på sin fars avis i Miami.

I 1920erne forlod Douglas avisbranchen og blev forfatter til en lang række bøger, såvel skøn- som faglitterære, for børn og voksne. Forfatterskabet fokuserede hovedsageligt på kvinder, det sydlige Floridas historie og miljøsager.

Douglas var også engageret i velgørenhedsarbejde. Under Første Verdenskrig arbejdede hun for amerikansk Røde Kors i Europa, og siden engagerede hun sig i kampen for bedre boliger, social lighed og ligestilling for kvinder.

Medalje af Clinton

Mest kendt er Marjory Stoneman Douglas dog for sit utrættelige arbejde for at beskytte og bevare Everglades.

Hendes bog “The Everglades: River of Grass” blev en bestseller og øjenåbner for hele nationen. Bogen udkom i 1947, samme år som Everglades blev nationalpark.

The Everglades-forside-2

I 1993 fik Marjory Stoneman Douglas the Presidential Medal of Freedom af præsident Clinton. Ved hendes død som 108-årig i 1998, udtalte præsident Clinton:

Long before there was an Earth Day, Mrs. Douglas was a passionate steward of our nation’s natural resources, and particularly her Florida Everglades. (Kilde: National Women’s Hall of Fame)

Det er den amerikanske forfatter og lærer Vicki Conrad, der fortæller om Marjory Stoneman Douglas’ hæderkronede arbejde for naturen i “A Voice for the Everglades”, mens Ibon Adarne og Rachel Yew står for bogens illustrationer.

A Voice for the Everglades-forside

Træpigen

Til slut er der godt nyt til alle os, der kan lide bøger i stil med Charlie Mackesys vidunderlige “The Boy, the Mole, the Fox and the Horse” (læs indlæg her).

I Luke Adam Hawkers “The Last Tree: A Seed of Hope” sætter den unge pige Olive sig for at redde en verden, hvor der ikke længere findes nogen træer.

Luke Adam Hawker er kunstner, designer og illustrator, bosiddende i London. Ifølge Waterstones er hans bog “a powerful evocation of the fragility of our natural world and a magnificent celebration of its beauty.” (Kilde: Waterstones)

The Last Tree-forside

God weekend – og læselyst 🙂


Kilder:

Albert Whitman & Co.

https://www.albertwhitman.com/book/a-voice-for-the-everglades/

National Women’s Hall of Fame

https://www.womenofthehall.org/inductee/marjory-stoneman-douglas/

Waterstones

https://www.waterstones.com/book/the-last-tree/luke-adam-hawker/9781781579268?utm_source=wsweeklylondon060323&utm_medium=email&utm_campaign=weekly&utm_content=CTA

Læs mere om Luke Adam Hawker her:

https://www.lukeadamhawker.com/


Rigtig læselig jul!

Om otte dage er det årets store aften, og derfor er der (vanen tro) i denne uge tips til gode titler at lægge under træet.

I august i år måtte vi desværre tage afsked med den vidunderlige britiske forfatter og illustrator Raymond Briggs (1934-2022).

Mange vil kende Briggs for hans mageløse værker “The Snowman” og “When the Wind Blows” (læs mere her).

Men også udgivelser som “The Bear”, om en piges magiske venskab med en isbjørn, og “Ethel & Ernest”, der handler om ægteskabet mellem Raymond Briggs’ forældre, har været med til at cementere Briggs’ status som en af de største forfatter-illustratorer nogen sinde.

Derfor vil en oplagt julegave (foruden de nævnte titler) være hans prisbelønnede billedbog “Father Christmas” (1973), hvor vi følger en gnaven julemand på hans travleste aften i året.

Father Christmas-forside

Du kan læse Waterstones’ mindeord om Raymond Briggs her.

Rickmans lommebøger

En anden stor britisk kunstner, som er stærkt savnet, er skuespilleren Alan Rickman (1946-2016).

Måske det er rollerne som Professor Severus Snape i Harry Potter-filmatiseringerne eller skurken Hans Gruber i “Die Hard”, mange især tænker på. Men Alan Rickmans eminente evner spændte over meget andet og mere end det – fra Shakespeare-roller og den forpint forelskede Colonel Brandon i filmatiseringen af Jane Austens roman “Fornuft og følelse” til utro ægtemand i komedien “Love Actually”.

Nu er der en lille trøst til alle os, der savner den fænomenale og alsidige skuespiller. I “Madly, Deeply: The Alan Rickman Diaries” får læseren adgang til skuespillerens tanker om såvel teater, film og skuespillerfaget som politik, venskab og livet i almindelighed.

Bogen bygger på de lommebøger (26 i alt), hvori skuespilleren noterede aftaler, jubilæer, premierer og andet ned, og som han begyndte at bruge helt tilbage i 1972.

“Madly, Deeply” har Alan Taylor som redaktør og forord af Emma Thompson. I forbindelse med udgivelsen skriver Waterstones blandt andet:

The Rickman Diaries was written with the intention to be shared, and reading it is like listening to Rickman chatting to a close friend.” (Kilde: Waterstones)

Rickman-forside

Bonos biografi

Kan man lide biografier og/eller er fan af U2, er forsangeren Bonos “Surrender” et godt bud på en julegave til yngre som ældre.

I bogen fortæller den irske rocklegende og aktivist om sit begivenhedsrige liv, fra barndommen i Dublin til verdensberømmelsen med U2, om den familie og de venner, der været med til at præge ham, om sin kamp mod ekstrem fattigdom og AIDS i verden – og om sin tro.

Biografiens undertitel “40 Songs, One Story” er et hint til bogens 40 kapitler, der hver især har fået overskrift efter en U2-sang. Bogen er endvidere forsynet med 40 originale illustrationer lavet af Bono selv.

BONO-forside

Jakob Levinsen har oversat “Surrender” til dansk.

Ubrydelig kode

Vi bliver i den engelsksprogede afdeling lidt endnu.

Det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. udgiver spændende billedbøger for børn.

En af disse er billedbogsbiografien “Chester Nez and the Unbreakable Code”, der udkom i 2018, og som forlaget har slået et ekstra slag for dette efterår.

I bogen får vi den virkelige historie om Chester Nez, der som dreng fik besked på at opgive sin navajostammes kultur og sprog. Det nægtede han heldigvis, og under Anden Verdenskrig skabte han sammen med andre navajoer ved hjælp af deres sprog en militærkode, som tyskerne ikke kunne bryde.

“Chester Nez and the Unbreakable Code” kunne være en julegaveidé til børn, der både vil have en historie fra virkelighedens verden og blive bedre til engelsk.

Chester Nez-forside

Bogens forfatter Joseph Bruchac har selv indianske aner.

En engel i Warszawa

Også voksenlitteraturen byder på spændende bøger om historiske personer, der har gjort en kæmpe forskel.

Forlaget Gutkinds nye serie “Historiens enestående kvinder” fortæller i romanform om kvinder, der har skabt historie.

Tyske Lea Kampes “En engel i Warszawa” er baseret på den sande historie om den polske modstandskvinde Irena Sendler (1910-2008). Under Anden Verdenskrig smuglede Irena Sendler 2500 jødiske børn ud af ghettoen i Warszawa og reddede dem dermed fra den sikre død. Børnenes navne gemte hun på små sedler i et syltetøjsglas i håb om at kunne føre dem sammen med deres forældre efter krigen.

Irena Sendler var i 2007 nomineret til Nobels fredspris.

En engel i Warszawa-forside

Bogen er oversat fra tysk af Maj Westerfeld.

Flere modige piger

Også for de mindste læsere er der historier om heltemodige piger.

Bogen “Eventyr om modige og seje piger fra hele verden” byder på otte eventyr, der stammer fra bl.a. Japan, Kina, Irland, Mexico og Afrika. Gad Børnebøger skriver i sin præsentation af bogen:

De unge heltinder er både kloge, tapre og fulde af medfølelse, selvom de ofte befinder sig i situationer, hvor de helt alene skal redde søstre, prinser eller hele landsbyer.” (Kilde: Gad Børnebøger)

Rachel Firth, Lan Cook og Andy Prentice står for tekstsiden, mens Josy Bloggs, Maxine Lee-Mackie og Maria Surducan har illustreret bogen.

Modige og seje piger-forside

Julie Rotne har oversat til dansk.

God weekend – og god julegaveshopping 🙂


Kilder:

Læs mere om Alan Rickmans dagbøger i The Guardian

Læs mere om “Surrender – 40 Songs, One Story” på Waterstones

Du kan læse mere om det amerikanske forlag Albert Whitman & Co. her

Læs også mere om “En engel i Warszawa” på Gutkinds hjemmeside