Folkekær forfatter fylder rundt

I dag udkommer en ny biografi om en af Danmarks mest folkekære forfattere.

“En som Bjarne Reuter”, der er skrevet af Helle Retbøll Carl i samarbejde med Anders Houmøller Thomsen, udkommer på Bjarne Reuters 70-års fødselsdag.

I bogen fortæller forfatteren om sin barndom, uskyldstab, familiens hemmeligheder og om vejen til at blive fuldtidsforfatter. I omtalen fra forlaget People’s Press kan man blandt andet læse:

Det hele begyndte på et lille loftsrum, øverst oppe på Kabbelejevej i Brønshøj, hvor Bjarne Reuter isolerede sig som barn. Loftet var hans frirum væk fra den lille lejlighed; en stille oase, midt i en kværnende og krævende verden, for en sensitiv dreng, der tog alting ind og helst ville være sig selv. På loftet fandt han litterære klassikere, som hans far havde gemt langt væk. Så Bjarne Reuter begyndte at læse. Og skrive.”

(Kilde: http://peoplespress.dk/projects/en-som-bjarne-reuter/)

Bogen udkommer i dag.

Tiltrængt humor

Bjarne Reuter debuterede i 1975 med “Kidnapning“, første bog i serien om Bertram og de andre.

Det var i en tid, hvor børnelitteraturen primært var socialrealistisk og handlede om børn og unge, der havde det benhårdt.

Derfor var der mange, som så både debutromanen samt “Rent guld i posen” (1975), “Ridder af skraldespanden” (1976) og “Tre engle og fem løver” (1977) som et tiltrængt frisk pust af humor.

Og det er da også de mange underholdende, kærlige, sjove og spændende historier, den populære forfatter især er kendt for.

Alvoren lurer

Som de fleste læsere vil bemærke, er det dog ikke lutter sjov alt sammen. Lige under overfladen lurer nemlig alvoren, og Reuter har da også skrevet flere bøger, hvor der ikke er meget at grine ad.

I 1978 udkom eksempelvis fantasy-romanen “Slusernes kejser”, der oprindelig var en voksenbog, men som blev genudgivet som børnebog i to bind seks år efter.

“Slusernes kejser” handler om en gruppe mennesker, der efter en altødelæggende krig, kæmper for at overleve.

Og fantasy-værket “Shamran” fra 1985 handler om den dødssyge dreng Philip, der hentes til en anden verden for at kæmpe mod den onde fyrste Han.

Forfatteren har også skrevet krimier og thrillere for voksne.

Selv bryder han sig imidlertid ikke om, at man skelner skarpt mellem børne- og voksenbøger. Tværtimod går han ind for, at børn og voksne kan læse de samme bøger, så de kan få nogle fælles oplevelser.

Og mon ikke det netop er en af grundene til, at han er blevet så populær?

I hvert fald skal der lyde et stort tillykke med den runde fødselsdag herfra 🙂


Bonusinfo

Bjarne Reuter (født 1950) er uddannet folkeskolelærer, men allerede i 1980 kunne han slå sig ned som fuldtidsforfatter.

Siden debuten i 1975 er det blevet til omkring 70 bøger for børn, unge og voksne, hvoraf adskillige er oversat til blandt andet hollandsk, norsk, svensk, spansk, tysk, engelsk, finsk, fransk, portugisisk og japansk.

I 1996 anslog professor i børnelitteratur Torben Weinreich i bogen “Reuters verden”, at forfatterens værker hver dag læses af op mod 5000 danskere. (Kilde: https://forfatterweb.dk/oversigt/reuter00)

Flere af Reuters bøger er med stor succes blevet filmatiseret, såsom “Busters Verden” og “Zappa” (begge med Bille August som instruktør), samt romanen “Drengene fra Sankt Petri” (instruktør: Søren Kragh-Jacobsen). Sidstnævnte bygger på en sand historie, idet Reuter blev inspireret af modstandsgruppen Churchill-klubben.

Bjarne Reuter har modtaget en lang række priser, herunder Kulturministeriets Børnebogspris (1977), De Gyldne Laurbær (1989), Peter Sabroe Prisen (1993), Læserens Bogpris (2005) og BG Banks Litteraturpris (2005).

Kilder:

https://forfatterweb.dk/oversigt/reuter00

http://peoplespress.dk/projects/en-som-bjarne-reuter/


 

Lykke-Per

Bille Augusts ”Lykke-Per” er blændende og efter min mening en af hans hidtil bedste film.

Henrik Pontoppidans store psykologiske udviklingsroman ”Lykke-Per” udkom i årene 1898-1904 og var anden del af tre store værker, som forfatteren fik Nobelprisen i litteratur for i 1917.

Jeg må med skam melde, at jeg endnu ikke har læst Henrik Pontoppidans klassiker.

Så da jeg i søndags gik ind for at se Bille Augusts filmatisering af det litterære forlæg, kunne jeg kun bedømme filmen på dens egne præmisser og ikke som en oversættelse af den berømmede bog til det hvide lærred.

Til gengæld kan jeg sige, at filmen står glimrende som et værk i sin egen ret. Det er en overmåde flot visuel oplevelse, der byder på fornemme skuespilpræstationer, stærke personportrætter, medrivende landskabsbilleder og et særdeles troværdigt tidsbillede af et Danmark i overgangen fra bondeland til industrisamfund i slutningen af 1800-tallet.

Stærkt skuespil

Især Esben Smed imponerer som præstesønnen Per, der efter en fattig opvækst hos en knusende autoritet af en far, rejser til hovedstaden for at blive ingeniør og skabe et samfund efter egne idéer. En oprørsk, visionær og ambitiøs ung mand, som skruppelløst bruger andre for at realisere sine drømme. Men også en fantast med et uforsonligt sind, der mærker, at det strå, der ikke bøjer sig for vinden, knækker.

I titelrollen sitrer Esben Smed af ustyrlige idéer, nervøs energi og social sult efter at forvandle sig selv fra bondeknold til bedsteborger. Samtidig er han i evig konflikt med sig selv og sin strenge religiøse barndom.

For nok lykkes det Per at trodse sin far, men hans sorte skygge forfølger ham. Den fromme, men ukærlige far har gjort Pers forhold til kristendommen så neurotisk, at sønnen ikke tåler at se figurer af Kristus. Hertil kommer det lommeur, først faren og siden moren insisterer på at give Per. Uret – ikke som symbol på den fremtid, Per dyrker og drømmer om, men på den fortid, der hele tiden truer med at indhente ham.

Esben Smeds hudløse spil viser det hele, drømmene, håbet, trodsen, vreden, ubøjeligheden, angsten og fortvivlelsen.

Også Katrine Greis-Rosenthal som Pers jødiske forlovede, Jakobe, Ole Lemmeke som hendes onkel og Benjamin Kitter som hendes bror er med til at gøre den filmiske fortælling fremragende.

Landskaber som sindbilleder

Hertil kommer, at Bille August til fulde formår at bruge filmens visuelle virkemidler til at udtrykke følelser og sindsstemninger.

Billederne af det østjyske landskab med sin på en gang smukke og barske natur sat over for storbyens industrielle udvikling med social slagside bliver sindbilleder på Pers indre kamp mellem hans rødder i det upolerede, men autentiske bondeland og det moderne, men manierede København.

Andre billeder er ligefrem ”hammershøiske”, som når præstedatteren Inger i et forsøg på at afvise Pers tilnærmelser stiller sig med ryggen til ham foran et mørkt træskab i den spartanske præstegårds hvidtede rum.

Far-søn forhold

Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” er delvis selvbiografisk.

I et interview med Berlingske Tidende i 2012 fortalte Bille August om sit dårlige forhold til sin far, og hvordan han måtte trodse ham for at forfølge sin drøm om at lave film, hvilket fik faren – i lighed med Lykke-Pers far – til ikke at ville give ham de penge, han ellers havde sat til side til hans uddannelse. (Læs interviewet her)

Måske er det med til gøre filmens skildring af Pers dårlige forhold til sin far ægte. Fordi den ikke blot er en instruktørs fortolkning af en forfatters værk, men muligvis også afspejler Bille Augusts egne oplevelser med et anstrengt far-søn forhold.

Uanset hvad står Bille Augusts film ikke alene flot for sig selv. Den har også i den grad givet mig lyst til at læse Henrik Pontoppidans mesterværk.