I dag udkommer en ny biografi om en af Danmarks mest folkekære forfattere.
“En som Bjarne Reuter”, der er skrevet af Helle Retbøll Carl i samarbejde med Anders Houmøller Thomsen, udkommer på Bjarne Reuters 70-års fødselsdag.
I bogen fortæller forfatteren om sin barndom, uskyldstab, familiens hemmeligheder og om vejen til at blive fuldtidsforfatter. I omtalen fra forlaget People’s Press kan man blandt andet læse:
Det hele begyndte på et lille loftsrum, øverst oppe på Kabbelejevej i Brønshøj, hvor Bjarne Reuter isolerede sig som barn. Loftet var hans frirum væk fra den lille lejlighed; en stille oase, midt i en kværnende og krævende verden, for en sensitiv dreng, der tog alting ind og helst ville være sig selv. På loftet fandt han litterære klassikere, som hans far havde gemt langt væk. Så Bjarne Reuter begyndte at læse. Og skrive.”
(Kilde: http://peoplespress.dk/projects/en-som-bjarne-reuter/)
Tiltrængt humor
Bjarne Reuter debuterede i 1975 med “Kidnapning“, første bog i serien om Bertram og de andre.
Det var i en tid, hvor børnelitteraturen primært var socialrealistisk og handlede om børn og unge, der havde det benhårdt.
Derfor var der mange, som så både debutromanen samt “Rent guld i posen” (1975), “Ridder af skraldespanden” (1976) og “Tre engle og fem løver” (1977) som et tiltrængt frisk pust af humor.
Og det er da også de mange underholdende, kærlige, sjove og spændende historier, den populære forfatter især er kendt for.
Alvoren lurer
Som de fleste læsere vil bemærke, er det dog ikke lutter sjov alt sammen. Lige under overfladen lurer nemlig alvoren, og Reuter har da også skrevet flere bøger, hvor der ikke er meget at grine ad.
I 1978 udkom eksempelvis fantasy-romanen “Slusernes kejser”, der oprindelig var en voksenbog, men som blev genudgivet som børnebog i to bind seks år efter.
“Slusernes kejser” handler om en gruppe mennesker, der efter en altødelæggende krig, kæmper for at overleve.
Og fantasy-værket “Shamran” fra 1985 handler om den dødssyge dreng Philip, der hentes til en anden verden for at kæmpe mod den onde fyrste Han.
Forfatteren har også skrevet krimier og thrillere for voksne.
Selv bryder han sig imidlertid ikke om, at man skelner skarpt mellem børne- og voksenbøger. Tværtimod går han ind for, at børn og voksne kan læse de samme bøger, så de kan få nogle fælles oplevelser.
Og mon ikke det netop er en af grundene til, at han er blevet så populær?
I hvert fald skal der lyde et stort tillykke med den runde fødselsdag herfra 🙂
Bonusinfo
Bjarne Reuter (født 1950) er uddannet folkeskolelærer, men allerede i 1980 kunne han slå sig ned som fuldtidsforfatter.
Siden debuten i 1975 er det blevet til omkring 70 bøger for børn, unge og voksne, hvoraf adskillige er oversat til blandt andet hollandsk, norsk, svensk, spansk, tysk, engelsk, finsk, fransk, portugisisk og japansk.
I 1996 anslog professor i børnelitteratur Torben Weinreich i bogen “Reuters verden”, at forfatterens værker hver dag læses af op mod 5000 danskere. (Kilde: https://forfatterweb.dk/oversigt/reuter00)
Flere af Reuters bøger er med stor succes blevet filmatiseret, såsom “Busters Verden” og “Zappa” (begge med Bille August som instruktør), samt romanen “Drengene fra Sankt Petri” (instruktør: Søren Kragh-Jacobsen). Sidstnævnte bygger på en sand historie, idet Reuter blev inspireret af modstandsgruppen Churchill-klubben.
Bjarne Reuter har modtaget en lang række priser, herunder Kulturministeriets Børnebogspris (1977), De Gyldne Laurbær (1989), Peter Sabroe Prisen (1993), Læserens Bogpris (2005) og BG Banks Litteraturpris (2005).
Kilder:
https://forfatterweb.dk/oversigt/reuter00
http://peoplespress.dk/projects/en-som-bjarne-reuter/