Påskesysler

I den nært forestående højtid, hvor rejser og påskefrokoster er sat på standby, kan man heldigvis bruge ferien på andre aktiviteter.

Påsken står for døren, og indtil videre lover DMI’s vejrudsigt godt for alle, der kan lide at være udenfor, gå ture i skoven, dyrke haven eller pusle i altankasserne.

Men skulle der blive en regnvejrsdag eller to, kan man få stillet lidt af sin appetit på naturen med “Den kriblende have – Sådan dyrker du din have og redder kloden”.

Her giver den britiske forsker Dave Goulson os nemlig et nyt indblik i insekternes liv. Læserne kan følge med, når Goulson graver i kompostbunken, kaster et blik ind i sit bi-hotel eller dykker ned for at studere livet i havedammen.

I “Den kriblende have” viser Goulson os, hvordan vores liv er uløseligt forbundet med insekternes, og budskabet er klart: I stedet for at fylde vores haver med pesticider og plastre dem til med fliser, bør vi plante træer, buske og blomster og dyrke vores egne grøntsager, ligesom han anbefaler, man laver sin egen kompost frem for at købe spagnum med tørv fra truet natur.

Birgitte Steffen Nielsen står for den danske oversættelse.

Brug ørerne

I sidste uge slog bloggen et slag for Gyldendals live-forfatterarrangementer, og i denne uge skal der slås på tromme for forlagets online-højtlæsninger.

Hele sidste uge læste forfatter Ib Michael Henrik Pontoppidans “Isbjørnen” højt, og i denne uge er det Jeanette Varberg, arkæolog, forfatter og museumsinspektør ved Nationalmuseet, der læser højt af Oldtidssagaerne.

Så hvis man trænger til at bruge ørerne lidt og give øjnene et hvil, kan man se og høre Ib Michael læse “Isbjørnen” her.

Og se og høre Jeanette Varberg læse danske sagnhistorier her.

Pristid

Og så er det i dag, sløret bliver løftet for finalisterne til dette års The International Booker Prize.

Forfatterne og bøgerne, der er med i slutløbet, vil kunne ses her.

Vinderen af den prestigefyldte pris offentliggøres 19. maj.

At rejse er at leve

Til slut skal det nævnes, at det i dag er 215 år siden, at vores mest berømte forfatter, Hans Christian Andersen, kom til verden.

At rejse er at leve” fra H. C. Andersens “Mit livs eventyr” er som bekendt et af den store digters mest benyttede citater.

Det er unægteligt ikke nogen god idé at rejse udenlands i disse tider, så skulle rejsetrangen overvælde en, er det bare med at gribe en bog (papir eller lydbog) og i stedet rejse ind i bøgernes verden!

Rigtig god påske 🙂


Du kan læse et uddrag af Dave Goulsons “Den kriblende have” her.


 

Læs og gæt

En af denne uges bognyheder er offentliggørelsen af de nominerede værker til den prestigefyldte britiske pris Costa Book Awards 2016.

Costa Book Awards hylder nogle af de mest fremragende bøger skrevet af forfattere i United Kingdom og Irland i indeværende år. Der er i alt fem kategorier, som er debutroman, roman, biografi, lyrik og børnebøger.

Vinderne af de fem kategorier er med i slutspurten om at blive “Book of the Year”, som kåres ved et storstilet arrangement i London til januar.

Krig og kærlighed

I kategorien bedste roman er følgende fire værker nomineret:

  • “Days Without End” af irske Sebastian Barry. Romanen følger to unge amerikanske soldater, der først slås mod indianere i 1850ernes USA og siden kæmper i den amerikanske borgerkrig.
  • “This Must Be the Place” af Maggie O’Farrell. Romanen handler om Daniel Sullivan, der lever et kompliceret liv med børn, han aldrig ser, en far, han afskyr og en afdanket skuespiller af en kone.
  • “The Essex Serpent” af Sarah Perry. Handlingen er henlagt til Victoria-tidens London og Essex i 1890erne med en velhavende enke og en lokal præst som de to hovedpersoner, der falder for hinanden.
  • “The Gustav Sonata” af Rose Tremain. Romanen handler om venskab og kærlighed og har to drenges nære venskab under Anden Verdenskrig som omdrejningspunkt.

Sidste år gik “Book of the Year” til Frances Hardinges børnebog “The Lie Tree”. Bogen handler om Faith, hvis far dør under mystiske omstændigheder. Da hun går hans personlige ejendele igennem for at finde ud af, hvad der er sket, opdager hun et mærkeligt træ. Et træ, der næres af løgne, og hvis frugter afslører hemmeligheder.

Gakkede gåder

Hvis man er til gåder af den mere jordnære slags, vil dagens danske udgivelse utvivlsomt vække interesse.

“Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet? – og 165 andre gakkede gåder” byder nemlig på både regnegåder, drillegåder, historiske gåder og rebusser. Læserne kan finde en ven og gå i gang med at battle, og bagest i bogen er der forslag til sjove opgaver og ideer til, hvad man ellers kan bruge gåderne til.

Bogen er skrevet af Sarah Wagn Møller og Hélène Wagn, henholdsvis lærer og journalist, som tidligere har udgivet blandt andet “Skeletter i skabet”, “Balløver og bænkevarmere”, “Når en sort kat krydser din ven” og “Så er den ged barberet”. Rasmus Juul har illustreret bogen.

Og til slut en lille gåde: Hvilken bog kan man ikke læse?

PS: Hvis den er for svær, er der hjælp at hente her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/10/15/en-duft-af-bog/

God bogweekend 🙂


Du kan læse mere om de nominerede bøger og forfattere til årets Costa Book Awards på:

http://www.costa.co.uk/media/448129/2016-shortlist-combined.pdf