Luther gode sager

“Sigurd fortæller om Luther” er dagens nyudgivelse, hvor Sigurd Barrett med sin billedrige og fabulerende fortællestil formidler Luther og reformationen for de små.

I år er det 500 år siden, at den tyske munk og teolog Martin Luther (1483-1546) slog sine 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg. Martin Luthers nye tanker om kristendommen blev som bekendt startskuddet på reformationen.

Religionen gennemstrømmede alle dele af samfundet på Luthers tid, og hans reformatoriske ideer fik store konsekvenser for statsdannelse og politik, sociale forhold og samfundstænkning, opfattelsen af individet, opdragelse og uddannelse, forholdet mellem mænd og kvinder og brugen af billeder og musik.

Den nye børnebog er et af mange bidrag til reformationsjubilæet, der bliver markeret landet over for at fremme forståelsen af og kendskabet til reformationens betydning for Danmark, dansk identitet og bevidsthed. Læs mere om de mange arrangementer på hjemmesiden: http://luther2017.dk/

“Sigurd fortæller om Luther” indeholder en MP3-CD med lydbog og syv sange om Luther, man kan lytte til og synge med på. Stine Rosenberg står for illustrationerne.

Manden med muldvarpen

Apropos børnebøger, så er det i denne uge, at den internationale børnebogsmesse bliver afholdt i Bologna, Italien. Her blev verdens største børnebogspris, The Astrid Lindgren Memorial Award, i forgårs tildelt den tyske børnebogsforfatter og –illustrator Wolf Erlbruch.

Prisen er på fem millioner svenske kroner, og offentliggørelsen af vinderen skete ved en live transmission fra Sverige, som blev vist på bogmessen.

Danske læsere kender især Wolf Erlbruch for hans illustrationer til den internationale børnebogsbestseller “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”, skrevet af Werner Holzwarth.

Wolf Erlbruch har tidligere vundet H. C. Andersen-medaljen for illustration.

Kalender for læseheste

Til slut vil jeg gøre opmærksom på, at Gyldendal for nylig har lanceret en kalender for læseheste på Facebook. Her kan man følge med i, hvilke bogarrangementer der bliver holdt tæt på, hvor man bor. Læs mere her:

https://www.facebook.com/kalenderforlaeseheste/?utm_campaign=unspecified&utm_content=unspecified&utm_medium=email&utm_source=nyhedsbrev


Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 20. april. God påske 🙂


 

Ung i kærlighed og krig

Selvom mit lille tema om Astrid Lindgren er slut for denne gang, vil både forfatteren og hendes værker stadig dukke op på min blog i ny og næ. Og jeg har heller ikke sluppet børnelitteraturen endnu. Men før jeg blogger videre om den, vil jeg gerne skrive et par ord om Klaus Rifbjerg, der som bekendt døde påskelørdag.

Klaus Rifbjerg var en af de store sværvægtere i dansk litteratur. Som mange andre forbinder jeg ham nok især med “Den kroniske uskyld”. Jeg tilhører en af de talrige generationer af gymnasieelever, for hvem hans debutroman var fast pensum. Og hold op, hvor gjorde den bog indtryk på os! Det er det eneste skønlitterære værk, jeg husker, piger og drenge var lige begejstrede for i min gymnasietid.8702117806

Skrevet 30 år før vi selv satte den hvide hue på vores mere eller mindre uskyldige hoveder, slog historien om Janus, Tore og Helle ned i os som et lyn. Jeg husker beskrivelsen af de tre unge og deres udvikling fra puberteten til voksenlivet lige så klokkeklart, som havde de været mine klassekammerater.

Mine venner og jeg slugte skildringen af trioens venskab og den idealiserede kærlighed mellem Tore og Helle råt, og vi led med parret og deres tro væbner, Janus, da Fru Junkersen, slangen i paradis, brutalt frarøvede dem uskylden med tragiske konsekvenser til følge.

Helt kort kan man måske sige, at hvis min barndom var rundet af Astrid Lindgren, kom min ungdom – i hvert fald en overgang – til at stå i Klaus Rifbjergs tegn.

Det kan godt være, at “Den kroniske uskyld” er røget ud af folkeskolens kanon, men det fratager ikke romanen dens klassikerstatus, og jeg er ret sikker på, at Janus, Tore og Helle vil vedblive at bevæge deres jævnaldrende mange år endnu.

8702173871Nu skal min blog jo ikke kun handle om klassikere. Derfor vil jeg til slut gøre opmærksom på en ny ungdomsbog, der udkommer på Gyldendal i dag.

I sin skønlitterære debut “Blindskud” tager forfatteren Jakob Fälling livtag med emnet drenge og krig. Hovedpersonen Nik spiller hardball med sine venner i skoven, men en dag går det galt, og han må hente hjælp hos sin storebror, der er vendt hjem fra Afghanistan. Romanen bygger både på research, Jakob Fälling har lavet i forbindelse med tidligere bøger, og hans egne personlige erfaringer.


Læs mere om, hvad der sker i børnelitteraturen netop nu, når jeg skriver om Børnebogmessen i Bologna på torsdag!