“Sigurd fortæller om Luther” er dagens nyudgivelse, hvor Sigurd Barrett med sin billedrige og fabulerende fortællestil formidler Luther og reformationen for de små.
I år er det 500 år siden, at den tyske munk og teolog Martin Luther (1483-1546) slog sine 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg. Martin Luthers nye tanker om kristendommen blev som bekendt startskuddet på reformationen.
Religionen gennemstrømmede alle dele af samfundet på Luthers tid, og hans reformatoriske ideer fik store konsekvenser for statsdannelse og politik, sociale forhold og samfundstænkning, opfattelsen af individet, opdragelse og uddannelse, forholdet mellem mænd og kvinder og brugen af billeder og musik.
Den nye børnebog er et af mange bidrag til reformationsjubilæet, der bliver markeret landet over for at fremme forståelsen af og kendskabet til reformationens betydning for Danmark, dansk identitet og bevidsthed. Læs mere om de mange arrangementer på hjemmesiden: http://luther2017.dk/
“Sigurd fortæller om Luther” indeholder en MP3-CD med lydbog og syv sange om Luther, man kan lytte til og synge med på. Stine Rosenberg står for illustrationerne.
Manden med muldvarpen
Apropos børnebøger, så er det i denne uge, at den internationale børnebogsmesse bliver afholdt i Bologna, Italien. Her blev verdens største børnebogspris, The Astrid Lindgren Memorial Award, i forgårs tildelt den tyske børnebogsforfatter og –illustrator Wolf Erlbruch.
Prisen er på fem millioner svenske kroner, og offentliggørelsen af vinderen skete ved en live transmission fra Sverige, som blev vist på bogmessen.
Danske læsere kender især Wolf Erlbruch for hans illustrationer til den internationale børnebogsbestseller “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”, skrevet af Werner Holzwarth.
Wolf Erlbruch har tidligere vundet H. C. Andersen-medaljen for illustration.
Kalender for læseheste
Til slut vil jeg gøre opmærksom på, at Gyldendal for nylig har lanceret en kalender for læseheste på Facebook. Her kan man følge med i, hvilke bogarrangementer der bliver holdt tæt på, hvor man bor. Læs mere her:
Kig ind i bogens verden er tilbage torsdag 20. april. God påske 🙂
Pingback: Kongelig underholdning | Kig ind i bogens verden