Bog-godt i vente

Efteråret byder blandt andet på historier om fjerne galakser og afstanden mellem mennesker, ulve i Danmark og ønsker, der går i opfyldelse.

Kig ind i bogens verden har taget et smugkig på kommende bøger hos forlaget Gutkind. Det er en imponerende liste med litterære nyheder fra såvel store danske som udenlandske forfattere.

Her et lille udpluk:

Nyt fra Nors

Danske Dorthe Nors var i 2017 blandt de seks finalister til The Man Booker International Prize for sin stærkt anmelderroste roman “Spejl Skulder Blink”.

Senest har Dorthe Nors’ essaysamling “En linje i verden” fået Blixenprisen for Årets Bog 2022.

Nu er den internationalt anerkendte forfatter atter på banen med romanen “Spænd”.

Gutkind skriver om Dorthe Nors’ nye roman:

Spænd handler om at række over urimelige afstande. Universets, men også dem mellem mennesker. Om at være hjemme i det dybe univers, men føle sig fremmed de fleste andre steder.

Professoren, kalder man Gunn Haven i det lille landsamfund, hun er flyttet til for at hellige sig sit forskningsprojekt om gammaglimt og det tidligste univers. Her forestiller Gunn sig, at hun kan være i fred med sine stjerner, sine rutiner og stueplanten Mike, mens hun vandrer i landskabet og venter på livstegn fra fjerne galakser og den dreng, hun skal forsøge at slippe ud i voksenlivet på den anden side af kloden. Men det kniber med at holde fokus på evigheden, for selv herude, mellem skydetårne og læbælter, findes der andre mennesker, som kommer drivende ind over grænser og skel, med nysgerrighed eller vold og magt.” (Kilde: Gutkind)

Spænd

Bogen har planlagt udgivelse til januar 2025.

Fortid og fremtid

Måske nogle husker min anmeldelse af “Ane Marie Jensdatter fortæller eventyr fra Thy”, hvor den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen blev nævnt (læs mere her).

I Charlotte Weitzes roman “Ulvemælk” spøger fortiden i en nær fremtid, og også her møder læserne Evald Tang Kristensen – denne gang i en romaniseret udgave.

Om “Ulvemælk” skriver Gutkind blandt andet:

I 2040 bor Inga i Tværmose. I 1872 levede en kvinde dér, som fortalte ulvehistorier til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. En nat begynder det at spøge.

Inga er flyttet til mormors hus i Tværmose i et Jylland, der nu, i 2040, er dækket af skov. Kæresten overvåger områdets ulvebestand, og selv var hun forfatter, indtil kunstig intelligens overtog fortællingerne.

I 1872 går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i Tværmose for at indsamle eventyr og viser fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Det nager ham. Ane boede i det, der nu er Ingas hus. Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga.

Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser i Ingas dør. Et dyr, som Evald både kender alt for godt og ikke rigtig vil kendes ved.” (Kilde: Gutkind)

ulvemaelk

Bogen har planlagt udgivelse til januar 2025.

Forandringens pris

Også den prisbelønnede norske forfatter Carl Frode Tiller er på programmet hos Gutkind.

Tillers bøger er oversat til mere end 20 sprog, og forfatteren regnes for en af norsk litteraturs stærkeste stemmer.

Om Tillers nye bog, “Arbejderhjerte”, skriver Gutkind:

En norsk samfundsskildring og et psykologisk portræt af en mand, der midtvejs i livet begynder at foragte alt det, han har opnået.

Trond ved ikke længere, hvem han er. Han voksede op i Namdalen i 1970’erne i en typisk arbejderklassefamilie. Hans far arbejdede på et savværk og var en trofast kommunist, mens hans mor arbejdede som sygehjælper og var frafalden fra bedehusmiljøet. Trond havde højere ambitioner, han ville studere, og med tiden fik han et trygt middelklasseliv. Han fik alle de muligheder, han kunne. Men nu har han mistet grebet. Han har mistet sit job, er blevet skilt fra sin kone og forstår ikke sine døtre. Arbejderhjerte er en roman om, hvordan Norge har ændret sig i løbet af de seneste 50 år, og om et socialdemokrati, der truer med at gå i opløsning.” (Kilde: Gutkind)

arbejderhjerte_677276

Bogen har planlagt udgivelse til oktober.

Magisk spejl

Der er også godt bognyt til børn og barnlige sjæle.

De fleste kender nok eller har hørt om “Villads fra Valby”. Der er kommet 25 bøger i den populære børnebogsserie, som også er blevet filmatiseret.

Forfatteren til Villads-bøgerne, Anne Sofie Hammer, har også haft stor succes med sine tween-bøger “Mig & Mille”.

Til vinter er Anne Sofie Hammer aktuel med børnebogen “Bare jeg kunne gøre det hele om”.

Gutkind skriver om den nye bog:

Det er aften, men barnet er i hvert fald ikke træt, og da forældrene insisterer og kysser godnat, går det for alvor galt. Barnet tager sin bamse og løber i vrede ud ad døren, gennem haven, ned til åen og smider bamse i vandet! Hvis bare det hele kunne gøres om!

Miraklet sker – barnets ønske bliver hørt. Bogen vendes på hovedet og side for side, sætning for sætning rulles handlingen nu tilbage til en ny og overraskende slutning.

Bare jeg kunne gøre det hele om er et magisk spejl, hvor de samme ord og billeder fortæller to vidt forskellige historier.” (Kilde: Gutkind)

Bogen er illustreret af Signe Kjær, der har illustreret over 30 bøger, og som fik Kulturministeriets Illustratorpris i 2021.

4947627-1163173-1000-773

Bogen har planlagt udgivelse i februar 2025.

Tidsrejsen 2

Herhjemme har vi siddet klinet til skærmen, når DR’s julekalender “Tidsrejsen” er blevet vist.

Udover en god historie byder julekalenderen på suverænt skuespil af såvel erfarne som nye skuespillere. Især Bebiane Ivalo Kreutzmann i rollen som Sofie og Hannibal Harbo Rasmussen som Dixie går rent ind hos os.

I år fortæller DR’s julekalender, “Tidsrejsen 2”, hvordan det er gået Sofie og Dixie, og til november kan man læse Merlin P. Manns bog “Tidsrejsen – En helt ny tid”.

Om bog-fortsættelsen til det forrygende eventyr skriver Gutkind:

Tidsrejsen 1 sluttede med, at Dixie og Sofie destruerede gyroen og slog sig ned hos Sofie og hendes familie i nutiden. I Tidsrejsen 2 er Sofie lærervikar på den lokale skole, og Dixie er der umiddelbart ikke. Hvad skete der med Sofie & Dixie i tiden mellem de to julekalendere? Blev de ved med at være kærester? Stoppede de helt med at rejse i tiden? Hvordan døde farfar? Og hvorfor er Dixie der ikke mere? Få hele historien her.” (Kilde: Gutkind)

Merlin P. Mann er forfatter og manuskriptforfatter. Udover “Tidsrejsen” er han kendt for sin bestseller-serie “Taynikma” og animationsserien “Høj”, som man kan se på Ramasjang.

4948332-1163467-1000-628

Bogen udkommer til november.

Der er mange flere nyheder hos Gutkind. Men dette lille udpluk burde være nok til at pudse læsebrillerne og glæde sig til at boge den, når efteråret og vinteren om føje tid banker på 🙂

God weekend – og læselyst!


Du kan se hele Gutkinds bogprogram for efteråret og vinteren her: https://gutkind.dk/a/nyhedskatalog/