Hitlers danske soldater

Rost værk om danske SS-frivillige er netop udkommet i en ny og revideret udgave.

Vi bliver aldrig færdige med at læse om Anden Verdenskrig.

Navnlig ikke som tiden går, og øjenvidnerne fra dengang ikke længere er blandt os.

Derfor er bøger om Anden Verdenskrig vigtigere end nogensinde.

For hvis ikke vi kender historien, hvordan kan vi så lære af den?

History Repeating, som Shirley Bassey synger. Noget vi desværre oplever i disse år, hvor antisemitismen herhjemme og i resten af Europa på rekordtid har fået uhyggelig stor udbredelse.

Det var chokerende at opleve, hvor hurtigt mange “glemte” Hamas’ bestialske angreb på Israel 7. oktober 2023 og kort efter opildnede til had mod jøder – også jøder, der intet har med krigen i Mellemøsten at gøre.

Siden er jødehadet vokset på en måde, der fremmaner fortidens spøgelser fra et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie.

I årtier efter Anden Verdenskrig spurgte vi igen og igen, hvordan Hitlers jødehad kunne få så mange tilhængere, og hvordan Holocaust dog kunne ske.

Med nutidens antisemitisme og hadefulde angreb på jøder i Danmark og Europa får vi svaret.

Danske SS-frivillige

En af de bøger, der kan gøre os klogere på Anden Verdenskrig og nogle danskeres sympati for Hitler og antisemitismen, er “Nazismens danske soldater”.

Bogen er skrevet af de tre historikere Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith. De har forsket i emnet i over 30 år, og den nye bog bygger videre på deres værk “Under hagekors og Dannebrog” (1998).

I forbindelse med udgivelsen af “Nazismens danske soldater” 21. oktober i år, skriver forlaget Lindhardt og Ringhof:

Det moderne standardværk om de frivillige danskere i Waffen-SS fra besættelsen til efterkrigstiden. Værket er baseret på omfattende nyt kildemateriale og ny forskning, som kommer tættere end nogensinde før på de omkring 6.000 danske SS-frivillige, deres historie under 2. Verdenskrig og i tiden, som fulgte. Hovedparten af bogens illustrationer har ikke tidligere været anvendt.” (Kilde: Lindhardt og Ringhof)

En nødvendig bog

Da “Under hagekors og Dannebrog” udkom i 1998, blev den rost for at tegne et grundigt billede af såvel besættelsestidens Danmark som de danskere, der meldte sig til Hitlers Schutzstaffel, SS.

I Information skrev Georg Metz blandt andet:

En helt nødvendig bog om besættelsestidens aktører har de tre historikere her bidraget med. Et nødvendigt korrektiv til et flimrende billede af den smerteligste fortid i vort folks historie.” (Kilde: Information)

Det var blandt andet en udbredt antisemitisme, der fik de 6000 danskere til at melde sig frivilligt til Waffen-SS.

Med tanke på det jødehad, vi ser i dag, er den nye udgave om de danske SS-folk, stadig en nødvendig bog.

Det er lettere at havne på hadets side, end mange mennesker tror.

Derfor får Holocaust-overlever Eddie Jaku de sidste ord i denne uges indlæg:

Jeg beder ikke mine medoverlevere om at tilgive det tyske folk. Det kunne jeg ikke selv gøre. Men jeg har været heldig nok og har oplevet kærlighed og venskab nok i mit liv til, at jeg har kunnet give slip på den vrede, jeg følte mod dem. Det fører intet godt med sig at holde fast i vreden. Vrede fører til frygt, der fører til had, der fører til død.” (Kilde: “Jordens lykkeligste mand”)


Bonusinfo

Man kan opleve de tre historikere Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith fortælle om “Under hagekors og Dannebrog” og “Nazismens danske soldater” 20. januar 2026 på Hillerød Bibliotek. Læs mere her:

https://hilbib.dk/hillerod-bibliotek/aktiviteter/foredrag-og-debat/nazismens-danske-soldater-danskere-i-waffen-ss

Læs Informations anmeldelse af “Under hagekors og Dannebrog” (1998) her:

https://www.information.dk/1998/12/hagekors-dannebrog

Læs min anmeldelse af Eddie Jakus bog “Jordens lykkeligste mand” her:

https://kigindibogensverden.com/2021/11/25/en-ven-for-livet/)


Kilder:

Danmarks Nationalleksikon

https://lex.dk/SS_-_nazistisk_organisation

Information

https://www.information.dk/1998/12/hagekors-dannebrog

Eddie Jaku

“Jordens lykkeligste mand”

Lindhardt og Ringhof

https://www.lindhardtogringhof.dk/historie/produkt/nazismens-danske-soldater


Oplev København under krigen

De fleste kender Politikens “Turen går til”-bøger, der giver nyheder, viden og tip om rejser i hele verden.

Nu kan man også få “Turen går til besættelsestidens København”, som er den første guide til hovedstaden og Øresundskysten i de fem forbandede år.

Turen går tilI bogen tager historikerne Sofie Lene Bak, Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund og Jakob Sørensen dig med rundt til de fysiske spor efter den tyske besættelse i København og jødernes redning i 1943.

Sortbørs og stikkere

Naturligvis er bombningen af Shellhuset og det tragiske fejlbombardement af Den Franske Skole den 21. marts 1945 omtalt. Beskrevet er også Augustoprøret i 1943, der betød, at regeringen trak sig tilbage, og Den københavnske folkestrejke i 1944, som endte med en kæmpesejr til Frihedsrådet og et ydmygende nederlag til besættelsesmagten.

Men turen går også til sortbørshandel i Saxogade, Studenterhuset i Købmagergade, der husede et nazistisk trykkeri, tysk soldatergraffiti i Kødbyen, de forhadte hipofolk på Politigården og stikkerlikvidering på Rosengaardens Bodega med angivelse af tid og sted.

Dansk modstand og tysk terror

Det gælder også modstandsbevægelsens aktioner som BOPA’s industrisabotage mod fabrikken Always, der lavede radiomodtagere til tyske fly. Aktionen varede knap fire minutter, og dens lydside blev optaget på lakplader, mens en kommentator beskrev, hvad der skete. Bogen bringer et udskrift af speakerens øjenvidneskildring.

Vi får at vide, at hævnaktioner for modstandsmændenes sabotage blandt andet blev udført af det berygtede dansk-tyske terrorkorps Petergruppen. Terrorkorpset smed håndgranater ind i tilfældige sporvogne og udførte bombeangreb på Tivoli.

Forfatternes levende beretning om modstandskampen og den tyske terror med nøjagtige oplysninger om hvor og hvornår, giver læseren en intens oplevelse af at følge kampene i Københavns gader næsten minut for minut.

Tysk soldat i “Min søsters børn”

Men vi hører også om “Englen fra Nyelandsvej”, en tysk sanitetssoldat, som hjalp flere pågrebne sårede modstandsfolk på Kriegslazarett Kopenhagen på Frederiksberg Hospital, og som siden spillede med i to “Min søsters børn”-film.

Bogen kaster nyt lys over kendte bygninger og steder som Palads Biograferne, der under navnet Deutsches Eck var besættelsesmagtens favorit forlystelsessted i byen.

“Turen går til besættelsestidens København” indtager sin helt egen plads i rækken af bøger, der er udkommet i forbindelse med 75-året for den tyske besættelse og 70-året for briternes befrielse af Danmark og kan anbefales til alle, der vil blive klogere på vores hovedstad anno 1940-45.


Krigens slutning

I disse dage er det som bekendt 70 år siden, Danmark blev befriet, og hvis jeg skal anbefale et par fremragende bøger om Anden Verdenskrigs slutning, er det:

  • Antony Beevor “Berlin – Faldet, 1945” – et “must read” om Det Tredje Riges totale sammenbrud.
  • Ole Steen Hansen “1945 – Kampen for Europas og Danmarks befrielse” – om civiles, modstandsfolks og soldaters oplevelser i 1945, der nok var et befrielsens, men for millioner af mennesker også et katastrofens år.

Endelig har den kendte modstandsmand og professor, dr.med. Mogens Fogs skildring af, hvordan han gik i nazisternes fælde i 1944, blev holdt fanget af Gestapo i et halvt år og først slap fri, da briterne bombede Shellhuset gjort uudsletteligt indtryk på mig. Politiken bragte hans dramatiske beretning i søndags. Du kan læse den her:

http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2653779/gestapos-fange-i-et-halvt-aar/

Krigsdagbøger

Til sidst skal jeg nævne, at Astrid Lindgrens 17 krigsdagbøger nu for første gang udkommer samlet på det svenske forlag Salikon Förlag.

God læseweekend!