Spion i Auschwitz

Biografi om modstandsmand, der med livet som indsats kæmpede for at stoppe nazisternes massemord i Auschwitz, har netop vundet pris som årets bog.

“The Volunteer” af den britiske forfatter og journalist Jack Fairweather blev i denne uge kåret som vinder af den prestigefyldte britiske Costa Book Award.

Jack Fairweathers beretning om den heltemodige officer og agent for den polske modstandsbevægelse, Witold Pilecki, vandt både i kategorien Biografier og hovedprisen som 2019 Costa Book of the Year.

Biografien har fået prisen i samme uge, hvor årsdagen for de russiske troppers befrielse af Auschwitz-Birkenau-lejren 27. januar 1945 blev markeret.

Frivilligt fangenskab

Da den polske modstandsbevægelse i juli 1940 erfarede, at en koncentrationslejr var blevet oprettet i gamle polske militærbarakker, meldte Witold Pilecki, tidligere officer i den polske hær, sig frivilligt til at lade sig tage til fange med det formål at samle efterretninger om, hvad der foregik i lejren og organisere en masseflugt.

Kort efter sin ankomst i september 1940 begyndte Pilecki at organisere et undergrundsnetværk i Auschwitz. Forholdene var imidlertid langt værre end antaget med konstante tæsk, ydmygelser og sult designet til at bryde båndene mellem fangerne og knuse dem psykisk som fysisk.

Efterhånden som måneder blev til år, og kz-lejren blev forvandlet til en dødsfabrik, stod det klart for Pilecki, at der ikke kom nogen hjælp udefra.

Alligevel gav han ikke op. Hver gang nogen slap ud, medbragte de rapporter til modstandsbevægelsen, blandt andet vidneberetninger om gaskamrenes gruopvækkende kapacitet til at massemyrde.

Skrid ind!

Modstandsbevægelsen videresendte Pileckis rapporter til den polske eksilregering i London, der gentagne gange bad de allierede om at skride ind.

I april 1943 lykkedes det Pilecki at flygte fra Auschwitz. Men først efter de allieredes landgang i 1944, og sovjetiske fly fløj hen over Warszawa, erkendte vestlige ledere omfanget af rædslerne i Auschwitz. På det tidspunkt blev 5000 jøder om dagen gasset, og Pilecki havde netop færdiggjort sin tiende rapport.

Pileckis heltemodige indsats for at afsløre dødslejrens gru kom først fuldt ud til offentlighedens kendskab efter Sovjetunionens fald og åbningen af de polske statsarkiver.

Det anslås, at 1,1 million mennesker døde i Auschwitz, hovedparten i de berygtede gaskamre.

Mørkeste kapitel

Holocaust er, hvis ikke det mørkeste, så et af de sorteste kapitler i menneskehedens historie. Et syndefald uden sidestykke.

Igen og igen spørger man sig selv, hvordan vi som art kunne overleve så grænseløst onde forbrydelser, som dem nazisterne begik mod det jødiske folk under Anden Verdenskrig.

For mig at se er svaret de mange mennesker, herunder Witold Pilecki, der med hjertet på rette sted og med fare for eget liv kæmpede mod nazisterne og viste, at der trods alt er håb for os mennesker.

Vi skylder ofrene i Auschwitz og Witold Pilecki at læse “The Volunteer” – og gøre alt, hvad vi kan for, at dette aldrig gentager sig.


Kilder:

Costa Book Awards:

https://www.costa.co.uk/behind-the-beans/costa-book-awards/book-awards

Du kan læse The Guardians anmeldelse af “The Volunteer” her:

https://www.theguardian.com/books/2020/jan/22/the-volunteer-jack-fairweather-review


 

Hyldest og hæder

Årets første måneder er en forventningsfyldt tid for mange filmfolk og forfattere med prisuddelinger i ind- og udland.

Med Golden Globe, Screen Actors Guild Awards, BAFTA og Oscar er januar og februar højsæson for hyldester til filmindustriens folk.

Men også på bogfronten bliver der uddelt priser. Som bekendt fik Leonora Christina Skov i sidste uge Boghandlernes Gyldne Laurbær for sin autofiktive roman “Den, der lever stille”.

Og i Storbritannien er den prestigefyldte og populære litteraturpris, The Costa Book Awards, netop blevet uddelt til fem værker af forfattere i United Kingdom og Irland.

Som noget særligt sidestiller The Costa Book Awards børnelitteratur med voksenlitteratur og har fem kategorier: Bedste roman af en debutant, Bedste roman, Bedste biografi, Bedste digtsamling og Bedste børnebog, hvoraf en vinder hovedprisen som Costa Book of the Year.

Fortidens spøgelser

I år løb den britisk-hollandske forfatter og litteraturprofessor på Oxford University, Bart van Es, både med prisen for bedste biografi og hovedprisen som Costa Book of the Year.

Bart van Es’ biografi “The Cut Out Girl” fortæller om en lille jødisk pige, Lien, som på grund af nazisternes jødeudryddelser under Anden Verdenskrig kom i familiepleje hos hans bedsteforældre, der var medlemmer af den hollandske modstandsbevægelse.

I 2014 satte Bart sig for at kortlægge Liens historie. Han vidste, at hun blev boende hos hans bedsteforældre efter krigen, og at et skænderi siden førte til et brud mellem dem. Men hvad var Liens version af historien? Hvad skete der rent faktisk under og efter krigen?

Barts efterforskning kom til at ændre både hans eget og Liens liv. Udover at genfortælle Liens oprivende barndomshistorie og skildre, hvordan Bart brik for brik samler puslespillet, tegner biografien et billede af et Holland, der mere end noget andet vestligt land samarbejdede med nazisterne i deres jagt på jøderne.

Sidst men ikke mindst er “The Cut Out Girl” en fortælling om den kærlighed og sorg, en familie kan give og forvolde os.

Øvrige Costa-priser

Endelig skal det nævnes, at Hilary McKays “The Skylarks’ War” fik Costa-prisen for bedste børnebog; prisen for bedste debutroman gik til Stuart Turton for “The Seven Deaths of Evelyn Hardcastle”; Sally Rooneys anmelderroste “Normal People” fik prisen for bedste roman; mens J. O. Morgans “Assurances” blev kåret som den bedste digtsamling.

God læseweekend 🙂


Læs mere om “The Cut Out Girl – A Story of War and Family, Lost and Found” her:

https://www.penguinrandomhouse.com/books/549314/the-cut-out-girl-by-bart-van-es/9780735222243/

Læs også mit indlæg om “Anne Franks dagbog” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2018/06/28/betydningsfulde-boeger/


 

Læs og gæt

En af denne uges bognyheder er offentliggørelsen af de nominerede værker til den prestigefyldte britiske pris Costa Book Awards 2016.

Costa Book Awards hylder nogle af de mest fremragende bøger skrevet af forfattere i United Kingdom og Irland i indeværende år. Der er i alt fem kategorier, som er debutroman, roman, biografi, lyrik og børnebøger.

Vinderne af de fem kategorier er med i slutspurten om at blive “Book of the Year”, som kåres ved et storstilet arrangement i London til januar.

Krig og kærlighed

I kategorien bedste roman er følgende fire værker nomineret:

  • “Days Without End” af irske Sebastian Barry. Romanen følger to unge amerikanske soldater, der først slås mod indianere i 1850ernes USA og siden kæmper i den amerikanske borgerkrig.
  • “This Must Be the Place” af Maggie O’Farrell. Romanen handler om Daniel Sullivan, der lever et kompliceret liv med børn, han aldrig ser, en far, han afskyr og en afdanket skuespiller af en kone.
  • “The Essex Serpent” af Sarah Perry. Handlingen er henlagt til Victoria-tidens London og Essex i 1890erne med en velhavende enke og en lokal præst som de to hovedpersoner, der falder for hinanden.
  • “The Gustav Sonata” af Rose Tremain. Romanen handler om venskab og kærlighed og har to drenges nære venskab under Anden Verdenskrig som omdrejningspunkt.

Sidste år gik “Book of the Year” til Frances Hardinges børnebog “The Lie Tree”. Bogen handler om Faith, hvis far dør under mystiske omstændigheder. Da hun går hans personlige ejendele igennem for at finde ud af, hvad der er sket, opdager hun et mærkeligt træ. Et træ, der næres af løgne, og hvis frugter afslører hemmeligheder.

Gakkede gåder

Hvis man er til gåder af den mere jordnære slags, vil dagens danske udgivelse utvivlsomt vække interesse.

“Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet? – og 165 andre gakkede gåder” byder nemlig på både regnegåder, drillegåder, historiske gåder og rebusser. Læserne kan finde en ven og gå i gang med at battle, og bagest i bogen er der forslag til sjove opgaver og ideer til, hvad man ellers kan bruge gåderne til.

Bogen er skrevet af Sarah Wagn Møller og Hélène Wagn, henholdsvis lærer og journalist, som tidligere har udgivet blandt andet “Skeletter i skabet”, “Balløver og bænkevarmere”, “Når en sort kat krydser din ven” og “Så er den ged barberet”. Rasmus Juul har illustreret bogen.

Og til slut en lille gåde: Hvilken bog kan man ikke læse?

PS: Hvis den er for svær, er der hjælp at hente her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/10/15/en-duft-af-bog/

God bogweekend 🙂


Du kan læse mere om de nominerede bøger og forfattere til årets Costa Book Awards på:

http://www.costa.co.uk/media/448129/2016-shortlist-combined.pdf