Gates og klimaet

Ny bog af Microsoft-grundlægger Bill Gates ser på, hvordan vi kan løse klimakrisen.

Vores brug-og-smid-væk-praksis af digitale værktøjer er ikke just gavnlige for kloden og klimaet, ligesom vores digitale liv i det hele taget ikke er det.

Hver gang vi sender mails, gemmer billeder og streamer en video, udleder det CO2. Hertil kommer, at flere og flere mennesker bruger internettet, og at de bruger det i stadig stigende grad. Og de ubegrænsede mængder data, vi selv, organisationer og virksomheder verden over gemmer på servere, udleder CO2.

I en artikel offentliggjort sidste år, omtaler mediet Verdens bedste nyheder en analyse foretaget af den amerikanske datavirksomhed Veritas Technologies, som anslår, at 52 procent af al data, organisationer og virksomheder gemmer, er mørk data. Det vil sige, data, der slet ikke bliver brugt til noget:

Lagringen bidrager til et stort energiforbrug, og Veritas Technologies vurderer, at ubrugt data på den måde bidrager til 6,4 millioner tons CO2-udledning på verdensplan i år.” (Kilde: https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/toem-indbakken-og-hjaelp-klimaet/)

Undgå katastrofen

Med det in mente kan det blive ekstra interessant at læse “Sådan undgår vi klimakatastrofen” – en ny bog af Bill Gates, medgrundlægger af og tidligere bestyrelsesformand og hovedsoftwarearkitekt for Microsoft.

I sin foromtale af “Sådan undgår vi klimakatastrofen” skriver Gates’ danske forlag:

Bill Gates har brugt et årti på at undersøge klimaforandringernes årsager og virkninger. Med hjælp fra eksperter inden for fysik, kemi, biologi, ingeniørvidenskab, statskundskab og økonomi har han fokuseret på, hvad der skal gøres for at standse planetens kurs mod en miljømæssig katastrofe.

I bogen giver han os en skarpsynet beskrivelse af de udfordringer, vi står over for. Som teknologiudvikler har Bill Gates erfaret, hvordan ny teknologi og innovation kan forandre verden. Med afsæt i denne erfaring beskriver han de områder, hvor teknologien allerede bidrager til at reducere CO2-udledningerne, hvor og hvordan den nuværende teknologi kan bringes til at fungere mere effektivt, hvor der er brug for teknologiske gennembrud, og hvem der arbejder på disse helt nødvendige innovationer. Endelig fremlægger han en konkret, praktisk plan for at nå målet om at få CO2-udledningerne ned på nul, idet han ikke alene foreslår politiske målsætninger, som regeringer bør arbejde ud fra, men også hvad vi som enkeltpersoner kan gøre for at holde vores regeringer, vores arbejdsgivere og os selv ansvarlige i denne livsvigtige kamp for klimaet.” (Kilde: Gyldendal)

Bogen udkommer på dansk 16. februar 2021.

God læselyst!


Bonusinfo

Bill Gates (født 1955) grundlagde Microsoft sammen med sin barndomsven Paul Allen i 1975.

I 2000 grundlagde Bill Gates og hans kone den humanitære organisation Bill & Melinda Gates Foundation, som blandt andet har givet store bidrag til kampen mod hiv/aids, tuberkulose og malaria.

Herudover er han engageret i kampen for at fremme ren energi og anden miljøvenlig teknologi.

Du kan læse om Bill Gates’ bestræbelser på at klare klimakrisen med atomkraft på bl.a. Videnskab.dk: https://videnskab.dk/teknologi-innovation/bill-gates-vil-klare-klimakrisen-med-atomkraft-bliv-klogere-paa-projekt


 

Godt nyt fra bogfronten

Denne uges udgivelser omhandler kunst og klasseskel – og så har udenlandske forlag fået øjnene op for et lille dansk mesterværk.

Den britiske forfatter Neil Gaiman er i Danmark især kendt for sin uhyggelige og veldrejede børnebog “Coraline”. Nu er han aktuel med bogen “Art Matters”, der udkommer på engelsk i dag.

I bogen udforsker Neil Gaiman, hvordan læsning, en god forestillingsevne og kreativitet kan ændre vores liv og verden.

“Art Matters” rummer blandt andet tidligere taler af forfatteren, kreative manifester, digte og et forsvar for biblioteker som arnested for læseheste og dagdrømmere.

Den prisbelønnede illustrator og politiske tegner for Observer, Chris Riddell, står for illustrationerne.

Det forsvundne folk

Herhjemme byder ugen blandt andet på Lars Olsens “Det forsvundne folk”.

Og her tænkes ikke på naturstammer i sydamerikanske jungler, men på danskere med fysisk krævende arbejde.

Selv om mange i dag antager, at vi lever i et “videnssamfund”, hvor polakker og andre udlændinge tager sig af alle de jobs, der larmer og sviner, har 39 procent af danskerne stadig hårdt fysisk arbejde som håndværkere, slagteriarbejdere, dagplejere og pædagoger, der løfter og bærer børn talrige gange i løbet af en arbejdsdag.

Men de mennesker, der tidligere blev kaldt arbejderklassen, er i dag forsvundet under radarskærmen, og i bogen fortæller Lars Olsen, at de er langt mere utrygge og har større mistillid til politikere, magthavere og medier end tidligere.

Lars Olsen er forfatter og journalist. Hans forfatterskab kredser om de nye skel og den sociale opsplitning, som præger Danmark i dag.

Godt nyt om spurven

Måske husker nogle min meget positive anmeldelse af Anne Cathrine Bomann’s debutroman “Agathe”, der udkom sidste år (Læs anmeldelsen her.).

Udenlandske forlæggere har i den grad fået øjnene op for den lille spurv.

Siden da har udlandet fået øjnene op for den lille særdeles velskrevne roman om den livstrætte psykiater og hans patient, og bogen er indtil videre solgt til 16 lande.

Det er svenske Grand Agency, der repræsenterer bogen internationalt, og “Agathe” er nu solgt til udgivelse i Sverige, Norge, Finland, Island, Tyskland, Holland, Italien, Spanien, Catalonien, Serbien, Ungarn, Canada, Kina, Frankrig, Rusland og Brasilien. (Læs mere her.)

Jeg blev rigtig glad, da jeg læste det. I en tid, hvor bestsellerismen og kendis-effekten i den grad hærger bogmarkedet, er det dejligt, at denne lille, store roman nu får fortjent international udbredelse.

Stort tillykke til Anne Cathrine Bomann og forlaget Brændpunkt!

PS: Hvis du endnu ikke har læst “Agathe”, så skynd dig at gøre det. Det er en perle af en bog 🙂