Godt nyt fra bogfronten

Denne uges udgivelser omhandler kunst og klasseskel – og så har udenlandske forlag fået øjnene op for et lille dansk mesterværk.

Den britiske forfatter Neil Gaiman er i Danmark især kendt for sin uhyggelige og veldrejede børnebog “Coraline”. Nu er han aktuel med bogen “Art Matters”, der udkommer på engelsk i dag.

I bogen udforsker Neil Gaiman, hvordan læsning, en god forestillingsevne og kreativitet kan ændre vores liv og verden.

“Art Matters” rummer blandt andet tidligere taler af forfatteren, kreative manifester, digte og et forsvar for biblioteker som arnested for læseheste og dagdrømmere.

Den prisbelønnede illustrator og politiske tegner for Observer, Chris Riddell, står for illustrationerne.

Det forsvundne folk

Herhjemme byder ugen blandt andet på Lars Olsens “Det forsvundne folk”.

Og her tænkes ikke på naturstammer i sydamerikanske jungler, men på danskere med fysisk krævende arbejde.

Selv om mange i dag antager, at vi lever i et “videnssamfund”, hvor polakker og andre udlændinge tager sig af alle de jobs, der larmer og sviner, har 39 procent af danskerne stadig hårdt fysisk arbejde som håndværkere, slagteriarbejdere, dagplejere og pædagoger, der løfter og bærer børn talrige gange i løbet af en arbejdsdag.

Men de mennesker, der tidligere blev kaldt arbejderklassen, er i dag forsvundet under radarskærmen, og i bogen fortæller Lars Olsen, at de er langt mere utrygge og har større mistillid til politikere, magthavere og medier end tidligere.

Lars Olsen er forfatter og journalist. Hans forfatterskab kredser om de nye skel og den sociale opsplitning, som præger Danmark i dag.

Godt nyt om spurven

Måske husker nogle min meget positive anmeldelse af Anne Cathrine Bomann’s debutroman “Agathe”, der udkom sidste år (Læs anmeldelsen her.).

Udenlandske forlæggere har i den grad fået øjnene op for den lille spurv.

Siden da har udlandet fået øjnene op for den lille særdeles velskrevne roman om den livstrætte psykiater og hans patient, og bogen er indtil videre solgt til 16 lande.

Det er svenske Grand Agency, der repræsenterer bogen internationalt, og “Agathe” er nu solgt til udgivelse i Sverige, Norge, Finland, Island, Tyskland, Holland, Italien, Spanien, Catalonien, Serbien, Ungarn, Canada, Kina, Frankrig, Rusland og Brasilien. (Læs mere her.)

Jeg blev rigtig glad, da jeg læste det. I en tid, hvor bestsellerismen og kendis-effekten i den grad hærger bogmarkedet, er det dejligt, at denne lille, store roman nu får fortjent international udbredelse.

Stort tillykke til Anne Cathrine Bomann og forlaget Brændpunkt!

PS: Hvis du endnu ikke har læst “Agathe”, så skynd dig at gøre det. Det er en perle af en bog 🙂


 

One thought on “Godt nyt fra bogfronten

  1. Pingback: Pris til dansk forfatter | Kig ind i bogens verden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s