Mamma

Emilia Aasted debuterer med en stærk og personlig digtsamling om brystkræft.

for første gang tænker jeg over

hvis Hubert og Anna aldrig når at kende mig

og hvis de ikke når at kende mig

kan de heller ikke huske mig

og hvis de ikke kan huske mig

kan de aldrig finde mig”

(“Mamma” side 90)

Da Emilia Aasted er 31 år, får hun diagnosticeret aggressiv brystkræft.

Emilia har lige taget hul på et liv sammen med sin mand, Andreas, deres lille søn, Hubert, og nyfødte datter, Anna, da kræften med ét truer med at tage alt fra dem.

Hvordan tackler man det chok, det er pludselig at få at vide, at man har en livstruende sygdom, bedst som man står med et nyt lille liv i hænderne?

Samme dag, Emilia får diagnosen, 27. september 2022, begynder hun for første gang i sit liv at skrive for at forstå den smerte og uforudsigelighed, der pludselig fylder hendes liv.

Ærligt og gribende

I “Mamma” giver Emilia Aasted et hudløst ærligt og gribende indblik i, hvordan det er som ung kvinde at få den frygtede diagnose.

Digtsamlingen følger det første år i kræftbehandlingen og er opdelt i hver af det års måneder fra september 2022 til september 2023.

Emilia beskriver det lammende chok, den altovervældende angst og den store smerte og sorg, hun og hendes familie gennemgår.

Samtidig med det mareridt, der følger med sygdommen, fortæller Emilia om sin families stærke fællesskab, varme omsorg og store kærlighed, sin mands, sine børns, sin tvillingesøsters og lillesøsters, sine forældres og bedsteforældres – og tanten, der træder til, da ingen af dem magter mere.

Men digtene afslører også den ensomhed, der uvægerligt følger med det at være livstruende syg. For til syvende og sidst er man jo alene. Sygdommen raser i éns egen krop, og man er den, der måske ikke får lov at blive, den, der måske bliver tvunget til at forlade dem, man elsker, og som elsker en.

Tro, håb og kærlighed

Det er svært at vælge, hvilke digte der skal citeres her, for der er mange bevægende.

Digte om kærligheden til børnene, Hubert og Anna, og til manden, Andreas.

Digte, der forklarer den indigoblå ring på bogens omslag.

Digte om et før, nu og efter, og et før, der aldrig kan komme igen.

Digte om håb, lys og viljen til at leve.

Digtet “I skal vide hvor jeg findes” er et af de mest bevægende digte, jeg har læst.

Jeg vælger at bringe dette:

gid der var en automat hvor man kunne trække mod

og vidste, at uanset hvad man trak

så blev man mere modig

man kunne kaste en lille guldmønt ind

og den gavmilde automat ville kvittere

med en lykkepose i rødt blødt velour

når man foldede lykkeposen ud

ville småt, glimtende støv flyve ud

og lande på fødder, hænder og ansigt

og så havde man mod igen”

(“Mamma”, side 42)

For mod er noget, Emilia Aasted må siges at have!

Både når hun kæmper mod en modstander, vi alle frygter. Og når hun uden omsvøb fortæller, hvad den livstruende sygdom gør ved hendes krop og sind, hvordan den ændrer hende som menneske, og hvad den gør ved hendes familie.

Smukke og sanselige

Flere af Emilia Aasteds digte er trods emnet smukke og sanselige. I nogle af dem er det, som om Emilia bevæger sig på et plan mellem liv og død med alle sanser åbne og skærpede.

Båndet mellem hende selv og naturen er endnu stærkere end før. Som da bladlusene som en anden kræftsygdom angriber salaten i hendes have:

Jeg vaskede dem med alt for meget vand, de uvelkomne bladlus skulle druknes i haveslangens medicin. Det efterlod salatspirerne helt slatne.” (“Mamma”, side 129)

“Mamma” er imidlertid andet og mere end en digtsamling om kræft, kemoterapi og barske bivirkninger.

Det er digte om, hvor stærkt og sårbart livet er, og hvor vigtigt det er – ikke kun når vi og vores kære rammes af alvorlig sygdom, men også i vores daglige liv – at se og påskønne livets små mirakler: et smil fra vores barn, en lille hånd der putter sig i vores, vores elskedes uundværlige støtte, vores families varme og nærvær – og skønheden i den natur, vi er en del af og tæt forbundet med.

“Mamma” er en digtsamling, der kan læses af os alle, syge som pårørende, yngre som ældre.

Fordi den handler om meget mere end sygdom, og hvordan man overvinder den.

Den handler om livet og døden som et livsvilkår. Om at finde lyset i mørket og turde leve – igen.

Jeg håber meget, at vi får lov at læse mere fra Emilia Aasteds hånd!

Mamma-forside

Dette er et anmeldereksemplar fra Gladiator. Bogen udkommer i dag.


Over 5.000 kvinder rammes hvert år af brystkræft i Danmark.

I uge 40 sætter årets Støt Brysterne kampagne fokus på alle berørt af brystkræft, og på hvordan vi kan være med til blandt andet at sikre bedre, mere skånsomme behandlinger.


Bøger til tiden

To bøger er særligt aktuelle netop nu, hvor der tales og skrives meget om pressens udfordringer og Donald Trumps mur til Mexico.

Dansk Journalistforbund holdt i denne uge et arrangement om journalist Olav Hergels anmelderroste roman “Punktum” (2016), der omhandler en kriseramt mediebranche.

Bogens hovedperson er den midaldrende journalist Mikkel Haslund, der arbejder på et stort dagblad. Men nettet har efterhånden overtaget hans elskede papiravis; den dybdeborende journalistik er en saga blot; kravet lyder på kvantitet frem for kvalitet, hvor journalister skal levere til flere platforme tre gange daglig. En dag gør Mikkel oprør. Han trodser sin unge kvindelige chef, rejser sig fra stolen og tager ud for at rapportere fra virkeligheden. En virkelighed, hvor små mænd fyres for ingenting, ministre bringes til afgrundens rand, og flygtningene invaderer Europa.

Fra vagthund til lænkehund

Desværre kan stadig flere journalister nikke genkendende til den udvikling, Olav Hergel skildrer i “Punktum”.

Dagbladene befinder sig i en historisk krise med færre annoncekroner, dalende oplagstal og mange fyringsrunder. Samtidig skal branchen håndtere truslen fra uprofessionelle aktører på de sociale medier og et net, der flyder med fake news. Frem for at rapportere fra den virkelige verden, skriver journalisterne i stigende grad historier af fra nettet, hvor jagten på klik kan blive et rent narkotikum.

Udviklingen er alvorlig og kan i sidste ende skade demokratiet. For hvis demokratiets vagthund sidder lænket til nettet dagen lang, hvem skal så holde myndigheder og magthavere i ørerne?

Mexicos mørke sider

Mexico er for alvor kommet på landkortet efter Trumps beslutning om at opføre en mur mellem USA og Mexico.

I ugens udgave af Horisont besøgte DR det fattige land, der kæmper med narkokriminalitet, korruption og 20.000 mord om året.

Dagen efter udkom så Thomas Bobergs nye digtsamling “Mexicocitydigte”.

Thomas Boberg har, siden han var ung, rejst i især Syd- og Mellemamerika og har opnået anerkendelse med rejseerindringerne “Sølvtråden”, “Marokkansk Motiv”, “Americas” og “Invitation til at rejse”.

Med hans nye “Mexicocitydigte” kan man få et litterært kig ind i den mexicanske hovedstad, der anslås at have 22 millioner indbyggere. Forlaget Gyldendal beskriver digtene som “lige så mangfoldige, fragmenterede, kaotiske, dansende, messende og regnbuelysende som den millionby, de portrætterer.”

To måske nok vidt forskellige udgivelser, men begge bøger til tiden. God læselyst!