Forbilledlig Fødselar

I dag fylder Dronning Margrethe 80 år – og i den anledning tager bloggen et lille kig på et berømt værk, vores regent har bidraget kunstnerisk til.

“Der er intet, der som kunst og kultur kan få vores dronning til at smile og le” skrev journalist og forfatter Jens Andersen om Dronning Margrethe II lige før hendes 70 års fødselsdag. (Kilde: https://www.berlingske.dk/kultur/kunsten-er-more-sig-kongeligt).

Jens Andersens artikel kunne lige så godt være skrevet nu, for den kreative åre løber som en brændende rød tråd gennem dronningens 80 år lange liv frem til i dag.

Særligt billeder og evnen til at danne billeder spiller en betydelig rolle i dronningens liv og kunstneriske virke. Eksempelvis skriver Jens Andersen:

Som Hendes Majestæt sagde til Anne Wolden-Ræthinge – alias Ninka – i 1989: »Det siges, at mange musikere oplever alt som musik. Jeg opdager snarere billeder i alt, hvad jeg hører eller læser. Derfor holder jeg særlig meget af musik i forbindelse med teater: ballet, opera. Det er hverken al musik eller alle bøger, der giver »billeder på skærmen«, som jeg plejer at kalde det. Men enhver bog, der giver mig billeder, kommer jeg til at holde af. Det er ikke et spørgsmål om detaljerede beskrivelser, det er selve stemningen, og så behøver det ikke være et litterært mesterværk.«”(Kilde: https://www.berlingske.dk/kultur/kunsten-er-more-sig-kongeligt)

Ingahild Grathmer

Et værk, der i høj grad har appelleret til Dronning Margrethes fantasi og forestillingsevne, er J. R. R. Tolkiens “Ringenes Herre”.

Under pseudonymet Ingahild Grathmer har dronningen illustreret den berømte trilogi, der første gang blev udgivet med Hendes Majestæts tegninger i 1977.

“Ringenes Herre – Eventyret om Ringen”. Illustration: Dronning Margrethe II.

Da Gyldendal i 2001 genudgav Tolkiens mesterværk, kunne man i Information læse, at der i forlagets pressemeddelelse knyttede sig en lille historie til dronningens illustrationer:

Tolkien selv ville ikke give tegnere lov til at illustrere hans værker – læserne skulle have mulighed for at danne deres egne billeder inde i hovedet. Da forfatteren døde i 1973 fandt man flere sort-hvide tegninger baseret på Ringenes herre og begået af en vis Ingahild Grathmer. På tegningerne havde Tolkien skriblet anbefalinger og kommentarer – åbenbart, forklarer Gyldendal, var han »fascineret af tegningernes mystik og atmosfære plus det faktum, at hun ikke gengav personerne.« I ’77 udgav så Gyldendal 1.500 håndnummererede eksemplarer af Ringenes herre med Ingahild Grathmers illustrationer, og de blev revet væk. Og tegningerne, ja, dem havde dronningen under pseudonym sendt til Tolkien, da hun endnu som prinsesse gik på universitetet i England.” (Kilde: https://www.information.dk/2001/11/tolkien-feber)

Her er det en af Dronning Margrethes illustrationer fra “Ringenes Herre – De to Tårne”:Inspirerende landskaber

To år efter genudgivelsen af “Ringenes Herre” kunne man i Fyens Stiftstidende læse, hvad Dronning Margrethe selv havde at sige om inspirationen fra J. R. R. Tolkien:

– Tolkien har om nogen landskabet med i sine historier. Og lige fra jeg første gang læste Tolkiens bøger, har jeg dannet mig billeder af disse landskaber (…)

– Disse landskaber har jeg åbenbart skulle have ud. I hvert fald er de blevet ved med at vælte op i mig i en grad, så jeg slet ikke kunne lade være med at male dem.” (Kilde: https://fyens.dk/artikel/tolkien-forl%C3%A6g-for-dronningen)

I “Ringenes Herre – Kongen vender tilbage” finder man denne illustration af dronningen:Fantasiens nødvendighed

Vi er mange, der er utroligt glade for at have en regent, som ikke alene forvalter sin livsopgave på ypperligste vis, men som elsker kunsten og tilmed udfolder sit eget kunstneriske talent til gavn og glæde for os alle sammen.

I den forbindelse – og navnlig i denne tid – er det værd at huske på noget, som dronningen sagde til Thorkild Hansen inden sin 40 års fødselsdag i 1980:

Uden myte, uden fantasi, da dør mennesket mere sikkert end af nogen anden ting, vi kan finde på. Da dør det for os.” (Kilde: Thorkild Hansen “Samtale med Dronning Margrethe” (1979))

Tilbage er der kun at ønske et kæmpe tillykke til vores forbilledlige og billedskabende Dronning Margrethe II.


Kilder:

Jens Andersen “Kunsten er at more sig kongeligt”, Berlingske, 13. april 2010.

Marianne Koch “Tolkien forlæg for Dronningen”, Fyens Stiftstidende, 30. september 2003.

Christian Monggaard “Tolkien-feber”, Information, 23. november 2001.

Anne Wolden-Ræthinge “Dronning i Danmark. Margrethe den Anden
fortæller om sit liv” (1989).

Thorkild Hansen “Samtale med Dronning Margrethe” (1979).


 

I kongeligt selskab

Det Kongelige Teater har måttet aflyse alle forestillinger på grund af coronavirus. Men nu tager en ny bog os i teatret sammen med Dronning Margrethe.

Som bekendt lukkede Danmark ned efter statsminister Mette Frederiksens historiske pressemøde onsdag 12. marts.

Vi kender alle årsagen hertil, ligesom vi har hørt en masse om den økonomiske krise, der ventes at følge i kølvandet på COVID-19 og lockdown.

Også kulturlivet bløder. På Det Kongelige Teaters hjemmeside kan man for eksempel læse, at alle forestillinger er aflyst 12. – 29. marts.

Skulle teatrets nedlukning blive forlænget, som det gælder resten af samfundet, er det nu muligt at få en ganske særlig oplevelse af Nationalscenen i stedet.

I denne uge er “Med dronningen i Det Kongelige Teater” nemlig udkommet, og her kan man læse om Hendes Majestæt Dronning Margrethes forhold til kunsten på de skrå brædder.

Bogen er udkommet.

Input fra kunstnerne

Bogen rummer en række samtaler mellem Dronning Margrethe og operadramaturg Nila Parly om 12 udvalgte oplevelser af skuespil, opera og ballet på Det Kongelige Teater fra Johan Ludvig Heibergs “Elverhøj” over August Bournonvilles “Et folkesagn” til Richard Strauss’ “Kvinden uden skygge”.

Forud for hver samtale med dronningen har Nila Parly interviewet en række kunstnere, der har medvirket i eller bidraget til den udvalgte forestilling, heriblandt skuespiller Ghita Nørby, balletmester Nikolaj Hübbe og operasanger Johan Reuter.

Parly har ladet de vigtigste pointer fra sine interviews med kunstnerne indgå i sine samtaler med dronningen, der herved også forholder sig til kunstnernes erfaringer i forbindelse med de udvalgte forestillinger.

“Med dronningen i Det Kongelige Teater” er blevet til i et samarbejde med Det Kongelige Teater, og Politikens forlag oplyser, at der udover samtalerne indgår fotos og kostumetegninger samt fakta om handling, rolleindehavere og historisk baggrund.

Mød forfatterne

Hos Gyldendal kan man opleve forlagets Forfattermorgen-arrangementer live-stream i stedet.

Hver morgen i løbet af ugen (weekenden undtaget) sender Gyldendal direkte fra forlaget fra kl. 8.30 til 9.

Siden nedlukningen af Danmark har bogglade danskere blandt andet kunnet møde forfatterne Erling Jepsen og Kim Leine, journalist og tidligere chef for Public Affairs på den danske ambassade i Washington DC, Torsten Jansen, og overlæge på Statens Serum Institut, Anders Fomsgaard.

Man kan også læse interviewene med forfatterne. Læs eksempelvis interviewet med Anders Fomsgaard, der i en årrække har arbejdet med virus-forskning, her: Interview med Anders Fomsgaard

Læs mere om Gyldendals forfattermorgener her:

God weekend – og læselyst!