Bogforum 2022

I dag slår Bella Center igen dørene op for Danmarks største bogmesse.

Et hav af danske forfattere og bogaktuelle navne optræder i år på messen sammen med nogle af Nordens store litterære navne.

Blandt de nordiske forfattere finder man blandt andet:

Linn Ullmann, som deltager med sin nye og meget anmelderroste roman “Pige, 1983” – en roman om magt og afmagt, lyst og skam, skønhed og glemsel.

Per Petterson møder sin danske oversætter, Karen Fastrup, til en samtale om Pettersons dagbogsværk “Mit Abruzzo”.

Og forfatter Jan Guillou kommer og fortæller om sin seneste roman “Den der dræbte helvedes engle”.

Danske bognavne

Bogglade besøgende kan også opleve flere af de forfattere, hvis bøger Kig ind i bogens verden har omtalt i år, heriblandt:

Danser og skuespiller Silas Holst, der fortæller om sin netop udkomne bog “NOK” (læs indlæg her).

Adrian Lloyd Hughes taler blandt andet med forfatter Hanne-Vibeke Holst om sin families dramatiske historie beskrevet i bogen “Mors dreng” (se indlæg her).

Erling Jepsen fortæller om sin nye roman “Vindueskiggeren” – en sorthumoristisk roman om en vindueskigger, der pludselig bliver inviteret indenfor (se omtale her).

Fik man lyst til at læse Sissel-Jo Gazans nye videnskabsroman efter at have set omtalen på bloggen (læs her), er der mulighed for at møde forfatteren, når hun interviewes af journalist og forfatter Stephanie Caruana om “Uglens øje”.

Søren Ryge og Jens H. Petersen deltager med deres bog “80 vilde blomster du gerne vil kende” (læs indlæg her).

Mødre og døtre

Emma Bess fortæller i en samtale med journalist Rasmus Meldgaard Harboe om sin roman “Ly”, der omhandler forholdet mellem mor og datter og om at blive set som den, man er (læs mere her).

Kristina Stoltz bliver interviewet af journalist og forfatter Kamilla Löfström om sin nye roman “For evigt” – en bog om klima og kærlighed, omsorgssvigt og forældreskab i en tid, hvor verden er i opbrud (se omtale her).

Forfatterne Lotte Kirkeby og Puk Qvortrup taler om familie og kærlighed. Journalist Kamilla Löfström er moderator. Lotte Kirkebys roman “Hvis man ikke vidste bedre” blev omtalt her på bloggen i starten af året (læs her).

Herudover deltager en masse andre forfattere, skuespillere og musikere, præster og politikere på Bogforum 2022.

Og selvfølgelig er der også noget for børnene, som blandt andet kan opleve Sigurd Barrett, Sebastian Klein og sanger Rasmus Ott. Du kan læse mere om Børnebogsforum her.

God bogweekend 🙂


Bogforum varer fra fredag 4. til og med søndag 6. november.

Se hele programmet her: https://bogforum.dk/da-DK/Programmet-2022/Programmet-2022.aspx


Mor og datter

Årets første titler stiller skarpt på familierelationer og forholdet mellem mor og datter.

I løbet af blot to år er danske Gutkind vokset til et anerkendt mellemstort forlag med 40 nye udgivelser i 2021.

Forlaget, der blev grundlagt i januar 2020, har som mål at udgive kvalitetslitteratur inden for alle genrer.

Forlagsprofilen er international med en lokal forankring, hvilket afspejles i listen over Gutkinds forfattere. Her finder man både danske prisbelønnede forfattere som Helle Helle, Stine Pilgaard og Erik Valeur og store internationale navne som irske Sally Rooney, finsk-svenske Kjell Westö og tanzanianske Abdulrazak Gurnah, der fik Nobelprisen i litteratur i 2021.

Blandt forlagets nye titler i januar og februar springer særligt et par stærke kvindeportrætter i øjnene.

Gensyn med fortiden

I 2016 debuterede Lotte Kirkeby med novellesamlingen “Jubilæum”, og tre år senere udkom hendes roman “De nærmeste”, der blev nomineret til DR Romanprisen.

Nu er Lotte Kirkeby aktuel med romanen “Hvis man ikke vidste bedre”. I sin præsentation af bogen skriver Gutkind blandt andet:

En kvinde vender tilbage til den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Hun har været længe væk, hun er blevet ældre, og måske også klogere, og i gensynet konfronteres hun med sine valg og med det fællesskab, hun aldrig rigtig blev en del af. Hun husker sin kamp for at finde plads i rollen som mor og som kone, for at leve op til kønnets og tidens konventioner.” (Kilde: Gutkinds nyhedskatalog)

“Hvis man ikke vidste bedre” udkom i går og har allerede høstet fem begejstrede stjerner hos Berlingskes anmelder. (Kilde: Berlingske, 5. januar 2022)

Lotte Kirkeby-forside

Bogen er udkommet.

At miste

Senere på måneden debuterer Vilma Sandnes Johansson med romanen “Tænk ikke på mig”.

Netop som 13-årige Vilma skal til at tage hul på ungdomslivet med veninder, kærester og fester, bliver hendes mor uhelbredeligt syg af kræft. Lægerne giver Vilmas mor mellem seks måneder og fire år at leve i.

Pludselig skal Vilma og hendes mor prøve at leve så almindeligt et liv som muligt, sammen og hver for sig, og samtidig forholde sig til skulle miste og blive mistet.

Forlaget skriver blandt andet:

Tænk ikke på mig er en sand og livsbekræftende fortælling om kærlighed, latter, ensomhed og sorg.” (Kilde: Gutkinds nyhedskatalog)

Taenk-ikke-pa-mig-forside

Bogen har planlagt udgivelse 26. januar.

Familietraumer

Forholdet mellem mor og datter er også omdrejningspunktet i Emma Bess’ roman “Ly”, der handler om at blive set som den, man er.

Efter i længere tid at have holdt afstand til hinanden mødes en mor og hendes datter igen. Romanen følger dem i løbet af en enkelt dag, hvor læseren indvies i deres tanker om sig selv, deres forhold til hinanden og deres ønske om at gøre sig fri af de traumer, som livet i en familie med psykisk skrøbelighed har givet dem.

Emma Bess debuterede i 2018 med novellesamlingen “Mødre, døtre, søstre”. Bogen indbragte hende debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.

Ly-forside

Bogen har planlagt udgivelse 9. februar.

God weekend – og god læselyst!


Du kan læse mere om forlaget Gutkind, dets forfattere og titler her:

https://gutkind.dk/