Prinser og vikinger

Jens Andersens biografi om Kronprins Frederik og en rejsebog til vikingetiden er blandt denne uges udgivelser.

For et par år siden fortalte dronning Margrethe i et interview, at hun som barn blev ked af det, når andre børn talte om, at hun en dag skulle være dronning. Det var ikke noget, hun brød sig om at tænke på, fordi det ville betyde, at hendes far var død.

Dronning Margrethe er forståeligt nok uhyre populær i befolkningen ikke mindst, fordi hun har en sjælden evne til på dygtigste vis at udfylde rollen som regent og samtidig vise det menneskelige ansigt bag.

Det er også det menneskelige, som har givet Kronprins Frederik stor popularitet, og ligesom sin mor har han skullet kæmpe med udsigten til en dag at blive regent.

Rundt om prinsen

I går udkom Jens Andersens “Under bjælken – et portræt af Kronprins Frederik”. Bogen bygger på samtaler og rejser med kronprinsen igennem halvandet år og interviews med hans hustru, bror, forældre, private venner, en tidligere hofchef, Kronprins Haakon af Norge og Kronprinsesse Victoria af Sverige.

 

Jens Andersen fortæller i otte kapitler om Kronprins Frederiks liv, fra fødslen på Rigshospitalet midt under ungdomsoprøret i 1968, hans barndom og ungdom, hvor han kæmpede med generthed, over hans studietid på universitetet, og til han blev fandenivoldsk frømand og lykkelig far til fire.

“Under bjælken” går ifølge forlaget Gyldendal tæt på kronprinsen og hans kamp for at forlige sig med sin skæbne og sin rolle som kommende konge og beskriver hans mange opgør med sig selv og sine omgivelser.

Rundt om vikingerne

Fra Jens Andersens skildring af kronprinsens personlige rejse bevæger vi os over til en rejsebogsserie. Politikens Forlags “Turen går til” har eksisteret siden 1952 og dækker hele verden fra Nordatlanten til Australien.

I de senere år har man udvidet repertoiret til også at lave guidebøger til historiske perioder og litterære værker, og i dag udkommer “Turen går til vikingetiden”.

Guiden viser vej til museer, ringborge, gravhøje, skibssætninger, runesten, vandreruter og levendegjorte vikingemarkeder og bopladser i Danmark.

Med en række baggrundsartikler forfattet af eksperter går bogen bag om vikingetidens historie og samfund, kunst og kultur, natur og geografi. Herudover er “Turen går til vikingetiden” rigt illustreret med fotos og kort.

God læselyst!


Jens Andersen (f. 1955) er litteraturforsker, foredragsholder og forfatter.

Han har skrevet en række roste biografiske værker, heriblandt “Thit – den sidste valkyrie” om Thit Jensen, “Dansende stjerne” om Tom Kristensen og “Til døden os skiller” om Tove Ditlevsen.

Især er Jens Andersen kendt for sin store biografi om H. C. Andersen “Andersen – en biografi 1-2” og sin anmelderoste og prisbelønnede biografi om Astrid Lindgren, “Denne dag, et liv”.

Du kan læse min anmeldelse af sidstnævnte her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/03/22/anmeldelse/

Jens Andersen. Fotograf: Franne Voigt.


Læs min anmeldelse af “Turen går til besættelsestidens København” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/05/07/oplev-kobenhavn-under-krigen/