Nattens dronning

“Det forekommer mig, at en stor del af denne verdens forfattere er mere forelsket i novellegenren end læserne, i hvert fald sælger en novellesamling som regel langt, langt mindre end en roman.”

Ordene er Leif Davidsens og står at læse i “Bøger under træet” omtalt i sidste uges blogindlæg (læs mere her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2015/12/03/god-bogjul/).

I så fald er jeg undtagelsen, der bekræfter reglen, for jeg har altid elsket novellens korte præcise form.

"Nattens dronning" udkom i 1952 i novellesamlingen "Paraplyen".

“Nattens dronning” udkom i 1952 i novellesamlingen “Paraplyen”.

Barnets øjne

Jeg husker, da vi i folkeskolen læste Tove Ditlevsens novelle “Nattens dronning”.

Historien om lille Grete, der hjælper sin mor med at klæde sig ud til et karneval, gjorde dybt indtryk på mig.

Barnets fascination af den knitrende hvide englehårsparyk, som hun skærer sig på (thi drømme kan have skarpe kanter), den appelsinfarvede læbestift og sorte øjensminke som kontrast til hverdagens rå realisme repræsenteret af faren er beskrevet så sansemættet, at novellen kryber ind under huden på læseren.

På fremragende vis skriver Tove Ditlevsen fortroligheden mellem barnet og dets mor frem, så man som læser føler, at man bliver lukket med ind i dette hemmelige pige- og hjertekammer af fantasi, drømme og eventyr, som faren udgør en trussel mod. Og om nogen forstår Tove Ditlevsen at se verden med barnets øjne, så dets sårbarhed og konfliktfyldte følelser over for forældrene står knivskarpt.

Drømme og afmagt

Jeg har netop genlæst “Nattens dronning”, og novellen holder i den grad endnu. Interessant var det imidlertid at se, med hvilke øjne jeg nu mange år senere anskuer personerne.

For side om side med forståelsen for morens frihedstrang og behov for at drømme fornemmer jeg i dag mere også den afmagt, faren føler. Afmagt over den afstand, der er mellem ham og konen, og som giver ekko mellem far og datter. Som når han spørger barnet: “Hvad vil du være, når du blir stor?”, og hun begejstret råber: “Nattens Dronning”.

Man forstår, at faren ikke kun er drømmeknuser, men også nærer faderlig omsorg for sin datter, når han spørger, om ikke hun er bange for at sove alene. Kanske han føler, at det ikke blot er ham, men lige så meget Grete, moren svigter, når hun tager til karneval i stedet for at blive hjemme og passe deres sovende barn.

På ti sider får vi intet mindre end en fabelagtig fortælling om en splittet familie og modsætningerne mellem det at være oprørsk og konventionel, kvinde og mand, drømmer og realist, barn og voksen. Det er stor novellekunst!


“Nattens dronning” udkom første gang i novellesamlingenParaplyen” i 1952, men findes også i Tove Ditlevsens “Samlede noveller”, som er udkommet i 2. udgave på Gyldendal i år.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s