Bøger til julen

Vanen tro giver Kig ind i bogens verden tips til nyere titler fra ind- og udland, der kan lægges under juletræet i år.

På biografi-siden er der nok at vælge mellem. Særligt spændende og oplagte er:

“Joe Biden American Dreamer” af den amerikanske journalist og forfatter Evan Osnos.

I bogen undersøger Osnos, hvordan Joseph R. Bidens 50 år lange politiske karriere og personlige tragedier har formet ham til det menneske og den politiker, han er i dag.

Osnos inddrager såvel omfattende interviews med Biden selv som samtaler med over 100 andre, herunder tidligere præsident Barack Obama.

Evan Osnos skriver til daglig for The New Yorker, og hans biografi om USA’s 46. præsident har fået mange anmelderroser.

Bogen udkom på engelsk 27. oktober.

Et forjættet land

Da Barack Obama overtog præsidentembedet efter George W. Bush 20. januar 2009, var det ikke alene som den 44. præsident, men også som den første afroamerikanske præsident i USA’s historie.

I selvbiografien “Et forjættet land” lukker Obama læserne ind i sine inderste tanker og refleksioner over tiden som præsident i Det Hvide Hus.

Bogen har – ikke mindst på grund af Obamas store retoriske evner – høstet roser herhjemme og i udlandet.

Obama har tidligere udgivet “Arven fra min far”, der handlede om race og arv, og “Mod til at håbe” om generobringen af den amerikanske drøm.

Bogen udkom på dansk 17. november.

Churchill

Anmelderros fik også Jan Hedegaards biografi om en af verdenshistoriens største personligheder og statsmænd, Sir Winston Leonard Spencer-Churchill (1874-1965).

“Churchill” er en rigt illustreret bog i stort format med over 150 fotos, malerier, krigsplakater og meget mere fra Winston Churchills enestående liv.

Jan Hedegaard genfortæller Churchills liv, fra han bliver født på Blenheim Palace, formet af det brutale, britiske kostskolesystem, og til han bliver soldat, politiker og premierminister for sit land, da briterne (og vi andre) behøver ham allermest.

Churchill anses som en af de største ledere i krigstid nogen sinde, men vi hører også om forfatteren og billedkunstneren med de romantiske idealer.

I sit lange liv nåede Churchill at have en militær karriere, der varede 25 år, en politisk karriere, der varede 60 år, og et forfattervirke, der varede endnu længere.

Battle of Britain

Meget apropos finder vi i den historiske lejr “Battle of Britain: The Pilots and the Planes That Made History”. Bogen udkom 14. maj i år i anledning af 80-året for briternes sejr over tyskerne i Battle of Britain (juli 1940 – september 1940).

Sejren forhindrede Hitlers invasion af Storbritannien og skabte betingelserne for briternes fortsatte kamp mod Nazi-tyskland. Og det var om Royal Air Forces heltemodige krigsindsats, at Churchill sagde de berømte ord:

Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few.” (Kilde: Churchill Society London)

Forfatterne Simon Pearson og Ed Gorman tegner et portræt af piloterne og deres fly, der kæmpede om luftherredømmet over Storbritannien fra det vestlige Irland til den tyske hovedstad.

Clanlands

Vi bliver i det britiske lidt endnu.

I “Clanlands: Whisky, Warfare, and a Scottish Adventure Like No Other” tager de skotske skuespillere Sam Heughan og Graham McTavish os med på en tur gennem deres hjemland.

På cykel og motorcykel, i båd og kajak rejser de to venner fra kyst til loch og fra højdedrag til bakkedal, mens de dykker ned i Skotlands historie og kultur, fra tidløs poesi til blodige krige.

Sam Heughan og Graham McTavish er især kendt fra den historiske drama tv-serie “Outlander”.

“Clanlands” har forord af Diana Gabaldon, der har skrevet bøgerne, som “Outlander” er baseret på.

Hvis bare du var min

Skotske Mhairi McFarlane har skrevet flere chicklit-romaner om moderne kvinders kærlighedskvaler, og hendes seneste kunne være et bud på en julegave til yngre kvindelige læsere.

“Hvis bare du var min” er en romantisk komedie om et falsk forhold, der måske udvikler sig til ægte kærlighed.

Da 36-årige Laurie bliver forladt og ydmyget af sin kæreste gennem 18 år, søger hun oprejsning ved at indlede et falsk forhold på de sociale medier med kontorets playboy.

Bargums synder

Er man mere til historisk fiktion, er “Bargums synder” et godt bud. Sofie Malmborg har fået masser af anmelderroser for sin debutroman, og for nylig fik hun Bogforums debutantpris for bogen.

Historien udspiller sig i 1700-tallet, hvor læserne følger den unge driftige kræmmersøn Frederik Bargum og hans vej op ad den sociale rangstige.

Bargums forretningsidéer fører ham fra tobaksplantager over hvalbarder til slavehandel, og der er mange sårede skæbner i hans kølvand. Heriblandt datteren Rebecca, der i romanens andet spor mindes sin barndom.

Året der gak 2020

Siden 1993 har Politikens to At Tænke Sig-redaktører, Ole Rasmussen og Gorm Vølver, hvert år udgivet deres egen satiriske årbog.

I samarbejde med satiretegneren Roald Als tager de i denne nye udgave fat på årets mest markante begivenheder og personer fra især den hjemlige andedam.

Der spindes en satirisk ende over alt fra Trump og danskernes hamstring af toiletpapir under corona-epidemien til nedsmeltningen hos de alternaive og deres tidligere leder U?e Heltvæk.

Anders Kofoeds store bog om naturen

I et år, hvor corona har præget alt og alle, men også har betydet, at mange danskere har (gen)opdaget naturens glæder, kunne “Anders Kofoeds store bog om naturen” være en oplagt julegave til hele familien.

Biolog Anders Kofoed fortæller i den rigt illustrerede guidebog om en lang række dyr og planter fra Danmarks natur, herunder fugle, tudser, egern, pindsvin, insekter, fisk og mange andre dyr.

Bogen er opdelt i fire dele, skoven, søen, byen og haven, der igen er inddelt i forår, sommer og vinter.

Til slut er der kun at sige rigtig god weekend – og julegave-shopping 🙂


 

Fake news og BogForum

BogForum 2017 løber af stabelen 10. – 12. november i Bella Center Copenhagen, hvor man kan høre en lang række forfattere og kendte tale om bøger af og om dem.

Men først et kig på en af de mange nye titler, der er udkommet op til bogmessen:

“Året der gak – ATS 2017” lander i handelen i dag, og heri kan man læse/genlæse nogle af de mest usandfærdige nyheder fra det forgangne år.

I anledning af udgivelsen oplyser forlaget, at Politikens populære satirespalte At Tænke Sig i denne den 25. årbog går til kamp for fake news.

Ja, kære læser, du så rigtigt: for fake news. ATS-redaktørerne udtaler således:

Vi mener, at hele diskussionen om falske nyheder er misforstået. Ja, vi kan faktisk slet ikke se problemet i at bringe dem. Vi har efterhånden leveret daglige fake news i en længere årrække, og det er vores indtryk, at læserne er glade for dem,” siger altså Gorm Vølver og Ole Ramussen. (Kilde: https://www.politikensforlag.dk/aret-der-gak-ats-2017/t-58/9788740036664)

Biografiernes år

Som sagt har forlagene ligget vandret for at få flest mulige bøger klar til årets bogmesse i Bella Center.

Og kaster man et blik på programmet, springer især de mange biografier i øjnene:

På BogForum 2017 fortæller Jens Andersen eksempelvis om arbejdet med biografien om Kronprins Frederik (læs min omtale af “Under bjælken” her: https://kigindibogensverden.wordpress.com/2017/11/02/prinser-og-vikinger/).

Per Stig Møller taler med journalist Jesper Beinov om erindringsbogen “Udenrigsminister”, Uffe Ellemann-Jensen beretter om sin selvbiografi “Som blad i høst”, Ritt Bjerregaard fortæller om andet bind af sine erindringer “Valgt”, ligesom man kan møde Helle Thorning-Schmidt og forfatteren bag hendes biografi “Hvad man ikke dør af”.

Besøgende kan opleve Lise Nørgaard i samtale med biografist Jacob Wendt Jensen om “Lise Nørgaard – de første 100 år”, og de kan møde Lisbet Dahl og forfatterne bag hendes nye biografi “Lisbeth Dahl – Undskyld jeg blander mig”.

Barske bøger

Jens Andersens oplæg om portrættet af Kronprins Frederik skal nok trække et stort publikum til, men det bliver utvivlsomt et lige så stort tilløbsstykke, når H.K.H. Kronprinsesse Mary præsenterer bogen “#Childmothers. 17 pigers historier om at blive mor som barn.”

I den mere barske ende finder man også forfatter og journalist Nagieb Khaja, der taler med Carsten Jensen om bogen “Du må ikke græde – for så mister du blod”. Khaja samtaler også med Adam Holm om krigen i Syrien.

Herudover fortæller forfatter og journalist Puk Damsgård om sin bog “Den sorte kat i Mosul”.

Vildt og fortryllende

Læserne kan også opleve to af de vildeste danske forfatterhjerner smelte sammen – live på scenen foran publikum, når Svend Åge Madsen og Kaspar Colling Nielsen samtaler med Kåre V. Poulsen.

Og som de foregående år er der en lang række arrangementer for børn: Jakob Riising fortæller om ”Karmaboy – Helge og hundepølsen”, de yngste messegæster og deres forældre kan høre Sigurd Barrett berette om sin nye børnebog “Sigurd fortæller om Luther”, og Sebastian Klein fortæller om ”Verdens 100 mest fantastiske fortidsdyr”.

Endelig kan store og små få en fortryllende stund, når Ghita Nørby læser op af ”Den Lille Prins”.

Du kan se hele programmet for BogForum 2017 her: http://www.bogforum.dk/da-DK/Programmet/Programmet.aspx

God bogweekend!