Påskesysler

I den nært forestående højtid, hvor rejser og påskefrokoster er sat på standby, kan man heldigvis bruge ferien på andre aktiviteter.

Påsken står for døren, og indtil videre lover DMI’s vejrudsigt godt for alle, der kan lide at være udenfor, gå ture i skoven, dyrke haven eller pusle i altankasserne.

Men skulle der blive en regnvejrsdag eller to, kan man få stillet lidt af sin appetit på naturen med “Den kriblende have – Sådan dyrker du din have og redder kloden”.

Her giver den britiske forsker Dave Goulson os nemlig et nyt indblik i insekternes liv. Læserne kan følge med, når Goulson graver i kompostbunken, kaster et blik ind i sit bi-hotel eller dykker ned for at studere livet i havedammen.

I “Den kriblende have” viser Goulson os, hvordan vores liv er uløseligt forbundet med insekternes, og budskabet er klart: I stedet for at fylde vores haver med pesticider og plastre dem til med fliser, bør vi plante træer, buske og blomster og dyrke vores egne grøntsager, ligesom han anbefaler, man laver sin egen kompost frem for at købe spagnum med tørv fra truet natur.

Birgitte Steffen Nielsen står for den danske oversættelse.

Brug ørerne

I sidste uge slog bloggen et slag for Gyldendals live-forfatterarrangementer, og i denne uge skal der slås på tromme for forlagets online-højtlæsninger.

Hele sidste uge læste forfatter Ib Michael Henrik Pontoppidans “Isbjørnen” højt, og i denne uge er det Jeanette Varberg, arkæolog, forfatter og museumsinspektør ved Nationalmuseet, der læser højt af Oldtidssagaerne.

Så hvis man trænger til at bruge ørerne lidt og give øjnene et hvil, kan man se og høre Ib Michael læse “Isbjørnen” her.

Og se og høre Jeanette Varberg læse danske sagnhistorier her.

Pristid

Og så er det i dag, sløret bliver løftet for finalisterne til dette års The International Booker Prize.

Forfatterne og bøgerne, der er med i slutløbet, vil kunne ses her.

Vinderen af den prestigefyldte pris offentliggøres 19. maj.

At rejse er at leve

Til slut skal det nævnes, at det i dag er 215 år siden, at vores mest berømte forfatter, Hans Christian Andersen, kom til verden.

At rejse er at leve” fra H. C. Andersens “Mit livs eventyr” er som bekendt et af den store digters mest benyttede citater.

Det er unægteligt ikke nogen god idé at rejse udenlands i disse tider, så skulle rejsetrangen overvælde en, er det bare med at gribe en bog (papir eller lydbog) og i stedet rejse ind i bøgernes verden!

Rigtig god påske 🙂


Du kan læse et uddrag af Dave Goulsons “Den kriblende have” her.


 

Store danskere

Denne uge byder på Henrik Pontoppidans sidste bog og et nyt bind i paperback-genudgivelsen af Søren Kierkegaards værker.

I kølvandet på Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans klassiker “Lykke-Per” har Gyldendal genudgivet flere af den store danske forfatters værker.

Nu er turen kommet til Henrik Pontoppidans sidste bog “Undervejs til mig selv”, der udkom i 1943.

Bogen er en sammenskrevet og revideret udgave af hans erindringer “Drengeaar” (1933), “Hamskifte” (1936), “Arv og Gæld” (1938) og “Familjeliv” (1940).

Bogen udkom 12. december.

Rotterne til Forbillede

Pontoppidan skildrer sin opvækst med hovedfokus på barndommen i Randers, hvor hans far var præst, og hans tid på Polyteknisk Læreanstalt samt sine to ægteskaber.

Om sin skoletid beretter han blandt andet:

Bedst husker jeg i hvert Fald de Timer, da jeg paa Grund af en eller anden Forsømmelse maatte “sidde over” en Timestid efter at mine Kammerater var sluppet hjem. Navnlig har en enkelt af disse Straffetimer efterladt et varigt Minde. Det var naturligvis Meningen, at Tiden skulde bruges til at læse paa den forsømte Lektie; men saasnart jeg var bleven alene, skød jeg Bogen fra mig og satte mig hen til Vinduet, som vendte ud til en af Bagbygninger og Pakhuse omgivet Gaardsplads, hvor der altid foregik noget underholdende.

Efter at Larmen af de hjemslupne Drenge var døet hen og alt var bleven stille, saa’ jeg en stor, fed Rotte liste frem fra et Smuthul dernede. Den stod et Øjeblik og vejrede, løb saa over Gaarden og entrede op paa en topfyldt Affaldstønde, der stod i en Krog. Lidt efter kom der flere til, og efterhaanden sad der paa Tøndens Rand fire-fem fede, brune Kroppe med nedhængende Haler. De sloges og bedes og snappede Godbidder fra hinanden, et Pølseskind, en Osteskorpe eller anden Lækkerbid. At denne Broderkrig var et Verdensbillede i det smaa var jeg for ung til at forstaa; men længe skulde det ikke vare, før jeg fik en Fornemmelse af, at der var Nationer, der med Rotterne til Forbillede krigedes om et Stykke Flæskesvær.” (Citat fra “Undervejs til mig selv”).

Det er kort sagt fabelagtig læsning, der på alle måder viser, hvor stor en forfatter Henrik Pontoppidan var.

Kierkegaard for menigmand

Godt nyt er der også til alle, som holder af at læse Søren Kierkegaard.

I går udkom nemlig tolvte bind i paperback-genudgivelsen af den verdensberømte danskers værker, “Indøvelse i Christendom / En opbyggelig Tale / To Taler ved Altergangen om Fredagen”.

Bogen udkom 12. december.

Under ledelse af teolog og Kierkegaard-forsker, Niels Jørgen Cappelørn, har Søren Kierkegaard Forskningscenteret gennem længere tid udgivet en ny tekstkritisk og kommenteret udgave af Søren Kierkegaards Skrifter i 55 bind (28 tekstbind og 27 kommentarbind).

I løbet af fire år genudgives 15 bind med Kierkegaards trykte og nogle af hans utrykte værker i et nyt, billigere udstyr og forsynet med sproglige kommentarer rettet mod det brede marked. Også dette arbejde står Niels Jørgen Cappelørn for.


Og så er det ikke at forglemme Luciadag i dag!

Santa Lucia.

Hvis du trænger til at få genopfrisket, hvad det er, kan du læse om dagen og baggrunden for, at vi fejrer Santa Lucia her: https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/advent-og-jul/santa-lucia

God læselyst!


 

Dickens og Pontoppidan

Den nærmeste tid byder på to klassikere, som tager afsæt i kristendommen, men gør det på vidt forskellige måder.

De fleste kender Charles Dickens’ udødelige fortælling om gnieren Ebenezer Scrooge, “Et Juleeventyr” (Læs min omtale her).

Hvad de færreste nok er klar over er, at der var en anden langt større og vigtigere historie, som han hvert år fortalte sine børn ved juletid. Nemlig beretningen om Jesus liv og død: “The Life of Our Lord”.

Den store engelske forfatter fortalte historien for sine børn for at lære dem om Guds søn og om kærlighed og barmhjertighed.

Nu udkommer Charles Dickens’ genfortælling om Jesus liv og død på dansk.

Bogen udkommer i dag.

I sin præsentation af bogen skriver forlaget Gyldendal:

Historien var ment som underholdning, opdragelse og dannelse, og er baseret på hvad der i Dickens’ egne øjne var ‘den bedste bog, der nogensinde har fandtes eller vil komme til at findes i hele verden’ – Det Nye Testamente.” (Kilde: Gyldendals Presseservice)

“Fortællingen om Jesus” er rigt illustreret af en af 1800-tallets store kunstnere, Gustave Doré, og forfatter, journalist og sognepræst Kristian Ditlev Jensen har skrevet en introduktion til Dickens’ genfortælling.

Familiens hemmelighed

Charles Dickens skrev “The Life of Our Lord” i årene 1846-1849, nogenlunde samtidig med at han færdiggjorde “David Copperfield”.

Eftersom “The Life of Our Lord” var et værk skrevet udelukkende til Dickens’ egne børn, forbød han, at det blev udgivet. Manuskriptet var derfor i 85 år en velbevaret hemmelighed, der gik i arv fra slægtning til slægtning.

Da Dickens døde i 1870, efterlod han manuskriptet til sin svigerinde, Georgina Hogarth. Siden arvede hans søn, Sir Henry Fielding Dickens, det med en formaning om, at det ikke måtte udgives, så længe nogen af forfatterens børn var i live.

I 1933 døde Sir Henry som det sidste af Dickens’ børn og efterlod sin kone og børn manuskriptet med ret til at udgive det, hvis et flertal iblandt dem måtte ønske det. Hermed udkom “The Life of Our Lord” første gang i 1934 i England og USA.

Og fra og med i dag kan man også læse historien på dansk.

Isbjørnen

Mens vi er ved klassikerne, så genudgiver Gyldendal i kølvandet på succesen med “Lykke-Per” om føje tid Henrik Pontoppidans lille roman “Isbjørnen”.

I bogen tegner Henrik Pontoppidan et humoristisk portræt af teologen Thorkild Müller, der mod alle odds består sin teologieksamen og havner som præst i det nordligste Grønland.

Her får Thorkild frihed til at udfolde sin virkelige natur, og hvor han i Danmark var en taber, bliver han i Grønland en vinder.

Men da han efter en menneskealder vender hjem til den jævne danske provins, venter der ham et uundgåeligt opgør med det præsteskab, som han mange år tidligere forlod.

Bogen ventes at udkomme 4. december – og forhåbentlig med en mindre sløret forside end denne.

God læselyst 🙂


 

Lykke-Per

Bille Augusts ”Lykke-Per” er blændende og efter min mening en af hans hidtil bedste film.

Henrik Pontoppidans store psykologiske udviklingsroman ”Lykke-Per” udkom i årene 1898-1904 og var anden del af tre store værker, som forfatteren fik Nobelprisen i litteratur for i 1917.

Jeg må med skam melde, at jeg endnu ikke har læst Henrik Pontoppidans klassiker.

Så da jeg i søndags gik ind for at se Bille Augusts filmatisering af det litterære forlæg, kunne jeg kun bedømme filmen på dens egne præmisser og ikke som en oversættelse af den berømmede bog til det hvide lærred.

Til gengæld kan jeg sige, at filmen står glimrende som et værk i sin egen ret. Det er en overmåde flot visuel oplevelse, der byder på fornemme skuespilpræstationer, stærke personportrætter, medrivende landskabsbilleder og et særdeles troværdigt tidsbillede af et Danmark i overgangen fra bondeland til industrisamfund i slutningen af 1800-tallet.

Stærkt skuespil

Især Esben Smed imponerer som præstesønnen Per, der efter en fattig opvækst hos en knusende autoritet af en far, rejser til hovedstaden for at blive ingeniør og skabe et samfund efter egne idéer. En oprørsk, visionær og ambitiøs ung mand, som skruppelløst bruger andre for at realisere sine drømme. Men også en fantast med et uforsonligt sind, der mærker, at det strå, der ikke bøjer sig for vinden, knækker.

I titelrollen sitrer Esben Smed af ustyrlige idéer, nervøs energi og social sult efter at forvandle sig selv fra bondeknold til bedsteborger. Samtidig er han i evig konflikt med sig selv og sin strenge religiøse barndom.

For nok lykkes det Per at trodse sin far, men hans sorte skygge forfølger ham. Den fromme, men ukærlige far har gjort Pers forhold til kristendommen så neurotisk, at sønnen ikke tåler at se figurer af Kristus. Hertil kommer det lommeur, først faren og siden moren insisterer på at give Per. Uret – ikke som symbol på den fremtid, Per dyrker og drømmer om, men på den fortid, der hele tiden truer med at indhente ham.

Esben Smeds hudløse spil viser det hele, drømmene, håbet, trodsen, vreden, ubøjeligheden, angsten og fortvivlelsen.

Også Katrine Greis-Rosenthal som Pers jødiske forlovede, Jakobe, Ole Lemmeke som hendes onkel og Benjamin Kitter som hendes bror er med til at gøre den filmiske fortælling fremragende.

Landskaber som sindbilleder

Hertil kommer, at Bille August til fulde formår at bruge filmens visuelle virkemidler til at udtrykke følelser og sindsstemninger.

Billederne af det østjyske landskab med sin på en gang smukke og barske natur sat over for storbyens industrielle udvikling med social slagside bliver sindbilleder på Pers indre kamp mellem hans rødder i det upolerede, men autentiske bondeland og det moderne, men manierede København.

Andre billeder er ligefrem ”hammershøiske”, som når præstedatteren Inger i et forsøg på at afvise Pers tilnærmelser stiller sig med ryggen til ham foran et mørkt træskab i den spartanske præstegårds hvidtede rum.

Far-søn forhold

Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per” er delvis selvbiografisk.

I et interview med Berlingske Tidende i 2012 fortalte Bille August om sit dårlige forhold til sin far, og hvordan han måtte trodse ham for at forfølge sin drøm om at lave film, hvilket fik faren – i lighed med Lykke-Pers far – til ikke at ville give ham de penge, han ellers havde sat til side til hans uddannelse. (Læs interviewet her)

Måske er det med til gøre filmens skildring af Pers dårlige forhold til sin far ægte. Fordi den ikke blot er en instruktørs fortolkning af en forfatters værk, men muligvis også afspejler Bille Augusts egne oplevelser med et anstrengt far-søn forhold.

Uanset hvad står Bille Augusts film ikke alene flot for sig selv. Den har også i den grad givet mig lyst til at læse Henrik Pontoppidans mesterværk.