Begavet med bøger

Kig ind i bogens verden giver i denne uge tips til boggaver til børn og voksne.

Om otte dage er det juleaften, og heldigvis ønsker mange sig stadig bøger i julegave.

Derfor bringer Kig ind i bogens verden som altid et lille udvalg af titler fra ind- og udland, som måske kan inspirere, hvis man ikke har alle gaverne i hus.

Krummerne

Da jeg var barn, elskede jeg Thøger Birkelands historier om Krumme og hans skægge familie. Og som voksen har jeg moret mig lige så godt, når min egen familie på vores bilferier har lyttet til lydbøger om familien Krumborg.

Her i december udgiver Gyldendal så “Den store bog om Krummerne”, hvor børn og voksne kan nyde historierne om drengen Krumme, storesøster Stine, den sure underbo fru Olsen og den søde pige Yrsa, der får Krummes hjerte til at banke hurtigere.

De tre bøger, man nu kan få samlet i ét bind, er “Krummerne”, “Stakkels Krumme” og “Krumme og pigerne”.

Og så er der øvrigt premiere på en ny film om Krummerne i dag, “Krummerne – Det er svært at være 11 år”.

Krummerne-forside

Pigen og hajen

Hvis børnene er store nok til at læse engelsk, er “Julia and the Shark” en oplagt julegave.

Bogen handler om Julia og hendes familie og deres søgen efter den sjældne grønlandshaj.

Tom de Freston har lavet de flotte sort-hvide og gule illustrationer.

Forfatteren Kiran Millwood Hargrave har tidligere høstet anmelderroser og priser for sin roman “Girl of Ink & Stars”, og hendes nye bog “Julia and the Shark” er netop kåret til Waterstones Children’s Gift of the Year 2021.

Faktisk er det lidt af en gåde, at forfatterens værker (så vidt jeg kan se) endnu ikke er blevet oversat til dansk.

Julia and the Shark-forside

Captain America

Oversat til dansk er til gengæld “Captain America – Winter Soldier”, der også er en oplagt gave til børn i alle aldre og Marvel-fans.

“Captain America – Winter Soldier” er historien om Cap og hans gode ven Bucky Barnes.

Under Anden Verdenskrig kæmpede de to side om side med De Allierede, men pludselig er Bucky Barnes forvandlet til en viljeløs morder i den russiske general Lukin og Red Skulls tjeneste.

Nu er spørgsmålet, om Cap sammen med Agent 13 og Falcon er i stand til at tage det endelige opgør med sin engang trofaste ven og våbenbroder …

Captain America

Sølvblik

Vi bliver ved agenterne:

Spiongenrens mester, John le Carré, døde desværre sidste december, men var på trods af sine 89 år aktiv til det sidste.

I oktober i år udkom således hans 26. roman, “Sølvblik”. Den handler om 33-årige Julian Lawndsley, som har sagt farvel til sit karrierejob i London for at åbne en boghandel i en lille engelsk kystby.

Men en aften opsøges han af Edward, en mystisk polsk emigrant, der ved en del om Julians familie, og som er mere end almindeligt interesseret i hans lille boghandel …

“Sølvblik” er en historie om mødet mellem uskyld og erfaring, og i romanen stiller John le Carré spørgsmålet: Hvad skylder vi de mennesker, vi elsker?

Carre-forside-Sølvblik

Brødrene Karamazov

Hvad vi mennesker skylder hinanden, er et spørgsmål, man også finder hos den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1861), der som bekendt har 200 års-fødselsdag i år.

Så hvorfor ikke forære Dostojevskijs berømte, klassiske roman, “Brødrene Karamazov” i julegave?

Det 800 sider store moralske, filosofiske og psykologiske mesterværk opfattes af mange som verdens bedste roman og udkom sidste år i en ny dansk oversættelse ved Marie Tetzlaff på Forlaget Sisyfos.

“Brødrene Karamazov” handler om dysfunktionelle familier, lidenskab og jalousi, religion og moral, samtidig med at et mord begås, og jagten på gerningsmanden sættes ind.

I romanen, der blev Dostojevskijs sidste, samler han trådene fra sine tidligere store værker.

“Brødrene Karamazov” er kort sagt et must read.

broedrene-karamazov-forside

Livsstil er en livsstil

Trænger man til at noget at smile af, kan man give sig selv “Livsstil er en livsstil” i julegave.

Bogen er skrevet af standupkomiker, skuespiller, sanger, manuskriptforfatter og instruktør Anders Matthesen.

I forlaget Gyldendals præsentation af “Livsstil er en livsstil” kan man blandt andet læse:

Livsstilscoach, firstmover, selvhjælpsguru, ernæringsekspert, krystalhealer, hestehvisker, åndemaner, lykkejæger, regnbuefanger, vægtvogter, stifinder, flottenheimer med baggårdspuma i ascendanten samt autodidakt indretningsarkitekt A. Matthesen tager dig, i denne perle af et værk, under sine kærlige favnende vinger, og deler generøst ud af sine kompetencer, værktøjer og stedsegrønne guldkorn.” (Kilde: Forlaget Gyldendal)

Matthesen-forside

Se, det er helt sikkert en julegave, alle andre ville ønske, de havde givet sig selv 🙂


Spionernes mester

I dag udkommer John le Carrés niende roman i serien om George Smiley på engelsk.

Det er mere end 25 år siden, at læserne sidst fik nyt om den engelske mesterspion i “The Secret Pilgrim” (“Den hemmelige pilgrim”).

Men med “A Legacy of Spies” er John le Carré og George Smiley nu tilbage – og ifølge The New York Times er den 85-årige forfatter i storform. Avisens anmelder Dwight Garner skriver således:

“Le Carré is not of my generation but I have read him for long enough to understand how, for many readers, his characters are old friends — part of their mental furniture. There’s something moving about seeing him revive them so effortlessly, to see that the old magic still holds.” (The New York Times, 28. august 2017)

Fortidens synder

Handlingen i den nye roman er kort og godt: George Smileys trofaste kollega og discipel i den britiske efterretningstjeneste, Peter Guillam, er gået på pension og tilbringer nu tiden på familiens landsted i Sydengland.

Guillams fredelige pensionisttilværelse får dog en brat ende, da hans koldkrigs-fortid indhenter ham. Den gråhårede herre med høreapparat bliver kaldt til London for at stå til regnskab for nogle af sine tidligere handlinger i efterretningsvæsnet, hvor folk tæt på ham blev dræbt, måske endda unødvendigt. Børnene til et par af le Carrés mest berømte personer er blevet voksne og kræver retfærdighed i “A Legacy of Spies”.

Spionen le Carré

John le Carré alias David John Moore Cornwell blev født 19. oktober 1931 og har selv en fortid som agent. Under Den kolde krig arbejdede han først for MI5 og siden MI6, som han imidlertid blev tvunget til at forlade efter sikkerhedslækager begået af den skandaliserede eks-spion Kim Philby.

Det var le Carrés tredje roman “The Spy Who Came in from the Cold” (1963) (“Spionen der kom ind fra kulden”), der gjorde ham verdensberømt. Hans ry som spiongenrens mester blev slået fast med de succesfulde efterfølgere, “Tinker Tailor Soldier Spy” (“Dame konge es spion”), “The Honourable Schoolboy” (“Spionen der gik sine egne veje”) og “Smiley’s People” (“Til døden jer skiller”), alle med hans mest berømte protagonist, George Smiley.

I sit tidlige forfatterskab fokuserede le Carré på efterretningstjenestens komplekse politiske og moralsk tvivlsomme virke under Den kolde krig. Men i 1990erne flyttede han fokus fra spionkrigen mellem øst og vest til bredere moderne emner som våben- og narkohandel og nye politiske konflikter. Det ses blandt andet i hans thriller “The Night Manager” (1993), som Susanne Bier som bekendt har omsat til den uhyre succesfulde og prisbelønnede tv-serie “Natportieren”.

Nu vækker John le Carré fortidens koldkrigs-spøgelser til live i “A Legacy of Spies”, og med verdens skæve gang i dag, er det måske betimeligt at kaste et blik på verden af i går. Jeg glæder mig i hvert fald til endnu et møde med George Smiley 🙂


Du kan læse mere om John le Carré her:

https://www.waterstones.com/author/john-le-carre

Læs The New York Times’ anmeldelse af “A Legacy of Spies” her:

https://www.nytimes.com/2017/08/28/books/review-john-le-carre-legacy-of-spies.html