Forældre og lærere kan være vigtige formidlere af klassikere, der ikke altid kan stå alene.

Som nævnt i sidste uge bliver 400-året for William Shakespeares død markeret vidt og bredt og blev det i særdeleshed på årsdagen den 23. april. Min familie og jeg fulgte fejringen af dramatikeren i hans fødeby Stratford-upon-Avon transmitteret direkte på svensk tv lørdag aften (hvorfor DR ikke lod danske seere være med, forstår jeg ikke).

Her hyldede blandt andre Ian McKellen, Judi Dench, Helen Mirren og en lang række andre skuespillere dramatikeren med et potpourri af udpluk fra skuespillene, ballet-og operaforestillinger og musicals krydret med sketches, som kun briterne kan lave dem. Indimellem fulgte vi med Joseph Fiennes på en spadseretur rundt i Stratford. Det blev en meget smuk, morsom og tankevækkende aften.

Læring for livet

Mine forældre sørgede for, at jeg tidligt lærte Shakespeare at kende gennem Laurence Oliviers fremragende filmiske opsætninger af “Hamlet” og “Henry V”. Kyndigt kommenteret af min mor og far, så de sproglige perler ikke blev kastet for “svin”.

Siden introducerede min engelsklærer i gymnasiet mig for en læsning af værkerne. Hans suveræne gennemgang af “Macbeth” drog jeg senere fordel af på engelsk-studiet, hvor jeg skrev opgave om netop den tragedie.

Hvor jeg vil hen med det?

Jo, jeg mener, at forældre og lærere er vigtige guider til megen klassisk litteratur, og at de med værkerne i hånden kan gøde jorden for børn og unges livslange læring.

Her 30 år efter husker jeg for eksempel stadig den indsigt, min engelsklærer gav mig i såvel “Macbeth” som de eksistentielle temaer, Shakespeare behandler. En indsigt jeg siden har brugt både fagligt og personligt.

Øjenåbner

Mine forældre og min engelsklærer introducerede mig for andre litterære sværvægtere som Kurt Vonnegut, Graham Greene og Ernest Hemingway. Igen gjorde min lærers gennemgang af Hemingways novelle “Hills Like White Elephants”, at jeg ikke alene blev udstyret med et godt kendskab til den amerikanske forfatter, men også fik en livslang interesse for engelsksproget litteratur.

Nogen vil muligvis indvende, at store forfattere taler for sig selv og ikke behøver en guide til deres tekster. Det kan gælde flere moderne klassikere, og hvis man er en voksen læser. Men jeg ved, at jeg ikke ville have fattet meget af “Macbeth”, hvis jeg havde læst stykket på egen hånd i en alder af 17, og at min engelsklærer i gymnasiet var en øjenåbner for dybderne i Hemingways minimalistiske prosa.

Klassikere kan være ligesom en by, man ikke kender. Man kan sagtens gå på opdagelse på egen hånd, men det kan være meget lærerigt at have en klog guide med på turen 🙂

Læs med, når jeg anmelder Astrid Lindgrens “Krigsdagbøger 1939-1945” på udgivelsesdagen onsdag den 4. maj.